Afskaf efterlønnen!

Hej Kasper. Rigtig interessant indlæg, og jeg vil ikke tøve med at erklære mig helt enig i princippet – nydelsen af en statslig pensionsordning bør selvfølgelig forudsætte en forudgående indsats for fællesskabet. Indretningen af et holdbart system vil dog efter min mening forudsætte, at vi tænker uddannelsens samfundsmæssige rolle grundigt igennem. Samfundsøkonomisk har vi en interesse i, at en større andel af befolkningen uddanner sig, og i dag er der en række objektive fordele (højere livstidsindkomst, mindre fysisk nedslidning og det mindre håndgribelige social status), som motiverer folk til at påbegynde en uddannelse – forskelle som vi som en del af et samlet venstreorienteret naturligvis arbejder på at formindske.

Hvis vi placerer SU-modtagere i din nyder-kategori, kommer uddannelsestilbuddet til at lyde nogenlunde i retning af: Har du ikke lyst til at bruge fem år på at leve for et latterligt lille beløb, imens dine erhvervsaktive jævnaldrende tjener rigtige penge, hvis du til gengæld får en 5 år højere pensionsalder?

Hvis vi ser en højtuddannet befolkning som en fordel for samfundet, må vi også til en vis grad betragte mennesker, der tager en uddannelse, som ydende noget for samfundet. Alt dette er sagt i fuld erkendelse af, at fem år på RUC naturligvis ikke er nedslidende på samme måde, som fem år på en byggeplads, og at det selvfølgelig er rimeligt, at der er en vis forskel på tilbagetrækningsalderen, alt efter hvad folk arbejder med. Ikke desto mindre må vi finde en mere nuanceret måde at opgøre tid brugt under uddannelse på, så der ikke skabes et system, hvor du kan se din tilbagetrækningsalder skyde i vejret, hver gang du består en eksamen.

Kasper,

Det helt gennemgående problem er dit udgangspunkt, hvor borgerens eksistensberettigelse er at producere varer og ydelser til staten, som du så efterfølgende vi fordele efter dine præferencer (som vi så kalder ’politik’).

Når du taler om rettigheder og pligter, så har det første jo langt større fokus i dit indlæg. Jeg synes du har pligt til at anvise noget financiering, ellers er det jo bare luft.

Jeg ved sgu ikke, om jeg ville betegne mit årti i folkeskolesystemet som 12 års "frihed"... Men ok, fred være med det, hvis det kan give anledning til endnu et "smart" slogan. "40-40-modellen" med "fifty-fifty-fordeling"... Bare vi kunne få den indført fra 2020.

Fint, at forsøge at tænke ud af boksen - men, jeg får altså helt åndenød over denne skrækvision af et statsdiktereret arbejdshelvede, og synes at det er slående i hvor høj grad Foghs noget-for-noget doktrin er slået igennem hos jer unge SF’ere. 40-40 forslaget ligger helt i forlængelse af SSF’s modererede udgave af VKO’s familiesammenføringspointsystem, hvor det enkelte menneskes rettigheder afhænger af dets statsestimerede nytteværdi for samfundet. Som Jakob Lindblom skriver vil 40-40 forslaget generere et bureaukratisk helvede, når det enkelte menneskes arbejdsindsats skal vurderes - og folk med mellemlange og videregående uddannelser vil, som Jesper Meisner gør opmærksom på, næppe acceptere at deres studieår (som de fleste har finansieret delvist ved eget arbejde) skal tælle som ’fritid’ på linje med ’sabbatår’ uden indtjening eller den uforpligtende pensionisttilværelse. Men det er alt sammen teknikaliteter, hvis først der kan skabes politisk konsensus omkring den tanke at mennesket velfærdssamfundets navn grundlæggende har pligt til at deponere sin personlige frihed hos staten. Huuha, den tanke er ikke rar.

@Charlotte: Der er da ingen som har talt om at deponere sin personlige frihed til staten. Kaspers indlæg handler om at mennesker ikke kun har rettigheder men også pligter overfor velfærdssamfundet. Et sådan udgangspunkt kan du genfinde hos mange venstreorienterede tænkere.

Jeg ved så godt at dele af venstrefløjen har fået en ide om at det er bedst hvis folk flest kun har rettigheder mens nogle få rige har pligterne. Den opdeling er man velkommen til at tro på (jeg gør ikke), men der er et stykke derfra også til at snakke om deponering af personlig frihed.

Jakobs holdning med at velfærdsrettigheder skal være universelle holder et stykke længere. Han og andre burde dog forholde sig til at en universel tilbagetrækningsrettigheder jo altid vil være mest fordelagtig for dem med mindre hårde jobs og kort tid på arbejdsmarkedet. En beskrivelse,der har visse ligheder med den klasseopdeling som bruges af nogle dele af venstrefløjen. Kommer holdningen af at det universelle er bedre end omfordelingen

@ Kasper

Hvis uddannelse er uproduktivt, som du skriver, følger det så også at uddannelse er værdiløst set fra et samfundsperspektiv og derfor alene skal betragtes som individets investering i sig selv?

Og kan man ikke skyde hele dit argument for en tidligere tilbagetrækningsalder for ufaglærte og faglærte ned med argumentet om at akademikere (!) i kroner og øre gennemsnitligt bidrager mere til statskassen over et kortere arbejdsliv end den ufaglærte arbejder? (Her ville jeg gerne have at du svarede, at det jo for pokker er det der er problemet og sagens kerne: at ufaglært og faglært arbejde generelt aflønnes alt for lavt i forhold til det øvrige arbejdsmarked - eller (kættersk tanke) måske snarere at nogen typer arbejde aflønnes alt, alt for højt!)

@Ask: Tanken om, at mennesker ikke kun har rettigheder men også pligter overfor velfærdssamfundet, er ikke lige populær på hele venstrefløjen.

Jeg er imidlertid enig med dig. Forudsætningen for solidaritet er netop, at alle spytter i kassen med det, de har. Man kunne også kalde det at yde efter evne og nyde efter behov.

@Jakob Lindblom

Efterlønnen i sin nuværende udformning er vel i sin essens en afvigelse fra princippet om universelle velfærdsgoder?

Hej Kasper,

Jeg forstår simpelthen ikke din indledende modstilling mellem

"For det første at sikre, at en andel af de i fællesskab skabte værdier anvendes til at dække individuelle behov, som er fælles for næsten alle."

og

"For det andet er velfærdsstaten en måde at hive noget af merværdien tilbage på – altså et værktøj i klassekampen."

Der er da ingen modsætning!

Det er jo netop derfor Jakob taler om de universelle velfærdsgoder eller rettigheder om du vil. Det er rettigheder man har i udgangspunktet... inden du ved om du bliver syg, arbejdsløs, få en uddannelse eller får et handicappet barn eller hvad det måtte dreje sig om, så er der sat et fælles sikkerhedsnet under alle individer.

Derudover synes jeg det er et meget smadret syn du har på arbejdslivet. Som om det var en straf på 40 år man blev idømt! og resten af livet var ren skumbad! De fleste mennesker vil gerne have et meningsfyldt arbejde, det kan jeg godt garantere dig for. Den myte, som altid opstå i tider med arbejdsløshed, at de arbejdsløse skal piskes igang for at arbejde, fordi de i grunden er dovne, det er en bekvem projektion, som let kan tilbagevises. Prøv blot at sandsynliggøre, hvordan den påståede psykesociale dovenskab kan tænkes konjunktur afhængig. Nej vel?

Jeg synes dit foreslåede system er både groft og firkantet og meget bureaukratisk, men det har andre jo tidligere været inde på her på tråden.

Anders Kjældgaard kan vel have ret i, at efterlønnen er et specielt velfærdsgode, idet man skal tilmelde sig ordningen. Det skal man ikke til velfærds systemet iøvrigt, men jeg synes ikke rigtig det er noget væsentligt brud med universaliteten. Vi må huske på, at efterlønnen blev indført i en situation, hvor seniorerne blev inviteret til at give plads for de mange unge arbejdsløse, så de kunne komme ind på arbejdsmarkedet, istedet for at snuble i starten. Idag er man bare ikke så bange for, at de unge arbejdsløse skal gå istå, for nu har vi fået et sandt aktiveringshelvede op at køre, så vi helt har glemt hvorfor efterløn er en god ting i tider med ungdomsarbejdsløshed - som nu!

Kasper, du efterlyser visioner på området. Jeg har skrevet en blog, som har et andet perspektiv end dit, som du kan se her. Men jeg tilslutter mig fuldt ud Jakobs betragtninger på hans blog om 35 timers arbejdsuge og mere fokus på forbedring af arbejdsvilkårene i de fag med stor nedslidning.

@Kasper.

Du skriver i dit svar til Jakob Lindblom at det relevante er værdier og principper, ikke den praktiske gennemførelse. Det synes jeg er en noget nem måde at undgå en egentlig analyse af dit forslag.

Djævlen er i detaljen, og det er her at man rent faktisk kan vurdere fordele og ulemper.

Jeg ser et par store problemer med forslaget:

For det første bliver uddannelse (så vidt jeg kan se), med dit forslag, regnet som værende mindre værd end arbejdsløshed. Er det fornuftigt? Vi vil jo trods alt gerne have en så veluddannet befolkning som muligt.

Lige nu har vi en masse unge mennesker som søger ind på en uddannelse, fordi der ikke er nogen jobs at få, og her kan man i det mindste få SU. Med dit forslag vil denne adfærd ikke belønnes men straffes, fordi man optjener mere ved at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, end ved at læse videre.

For det andet er der et stort praktisk problem ift. selve arbejdstiden.

Privatansatte arbejder i gennemsnit ca. 38 timer og offentligt ansatte arbejder ca. 29. (link: http://www.berlingske.dk/danmark/of... ) Det er trods alt en forskel der er til at tage og føle på! Skal de offentligt ansatte være på arbejdsmarkedet ca. 25% længere end privatansatte? Det mener jeg må være den logiske konsekvens af dit forslag, da offentligt ansatte bidrager med færre års arbejde.

For at nævne et andet eksempel så er nogle af mine venner ansatte som advokatfuldmægtige og arbejder ca. 50 timer om ugen. Tæller deres arbejdsår for det samme som en deltidsansat, der arbejder den halve tid?

For det tredje mener jeg helt grundlæggende at forslaget er uforenligt med tanken om at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Her skal alle bare bære et læs (tungt eller let) i lige lang tid.

Stop skruebrækkeri
40 års arbejde og 40 års fritid ?
Jeg læser til jeg er 20 og har så 20 år efter 40 års arbejde? (40 år = ca. et par hundre tusinde ekstre Fair SF-minuters arbejdsliv)
men hvis jeg nu blir over 80 år ?
Kommer jeg så til at skylde et sted, eller skal jeg selv betale?
Kaspers forsøg på at åbne "diskussion" om alternativ til efterløn i stedet for hvordan vi kan kæmpe for at bevare den, er rent skruebrækkeri !!

"Mit centrale synspunkt er, at vi ikke som socialister kan nøjes med at tale om rettigheder, ligesom vi aldrig ville acceptere kun at diskutere pligter. Ret og pligt er begge uundgåelige sider af den solidariske kontrakt der konstituerer et velfærdssamfund af vores type."

"Vi som socialister"? Du ser dig selv som socialist? Og mener, at din "vision" er udtryk for socialistisk nytænkning?

Din ligning synes at være noget i retning af solidaritet = velfærdssamfund = velfærdsstat (læs: statskapitalisme) = socialisme. Dit udgangspunkt er, at alle borgere, alle enkeltindivider skal yde (læs: udføre lønarbejde) lige meget inden for den nuværende samfundsindretning - under de samme produktionsforhold, med den samme statsform og i henhold til samme arbejds- og nytteværdisrationaler - og det mener du er progressivt? Noget, der bringer os i "offensiven overfor de borgerliges budget-logiske tilgang"? Bah.

Er det forkert at sige, at Socialistisk Folkeparti i dag er lig Statskapitalistisk Folkeparti? Hvad med at droppe at claime socialisme, hvis ikke I vil være et socialistisk parti? Og i øvrigt lade være med at gøre til et spg. om dogmatik vs. nytænkning, når det handler om en ny form for socialisme vs. ny form for statskapitalisme? Det er kun med til at forvirre de allerede forvirrede yderligere (og med al respekt: er du selv én af dem..?).

Jeg kan ikke lade være med at konsekvenstænke Kaspers 40-40 model.

Specielt kan man bekymres over om solidariteten i arbejderklassen overfor velfærdsstaten kan holde til, at man allerede som 75 årig kan erhverve ret til pension, uagtet at man ikke har ydet sine 40 års pligtarbejde. En 74 årig hjemmegående direktørfrue, der forlades af sin rige mand, og derfor ikke kan leve videre i sus og dus på mandens formue. Hun kan få pension, allerede efter et enkelt års samfundsmæssig produktivitet. Hun kan erhverve retten til at have ”nydetid” resten af livet, betalt af arbejderklassens sved. (Selvom hendes mand måske stadig er rig, så har Kasper fraskrevet sig retten til at plukke ham!) Hvis man anlægger et klasseperspektiv, kan det måske være svært at få arbejderne til at indse det solidariske i en sådan ordning? Det er selvfølgelig absurd at kræve hun skal arbejde til hun bliver 114 år!! Men når man først begynder at tælle produktive og uproduktive år, så kan direktørfruens mange år med minkpels og champagne, aldrig tælle som "at have ydet efter arbejdsevne"!

Prøv at sammenligne direktørfruen med en akademiker, som først får skrevet specialet færdigt som 35 årig!

Jeg tror ikke solidariteten kan holde til, at der kan gøres undtagelser. Hvis man kan slippe for at være solidarisk med dem, der ikke gør deres pligt, så ophæver solidariteten sig selv. Solidaritet er ikke en ret man kan kræve, når man har gjort sin pligt. Vil vi skabe et solidarisk samfund, så må solidariteten gå forud for pligter og rettigheder! Solidaritet kan bedst sammenlignes med kærligheden i en familie. Kærlighed afhænger ikke af produktiviteten!

Mvh Thomas

Hvis det her havde været på Fjæs-bogen havde jeg skrevet Unlike:-(

Kasper,

Hvorfor ikke bare løse problemet med lavere skatter, så folk selv kan spare op. Så kan de arbejde 35, 40 eller 45 år efter eget ønske? Hvorfor skulle ’tid’ være afgørende?

Eller hvorfor ikke løse "problemet" med en FRIVILLIG, lav pensionsalder f.eks. 60 år? - så kunne dem der af en eller anden grund ikke havde det godt på arbejdsmarkedet trække sig tilbage i god ro og orden og dem der gerne ville blive ved med at tjene mange penge kunne blive der.

Det forudsætter naturligvis 1) at reguleringen af dagpenge- og pensionssatser føres op til date, så det er muligt at leve for pensionen. 2) at man ikke kan tvinges på pension, for sålænge man står til rådighed for arbejdsmarkedet må det jo være dagpenge, hvis der ikke er noget arbejde

:))

@Alle: Tak for nogle gode kommentarer. Jeg kan umuligt svare på alt, men vil da godt knytte et par kommentarer til noget af det. Først en generel kommentar om den politiske situation vi står i.

Lars Løkke er kommet voldsomt i offensiven af at ville afskaffe efterlønnen for folk under 45 år. Hvorfor? Fordi efterlønnen for folk under 45 år er en særordning, som kun et mindretal har adgang til. Efterlønnens afskaffelse for folk der i dag er under 45 år sker ikke i praksis når Lars Løkke har vundet næste valg. Den skete i praksis med finansloven i 1999, hvor efterløn blev til en dyr forsikringsordning. Selvom vi bevarer ordningen, afskaffer den alligevel sig selv. Bare 43% af danskere på 30-45 år indbetaler til ordningen (ifølge Danmarks Statistik er der 1,04 mio. danskere på 30-45 år og ifølge LO betaler ca. 450.000 af dem til efterløn).

Så det vi har udsigt til langt ude i fremtiden, er et pensionssystem hvor alle kan gå på pension i en alder af ca. 70-72 år og skal man på pension før, så er det på førtidspension. Det system skal vi undgå! Det kan vi efter min mening kun, ved at tage en principiel debat om hvornår man kan forlade arbejdsmarkedet, med statsunderstøttet pension i ryggen. Altså hvornår har man gjort sin pligt og kan derfor kræve sin ret. Har man gjort sin pligt ved at bo 40 år i Danmark og overlevet til man er 65 år? Det er kravet i dag (dog er 65 år stigende fremover). Eller kunne vi i stedet sige arbejdet 40 år i Danmark og så i øvrigt se bort fra alder? Det sidste vil for de nedslidte, kortuddannede og lavt lønnede være den bedste ordning.

Så en mere generel kommentar om produktivt og uproduktivt arbejde. Som økonomisk system fremstår et komplekst specialiseret samfund som det danske, som en stor samling af forbundne positioner, hvor til der er knyttet forskellige funktioner. På hver position må befinde sig et arbejdende menneske, for at funktionerne bliver varetaget. Ingen position giver selvstændigt mening – systemet fungerer kun fordi det virker som helhed.

Mit forslag er, at når man har opholdt sig på arbejdskrævende positioner i 40 år (eller været ægte forhindret i det) – dvs. ydet det forventede bidrag til at hele maskinen kører, så har man ret til varig pension. Uddannelse er ikke en position i et produktivt system. Det at tage en uddannelse kan naturligvis kvalificere en til udfylde positioner man eller ikke kunne have varetaget, eller som man ville have varetaget ringere. I den forstand øger uddannelse den enkeltes produktivitet kvalitativt og til dels kvantitativt. Så kan man derpå overveje om man skal belønne folk for at tage en uddannelse med, at de har ret til at være kortere i produktionen. Det synes jeg ikke. Jeg mener at man tager en uddannelse, fordi man har bestemte ønsker om hvad man vil lave. Det er helt rimeligt, men det er ens eget valg (uagtet det naturligvis også har samfundsmæssig værdi – derfor betaler vi uddannelsen og giver SU, mv.).

@Caroline: Jeg mener at akademikere bør tjene mindre i gennemsnit end de gør i dag og at ufaglærte i gennemsnit bør tjene mere. Om faglærte også bør det, er jeg mere i tvivl om. Til gengæld køber jeg ikke lønforskelle som en begrundelse for at differentiere mellem de forskellige typer af arbejde. Lønforskelle er for mig udtryk for markedsværdi, ikke nytteværdi.

@Charlotte: Det er ikke nogen modstilling. Men der er i høj grad forskel på, om velfærden er finansieret ved, at lønarbejderne får en høj løn, som de derefter afleverer noget af til velfærdsstaten. Eller om arbejdsgiverne får en høj profit, som de derefter afleverer noget af til velfærdsstaten. Det er to grundlæggende forskellige finansieringskilder.

Jeg er i øvrigt enig med dig i dit syn på arbejde som noget man gerne vil og som ikke er en straf. Men når vi i pensionsøjemed skal gøre op hvad man har af pligter, før man kan nyde rettigheder, så er det altså arbejde vi har brug for. Og pligter holder jo ikke op med at være pligter, blot fordi man nyder at udføre dem.

@Anders: Jeg synes du manipulerer mit indlæg. F.eks. er den reference til hvad jeg skrev til Jakob ret misvisende.. Jeg skrev bestemt ikke at den praktiske udførelse er lige gyldig, blot at diskussionen ikke skal starte der.

Uddannelse bliver mindre værd en arbejdsløshed… Det bygger jo på den forestilling at værdi måles ud fra opsparede pensionsrettigheder. Det tror jeg ikke på. Unge mennesker tager uddannelse, fordi de har nogle bestemte forestillinger om deres arbejdsliv. Hvis en arbejdsløs derimod skal omskoles, må vi jo indrette systemet så det ikke trækker fra.

Så lægger du en konsekevens i munden på mig vedrørende ugentlig arbejdstid, som ikke er rigtig. Om folk vil arbejde 38 timer i det private eller 29 timer i det offentlige er deres egen sag. Og de belønnes for det på lønnen. Det afgørende for mig er, at de varetager en funktion i samfundsproduktionen. En måde at opgøre det på kunne være, at man får at optjene pensionsrettigheder i en måned, skulle have lønindkomst for mindst 10-12.000 kr.

Du har ret i at i min model skal alle skuldre bære et læs i lige lang tid. Men du glemmer at med systemet i dag, skal de højtuddannede bære læs i kortere tid end f.eks. ufaglærte. Så det er måske ikke perfekt, men det er da langt mere retfærdig ud fra en ”læs på skulder”-logik (idet vi ser bort fra at en faglært arbejder fysiologisk set nok har bredere skuldre end en akademiker). Men du har måske et system ved hånden, hvor arbejdslivets længde skal være længere for juristen end portøren?

@Jakob: Fair nok. Så definer dog kort og præcist hvad du mener der er vores pligter som arbejdende lønmodtagere. Og definer derefter hvad du mener er en rimelig rettighed for pension. Er alder et retfærdigt kriterium, når nu arbejdslivet er så forskelligt for forskellige mennesker?

Og nu forstår jeg slet ikke hvorfor min model ikke er universel. Den får alle da også tilbuddet om. Hvorfor er betaling til en ordning et tilbud til alle, men det at skulle arbejde for noget, er ikke et tilbud for alle?

Og det at ramme befolkningens pensionsalder kollektivt, har da ikke kostet partierne bag velfærdsforliget i 2006 noget som helst? Så den del af argumentet med at man ”rammer alle på en gang”, den holder altså ikke. Det kan politikere sagtens navigere sig udenom.

@Thomas: Jeg har overhovedet ikke fraskrevet mig at plukke de rige. Blot sagt at dette heldigvis ikke er nødvendigt som hovedkilde til velfærdens finansiering. Derudover mener jeg at dit organiske solidaritetsbegreb er borgerligt. Solidaritet i arbejderbevægelsen har altid været konkrete pligter (fagforeningskontingent, strejkedeltagelse, sympatikonflikt, mv.) og rettigheder (bedre løn, understøttelse, forhandlingsret, indflydelse, mv.).

@Kasper: Jeg er helt enig i at den danske arbejderbevægelse har været præget af den form for solidaritet hvor man kun skal være solidarisk overfor dem der er medlem af samme fagforening. Blandt andet derfor er det ikke lykkedes at indføre et ordentligt socialistisk system i Danmark!

Mvh

Thomas

@Thomas: Hvad mener du præcist med det? Det er da mit klare indtryk at fagforeningerne i Danmark har da haft meget stærke traditioner for at stå tæt sammen på tværs af de skel der nu har været. Men det er måske mere mennesker udenfor fagforeningerne du tænker på?

@ Kasper: Selvfølgelig har fagforeningerne indimellem vist ægte solidaritet med hinanden og med dem der havde brug for det! Det sker også stadigvæk!

De fleste fagforeninger har udelukkende som mål at skaffe medlemmerne fordele, ikke at lave samfundet om! Lønstigninger forhandles procentvis, et temmeligt usolidarisk princip! Faggrænser vogtes nidkært, særligt skellet mellem faglært og ufaglært! I 2009 gik flere fagforeningsledere ud og erklærede at FOA, BUPL og sygeplejeskerne endelig ikke måtte få noget ud af strejken! Kan du give et eksempel på en fagforening i et mandefag, der nogensinde har løftet en finger for ligeløn? (Festtaler undtaget!)

Solidaritet skal udvises overfor dem der har brug for det! Ikke kun over for dem der har gjort sig fortjent til det!

Mvh

Thomas

PS. Egentligt glemte jeg at spille fornærmet og hyle op om, at du kaldte mit solidaritets begreb borgerligt! Endda uden at argumentere for det - fy fy! Jeg vil dog hellere give igen af samme skuffe. Dit solidaritets begreb er gammeltestamentligt! Den sad!

@Thomas: Hvis du giver 500 kr. til Folkekirkens Nødhjælp fordi du synes at det er synd for sultne mennesker i Afrika at du er så rig, mens de er så fattig, så udviser du medmenneskelighed og en sympatisk indstilling. Men i klassisk arbejderbevægelses-tankegang udviser du ikke solidaritet. Dit bidrag er en asymmetrisk relation hvor du som privilegeret giver til nogen mindre privilegerede.

I arbejderbevægelsen har solidaritet altid været en symmetrisk relation, hvor ligeværdige gav hinanden håndslag på at holde sammen. Grundlæggende set er solidaritet i den forstand en kollektivt organiseret egoisme om man vil.

Det solidaritetsbegreb der bygger på at "de stærke" skal give til "de svage" er efter min opfattelse den forvanskning de borgerlige har forsøgt at erstatte det traditionelle begreb med, fordi de foretrækker at egoisme organiseres individuelt. Det gør de f.eks. når de taler imod en velfærdsstat hvor alle modtager, fordi det kun skal være de svage der modtager.

Et stort til lykke til Kasper - endnu et skridt er nået i den for SF rigtige retning

Kasper kan med stor begejstring læse i dagens medier at der er nogen der har modtaget hans klare "Klasseanalyse" og forstået hvorfor Ret og Pligt tænkningen er en integreret del af det Nye SF’s politik.

Med stor begejstring er Det andet Folkeparti ude med meldinger om Et retfærdige Eferlønssystem - som ser ud som om det er tyvstjålet fra Kaspers blog.

40 års arbejde (pligt) så er der mulighed for Efterløn (ret).

Ja lighederne mellem de 2 Folkepartier bliver desværre flere og flere.

@Bjarne:

For det første er det jo ikke noget selvstændigt argument for eller imod noget som helst, at Dansk Folkeparti mener dit eller dat. Derudover overser du to forhold.

1) Mit forslag handler om helt at retænke tilbagetrækningssystemet. Som sådan taler jeg ikke om hvornår man har ret til efterløn. Efterlønnen er allerede afskaffet for 57% af befolkningen i aldersgruppen 30-45 år, fordi de ikke har meldt sig til ordningen. De kan derfor først gå på pension når de er tæt på 70 år gamle. Uanset om det så lykkes at redde ordningen eller ej. Det er i den sammenhæng jeg synes vi skal retænke systemet. Dansk Folkepartis udmelding handler om den nuværende ordning, der jo er stadigt mere forkrøblet.

2) SF deler ikke det synspunkt jeg her har slået til lyd for.

Kunne du være konstruktiv og fortælle os andre, hvad du selv mener?