21. november 2011 - 16:32

Skepsis over rød blåstempling af finansloven

Søndag den 20. november skrev Liste Ø historie ved for første gang at give tilslutning til en finanslov.

Trods spekulationer om, hvorvidt den »magtfulde hovedbestyrelse« ville vælte Thorning-regeringens flertal, fik Enhedslistens politikere næsten enstemmig opbakning fra partiets ledelse.

Læs artiklen »Er finansloven rød?« hos Modkraft

To medlemmer af hovedbestyrelsen undlod dog at stemme.

JPEG - 77.1 kb
Dele af Enhedslistens bagland er betænkelige ved partiets opbakning om finansloven. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Det skyldes blandt andet frygt for, at partiet med sit ja kommer til at lægge navn til kontinuerlige budgetnedskæringer i de kommende år.

– Enhedslisten skulle være blevet fri af grønthøsterbesparelser, som i budgetterne fremskrives i tre år, på en eller anden sindrig måde. Men det har jeg ikke fået dokumenteret, så det mener jeg ikke at have mandat til at tage ansvar for, forklarer Bjarne Thyregod fra hovedbestyrelsen til Modkraft.

Han understreger, at finansloven efter hans mening også indeholder mange røde fingeraftryk, men at forløbet omkring den har været problematisk.

– Hele vejen gennem forløbet har jeg ment, at hovedbestyrelsen blev dårligt og for sent orienteret, hvorfor vores beslutninger meget baseredes på fornemmelser og tillid til forhandlerne, tilføjer han.

Læs Mikkel Skov Petersens blog »Finanslovs-forestillingen er godkendt« hos Modkraft

»Bestikkelsespenge for at stoppe kritik«

Hans Jørgen Vad, som stod bag den anden blanke stemme, afviser i Politiken, at Liste Ø vil stemme for næste års finanslov, hvis den nye regering, som forventet, vil indgå aftaler om nedskæringer med de borgerlige partier.

– I år har vi kunnet sige, at det ikke er den nye regerings skyld, hvis den blå regering allerede havde vedtaget et eller andet. Det kan vi ikke til næste år. Det har også været meget understreget i hovedbestyrelsens diskussioner, forklarer han.

Læs artiklen »Stemmer fra Enhedslistens bagland: Vi får svært ved at stemme ja næste år« hos Politiken

Det synspunkt bakkes op af hans bagland, partiet Internationale Socialister (IS), som tæller knap hundrede medlemmer og er en del af Enhedslisten.

»De lunser, man har fået, kan bedst opfatte som bestikkelsespenge for at lægge låg på kritikken. Enhedslisten har fået småting, men det har store politiske konsekvenser. I stedet for at afsløre det spin, der fremstiller finansloven som noget lighedsskabende og progressivt, er Enhedslisten nu selv med til at lægge røgslør ud og taler en finanslov op til noget progressivt, selv om den i virkeligheden er et angreb på arbejderklassen«, fremgår det i en artikel på IS’ hjemmeside, der også advarer imod at Enhedslisten udvikler sig til »et nyt SF«.

Læs artiklen »Er Enhedslisten blevet et normalt parti: VKO minus 5 %?« hos Internationale Socialister

Redaktion: 

Annonce