2. maj 2012 - 14:32

Politisk fest eller kulturel kamp første maj?

Om vigtigheden af at første maj er både en festdag og kampdag.

 

Revolutionær kultur

I år deltog jeg i Antifascistisk første maj. Arrangeret af nogle af de dygtigste fest- og eventmagere i den venstreradikale bevægelse er teknikken, musikken og festen i orden. Fra hotte undergrundsnavne blev der spillet musik fra genrer jeg ikke engang kan definere endnu.

De politiske paroler er relativt flyvske og ukonkrete men samtidig oprørske og ideologiske. De bliver opslået og opreklameret sideløbende med løftet om en fed fest. Denne demostil og måde at gøre tingene på har siden ungdomshusets rydning i 2007 kunnet hive adskillige tusinde mennesker på gaden hvilket er langt mere end de under ca 500 man maximalt kunne håbe på i tiden før 2007.

 

Seriøs politik første maj

Grunden til at historien er relevant er at der sidste år skete noget nyt. Et åbent initiativ med hovedsageligt anarkistisk afsæt tog initiativ til Antiparlamentarisk første maj. Med væsentlig længere paroler og et mere gennemdiskuteret politisk grundlag gik man på gaden for at kræve radikal samfundsforandring udenom parlamentet. I år arrangerede Libertære Socialister så syndikalistisk første maj for at kræve en radikalt anderledes arbejderkamp udenom parlamentet. Jeg vælger at tolke den syndalistiske og antiparlamentariske demonstration som del af den samme tradition selvom der er forskelle.

 

Praktisk eller politisk splittelse?

Sidste år kunne jeg lige nå at deltage i det meste af begge demonstrationer ved at småløbe gennem byen. I år var de lagt så deltagelse i den ene fuldstændig udelukkede deltagelse i den anden. Dette irriterede ikke kun mig men også de fleste andre jeg snakkede med i til antifascistisk første maj.

 

Der er selvfølgelig nogle praktiske problemer der spiller ind, men grundlæggende giver det mening at analysere lidt på de forskellige første maj traditioners politiske projekter. De repræsenterer ikke blot to forskellige første maj demonstrationer, men to forskellige måder at lave revolutionær politik på.

 

I min analyse skelner jeg mellem to traditioner. Den antifascistiske eller venstreradikale tradition, der stod for demonstrationerne fra år 2008 antifascistiske første maj sidste år og i år, på den ene side. På den anden side står den antiparlamentariske eller syndikalistiske tradition, som siden 2011 har holdt demonstrationer der har vist sig uforenelige med antifascistisk første maj. Dette betyder ikke at de samme mennesker har været med inde over det hele, eller at folk involveret i den ene tradition ikke kan have sympatier i den anden. Det er kun en splittelse jeg stiller op for at kunne diskutere forskellene mellem dem.

 

Derudover vil jeg nok blive beskyldt for ikke at være ordentlig inde i de konkrete praktiske projekter jeg beskriver. Det er sådan set rigtigt at det er jeg ikke. Der er mange ting jeg ikke ved om de forskellige arbejdsprocesser og jeg har faktisk ikke deltaget i nogen af dem loyalt nok til at kunne vide hvordan det er. Dette giver mig til gengæld en unik mulighed for at betragte projekterne udefra hvilket gør det muligt for mig at se strukturer folk inde fra begge lejre nok overser.

 

 

En festdag eller kampdag?

Antifascistisk første maj har med deres deltagelse i fælledparken anerkendt at første maj er en festdag. Igennem de næsten tyve år de har eksisteret har de været i stand til at holde den fedeste fest i fælledparken. Den antifascistiske 1. maj har tiltrukket byens unge år efter år. Ikke fordi de nødvendigvis er revolutionære antifascister, men fordi det simpelthen er den fedeste sted at være. Første maj bliver i dette perspektiv set som en traditionsrig fest, hvor temaet tilpasses alt efter, hvad rører sig af politiske sager i bevægelsen fra år til år. 2011 og 2012 er de dog blevet presset af henholdsvis kommunen og en renovering i fælledparken.


Den syndikalistiske første maj ser derimod dagen som en seriøs politisk kampdag. Dette kan man se ved at de på deres facebook event skriver ”ingen alkohol” og ved at læse deres lange tekst her på modkraft hvor der er udformet et længere grundlag med alt de vil lave om i verden. I det syndikalistiske perspektiv er traditionerne første maj et problem. De skal laves om for at sikre en reel arbejderkamp.

 

Dette er en ret stor forskel i de to traditioners politiske projekt med dagen i sig selv. Hvor vidt første maj er en festdag eller en kampdag vil jeg ikke vurdere. Personligt tror jeg den sagtens kan være begge dele. Så længe jeg kæmper for at gøre første maj til min festdag - ikke kapitalisternes – gør det per definition også dagen til en kampdag rent retorisk i hvert fald.

 

Organisationskulturelle forskelle

Antifascistisk første maj er i år organiseret af grupper hvis fokus primært er kulturelle eller eventskabende. Det betyder ikke at de er holdningsløse over hovedet. Bare at de altså ikke er politiske grupperinger med faste møder eller samlede initiativer. Derimod er der mere tale om praksisfællesskaber organiseret omkring en konkret opgave. Man kan også beskrive personkredsen bag som et erfaringskollektiv af personlige relationer og kompetencer.

 

Antiparlamentarisk første maj var sidste år organiseret af et initiativ med åbne møder. Syndikalistisk første maj er i år organiseret af Libertære socialister som er en politiske organisation med betalende medlemmer. Der er altså tale om en gruppe der er vand til at kommunikere politisk med andre politiske grupper. Kommunikation mellem politiske grupper er langt fra fordeling af arbejdsopgaver i sociale relationer, som finder sted når praksisfællesskaber eller erfaringskollektiver skal løse opgaver.

Denne afgørende forskel tror jeg er den primære grund til, at kommunikationen er gået så galt de sidste par år. Man taler simpelthen to forskellige sprog. Et praktisk og et politisk.

 

Politiske paroler eller politisk rum

Det er ikke fordi politikken mangler til Antifascistisk første maj. Der er inviteret til taler med græske aktivister, asylaktivister og andre politiske emner. Ølsalget går til at betale for renovering i folkets. På den måde skaber demoen rum til, at folk kan sælge T-shirts for deres egne politiske sager og skrabe penge sammen til deres projekter.

 

Til Syndikalistisk første maj er de politiske paroler som sagt udtryk for en længere analyse. Eftersom den er offentliggjort på forhånd giver det deltagerne muligheden for at at tage en stilling til de politiske paroler på før de vælger deltagelsen. Ambitionen er således at skabe forandring gennem en forandring gennem en bevidst stillingtagen.

 

Antifascistisk første maj forsøger at inkludere så mange som muligt i det rum som demonstrationen skaber. Det rum giver så plads til politisk forandring af deltagerne der får tilbud om at støtte diverse sager i det rum. Forskellen er om demonstrationen bliver set som et rum hvor forandring tilbydes dem der befinder sig i det, eller hvorvidt demonstrationen ses som et rum for dem der har taget stilling.

 

Fysisk rum og fremtoning

Forskellene kan også ses på demonstrationernes fysiske fremtoning. Antifascistisk har et frontbanner og bag ved det flyder demonstrationen ud på både cykelsti og fortov i et større mylder. Syndikalistisk derimod har bannere langs siden af demonstrationen. På den måde skaber man en klar fysisk afgrænsning mellem dem der deltager og dem der kigger på. Jeg kan se på nogle billeder, at den syndikalistiske demo ser mere rummelig ud i år, end den gjorde sidste år. Det kan selvfølgelig skyldes, at der sidste år var en konkret trussel fra politiet, hvilket altid har en tendens til at få folk til at klumpe sig sammen.

 

Sammenfatning

Hvis man kigger på de to demonstrationer overordnet danner der sig et billede af to politiske strømninger der vil ret forskellige ting på første maj. Der er forskellige organisationskulturer, forskellige måder at forstå dagen, forskellig politisk kommunikation og forskellige dagsordener.

 

Generelt virker de to traditioner ret uforenelige hvilket de nok desværre også er. Under en samtale med en anden demonstrationsdeltager foreslog jeg om ikke vi skulle binde arrangører repræsentanter for begge traditioner i en kælder et sted, og give dem nøglerne til at låse hinanden fri, så de var nød til at samarbejde før de kunne komme ud. I virkeligheden skal der nok lidt mere til. Men spørgsmålet er hvorfor jeg overhovedet mener at splittelsen er et problem?

 

Hvorfor generer splittelsen mig?

For det første er der nogle rent praktiske personlige grunde til at splittelsen generer mig. For mig personligt er første maj en vigtig social tradition. Jeg har nydt dagen hvert år så længe jeg har været politisk aktiv. Det har en kæmpe personlig værdi for mig at mødes med alle de forskellige mennesker jeg har lavet politik med gennem alle årene. For mig har første maj lidt den samme værdi som juleaften har for mange andre mennesker.

 

Det er dagen hvor jeg fejrer det liv jeg har levet og møder alle jeg har kæmpet og svedt med. Derfor er det selvfølgelig trist for mig at halvdelen af de aktivister jeg kan lide ikke længere befinder sig samme sted og jeg nu skal til at vælge hvem jeg kan lide mest. Dette er selvfølgelig kun et problem for mig der har den luksus at have venner og kammerater i begge lejre.

 

Ukammeratlig opførsel?

Udover det personlige kommer at splittelsen nok vil have konsekvenser, for det videre arbejde på den radikale venstrefløj generelt. For det første virker det en kende ukammeratligt, at man ikke støtter hinanden. Jeg kan ikke se hvad der retfærdiggører at syndikalistisk første maj ikke slutter deres demonstration til antifascistisk første majs fest. Samtidig kan jeg ikke forstå hvorfor antifascistisk første maj tilsyneladende er så løst organiseret, at de er umulige at lave en aftale med.

Den slags opførsel virker for det første meningsløs for alle de folk der står udenfor de to lejre. For det andet ansporer det begge sider af sagen til at beskylde hinanden for at være ukammeratlige hvilket begge lejre kan have ret i. Det skaber så igen myter og historiefortællinger hvor man øger dæmoniseringen og kritikken af hinandens måde at gøre tingene på. Hvor første maj burde være en dag hvor vi samler os som bevægelse kan den blive til en dag der cementerer en splittelse der i værste fald vil betyde samarbejdsproblemer udenfor kampdagen også.

 

Der er kun en vej og den er sammen

Sandheden er jo nok at den bedste første maj ligger et sted imellem de to traditioner. Der er behov for en første maj bliver en mere politisk kampdag hvor vi konkret slår et slag for vores venstreradikale perspektiv på arbejderkampen. Samtidig har vi som sociale mennesker også behov for en dag, hvor vi bare nyder at være sammen med hinanden. Drikker nogle øl og nyder at vi har en helligdag. Traditioner er vigtige for alle fællesskabers kulturelle og sociale overlevelse. Derfor er det vigtigt at første maj samtidig får lov at være en traditionsrig festdag. Kapitalisterne har jo julen.

 

Første maj er en lang dag

Jeg ved ikke om de to traditioner kan forenes i en samlet demo selvom det efter min mening ville være sejt. Til gengæld mener jeg ikke det er urealistisk at de to traditioner anerkender hinandens politiske valg og metoder og holder op med at opføre sig på måder der kan tolkes ukammeratligt for hinanden. Dette kan for eksempel gøres ved at man anbefaler de samme efterfest hvad end det er i fælledparken eller i folkets hus. Hvis man er rigtig modig kan man jo også lade demoerne mødes og gå lidt sammen.

 

Det vigtige er at begge traditioner anerkender hinandens værdi. Dette må være muligt når vi er så mange der kan stå udenfor og se værdi i begge projekter.

Kommentarer

Hejsa Erik

Bare lige et par faktuelle kommentarer: LS forsøgte faktisk at koordinere sådan, at man kunne nå begge demonstrationer. Det lod sig dog ikke gøre. Og vi anbefalede faktisk også det samme arrangement efter demoen (til støtte for Folkets Hus) som AF1M. Tilbage står, at vi arrangerede en anden (slags) demonstration end AF1M.

Jeg er lidt ærgerlig over, at du gør dét til et spørgsmål om splittelse, og dermed taler en konflikt op, som jeg ikke synes behøver at være der. Det er da meget reelt at have forskellige præferencer og at ville forskellige ting med en demonstration på 1. maj? Hvorfor behøver det at være et problem?

(slettet)

Hej Erik! Dejligt at se dig i går, og ved godt humør, har godt nok savnet dig og dit smil :)

Det ville være fint med en samlet demo, men så må AF1M ned af deres høje hest og acceptere at de ikke kan anvende lukkede og udemokratiske metoder til at skabe en demonstration der vil samle sociale og demokratiske kræfter. Jeg støtter 100% op om Syndikalistisk (og da også om Antifascistisk, som I at jeg ikke har nogen egentligt uvilje mod selve demonstrationen og dens deltagere), og det ved jeg noget om, for jeg har prøvet at arrangere første maj med den gruppe der arrangerede venstreradikal demo forrige år*

Det var fuldkommen fantastisk frustrerende, for de aktivister der sad der lod til at have en fælles forståelse om at deres sociale status, erfaring og andre uvæsentlige ting gav dem mere ret til at beslutte indholdet end os andre. Når man påpegede at man var uenig blev der stirret tomt, nikket og så blev beslutninger forsøgt taget når os uindviede ikke var til stede.

Der var en decideret post-moderne stemning af, at praktiske hensyn, kompromiser og direkte, konstruktiv kommunikation var spild af tid, og at man skulle følge sine impulser og lave paroler og udformning af demonstration efter, hvad der i øjeblikket var trendy og "gadesmart".

Ikke overraskende blev vi i LS der, ideologisk og praktisk, tror på gennemsigtighed, demokrati og kommunikation når vi tager beslutninger, ganske frustrerede, og jeg var da heller ikke tilfreds med demoens afvikling, der var præget af holdningsløshed og manglende tjekkethed.

For at det dog ikke skal blive helt mavesurt vil jeg sige at forrige års radikale demo var enormt skæg og præget af god musik og en kampgejst der skinnede igennem festlighederne og øllet - Jeg er helt indstillet på nærmere samarbejde med AF1M og den integration af fest og kamp jeg er helt enig i, at de mestre - Men jeg kan ikke "bøje" mig i en grad hvor man sættes uden for indflydelse af verdensfjerne livsstilsaktivister der vægter cool højere end politik.

Med varme hilsner og tak for interessen for den fælles kamp,
Matias Jensen (Medlem af LS og deltager i Syndikalistisk)

*OBS: Jeg ved ikke om den gruppe der lavede den venstreradikale demo forrige år, er de samme der har lavet Antifascistisk sidste år eller i år. Hvis det -ikke- er tilfældet beklager jeg, og det jeg ellers har skrevet bør selvfølgeligt afvises, og kan -ikke- hæftes på AF1M's arrangører. Ydermere ser jeg i så fald meget mere håb for bedre kommunikation og en fælles udenomsparlamentarisk, venstreradikal 1. Maj fejring/kamp - jeg har bare lige nu forståelsen for, at det er de samme mennesker.

Hej Matias

Der er ikke tale om samme arrangørgruppe :)

Vi har kun arrangeret demo i år og sidste år, før det tog vi os kun af koncerterne i Fælledparken.

