Annonce

12. september 2011 - 18:10

»Hvad er pointen med folketingsvalget?«

Hvad er pointen med et folketingsvalg, hvis man kun kan vælge mellem forskellige politikere – ikke forskellig politik?

Spørgsmålet kommer fra en anonym gruppe aktivister, som søndag den 11. september satte klovnenæser på op mod 5.000 valgplakater i København.

Aktionen er en protest mod, hvad aktivisterne opfatter som et valgcirkus uden mulighed for et reelt opgør med det kapitalistiske samfund og det parlamentariske system.

– Valgkampen bliver mere og mere latterlig og krampagtig for hvert valg. Rød blok og blå blok vil grundlæggende samme sag – forgylde sig selv og skide på os almindelige mennesker, udtaler »Mikael« fra aktionsgruppen i en pressemeddelelse sendt til Modkraft.

Kræver direkte demokrati

I meddelelsen til pressen skriver aktivisterne, at de mener, at Folketingsvalget den 15. september er meningsløst, da en eventuel ny socialdemokratisk regering alligevel vil fortsætte med at forgylde erhvervslivet på bekostning af befolkningen.

»Det er indlysende, at Folketingets rammer ikke kan rumme ret mange forskellige løsninger på de problemer, som vi møder i vores hverdag og i vores lokalsamfund. Uanset om det drejer sig om galopperende arbejdsløshed, griske banker og finanskrise eller miljøskader og klimaforandringer er svaret fra Rød Klovn og Blå Klovn det samme: smid penge efter erhvervslivet og firmaerne!,« skriver klovne-aktivisterne.

JPEG - 41.3 kb
Rød klovn? Aktion i protest mod folketingsvalget 2011. Nørrebro, København. Foto: Mette Kramer Kristensen.

De foreslår i stedet at der indføres direkte demokrati på landets arbejdspladser og i lokalsamfundet:

»Uanset regering vil de rige blive rigere og de fattige blive fattigere, det vil intet folketingsvalg ændre på. Derfor kræver vi ægte, direkte demokrati. På arbejdspladser, i skoler og i vores lokalsamfund. Det er vores valg!«

Det er dog ikke alle, som kan det se det fornuftige i det synspunkt.

Folketingskandidat for Liberal Alliance Lars Dueholm har meldt aktivisterne til politiet og mener, at gerningspersonerne udtrykker foragt for demokratiet.

– For mig ser det ud til at være sprunget ud af det autonome miljø. Jeg synes, det er for dårligt, at man ikke kan have sine valgplakater hængende i fred, så man kan præsentere sit budskab på en ordentlig måde, siger Lars Dueholm til avisen BT.

Læs artiklen »Derfor har 5000 valgplakater fået klovnenæse« hos BT.

Læs artiklen »Valgplakater bliver ødelagt af joints og klovnenæser« hos Politiken.

Se også andre plakatpyntninger, videoer og valgsjov under linksamlinge om valghumor

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce