27. januar 2012 - 19:15

EU lusker anti-piratlov ind af bagdøren

Torsdag den 26. januar underskrev 22 EU-lande, heriblandt Danmark, den stærkt kritiserede Anti-Counterfeiting Trade Agreement - ACTA.

Det skete via Hans Dietmar Schweisgut, som er EUs ambassadør i Japan.

Sammen med blandt andre Japan og USA tilslutter EU sig dermed en aftale, der blandt andet medfører en omfattende lovpakke vedrørende piratkopiering på internettet.

Læs artiklen »Danmark underskriver kontroversiel internetaftale« hos Information

Det har ført til vrede blandt internetaktivister og ytringsfrihedsforkæmpere verden over. Særligt fordi EU har underskrevet aftalen uden hverken forudgående varsel eller forudgående debat.

– Regler som er indført bag lukkede døre skaber censur og kontrol over internettet og vores ytringsfrihed begrænses på flere måder, udtaler den danske afdeling af Anonymous.

De bakkes op af it-blogger Therese Hansen

»ACTA kan have vidtrækkende konsekvenser og er ikke 100 % indført endnu. Europaparlamentet skal godkende ACTA før EU-landene kan være med og der har været en del aktivitet for at påvirke parlamentets medlemmer imod ACTA (og for - jeg kan ikke forestille mig at lobbyisterne har holdt fri her),« skriver hun på sin blog.

Læs bloggen »Danmark og en del andre EU-lande har underskrevet ACTA« hos Version2.

»Værre en SOPA«

Ifølge en række internetaktivister er ACTA-aftalen mere vidtgående en SOPA-loven, der i sidste uge blev forkastet af den amerikanske kongres efter en historisk koordineret online-protest, hvor blandt andre Wikipedia trak stikket.

Læs artiklen »Internet protest virkede: Anti-piratlov droppet« hos Modkraft

Selvom det officielle hovedformål med ACTA er at stoppe handel med falsk medicin og andre farlige kopiprodukter, kommer aftalen i høj grad til at omhandle ytringsfriheden, da internetudbydere i de lande, som har tilsluttet sig traktaten, bliver juridisk ansvarlige for brugernes adfærd.

Det betyder at anonymiserede tjenester som TOR bliver gjort ulovlige og at det gøres betydeligt lettere for myndigheder at slukke for folks netadgang og retsforfølge dem, hvis en virksomhed skønner at deres patent misbruges.

Læs mere hos den franske organisation La Quadrature du Net

I øvrigt sigter aftalen mod at indføre en global standard for samtlige patenter på medicin og fødevarer. Det kan have voldsomme konsekvenser, navnlig i de fattige lande, for eksempelvis såsæd (der i høj grad er patenteret), som dermed vil stå til et massivt prishop.

Ikke demokratisk vedtaget

ACTA har mødt massive protester siden de indledende forhandlinger mellem USA og Japan blev igangsat tilbage i 2006. Blandt andet står en række juraprofessorer bag en fælles protest imod de angreb på ytringsfriheden, som aftalen efter deres mening indeholder.

Læs brevet »Over 75 Law Profs Call for Halt of ACTA« hos PIJIP

Derudover har det mødt voldsom kritik at kun et fåtal af de lande som har underskrevet aftalen har haft ACTA-loven til gennemsyn i de nationale parlamenter.

Det har kunnet lade sig gøre fordi aftalen er vedtaget som en handelsaftale, hvilket i EU-regi gør det muligt at tiltræde aftaler uden at sende forslaget til afstemning i medlemslandende.

Læs artiklen »If You Thought SOPA Was Bad, Just Wait Until You Meet ACTA« hos Forbes.com

ACTA-aftalen træder efter planen i kraft i juni måned, hvor Europaparlamentet ifølge planen skal ratificere den nye lov.

Læs artiklen »Danmark godkender ACTA - men intet er vedtaget endnu« hos Comon.dk

Redaktion: 

Annonce