Kh Lærke

på vegne af Antifascistisk 1. maj

 

Tak for opklaringen. Jeg er enormt glad for at høre at der er kommet nye kræfter til, det kan næsten kun have gjort organiseringen af AF1M mere åben og gennemskuelig for nye :)

..Jeg er nu blevet orienteret om at min. en af de samme mennesker var med alligevel. At tro at man får noget ud af at lyve, er meget sigende om disse folks indstilling til politisk organisering..

Skal jeg være helt ærlig, så fortryder jeg, at jeg ikke gik med i LS-demoen men AF1M. Jeg er ikke sikker på jeg vil kalde mig selv for 100% syndikalist (hvilket var den direkte årsag til mit fravalg), men jeg synes at folks opførsel i AF1M's demo var direkte pinlig. Der var en komplet ignorant og bøvet stemning under talerne, super irriterende (og øredøvende) dubstep hele vejen og ingen nævnværdige politiske indslag i parken efterfølgende (lidt bannere+rovics var vist undtagelsen).

Jeg synes overordnet set at AF1M som koncept er fedt, men jeg kunne godt tænke mig en løsning, hvor der først blev drukket øller efter demoen, og hvor der måske endda ikke var musik under selve optoget - men kampråb i stedet. Det må man sgu godt kræve af folk. Hvis folk ikke er med på den, synes jeg ikke de fortjener at kunne "bruge" kampdagen. Feste kan man altså gøre i weekenden efter. Ja ja, jeg ved godt det er hårdt trukket op, men bare fordi alle andre (læs: fælledparken og lignende) gør det, behøver vores bevægelse ikke. Det er så sjældent der er store demonstrationer, så når der endelig er, synes jeg vi bør bruge dem bedre. Man behøver ikke tage længere væk end til Malmö og Göteborg for at finde nogle demonstrationer og forhold der minder om herhjemme - men hvor alkohol og høj techno ikke indgår på samme måde. Vi har altså meget at kæmpe for!

På baggrund af den generelle attitude i AF1M-demoen kan jeg derfor godt forstå hvorfor nogle vælger at lave et alternativt arrangement. Om det er grundet det jeg argumenterer med at de har valgt det kan jeg jo ikke vide, men jeg kan da gætte på det har været en del af diskussionen.
Det kan ikke passe, at jeg er den eneste aktivist i København der er træt af druk-demoer.

Håber på, at der ændres noget til næste år, og mon ikke en mere politiseret tilgang til tingene kunne bringe AF1M og Syndikalistisk tættere sammen...

Slutteligt er det også mit håb at Syndikalistisk (og måske endda LS generelt?) skruer lidt ned for arbejderismen. Jeg ved at det skræmte mange væk fra mange samtaler med folk om, hvilken demo man skulle gå til. Alle på den udenomparlamentariske venstrefløj er altså ikke en del af arbejderklassen, men derfor kan vi godt kæmpe sammen - blot man er bevidst omkring sin position hvis man tilhører en anden samfundsklasse so to speak. Her synes jeg Syndikalistisk lavede et meget ærgeligt selvmål.

Jeg er ret enig med både Tias og Halvblodssvenskeren.

Jeg fik et glimt af (nærved) samtlige demonstrationer i går (PROSA, Occupy, Socialistisk, Syndikalistisk, LO, AF1M og sikkert flere). Her var temaet for dem alle sammen, at man tullede hen af en vej og hørte høj musik og drak bajere. Det virkede hyggeligt, men ikke imponerende eller dragende eller politiserende. Undtagen én og det var Syndikalitisk 1. maj. Her hørte alle efter talerne, råbte igennem og skreg sine lunger ud og demonstrationen havde et hamrende flot udtryk med sine rødsorte faner. Der var bumstile blandt tilskuerne som alle stirrede intenst på demonstrationen, på en måde jeg personligt aldrig har oplevet før. Samtidig med intensiteten så var der ikke den samme aggression og fjendtlighed og følelse af subkultur og 'det-er-os-imod-verden' stemning. Jeg vil ikke tilbage til druk og svedige DJ's.

Nå ja

@ Halvblodssvenskeren

Hvad mener du med at mange af deltagerne i AF1M ikke er en del af arbejdeklassen?

Lad mig vove et forsøg på en opklaring:

Jeg tror, at uenigheden skyldes, at mange folk intuitivt forbinder betegnelsen "arbejderklasse" primært med folk med manuelt, produktivt arbejde, f.eks. håndværkere, fabriksarbejdere og lign. Det er en meget snæver, men desværre meget også udbredt forståelse af betegnelsen "arbejderklassen".

Heroverfor står den mere traditionelle anarkistiske/marxistiske teoretiske forståelse af "arbejderklassen" som "dem, der ikke har andet end deres egen arbejdskraft at sælge, fordi de ikke ejer produktionsmidlerne".

I sidstnævnte forståelse (som LS i vid udstrækning lægger sig op af) er alt fra snedkere over rengøringskoner, sosu'er og sagsbehandlere til studerende og arbejdsløse del af arbejderklassen, fordi ingen af dem ejer produktionsmidler (fabrikker, firmaer, finanskapital), hvis afkast de kan leve af, og de er derfor afhængige alene af at sælge deres egen arbejdskraft (eller af almisser/understøttelse).

Vi bør i LS være bedre til at forklare folk, at det er på sidstnævnte måde vi forstår "arbejderklasse", idet jeg virkelig ofte støder på folk, hvis definition mere ligner den første ovenfor end den anden, og som derfor får et andet indtryk af vores kommunikation, end vi har tænkt os at give. Det kan vi selvfølgelig ikke være tjent med.

Derfor tak til halvblodssvenskeren for påpegelsen.

Jeg vil i øvrigt gerne gøre opmærksom på sidste opdatering på vores Facebook – https://www.facebook.com/libsoc – hvor vi opfordrer folk, der deltog i S1M til at komme med ris og ros: enten på vores FB-profil eller privat i mail til kbh@libsoc.dk :)

Slettet - jeg havde ikke set indlægget lige ovenover, og det var præcis dét min kritik af "arbejderklasse" handlede om. Tak for uddybelsen.

Du har ret i at der tale om to slags aktivistyper som efter min mening er overhoved ikke noget som modstrider mod noget, fordi de er et meget lille miljø og grupper du taler om udspringer fra: Det autonome og anarkstiske miljø om taler mindre en 200 hundret mennesker som hver forsøger at kom lidt breder ud end ellers (fordi ellers sker det adrig). Jeg syns der en af de bedre demontraioner til 1. maj i år jeg har oplevet, fordi de jeg var med til før i tiden var meget mere sørgerligt.  De sidste års anarkstiske første mig var bare trist.

Det lykkedes måske bedre med syndikalistisk  1. Maj i år, men der er ikke noget et råbe hurra, fordi selv om den syndikalistiske 1. maj initativiet ver velmendt, sympatisk og kreativ syns jeg at man ikke var meget bedre eller breder, fordi syndikalisme og klassekamp er fremmedorde i hverdagens sprogbrug og teorien bage det er meget mere fremmed i forhold til at den var aktuelt og en del af en massebevægele sidst i 1930'erne.

I virkeligheden er demonstration som form i selv ikke vigtig det vigtigster propaganda og agitation, men vil kunne nå lige så meget ved at have en enkeltbord med indformation og 5 mennesker til den socialdemokratiske 1. maj til at lave agitations.

Demonstrationsformen som jeg har oplevet den altid i Denmark er meget upersonligt og ikke godt til at skabe mere sympati, fordi venstreradikale er interiserret i noget der er spekultær, fordi det giver måske billeder i pressen ellers er det et ønske at blive set af fremmede mennesker på gaderne.  En dag om året kan man føle ig vigtig og stort ud i byen, men fremmed kikker undrene på en og vid ikke noget om noget.  Dette er ikke den altid den bedste måde at skabe forståelse på, fordi man på den måde bliver sæt i båse, der er meget forudsigeligt for alle, og ud over dette viser det at der er fra aktivisterne side en stor berøringsangst om at diskutere med folk som disse ikke kender i forvejen. Både demoens taler og bander ikke i sig selv som medie form kæver meget lidt indvoldverende af tislkuer og meget lidt giver udtrykfor om den verden som de fleste kender som er upoltiksk og ikke konfrontativ. 

Jeg har aldrig mødt autonome, anarkist, eller syndikalister ud på gaden og snakke med fremmede mennesker om deres sage eller dele materieller ud på den måde eller holde taler eller mødes uden for deres vendte riutaler. Disse rutaler er bland andet at kalde noget "kamp". At kælde noget kamp er ikke kun pretentiøs det adskiller også de venstreradkiale fra den hverdag på arbejdspladerne og uddannelserne disse påstår at ville påvirke. Sproget fremmedgøre venstradikale sig på samme måde som disse gøre i deres aktion, fordi en virksom og fremtidig modstand mod kapitalisme og autoriterne kræver at modstanden bliver "normalt". Revolutionæringen af hverdagen kan man kælde dette. Det opdnår man ved at sætte sig uden for denne i aktion og sprogbrug i en venstrerradikalt identitet og kultur  ved at bryde med ritualet og habitusen i det politiske miljø og kun ved også at bryde med ritualerne og habitusen på arbejdet og uddannelerne kan man op nå forandring og modstand individuelt og kollektivt.

1. maj kunne også være en aktionsdage, det kunne være oplæd og fordrage, sange, picknik, strejker, boykkot, samtaler, fest, kærlighed, folkekøkken, meditation, bog-læsning, løbetur, theater, debat på mange måder . Det vil sige det kan være det folk  kan lave det der passer netop til deres konkrete stituationen og som opfattes også som nyttigt. Realt at skabe debat og modstand kræver at man overrasker, agiterende og at man er modtagelig for hvad andre syns om ens politik.

Måden hvorpå venstreradikale holder 1. maj er hverken den en eller andet, men kun meget famlende forsøg på noget af noget. 

Først nogle kommentarer til dit indlæg, Erik:

Splittelse? For at noget skal være splittet kræves der at der til at starte med være en enhed. Den enhed har ikke været der. Derfor er dit snak om splittelse ikke en præcis beskrivelse af hvad der er sket, men snarere en dramatisk opgejling af en konflikt der ikke eksisterer. Det synes jeg er ret ærgeligt, og kontraproduktivt ift at du selv siger at du gerne så mere samarbejde, m.v. Jeg har ikke hørt nogen part argumenter imod et samarbejde i år - kun set praktiske omstændigheder forhindre det.

Konklusioner? Du er selvfølgelig i din gode ret at reklamere for dine egne holdninger til og forståelser af alt muligt på din egne blog. Men der er godt nok mange steder i dette indlæg hvor jeg studser over hvor skråsikkert du påstår eller konkluderer et eller andet, uden at fremlægge nogen form for faktagrundlag eller argumentation for ditto.

For eksempel:

"Antifascistisk første maj har med deres deltagelse i fælledparken anerkendt at første maj er en festdag"

1 maj er altså det vi laver den til - hverken mere eller mindre. Det hedder Arbejdernes Internationale Kampdag, men hvad man rent faktisk laver på dagen bestemmer jo hvad den ender med at være. Nogle vil have at 1 maj er en kampdag, andre at det er en festdag, og højrefløjen i Sverige foreslog for nogle år siden at det skulle være en arbejdsdag, og ikke en helligdag... Det er altså et formål for uenighed, kamp og debat - ikke en naturlov der siger at 1 maj er det ene eller det andet.

"(...)Der er altså tale om en gruppe der er vand til at kommunikere politisk med andre politiske grupper. Kommunikation mellem politiske grupper er langt fra fordeling af arbejdsopgaver i sociale relationer, som finder sted når praksisfællesskaber eller erfaringskollektiver skal løse opgaver."

Ah hvad? Hvordan er det at man har en politisk platform noget der udelukker at man er praktisk orienteret? Eller mener du at det at være praktisk orienteret er uforenligt med at være politisk? Det giver ingen mening det der.

"Forskellen er om demonstrationen bliver set som et rum hvor forandring tilbydes dem der befinder sig i det, eller hvorvidt demonstrationen ses som et rum for dem der har taget stilling."

Det der er en falsk modsætning inde i en falsk præmiss.
Lad os starte med præmissen: For mig at se er en demonstration mest af alt interessant som en bestandsdel i en videre kamp.
Hvis der ikke er en politisk kamp til stede inden og efter demonstrationen, så kan den knap nok blive andet end effektløs. Formålet med Syndikalistisk 1 maj var bl.a. at udbrede forståelse for de libertært socialistiske og syndikalistiske idéer.

Og så den falske modsætning: Det "rum" du taler om, hvor potentielle deltagere i vores demonstration kunne "forandres" var bl.a. vores hjemmeside, demonstrationens hjemmeside, og vores facebook, m.v. Her kunne folk læse hvad vi står for og mener, og selve tage stilling til politiken. Derudover fortsatte dette "rum" med at eksistere i demonstrationen, hvor taler og kampråb præsenterede yderligere dimensioner af vores og vores sympatisørers idéer. Det var altså tale om en demonstration hvor folk både kunne tage stilling til politiken på forhånd, og i løbet af demonstrationen.

"(...)For det andet ansporer det begge sider af sagen til at beskylde hinanden for at være ukammeratlige hvilket begge lejre kan have ret i.(...)"

Jeg mener ikke at der er noget omkring 1 maj 2012 der giver nogen af parterne grund til at beskylde den anden for at være ukammeratlig. Den eneste der slår stort på trummen for at sprede en fortælling om splittelse, dæmonisering, ukammeratlighed og gud ved hvad er DIG!

Afsluttningsvis synes jeg det er meget mærkeligt at du hele tiden prøver at italesætte dine holdninger som den et bud på den objektive sandhed. Din TINA-retorik omkring hvad man burde gøre på 1 maj er jo helt til hest. Det er rigtigt svært at argumentere med din blog Erik, fordi at den i sig selvt er så underargumenteret at den nærmest kun ligner en lang række påstand, følelser, fornemmelser og spekulationer.

Karmus: Nej. I LS platform står der at LS skal arbejde for enhed i arbejderbevægelsen. Der er forskel på arbejderklassen, arbejderbevægelsen og venstrefløjen. Formålet med S1M har jeg beskrevet oven.

Halvblodssvenskeren: Tak for din feedback, den sætter vi pris på! Rasmus har allerede skrevet det jeg selv ville have sagt ift. arbejderklassen og LS forståelse af begrebet.

Det eneste jeg vil tilføje er at jeg synes at både det politiske grundlag for demonstrationen og talerne til selve demonstrationen - fra LS København, om Planka København, fra No Borders og fra FremtidsFighters - ikke var arbejderistiske over hovedet. Sammenlagt kom det politiske materiale omkring emner som klimakrise, antiracisme, asylaktivisme, planka, fagforbundsaktivisme, libertær socialisme og sikkert en del andet som jeg har overset.

Stephan: Du har nok ret i at syndikalisme og klassekamp er fremmede begreber i dagens Danmark. Men hvordan skal man komme ud af den situation hvis man ikke relancerer dem, og kæmper for at de bliver aktuelle igen?

Du har mange kreative bud på hvordan man kan udbrede klassekampen og revolutionære idéer til flere - jeg vil skrive nogle af dem bag øret, og håbe at LS og det øvrige venstreradikale miljø har kræfter nok til at gøre virkelighed af dem. Både på 1 maj og under årets øvrige 364 dage :).

Jeg bliver også nød til at knytte en kommentar til det med arbejderismen. En arbejderist er en som fetischere 'arbejderen' som subjekt og dermed tillægger dette nogle facetter og evner denne ikke nødvendigvis besidder. Det vil altså sige at udtrykket benyttes om folk som tager kansas tøj på til demonstrationer selv om de ikke har et arbejde som kræver det, eller på overdreven vis ophøjer hvide mænd som laver manuelt arbejde og er 'rigtige arbejdere' på en pedistal.

Det bevidner hvor fucking langt ud vi er kommet på den radikale venstrefløj i Danmark, at lige så snart folk bare bruger ord som arbejderklasse eller bare arbejdere, så er de per automatik arbejderister!?

LS har ikke en arbejder-fetisch, men en klasseanalyse af dagens Danmark, som stiller den ikke-ejende klasse på den ene side og dem som ejer os alle sammen og bestemmer over vores medier, transport, energi og arbejdspladser (etc) på den anden. Er man arbejderist fordi man gør det? Naturligvis ikke!

Faktisk vil jeg argumentere for at de fleste af dem som opfatter dette (som i Sverige og Norge i øvrigt bare er normalen) er arbejderister, for de har nemlig også en arbejder-fetisch, bare på en anden måde, da de også forholder sig til det, at være arbejder på den samme absurde facon og maler et billede op af svedige, hvide mænd som slår på noget med en stor hammer.

At tale om arbejderklassen er altså overhovedet ikke det samme som at være arbejderist.

1. maj 2005, var sgu tider: Man havde en festlig demo mod EU's finanspolitik omkring euroen også anarkistisk demonstration fra Enghave plads, stødende sammen på Nørrebros runddel, som afslutningsvis i en lang hale, gik ned mod fælledparken med ca. 20 polititransitter bagefter... Måske man kunne lave ligende næste år?:-)

Anarcho-Oscar Larsen

Splittelse: Hvis man går fra en førstemaj demonstration for den radikale venstrefløj til fler demonstrationer er der tale om at gå fra noget samlet til noget mere splittet. Det kan godt være der ikke er noget decideret fjendskab. Og hvis i for eksempel kan blive enige med AF1M om at jeg er for langt ude i min analyse er mit arbejde sådan set også gjort.

1 maj er altså det vi laver den til - hverken mere eller mindre. Det hedder Arbejdernes Internationale Kampdag, men hvad man rent faktisk laver på dagen bestemmer jo hvad den ender med at være. Nogle vil have at 1 maj er en kampdag, andre at det er en festdag, og højrefløjen i Sverige foreslog for nogle år siden at det skulle være en arbejdsdag, og ikke en helligdag... Det er altså et formål for uenighed, kamp og debat - ikke en naturlov der siger at 1 maj er det ene eller det andet.

Jeg siger heller ikke at det er det ene eller det andet. Jeg ønsker også mere kampdag og mindre festdag end den stil der bliver lagt til AF1M. Mit citat handler om hvilken måde AF1M ser på tingene. Deres valg af udtryk, metode, musik ølsalg osv bygger på en hvis anerkendelse af at 1. maj er en festdag. Ikke at jeg mener den bør være det (som sagt jeg ligger et sted imellem).

"Ah hvad? Hvordan er det at man har en politisk platform noget der udelukker at man er praktisk orienteret? Eller mener du at det at være praktisk orienteret er uforenligt med at være politisk? Det giver ingen mening det der."

Igen tolker du det jeg skriver strit imod hensigten. I det afsnit snakker jeg om hvordan traditionen bag AF1M er vandt til at kommunikere. Det er min påstand at de ikke er lige så vandt til at kommunikere politisk, at formulere et længere grundlag, invitere til brede politiske kompromiser fordi de som sagt arbejder med kultur til hverdag. At være politisk udelukker ikke at man er praktisk men hvis man er for praktisk kan udelukke at man er politisk.

Jeg mener ikke at der er noget omkring 1 maj 2012 der giver nogen af parterne grund til at beskylde den anden for at være ukammeratlig. Den eneste der slår stort på trummen for at sprede en fortælling om splittelse, dæmonisering, ukammeratlighed og gud ved hvad er DIG!"

Så hvis jeg fornemmer en dårlig tone mellem centrale aktivister fra de to perspektiver skal jeg lade være med at skrive om det fordi så forsvinder det nok? Jeg tror det er mere ansvarsfuldt at reagere på sine fornemmelser. Hvis jeg tager fejl vil det nok blive dokumenteret (som du forsøger på) og jeg vil blive sat på plads. Men hvis jeg har ret kan vi risikere at stå med en unødigt splittet bevægelse en dag vi har brug for at alle arbejder sammen. Jeg siger heller ikke at nogen fra de forskellige traditioner har beskyldt hinanden for noget. Jeg påstår bare at det i situationen som den ser ud lige nu er rigtig smart hvis begge parter bestræber sig på at undlade at gøre ting der KAN tolkes ukammeratligt.

Ja. Jeg analyserer og argumenterer med følelser og fornemmelser. Det er rigtigt at det kan være irriterende at argumentere imod og svært at falsificere. Dog mener jeg man skærer en vigtig del af virkeligheden væk hvis man kun ser på materielle forhold eller objektiv skriftlig kommunikation. Jeg kan sagtens tage fejl, men det bliver hverken mere eller mindre sandsynligt på grund af min argumentationsform og skrivestil.

hvis man vil skabe opmærksomhed, men at kabe det som situationiterne "skuespil" er ikke nødvendigt, det er ingen grund til fremmedgørelsen bliver videreført ved at man valger strategier som bare ikke kommer nogen vejen ved at man blot har tilskuer og forbruger om altid. Det er pointen med en demo være har man skat debat og den debat man har skabt have man kunne opnå det med de milder og mål man ønsker. Ud over det bryder mig ikke at man siger at blot fordi andre gør noget andet å er det dårligt. Hvad er gældt med at holde fest? man kan være uenig med noget men det betyder ikke at det gøre noget forkert, og iær fordi med hvilken ret prioritere man på andres vejne hvad venstrefløjen skal? jeg feks. ver meget lidt gald for syndikalistisk 1. maj, men ved at fordel min lyver kom jeg ud med det jeg vil og det var ådan set mål for det jeg vil, demoens manglende propaganda betød kun for mig at folk trogede at det var minde flyver som var demonstrationes. Her kommer min pointe når folk er uenig laver de noget ander, og det kan betyde at de laver ikke det sammen, med ved at lave en lille ting og ved at detage med sine egen propaganda kan man faktisk nå ret så meget! Jeg vik fordel som eneltel person over 200 flyer det vil sige blev set persoligt af flere mennesker som vendlig anarkist end helle den blok der gik grund i begyndelsen af demon og spillede at de var noget mere end de ellers er, fordi på en "kampdage" så vil man vise at man "kæmper" som rigtig militant. Eller fordi man rigtig modkulturelt skal man vise at man virkeligt laver sjov og alternativ modkutur med de rigtig holdinger. Hvis folk tage sig lidt sammen og var mindre selvhøjtideligt eller indspist vil det være meget leter at finde ud af hvor lidt en dag om året betyder! eller hvpr få mennesker realt er venstre-radikalt og syns det er relevant overhoved at diskutere på denne måde? 

Når folk ikke kan bliv endig om en fælles emne hvad med at lave at blad i stedet for på dagen med flere emner? Give plads til flere emner og flere aktiviter  i  en demo? I det helle tager er hverken fest eller demo en nødvendighed? Havd med at lave noget helt andet i stedet feks en udstilling? Det som jeg syndes snaversynet er rammerne for debaten og den sævre sociale-fantasie som er virkeligt mere begrænset af idelogien og habitus end af det samnfund venstreradikale er imod?  

Jeg var i AntiFacisitisk1.Maj demoen og jeg nød fantastisk meget at gå og danse i solen med folk jeg holder af og dufte til foråret og de nymalede acabs, men jeg støtter Erik i hans ærgerlighed over, at de to demoer ikke var mere sammentænkte.

Ligesom Erik havde jeg også samtaler omkring adskillelsen og jeg savnede en politisk tydeligere kant, men jeg var glad for stemningen og for ikke at skulle være i Fælledparken, mit indtryk var ikke at øl og fest var målet og det var en rar og ikke en bøvet atmosfære, set udfra mit ædru udgangspunkt.

Mit forhold til første maj er i første omgang socialt.

Kamp og fest er for mig flettet godt ind i hinanden. For mig skal første maj inspirere mig til politiske handlinger og det skal give mig et overblik, over hvem der er mine venner og hvad de planlægger af aktioner, i ly af festen skal jeg bombardere og bombarderes med politiske informationer og gejst. AFA og LS er blandt mine venner og første maj vil jeg gerne mindes om hvorfor. Jeg ville blive ærgerlig, hvis de var blevet uvenner, var vokset fra hinanden eller sådan noget. Og jeg synes at det er fedt at Erik er opmærksom på det, reflekterer, analyserer og forstår at sætte ord på ved at sige ”Hey det kunne se ud som om at I er splittede, det er ikke tilfældet vel? Fordi så synes jeg, at I skal se at blive gode venner, så vi alle tre kan lege sammen igen” - Undskyld børnehavepædagogik-metaforikken, men det handler vel grundlæggende om at de to demotraditioner formår at rumme og anerkende hinanden og hvis de kunne møde hinanden på gaden og gi’ en high five og udveksle flyere, så ville vi føle at vores politiske og omvendte juleaften ville blive holdt sammen.

Det er da fair nok, det er da i hvert fald noget fremtidige planlæggere kunne have i baghovedet.

Udover at der sikkert er uenighed om aktionsmetoderne - apropos kamp mod fascister og min blog om det fornylig - så undrer jeg mig over, hvori forskellen egentlig består på de arrangementer og fx Enhedslistens på Blågårdsplads - 

altså hvilke krav/paroler har de to demoer som ikke allerede findes hos Enhedslisten ??

 

(jeg kan se I taler om arbejderisme og antifascisme og finanspagt ...det er jo osse temaer i enhedslisten ..)

 

så - hvad er forskellen ??

 

PS : såvidt jeg husker var du, Erik , med til at arrangere demo for afdøde Ekrem Sahin (RIP) - men det kan ikke være der forskellen ligger - for jeg skrev om det i månedsvis - og inde på borgen, var det Line Barfoed der rejste alle de kritiske spørgsmål)

@ Japsen

Det kan være jeg får tid til at skrive et længere svar til dig. Men i første omgang vil jeg bare gøre dig opmærksom på, at dit udgangspunkt er behæftet med nogle antagelser som skaber et hegemoni og en præmis for en eventuel diskussion som jeg mildest talt er uenig i.

'altså hvilke krav/paroler har de to demoer som ikke allerede findes hos Enhedslisten ??'

Hvis du mener der er en lighed i mellem parolerne, hvorfor er du da så sikker på, at det er hos Enhedslisten parolerne 'allerede findes'? Hvad nu hvis det var hos Antifascistisk 1. maj eller hos Syndikalistisk 1. maj, at parolerne allerede fandtes? Hvorfor laver Enhedslisten og SUF m.fl. så deres egen (i øvrigt langt mindre) demonstration?


NB. Det skal lige siges at jeg langt fra heller er enig i, at er findes et sammenfald af paroler, demonstrationsstil, revolutionære strategi eller bare politisk standpunkt i mellem den demonstration jeg deltog i (Syndikalistisk 1. maj) og så Enhedslistens 1. maj arrangement.

@Ninjaskrald: jeg spurgte til forskellen - beklager min formulering - på det politiske indhold. Det gjorde jeg fordi man som læser ikke umiddelbart, kan se forskel på de temaer der optager demonstrationerne.

Hvor stor den ene eller den anden demo er, er for mig ikke interessant.

Det der interesserer mig er hvor de politiske forskelle egentlig - udover evt aktionformer - men det kan man jo osse diskutere. 

 

@Japsen : Ved ikke helt om dine indlæg er en joke, er de det ?

Elizabeth: Jeg går ud fra at dine indlæg er for sjov, som RevoFaroe nævner.

Men hvis du er i tvivl om hvad der er i Libertære Socialister og Enhedslistens ideologier kan du jo begynde med at læse Syndikalistisk 1 majs politiske grundlag: http://modkraft.dk/artikel/afskaf-kapitalismen-og-demokratiser-økonomien .

Efterfølgende kan du sammenligne med kalenderopslaget for Socialistisk 1 maj (jeg kan ikke finde et politisk grundlag for demonstrationen) http://modkraft.dk/kalenderopslag/socialistisk-1-maj-på-blågårds-plads .

Den grundlæggende forskel mellem LS og Enhedslisten er vel bl.a. ideologi, vision for det ideele samfund, strategier og, sidst men ikke mindst, taktik.

Sig endelig til hvis jeg skal konkretisere hvad forskellen mellem en pro-revolutionær, libertær socialistisk føderation der arbejder med direkte aktion og et reformistisk, socialdemokratisk parti uden andre middler end parlamentarismen er.

Erik: Hvis jeg igen og igen kan tolke dit indlæg til den absolutte modsats af dine hensigter burde du måske skrive lidt mere tydeligt?

Du siger at det er ansvarligt at reagere på fornemmelser. Det kan jeg ikke være dediceret uenig i - men jeg mener at man også har et forbandet ansvar overfor sine kammerater at finde fakta frem der underbygger éns teser, eller i hvert fald præstere et resonement, inden man lancerer en masse påstande.

Det er ikke svært at modbevise dine fornemmelser eller følelser - det er helt umuligt. Præcis på den samme måde som du aldrig nogensinde kan bevise modsatsen hvis jeg siger at jeg opfatter sort som en lys farve.
Derfor er dine fornemmelser og følelser også ligegyldige i en diskussion, hvis du insisterer på at du ikke har nogen som helst form for pligt at præsentere argumenter for dine påstand, i form af fakta og eller resonement.Og derfor synes jeg også at din måde at "debatere" på er dediceret ukammeratlig.

For at svare på dit spørgsmål: Hvis du fornemmer en dårlig tone mellem nogle aktivister skal du - hvis du har lyst til at hjælpe - forhøre dig om de faktiske forhold. Hvis der viser sig at der er en konflikt kunne du tilbyde dig at mægle, hvis du tror at du er i stand til det.
Hvad du i hvert fald ikke skal gøre - men som du valgt at gøre - er at sprede rygter om splittelse og konflikt, udefra din hysteriske mavefornemmelse. Så kan du i hvert fald være sikker på at der ikke er nogen der gider høre på dig til næste gang.

Jeg kommer ikke til at "dokumentere" at du tager fejl, eller på nogen anden måde prøve at modbevise dig yderligere. Det grunder sig i det simple faktum at du ikke har nogen ret at kræve en forklaring fra hverken LS eller AF1M. Hvem fanden tror du egentlig at du er? En eller anden form for overrevisor for det autonome miljø, som kan kræve beretninger ved ethvert givet øjeblik? Ja Erik - dit egocentriske udgangspunkt gør mig vred!

"Hvem fanden tror du egentlig at du er? En eller anden form for overrevisor for det autonome miljø, som kan kræve beretninger ved ethvert givet øjeblik? Ja Erik - dit egocentriske udgangspunkt gør mig vred!"

SÅ STOPPER DU KRAFTEDME!!

Den tone hører ingen steder hjemme og skræmmer langt flere væk (inkl. mig selv) fra venstreradikal politik end den tiltrækker. Skam dig for at skabe et autoritært og frastødende debatklima på den revolutionære venstrefløj uden at tænke over konsekvenserne!

gu laver jeg ikke sjov - jeg gider ikke spilde andre folks tid

men det jeg spørger om, som ingen åbenbart vil svare på, er hvori de konkrete politiske krav adskiller sig.

Og med hensyn til langsigtede idealer -så er I måske af den opfattelse, at de skal skille os ad i det praktiske politiske arbejde- det er jeg ikke. Og jeg er ikke så sikker på at det langsigtede er så forkellige - hvorfor skulle de være det ?

derfor mine spørgsmål

 

Jeg har allerede nævnt Ekrems Sahins død i et dansk fængsel, som et eksempel på klar overensstemmelse- jeg lavede blog på blog om det, Line Barfod stillede spørgsmål i folketinget og bl.a Erik arrangerede en flot demo.

Hvad for jeg til at tro at et så godt samarbejde, ikke skulle kunne lade sig gøre i andre sager ?

Iøvrigt har jeg en gang holdt oplæg hos Libertære Socialister i Århus om queerpolitik.

Anarco larsen - du tror åbenbart, at du tager dig godt ud når du skriver belærende. men det virker bare opppustet.

Iøvrigt gavner det ikke, at påstå at Enhedslisten skulle være et socialdemokrakisk parlamentarisk parti, når du lige så godt som mig ved, hvor stor en rolle folk fra Enhedslisten spillede i Kirkeasyl. 

Men, ja, der er en forskel i taktikken - såsom ved demoen i Århus for nylig. 

 

men jeg venter fortsat på at få at vide, hvori forskellen består i politik her og nu, ifht folk liv - racismen, nedskæringer, islamo-homo-transfobi, kæmpeprofitter og bankerne osv

 

 

Men hvis der er ikke er nogen forskelle hvorfor gik du så ikke med os? Gider du ikke samarbejde med os eller hvad?

Jeg mener der er store forskelle, men jeg er ikke så sikker på jeg har lyst til at fremlægge mine opfattelser af dem for dig under denne blog som handler om noget helt andet og jeg forstår heller ikke rigtigt hvorfor du mener det er så tvingende nødvendigt for os, at retfærdiggøre, at vi ikke gik med Enhedslisten?

Du kunne starte med at spørge folk i Enhedslisten hvorfor de ikke gik med os? Hvorfor skulle vi være uinteresserede i samarbejde fordi vi laver vores eget arrangment?

NB: Udover det så er jeg ret sikker på at hvis du satte dig lidt ind i LS' vedtagne platform m.m. så ville du finde ud af at vi ikke er taktisk enige heller. Det drejer sig ikke bare om forskellige utopier.

Nå -ja, nu der her er lavet en blog om, hvorfor to grupper på venstrefløjen ikke bare går sammen 1 maj - prøvede jeg bare på, at udvide debatten med spørgsmålet om, hvorfor man ikke går sammen endnu bredere ...

Selv bor jeg i århus, og der har vi lykkeligvis i mange mange år været i den situation at 1 maj laves i fællesskab med fagforeningerne som dem der inviterer.

 

Af en for mig ubegribelig grund, lader det sig ikke gøre i KBH- og her er jeg lige så utilfreds med at Enhedslisten der ikke søger at skabe aktionsenhed.

 

men ok- hvis hver for sig vil dyrke deres særinteresser..så er det jo nok osse den bedste måde, for alvor at få noget til at ske....

Elizabeth Japsen:
Tja. Jeg har ikke noget imod Enhedslisten og har også gået med i deres Rød første maj et år hvor det eneste alternativ var for meget livstil og for lidt politik. Du har ret i at splittelsen er et mega forkælet københavnerfænomen. I provinsen er de fleste aktivister glade bare der sker noget overhovedet og de er ikke på nogen måde dårligere aktivister end os. Måske de mange demoer er en god ting fordi de betyder at de hver især kan appellere til nogen der ellers ikke villet have været på gaden. Men det kan også være at de tvinger folk til at vælge. Folk der egentlig ville have det fint med at lave noget allesammen. Sandheden er at de nok gør begge dele.


Jeg har altid været en brobygger og var rigtig nok med til at arrangere demonstration i anledning af Ekrem Sahins død. Kan sagtens arbejde sammen med enhedslisten om en masse ting. Lige første maj bliver det vist et problem fordi selvsamme Line Barfoed (der normalt er meget sej) forsøger at lægge så meget afstand som muligt til Antifascistisk Aktion (AFA) så dem kan enhedslisten nok ikke holde første maj med. Omvendt vil Syndikalistisk og Antifascistisk første maj nok prioritere aktivister der stemmer blankt over enhedslistemedlemmer i deres demonstration.

Realpolitisk tror jeg sagtens at enhedslistens Rød Første maj AF1M og S1M kunne gå sammen. For de 98% af danmark der ikke er aktive i enhedslisten og ikke kender til aktivistbevægelsen vil de to demonstrationers politik nogenlunde handle om at tage fra de rigeste og give til os allesammen.

Forskellen er primært hvordan man strategisk kommunikerer sine budskaber ud. Syndikalistisk handler om den faglige vinkel (har pinligt nok ikke læst grundlaget endnu. Det er langt). Antifascistisk handler om en lyrisk ideologi og fed ungdomskultur. Rød handler om at kommunikere mere traditionelt socialistisk og semi-parlamentarisk. Tror de forskellige måder at 'sælge' sin første maj allesammen har styrker og svagheder.

Anyways Elizabeth. Vi er nok begge to nogen der hellere vil kæmpe for døde fangers retfærdighed end at toppes over langsigtet ideologi og hvilken farve ens demo har i dag.

Oscar: Jeg kan jo se på facebook at folk fra de forskellige initiativer ikke er helt enige om alt i hvert fald. Der er altså NOGET jeg har ret i selvom det sikkert ikke er alt (hvad jeg også indrømmer i selve indlæget). Så kan du stirre dig blind på mine metoder og retorik. Det ændrer stadig ikke ved at der helt sikkert er både sandhed og fejl i det.

The bottom line er at hvis jeg gør en potentiel konflikt synlig for alle er der en mindre chance for, at den får lov at ulme sig større i stilhed bag kulisserne. I værste fald bliver syndikalisterne og antifascisterne enige om at jeg er en 'ukkammeratlig' klovn der tager fejl. Det er en pris jeg gerne betaler for at undgå potentiel splittelse mellem mine kammerater.

@Erik - tak for et seriøst svar:)

jeg så 10 gange hellere en kæmpe fælles 1 maj demo- med fælles minimumsgrundlad- frem for denne udstilling af uenigheder og pudsen af egne fjer.

Det er ligegyldigt om det er syndikalisterne eller Enhedslisten- yderst uklogt...

De andre svar gik åbenlyst mest ud på, at markere, at de ihvertfald synes, at de selv var meget sejere - og det er jo dejligt for en selv, at kunne leve i den overbevisning - men i kampen mod fascisme osv er den holdning ikke konstruktiv.

Jeg er rigtig glad for at dette blogindlæg er blevet skrevet, da jeg lidt fra sidelinjen i længere tid har siddet og undret mig over udviklingen på den venstreradikale fløj, som jeg vel egentlig rent ideologisk stadig tilhører, men som med LS fremkomst har vækket min stigende undren. Uden at være for kryptisk, tror jeg ikke, at LS kommer til at vokse meget mere... Jeg synes, at der er nogle skarpe pointer i indlægget, fx omkring LS selviscenesættelse, hvor bannerne nærmest bruges som skjold, fremfor at signalere åbenhed overfor dem, der måtte have lyst til at gå med i demoen.

Min mening kan man måske være lidt ligeglad med i denne kontekst - jeg er ikke en betydningsfuld person på venstrefløjen, men blot medlæser her. Men der er lige et sted, hvor jeg mener Erik tager fejl i sin analyse. Der er rigtig meget fokus på PR, reklame, emballage, hvordan budskabet sælges rent kommunikativt. Og at det så skulle være forskellen og årsagen til, at demoerne ikke går sammen. Jeg tror ikke på, at reklame og indpakning er årsagen, men tværtimod at der er historiske årsager til, at demoerne ikke går sammen.

I 90'erne gik den anarkistiske demo heller ikke med de røde demoer. Og dengang var markedsføringsbegreber og troen på indpakningens store betydning altså slet ikke fremme i billedet på venstrefløjen, som det (desværre) gælder er i dag. Dengang (og efter min mening også i dag) handlede adskillelsen om aktionsformer. Den velorganiserede og lovlydige røde fløj ville ikke gå sammen med folk, der aktionerede til demoerne. Så simpelt er det. Det handler altså mere om holdninger, der svarer til Barfods holdning i dag, end det handler om kultur og visuelt udtryk.

"Jeg er rigtig glad for at dette blogindlæg er blevet skrevet, da jeg lidt fra sidelinjen i længere tid har siddet og undret mig over udviklingen på den venstreradikale fløj, som jeg vel egentlig rent ideologisk stadig tilhører, men som med LS fremkomst har vækket min stigende undren. Uden at være for kryptisk, tror jeg ikke, at LS kommer til at vokse meget mere..."


Så glæder jeg mig til gengæld til, at opleve dig når du så er kryptisk... 

Vibeke: Tak for din feedback, selv om jeg synes den er ret kryptisk og svær at forstå.

Det undrer mig specielt at du skriver "hvor bannerne nærmest bruges som skjold"; jeg tror aldrig før jeg har set en venstreradikal demonstration i Kbh hvor frontbanneren har set så venlig og glad ud. På næsten alle billeder jeg kan finde af frontbanneret smiler dem der bærer det, og der er ingen der har maskering e.l. Jeg har ellers set de første 20-30 venstreradikale demonstrationer i Kbh hvor frontbanneren ligner at den er på vej ud i krig....

Jeg vil lige spørge dig - var du til demonstrationen, eller er dit indtryk udelukkende grundet på billeder, reportage, m.v.? Stemningen til demonstrationen var nemlig rigtig rar.

Elizabeth Japsen: Det er nærmest hysterisk morsomt at skulle høre at man lyder belærende og oppustet fra netop dig af alle mennesker :D! Ja, jeg holder ikke en særligt rar tone i mit svar til dig - men forventer du dig at man skal tale pænt til dig efter dit blogindlæg om begivenhederne i Århus? For så kræver du godt nok mere tålmodighed fra andre end du selv fremviser.

Men for at svare på selve substancen i dine spørgsmål:

Jeg mener ikke at 1 maj nødvendigvis skal dreje sig kun om praktiske og direkte krav. For mig var en vigtig grund til at arrangere S1M at udbrede kendskaben til syndikalisme og libertær socialisme.

Nogen af de krav som vi fremførte og som Enhedslistens demonstration manglede var f.eks. kravet om at stoppe klimaødelæggelsen her og nu gennem strejker og direkte aktion, samt demokratisering af arbejdspladser.

Jeg er selvfølgelig ikke afvisende overfor at samarbejde med f.eks. Enhedslisten omkring enkeltsager hvor vi er enige. Men der er ikke noget galt i at løfte hovedet fra realpolitiken et øjeblik, og få den ideologiske debat på banen igen.

Derudover snyder du dig selv hvis du tror at vi vil nøjagtig det samme, bare fordi at vi begge to kalder os f.eks. antikapitalister, antifascister, socialister, m.v.

Enhedslisten er for staten. Libertære Socialister vil afskaffe staten, og erstatte den med direkte demokrati. Ideologisk og langsigtet siger du måske, men LS arbejder også præfigurativt, hvilket betyder at vores principper ikke kun er noget vi løfter frem fra boghylden og støver af en gang imellem - de er noget der genspejles i alt hvad vi laver, fra organisationens struktur (direkte demokratisk) til vores aktioner - direkte aktion.

Derfor vil vi ikke lave politik der drejer sig om bede politikerne eller staten om at gøre det ene eller det andet på vores vegne - vi vil opbygge en direkte modmagt, og udfordre overklassens magt. Igen synes du måske at det lyder abstrakt og højtflyvende, men det er meget simpelt:

Hvor Enhedslisten vil komme med valgløfter om billigere billetter danner vi Planka, for at sikre gratis kollektivtrafik gennem kollektiv direkte aktion.

Hvor Enhedslisten kun vil tage afstand mod fascisternes holdninger og meninger, og ringe til politiet hvis der bliver ballade, ser vi til at være i stand at direkte beskytte os mod fascisternes vold. For en bevægelse der virkelig er revolutionær vil ikke stole på statsmagtens beskyttelse for sin overlevelse.

Jeg håber at det gør mit perspektiv på forskellen mellem Ø og LS klarere.

Jeg mener bannere langs siden af demonstrationen. Mere kryptisk er det såmænd ikke. Selviscenesættelse, som er eksklusiv fremfor inklusiv. I er ikke de eneste, der gør det, men I gør det grundigt!

Men lad os se, om I kommer til at vokse. Jeg tror det ikke. I kan være villige til at tage den lillebitte smule kritik på jer, som kommer fx her i tråden - og se om det kan gøre en positiv forskel for jeres projekt at lytte. Eller I kan tromle, retorisk udgrænse og opdele figurativt, som I gør her. Og se om det kommer til at gøre en positiv forskel for jeres projekt. Kritikken er meget meget mild, hvis I læser efter. Kan I ikke tåle de små prik?

Spændende debat, uanset hvad.

Personligt kan jeg godt tåle 'små prik', men jeg synes ikke de er særligt effektive til at kommunikere hvad det er du mener vi gør galt?

Hvis du hentyder til at der er var bannere på ca. 2 meter fra frontbanneret og ned langs demonstrationen så forstår jeg endnu mindre. Jeg er bekendt med at 'sort blok' kan have noget lignende, men det er vel mere en association du personligt får end det er noget du kan konkludere endegyldigt på.

Anyway hvis der ikke er mere substans i din kritik udover 'de små prik', så ved jeg ikke lige hvad jeg skal stille op?

@Elizabeth

Sjovt, at du den ene dag vil du holde os småborgerlige individualister ude af demonstrationen, den anden - der vil du absorbere os...

Jeg kan rigtig godt lide Elizabeths arbejde og meningstilkendegivelser når de ikke handler om militante antifascter. Kan vi prøve at holde dem udenfor debatten her? Det er muligt at mene noget fornuftigt om et emne og noget ufornuftigt om et andet. Derfor er mest konstruktivt at diskutere emnerne et ad gangen.

Er det mig, eller er debatten ved at køre lidt af sporet?

Jeg er personligt ret glad for at Vibeke bemærker en af vores primære styrker i LS og Syndikalistisk: At vi ikke går på kompromis med det politiske indhold, og er stolte af at socialdemokraterne i Ø og højre om ikke gider kende til os, fordi vi aktionerer og har en konkret, revolutionær socialistisk dagsorden.

At vi så ses som lukkede, selviscenesættende mennesker der bruger vores udtryk som et skjold, er selvfølgeligt ærgeligt, men jeg foretrak personligt vores "farlige" ædru, stridbare stil, med kampråb fra ende til anden - og det var en lang rute!

Hvad angår Eriks indlæg, så må jeg igen stå på at splittelse mest er en ting der eksisterer, og bliver større, hvis man insisterer på det er tilfældet. Der er en række årsager til at der ikke er en fælles venstreradikal demo, og jeg er nu ret sikker på at vi kommer til at udvikle samarbejdet kammerater imellem i det kommende år, specielt hvis kommunikationen med de andre arrangører kan forbedres.

Love,
Matias.

Annonce