Revolutionens grammatik

Police Nationale Republique Francaise stod der ca. på stofmærkerne på politifolkenes uniformer, og det gjorde mig glad.

Republikkens politi. Folkets politi. Mit politi. Sådan et vil jeg også gerne have i Danmark, i stedet for Kongeriget Danmarks politi, der er nogen andres.

For selvfølgelig skal vi have et politi. På trods af at Danmark er et lille land, så er vi alligevel 5,5 mio. mennesker. Med så stort et antal indbyggere er retshåndhævelse og lige demokratisk udfoldelse praktiske problemer, der skal findes en løsning på. Det repræsentative demokrati og en politistyrke som en del af den udøvende magt, er praktiske løsninger på disse praktiske problemer.

Og just for the record: De praktiske udfordringer går ikke væk af at man skriver noget med ’folke-’ foran.

Behovet for retshåndhævelse går heller ikke væk, bare fordi folk får det materielt bedre, som nogle revolutionstilhængere har givet udtryk for. Hvis det var tilfældet, så ville der jo ikke være nogen kriminalitet i Whiskeybæltet og omegn.

Selvfølgelig skal de praktiske løsninger hele tiden diskuteres, så de kan forbedres, raffineres eller skiftes ud, og selvfølgelig skal forvaltningen af voldsmonopolet, der er en del af de praktiske løsninger, overvåges nøje.

I Frankrig blev de praktiske løsninger og deres præmisser fra 1789 og frem, skiftet ud under dramatiske omstændigheder. Den franske revolution varede i 10 år. 50 år senere tog vi os en grundlov i Danmark.

Det repræsentative demokrati er således også en praktisk løsning på udskiftning af ledere, der betyder, at vi ikke behøver at storme fængsler, eller at halshugge folk, når vi synes lederne er nogle amatører og/eller dumme svin. Vi kan fyre dem mindst hvert fjerde år i stedet. Det kan selvfølgelig ændres til hvert andet, hvis det skulle være.

Min franske svoger var i København, og på en sightseeing-cykeltur ad cykelstien i Nørrebroparken og ud til Superkilen, udbrød han eftertænksomt: Det her er måden at gøre det på; det er netop dét man kan i socialistiske lande.

Nu vil jeg umiddelbart mene, at Frankrig er af samme socialdemokratiske surdej som Danmark, bortset fra bl.a. det med republikken, men alligevel er Danmark, og de øvrige nordiske lande, i hans politiske forståelse kendetegnet ved noget ganske andet, kaldet socialisme.

Vi kan selvfølgelig på den ene side afvise karakteristikken af Danmark som et socialistisk land, ved at henvise til at der jo stadig eksisterer et relativt frit marked, og privat kapital, men omvendt kan vi jo tænke på fattige Karina, den røde solstrålehistorie, der som arbejdsløs enlig, alligevel hører til blandt verdens allerrigeste mennesker.

Faktisk er Karina så stor en socialistisk succes, at regeringens skattereform, der som bekendt blev indgået med Venstre og Konservative, blev designet, så den tog penge fra landets Karina’er, for således tydeligt at demonstrere, at regeringen bestemt ikke kan eller vil beskyldes for socialisme.

Hvis min svoger har ret, og dette land i sandhed er et socialistisk monarki, så ville det, ifølge det traditionelle skema (hvor monarkidelen godt nok ikke optræder), betyde, at vi allerede havde overstået revolutionen, og nu stod ved en skillevej, hvor den ene vej fører væk fra nutidens socialisme og (tilbage) mod kapitalismen, mens den anden fører ud mod kommunismen.

Det kan man jo så tænke lidt over.

Hvis revolutionen således allerede ER overstået, så rejser det formelig spørgsmålene: Hvornår skete det lige? Er der nogen der har lagt billeder på Facebook? Og hvad så nu?

I så fald ville Per Clausens prognose om, at revolutionen først indtræffer inden for tyve år, blive gjort fuldstændig til skamme, og svare til, at Per spillede sine penge på sidste uges Superligarunde.

Det ville heldigvis også betyde, at Katrine Toft-Mikkelsens avistransmitterede overvejelser om at indføre pressecensur og indgreb i ytringsfriheden, bliver fuldstændig overflødiggjort.

Og jo, jeg tænker også, mens jeg taler, men da jeg ret sjældent tænker på pressecensur, så er det sjovt nok tilsvarende sjældent, at jeg kommer til at nævne det

Modsat de der taler om sommerens revolutionstema som et agurketidsfænomen, så mener jeg, at det er godt og vigtigt, at temaet kommer på dagsordenen.

Det er også godt og vigtigt, at der nu er fremtrædende Enhedsliste-folk, der træder frem som realister, og afviser at venstrefløjen i det 21. århundrede skal være styret af en forestilling om at følge vejen til Paradis.

Bevisbyrden ligger hos revolutionstilhængerne.

Som Knud Holt skriver i sit læseværdige indlæg om revolutionsdebatten:

Både den siddende regering og de borgerlige partier udenfor regeringen kan dårligt være andet end jublende tilfredse over Enhedslistens HB-medlemmers ageren i pressen, hvor det øjensynligt er vigtigere at markere sig med uklare revolutionære floskler, der mest lyder som om Danmark fortsat befinder sig engang i 1920’erne, end at komme med bare nogenlunde sammenhængende og realisérbare forslag til, hvordan man allerede her og nu kan skabe et bedre, mere socialt retfærdigt og mere demokratisk samfund, og så forsøge på at mobilisere bredere befolkningsgrupper for dette.

De uklare revolutionære floskler, som Knud nævner i ovenstående citat, har stort set alle handlet om substantivet revolution, og knap så meget om det beslægtede verbum at revolutionere.

I virkeligheden så er det dog verbet, der er det mest interessante: Hvad skal revolutioneres? Hvorfor skal det revolutioneres? Hvordan skal det revolutioneres? Og sidst men ikke mindst: Hvem skal revolutionere det?

Klimaet er f.eks. helt, helt ligeglad med en revolution, men er derimod stærkt optaget af, at vores energiforsyning revolutioneres.

Etc., etc. Eksemplerne er legio.

De revolutionære kan måske spørge sig selv: Vil jeg være revolutionær eller revolutionerende?