Annonce

12. januar 2012 - 15:47

Regeringen vil lukke terrordømt tv-station

Københavns Byret idømte tirsdag den 10. januar to selskaber bag den kurdiske satellit-tv-station ROJ TV dagbøder på i alt 5,2 millioner kroner.

Retten fandt det bevist, at tv-stationen i flere udsendelser ukritisk har videreformidlet budskaber fra det kurdiske arbejderparti PKK, som er på EU’s og USA’s liste over terrororganisationer.

Desuden er tv-stationen, der sender fra København, ifølge dommen finansieret og »undergivet indflydelse« fra PKK, som siden 1978 har ført væbnet kamp for kurdernes rettigheder i Tyrkiet.

Læs »DOKUMENTATION: Her er dommen over ROJ TV« hos Politiken.

ROJ kan fortsat sende tv

På trods af byrettens entydige dom, så kan ROJ TV dog forsat sende fra København.

Det skyldes, at domstolen ikke har juridisk mulighed for at frakende selskaberne bag stationen retten til at sende tv.

Læs artiklen »Roj TV kan fortsætte trods dom« hos Politiken.

Det har derimod Radio- og TV-nævnet, som tre gange tidligere har afvist at lukke for ROJ TV.

Den seneste udvikling i sagen får heller ikke Radio- og TV-nævnet til automatisk at frakende tv-stationen dens sendetilladelse.

– Det, vi skal tage hensyn til, er det, der bliver vist på tv. Ikke det spor, som straffesagen også forfølger, nemlig pengesporet. Altså hvordan Roj TV er finansieret. Det vil sige, vi skal tage stilling til, hvorvidt der ifølge radio- og tv-loven er tale om objektiv saglig nyhedsformidling. Eller om der er tale om opfordring til had eller terror, siger nævnets formand Christian Scherfig til DR Nyheder.

Læs artiklen »Tv-nævnet trækker ikke stikket til ROJ TV« hos DR.

Regeringen vil ændre loven

Selvom det endnu ikke er afgjort, om sagen vil blive anket til landsretten, så vil regeringen nu ændre den danske lovgivning, så det bliver muligt at lukke ROJ TV.

Det slår justitsminister Morten Bødskov og kulturminister Uffe Elbæk fast i en fælles pressemeddelelse.

»Hvis der er et hul i lovgivningen, skal det naturligvis lukkes. Sammen vil vi derfor nu i Justitsministeriet og Kulturministeriet sikre, at lovgivningen på tilstrækkelig vis giver adgang til at skride ind over for radio- og tv-stationer, som opfordrer til terrorisme,« skriver de to ministre.

Læs »Udtalelse fra justitsministeren og kulturministeren i anledning af sagen om ROJ-tv« hos Justitsministeriet.

JPEG - 81 kb
Justitsminister Morten Bødskov (S) vil lukke den kurdiske tv-station ROJ TV. Foto: Lars Svankjær.

Forslaget får opbakning fra en enig borgerlig opposition i Folketinget.

Radio- og TV-nævnet vil dog først tage endelig stilling til sagen på et møde i slutningen af januar og afventer ellers en eventuel ankesag.

– Radio- og TV-nævnet er ikke underlagt nogen politiske instruktionsbeføjelser og arbejder uafhængigt af eksempelvis regeringen, siger formand Christian Scherfig.

– Det, vi skal tage stilling til i forhold til ROJ TV’s sendeforhold, er den til enhver tid gældende radio- og fjernsynslov. Derfor vil det ikke have nogen umiddelbar konsekvens, at straffeloven bliver ændret, siger han til Ritzau.

Læs artiklen »Nævn står fast om ROJ trods politisk pres« hos Information.

ROJ TV har indkaldt til pressemøde fredag den 13. januar, hvor stationen blandt andet vil fortælle om, hvorvidt man vil anke byrettens dom.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce