Rend mig i revolutionerne

Det lyder som typisk SFU-retorik. Forsimplede stråmænd, med den sædvanlige udeladelse af de klassiske værker, videnskabelige analyser og revolutionære erfaringer, der grundigt har forklaret de objektive faktorer i bl.a. klassekampens dynamik. Ikke desto mindre er det dog meget mere velskrevet og udførligt.

Vi kan ikke forstå og adressere revolutioner, uden at vi anvender en klar videnskabelig metode. Revolutioner er ikke noget der kan eller skal fremmanes med idealistisk iver og ønsketænkning, men er begivenheder der udfolder sig på baggrund af materielle forhold og aktuelle styrkeforhold, præget af forskellige parters klasseinteresser.

"De fleste revolutioner kommer bag på magthavere. Ellers kan de sjældent lade sig gøre."

- Jamen, netop! Revolutioners tid og sted har oprindeligt aldrig været noget man har bestræbet sig på at forudsige. Det er ikke socialisters opgave at skabe selve revolutionen eller forudsige tidspunktet, men at indgå i den og organisere kræfterne til at føre den ad ret vej og kæmpe for de krav som revolutionen udspringer af.

"..revolutioner [er] ofte en farlig affære. Udover at man kan blive dræbt under udførelsen af dem kan man også risikere at udskifte et sæt af ledere med et andet. Lige nu lader magten i Egypten til at være delt mellem en pro-amerikansk militær junta eller et relativt demokratisk mindet islamistisk parti."

Ganske rigtigt, at regimer fra tid til anden har skiftet mellem forskellige onder, men kernen heri er, at revolutioner har flere faser. Der er konstante frem- og tilbageskridt, og det hele præges af de sociale kræfter der står bag og repræsenteres i de politiske konstellationer. Hvorfor vedbliver dette regime med at være autoritært og udpine folket under fattigdom selv efter en given revolution (eller fase af samme)? Fordi det stadig er de samme sociale kræfter, eller andre indenfor overklassens lag som står i spidsen for staten, og de forskellige magtorganer, og ud fra styrkeforholdenes sammensætning, har formået at tilkæmpe sig magten.

Derfor må arbejderklassen have sine repræsentanter i spidsen og sætte liden til deres eget parti, frit for oligarker, feudalherrer, generaler, eller hvad lag vi kunne forestille os står i spidsen for reaktionære interesser.

Ved den russiske revolution i 1917 (som desværre degenererede senere pga. isolation!) begyndte det heller ikke bare med en magtovertagelse. Det var et langt, sejt træk af strejker, demonstrationer og måneder med splid, kamp og organisering, og man fik først (netop som her) en provisorisk regering, som fastholdte den pinefulde stilstand og undlod at følge massernes krav.

"Det største problem med de revolutionære er, at de tror den politiske kamp en dag vil være vundet. At alting en dag bliver afgjort i en stor forløsende revolution."

- Det er simpelthen bare løgn, og tydeligvis et produkt af venstrefløjens desillusion og mangel på kløgtige revolutionære i deres generation, hvoraf der har hersket en utroligt forvirret og barnagtig forståelse af revolution som begreb og begivenhederne.

Revolutionen har aldrig været et ennatsscenarie. Selv det mindste kig i diskussionerne mellem de russiske socialdemokrater, folkene bag Internationalen, de kæmpende socialister i organisationer på tværs af landene, før stalinismen havde kvalt al organisation, viser en debat og tankegang af en sejlivet, seriøs og fremfor alt videnskabelig og konkret karakter, ikke i form af en idealistisk gisnen og tågesnak. Indenfor de oprindelige traditioner og rækker indenfor arbejderbevægelsen, satte man den seriøse forståelse af historien og det teoretiske arbejde i led med virkeligheden.
Og i følge den dialektiske materialisme, så er den menneskelige udvikling én uendelig cyklus af konstant vekselvirkning mellem kræfter, med fremskridt og modtryk, med stilstand og spring.

Et par artikler med lidt skarpere analysegang, end de typiske gættelege, selvom dem bag ikke har været vellidt:
http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=2937
http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=2536

Et udklip, der udpensler en del af essensen her:
"...hvordan skal denne fundamentale ændring af samfundet finde sted? Den socialistiske revolution kan ikke opnås ved handlinger fra et lille mindretal. Den kan kun udføres af selve masserne. Men hvordan kan den lille gruppe af revolutionære marxister vinde masserne? Hvordan kan de gå fra punkt A til punkt B? Dette centrale spørgsmål er besvaret af Trotskij i Overgangsprogrammet.

Overgangsprogrammet er et forsøg på at kæde kampen for slogans for at forbedre forholdende for masserne til ideen om socialistisk revolution gennem overgangs sloganer. Til forskel fra det gamle minimums- og maksimumsprogram fra Socialdemokratiet, repræsenterer Overgangsprogrammet overgangen fra kapitalisme til den socialistiske revolution.

Den socialistiske revolution ville være utænkelig uden den daglige kampen for fremskridt under kapitalismen. Kun i og under kampen kan arbejderklassen opnå den nødvendige erfaring og organisering til at udfordre kapitalismen. Sekterikere og ultra-venstreorienterede kan ikke forstå dette. De står uforstående for arbejdernes dag til dag kamp, og dømmer derfor sig selv til uduelighed.

Opgaven for den avancerede gruppe fra proletariatet er ikke at undervise masserne fra sidelinjen. For at finde en vej for masserne er det nødvendigt at kæmpe ved deres side, at deltage i enhver kamp, for endog de mindste gevinster, mens man ved hver stadie linker kampen til perspektivet for den socialistiske revolution."

"Jeg kalder mig selv revolutionær, hver gang jeg snakker med liberalister, fordi jeg godt kan lide at skræmme dem"

Medmindre man er 14 år gammel og igang med sit obligatoriske teenageoprør, giver det da ikke meget mening, at finde nydelse i at skræmme sine samtalepartnere. Rent praktisk virker det også lidt fjollet - tror du der bliver færre liberalister i verden af du bevidst forsøger at leve op til deres fordomme?

De engelsktalende lande har et herligt ordsprog, der lyder noget i retning af:

You'll catch more flies with honey than with vinegar

Det betyder naturligvis ikke man skal holde sig tilbage fra kritik eller en god diskussion. Men at identificere sig selv med så meget antipati som  muligt, fra politiske modstandere og andre dissidenter, virker ærligt talt barnligt og direkte kontraproduktivt.

Pentrenkovich:

Okay, du siger, at socialister skal indgå i revolutionen, når den er ved at gå i gang og lede den på rette vej.

Det er fandemer godt set, må jeg nok sige!

Der må ligge et langt, videnskabeligt analyse arbejde bag den konklussion, og det kan ikke undre at Trotsky gik med briller efter al den læsning.

Men Erik Storud og mange andre er i modsætning til dig både utålmodig og energiske. Hvad skal de gøre? Sætte sig ned og læse de samme bøger som dig, lave de samme analyser med samme resultater for derefter at gå og glo og gøre, hvad de kan, for at lukke damen ud af andre revolutionære?

Da jeg først gik igang med at læse dette indlæg, så troede jeg, at du ville sige noget om, at det er tåbeligt at basere sit politiske projekt på en eskatologisk "dette-forandrer-alt" revolutionsforestilling, og at man istedet bør "gøre revolution" her-og-nu ved f.eks. med præfigurative kampe, der forandrer samfundet ved at bygge på og realisere de principper, man godt kunne tænke sig i et radikalt andet samfund. Dermed kunne man godt sige at revolutionen foregår nu i den daglige kamp og bevidsthedspåvirkning, og at den ikke er en fjern begivenhed som skal gøre alt bedre i det hinsides.

... men det skrev du ikke noget om. Det er naturligvis også for meget at forlange, at du skal skrive det, jeg tænker :)

Men jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke kan se hvad det egentlig er, du vil sige, og hvad denne tekst handler om. Med mindre det bare er at gøre alting til en "revolution"?

Hvordan kan man snakken om revolution her hjemne uden at forholde sig til at det nok ikke bliver med Ø. 

Problemet er mest det at ingen af dem som diskutere realt vil hvad det betyder og hvad man vil opnå event med dette. Den politisk som venstrefløjen nu stå for og Ø toppolitkere aller en lidt bedre udgave af velfærstaen, igen med en lille slule sund fornudt i hovedet kan tage tro på at Ø realt har sæt sig for at arbejde hend til at opnå en revolution.

Mellemeren er så passig og partiet er så tung i røven med at gå ud på gaden eller at organisere stukture som faglige klubber eller bare nodet der minder om alternative strukturer at det er trist at se på, fordi al indfydelse og succes er afhængigt at partiet succes i medierne og til vælg.

Hos Ø har elle bekendelser til noget revolutionært noget rituat i sig og for noget er det måske en slags religjøs tradition som svarer ca. til det samme forhold som de fleste mennesker har i Denmark til folkekirken.

En real forandring af de sociale relationen fra op ned til radialt fri ikke på Øs dagorden. Det kræver at man ønsker og også faktisk forsøg at systamtisk opbygge alternativer fra bunden ved at organisere mennesker og skaber recurser på arbejdpladser, skoler, i trafiken, medier, hus, biblioter, kollektiver, osv.

En revolution kræver at mål og metoder og en masse benarbejde på gulvet, men i praksis har Ø intet af samme gjordt og jeg tviver  på at der er muligt inde for det parti.

Men skal bare have opleve i kbh hvor få mennesker der kommer til demonstrationer. Ø har sikker manger fler mellemer end de få 100-200 der altid dukker op.

Partiet indeholder fraktioner (partier)som i deres struktur minder mere om sekter som her en revolutionær dasgorden. I dem har du en minimal debat om mål og midler om hvordan man ønsker at op nå en revolution, men det er næsten kun de samme trotskyster og endlige VS'er som hver i sær holder fest i hver deres revolutions projekt og analyse fra 1920'erne, 30'erne eller 60'erne - tordenskjolssoldaterne i partiet

Det er ingen der er serjøst i den debat, fordi en der var serjøs vil forholde sig til hvor håbløs den yderste venstrefløj tilstand er og så forholde sig til evntuel hvad man kan gør ved dette.