Annonce

16. november 2011 - 17:18

Pædagoger til regeringen: Husk hvad I lovede

»Sæt handling bag skåltalerne, gør ikke valgløfterne til en and!«

Under valgkampen har samtlige partier i rød blok lovet 3.000 flere pædagogstillinger, men det løfte kom ikke med i udspillet til den nye regerings første finanslov.

De faglige organisationer for det pædagogiske personale, BUPL, LFS og FOA stod derfor bag en happening på Christiansborg Slotsplads tirsdag den 15. november, hvor de med balloner, taler og en betragtelig mængde badeænder søgte at holde den nye regering fast på valgløfterne.

– Før valget var der parlamentarisk flertal for minimumsnormeringer i landets daginstitutioner. Margrethe Vestager ville tvinge kommunerne til at ansætte 3.000 flere pædagoger, som skulle kompensere for de pædagoger og pædagogmedhjælpere, som er blevet fyret det sidste års tid. Ifølge Vestager var der dengang råd til det, siger næstformand for LFS, Jan Hoby, til Modkraft.

Det betyder på længere sigt højst tre børn per voksen i vuggestuerne, og seks børn per voksen i børnehaverne.

JPEG - 242.2 kb
Knap 200 pædagoger, forældre og fagfolk protesterede imod, at minimumsnormeringer på pædagogisk personale er udeladt i regeringens finanslovsudspil. Foto: Mette Kramer Kristensen

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der i det seneste år forsvundet 3.000 stillinger i vuggestuer, børnehaver og fritidsordninger. Faldet er endnu større set over en tiårig periode.

En prioritering

Men nu sår regeringen tvivl om, hvorvidt der er råd til at indfri valgløftet.

– Børnenes opvækst skal være så god som overhovedet muligt, det står allerøverst på den Radikale ønskeliste. Men det handler også om at prioritere. Vi har hørt, at de har regnet forkert, da de kom frem til de 3.000. Så lad os lige se på tallene igen, sagde børne- og undervisningsordfører Lotte Rod (R) i en tale til de forsamlede pædagoger på Slotspladsen.

Læs artiklen »Vestager vil ansætte 3.000 ekstra pædagoger« hos Politiken

Ifølge LFS er der dog snarere tale om, at tallet er sat for lavt. LFS melder, at tallet for tilbagegangen i pædagogiske stillinger fra juni 2010 til juni 2011 for nylig er blevet justeret op til 3.362.

JPEG - 239.5 kb
Balloner og gummiænder for flere pædagoger. Foto: Mette Kramer Kristensen

Imidlertid er også Socialdemokraterne forbeholdne med løfterne.

– Vi skal passe på, at krav om minimumsnormeringer ikke fører til kontrolvælde. Gode forhold i daginstitutionerne er meget vigtige, men det tager tid og kræver penge. Men jeg kan love jer, at vi nu går i gang med at finde en løsning, sagde Troels Ravn (S) fra Børne- og undervisningsudvalget i en tale til pædagogerne.

Enhedslisten fastholder dog kravet om normeringerne.

– Der er ikke er prioriteret penge, da det skal skydes til de kommunale forhandlinger, får vi at vide. Men den køber jeg ikke. Regeringen skal sende et signal om, at der skal prioriteres mere personale, derfor skal det på finansloven nu. Men i den sag kæmper vi imod i hvert fald et parti, der ikke vil lade de rige betale lidt mere til velfærden, fastslog daginstitutionsordfører Rosa Lund (Ø) med henvisning til de Radikale.

3.000 ikke nok

Regeringspartiernes udmeldinger vækker ikke begejstring hos folkene bag happeningen.

– De 3.000 pædagoger løser ikke problemerne, men det er en lappeløsning for de massive nedskæringer, der har været i daginstitutionerne de seneste år. Skal minimumsnormeringerne respekteres, skal vi ansætte mange flere. Så vi mener, at det er ærgerligt, at dette vigtige første skridt mod ordentlige forhold ikke endte i finansloven, udtaler Erik Steppat fra BUPL Hovedstaden til Modkraft.

JPEG - 284.3 kb
Parolen til manifestationen på Christiansborg Slotsplads var »3.000 pædagogiske medarbejdere tilbage til børnene – er det en and?« Foto: Mette Kramer Kristensen

Efter Erik Steppats mening medfører en besparelse på børneområdet en stor regning til fremtiden.

– Pædagogernes opgave er jo også at tage eventuelle problemer i opløbet. I sin tale opfordrede SF’s Annette Vilhelmsen os til at holde hende op på problemerne, så det må vi så gøre, selvom det kan være lidt mærkeligt, når hun angiveligt skulle mene det samme som os, tilføjer han.

Læs mere på initiativets Facebookside

BUPL oplyser, at Arbejdstilsynets besøg hos over 600 af landets børneinstitutioner i 2010 viste, at arbejdsmiljøet på hver femte institution er så dårligt, at det er sundhedsskadeligt. FOA peger på, at for få pædagoger i daginstitutionerne kan ende med omsorgssvigt

– Risikoen for at opleve omsorgssvigt fordobles, hvis personalenormeringen er lav. Det bakkes også op af international forskning, siger sektorformand i FOA’s pædagogiske sektor, Jakob Sølvhøj.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce