QueerKraftVenstrefløjens politik og praksis ud fra queerperspektiver, -identiteter og -praksisser
Homoægteskaber
20. marts 2012 - 18:58

Et tilbud du ikke kan sige nej til

Folketinget har førstegangsbehandlet regeringens lovforslag, der ifølge statsministeren og ligestillingsministeren allerede til sommer vil gøre det muligt for personer af samme køn at indgå ægteskab i Folkekirken og på rådhuset. Er det et tilbud, du ikke kan sige nej til? Eller fører det til en yderlige marginalisering af andre familieformer end kernefamilien?

KOMMENTAR: Lovforslaget om et kønsneutralt ægteskab er under behandling i folketinget. Regeringen ønsker at gøre ægteskabet kønsneutralt og fjerne forbuddet mod kirkelig vielse af par af samme køn, så homoseksuelle kan blive viet på lige fod med heteroseksuelle.

Udover at lovforslaget vil udvide homoseksuelles ret til kirkelig vielse, fjerner den også det tilknytningskrav, som var en del af loven om registreret partnerskab. Tilknytningskravet har tidligere betydet, at mindst den ene af parterne skulle være dansk statsborger og bosiddende i Danmark for at parret kunne indgå partnerskab i Danmark, men når partnerskabsloven erstattes af den nye lovgivning om kønsneutralt ægteskab falder denne bestemmelse bort.

Inden for den danske LGBT bevægelse er der glæde. Formanden for Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, Vivi Jelstrup, har proklameret, at diskussionen om et kønsneutralt ægteskab er den vigtigste sag for organisationen lige nu.

Kampen for lige borgerlige rettigheder har historisk været en måde for forskellige grupper at vinde anerkendelse og indflydelse i samfundet. Men kampen for statens anerkendelse kan også ses som et disciplinerende værktøj, som regulerer opførslen hos dem, der allerede har, eller gør sig håb om at opnå ligeberettigelse.

Staten bliver styrket i sin ret til at definere, hvilke monogame parforholdskonstellationer, der er okay i dagens Danmark, og kernefamilien bliver fortsat den familieform, der trumfer alle andre, når talen falder på barnets bedste.

Rammerne gøres bredere

Der er dog mange positive sider ved, at lovgivningen ændres, så ægteskabet gøres kønsneutralt. Rammerne for, hvad et ægteskab kan være, gøres bredere, når flere personer og seksualiteter inkluderes, og det synliggør forskelligheden i, hvem rette ægtefolk kan være. En anerkendelse af homoseksuelles ret til ægteskab på lige vilkår med heteroseksuelle kan muligvis også bruges som argument i debatten om homoseksuelles reproduktive rettigheder.

At ønske ægteskab og at blive gift i kirken er at agere indenfor kulturelt forståelige termer af, hvad det vil sige at indgå i et voksent partnerskab. Hvis man er ugift og homoseksuel kan ens seksualitet til tider blive forstået som problematisk og i modsætning til samfundets normer, men gennem ægteskabet bliver man lettere forståelig, hvilket kan være en fordel, hvis man indgår i en debat i offentlige medier eller i private diskussioner.

Men ægteskabet kan samtidig styrke en snæver monogam parforholdsnorm og opfattelsen af, at seksualitet er en permanent størrelse, som kan defineres på papiret. Uanset om staten og kirken vil det eller ej, eksisterer regnbuefamilier og ikke-monogame forhold i virkeligheden, og de udfordrer normerne omkring ægteskabet og den traditionelle kernefamilie.

Hvis vi ser regeringens lovforslag i dette lys, ser det anderledes ud. Når rammerne for den gode familie bliver en smule mere elastiske med den kommende lovgivning, er det måske samtidig med til at sikre, at formerne ikke sprænges helt.

Det kan lige gå, at ægteskabslovgivningen gøres tilgængelig for par af samme køn, hvis de på alle andre måder lever som en heteroseksuel kernefamilie, men stat og lovgivning giver stadig ikke rettigheder til intime relationer, der ligger for langt væk fra den model, der nu inkluderer såvel den homo- som den heteroseksuelle tosomhedsidyl.

Alternative familieformer gøres mere utænkelige

Ægteskabet mellem to mennesker fortsætter altså med at være forudsætningen og den naturlige ramme for at få børn og skabe familie. Alternative familieformer bliver dermed lidt mere utænkelige. Vi hæmmes i at tænke fantasifuldt over, hvilke familieformer der er mulige at skabe, hvis vi binder os selv op på at tænke ægteskabet som vejen til at få rettigheder som individer.

Hvis homoægteskaber bliver en vej til at få reproduktive rettigheder, styrker vi samtidig tanken om, at barnets tarv bedst varetages indenfor kernefamilien. Risikoen er, at alternative familieformer får en endnu mere marginaliseret rolle og mistænkeliggøres yderligere, for eksempel som velegnede til at opfostre børn i.

Dette stiller os i et paradoks. Kampen om lige rettigheder uanset køn eller seksualiteter er svær at være imod, og de rettigheder, vi får som individer, kan meget vel være en hjælp for den enkelte, når man vil skabe familie i Danmark anno 2012. Men når man kæmper for inklusion gennem for eksempel kirkelig vielse, er det samtidig en accept af, at staten og kirken skal blåstemple intime sociale relationer.

Kampen for lige rettigheder er altså også en kamp, der styrker de institutioner, vi kræver adgang til. Uanset hvem, der får adgang til ægteskabet, er det i sig selv en fastholdelse af, at staten og kirken har ret til at definere hvilke seksualiteter og relations- og familieformer, der er legitime.

I stedet for at gøre kampen for ægteskabet til den vigtigste kamp for LGBT-personer kan vi sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor staten skal give sin offentlige anerkendelse af intime relationer og spørge, hvilke konsekvenser ægteskabet har for hvilke liv, vi forestiller os er mulige at leve.

Foto: Den glidende kop

Redaktion: 

Kommentarer

Her kan man læse/høre, hvorfor jeg er imod homoægteskaber. Hvis man synes, det er spændende.

Knus og kram

Lille Mads

Der er mange gode pointer at læse her, men helt umiddelbart synes jeg nu, at der er en helt anden principiel problematik, som trænger sig på: Er det OK, at staten blander sig i, hvordan et trossamfund skal forholde sig i et bestemt formål?

Vi står efter min mening over for en sag, som burde reaktualisere det selvfølgelige krav om en adskillelse af stat og kirke.

Ægteskab er en juridisk konstruktion og er derfor ikke et religiøst anliggende. Hvis folk vil have en religiøs velsignelse med på vejen, så må de klare det med deres kirke, moske, synagoge etc.

Og det er vel også et eklatant brud med trosfriheden, at staten skal blande sig i, hvordan de kristne skal fortolke deres religiøse skrifter.

Og jeg gad i øvrigt nok vide, hvordan alternative samlivsformer skal få juraens blå stempel, hvis vi skal turen rundt om biskopperne først.

 

.

 

 

 

Indgåelse af ægteskab skal ud af kirkerne og andre religiøse foretagender... det er i første omgang et spørgsmål om jura og forsørgelse af partneren - og det uanset parrets sammensætning!

I andre lande, herunder UK, er der ikke vielse i kirken; kun velsignelse eller "korfimering" af det allerede indgåede ægteskab.
Kirkerne vil miste magt, hvilket den vil brokke sig over, men hvis de religiøse instansers magt stækkes, kan det være et skridt på vejen imod større demokratisering og lige/sidestilling af alle individer.

Med hensyn til regnbuefamilier, så handler det vel om, hvor børnene bor? Og bor der flere voksne sammen, end de to, der er normen, må vi have opdraget myndighederne til at fatte, at vi er post-1968... 
Om børnene bor sammen med flere forældre, burde det ikke være et problem, men når der komme tre eller fire parter ind på samme bopæl, så kan systemet ikke forholde sig hertil.
Så er det trods alt nemmere, når der er tale om skilsmissebørn, hvor både mor og far finder nye partnere og flytter fra hinanden (hvilket jeg kender fra egen barndom...)
For et system, der bygger på kernefamilie eller i bedste fald på delebørn mellem to kernefamilier, er det svært at kapere, for her kommer guds ord jo ind i billedet. Kirkens moraliseren - den burde kunne undgås ved at stække kirken, fjerne dens registringer af fødsler osv. ligesom den rets til juridisk at smede hymens bånd også burde være et rent verdsligt spørgsmål.

Problemstillingen kendes fra nogle af ungdomsoprørets kollektiver, hvilket nok var med til at underbygge myterne om promiskuitet og sexorgier blandt kollektivisterne. Alt dette kan de fleste trække på smilebåndene af idag - mon ikke også folk lærer, at det er OK at far er bøsse og mor har en kvindelig kæreste? For det burde jo være folks egen sag - det er jo ikke noget, der gør skade på børnene... de lærer nok et og andet om tolerance - hvilket ellers er en mangelvare i DK post-VOK!

Det interessante spørgsmål er ikke om vi hæmmes i vores muligheder for at tænke kreativt, når vi skal udforme vores liv. Istedet synes jeg hellere man burde stille spørgsmålet, om denne kreativitet overhovedet gavner os?

Det er svært ikke at fremhæve det par, der for tiden får en del opmærksomhed i medierne. Her taler vi om en 18 årig pige og en 40 årig mand, der er særdeles aktive i swingermiljøet - deres gang bang og øvrige aktiviteter bliver naturligvis markedsført via deres personlige hjemmeside. Om lige netop denne 18 årige pige formår, at kombinere et ekstremt og kontroversielt sexliv med det mentale og seksuelle udviklingsniveau 18 årige piger rent fysiologisk og mentalt befinder sig på, så hun generelt kun får noget godt ud af hendes valg. Det kan vi naturligvis ikke rigtigt udtale os om. Men vi kan dog tage afsæt i parrets beretning og kigge på tingene generelt. Her danner der sig efterhånden et rigtigt kedeligt billede. I følge UNG 2006 har en stor del af unge mellem 15 og 24 dyrket sex, selvom de faktisk ikke havde lyst - ca. halvdelen af kvinderne og en trediedel af mændene har i følge undersøgelsen stået i den situation. I 2008 viste tal fra Socialministeriet, at ca. 25% af unge mænd mellem 15 og 19 år overvejede, at købe sex. En anden statistik viser i øvrigt, at næsten en fjerdedel af de danske mænd aldrig får børn. Disse mænd befinder sig i øvrigt på kanten af eller helt uden for arbejdsmarkedet og er derudover statistisk beskrevet ved et dårligt socialt netværk. For kvinder er antallet af barnløse markant lavere og her spiller socio-økonomiske parametre faktisk omvendt ind - de barnløse kvinder vælger ganske enkelt selv, at forblive barnløse og dårlig økonomi og/eller øvrig social klasse udgør ingen hindring i forhold til mulighederne for at få børn.

Det synes jeg personligt er meget skræmmende tal og jeg synes de taler sig eget tydelige sprog om prisen ved alt den "frigjorthed". At vi ikke er bundet, i lige så høj grad som vores forældre, af sociale og samfundsmæssige forventninger til hvordan vi lever vores liv og med hvem, er naturligvis ikke nogen dårlig ting. Men jeg synes alligevel vores måde at forvalte denne frihed fører nogle rigtigt uheldige konsekvenser med os. Konsekvenser vi bør forholde os til og konsekvenser vi bør tage med i overvejelserne, inden vi lemminge-agtigt ønsker os endnu mere frigjorthed.

Hvis det kønsneutrale ægteskab disciplinerer de queere og udgrænsende dem, der ikke passer til de borgerlige normer, så må vi vel konkludere, at de borgerlige partier i al almindelighed og DF i særdeleshed er de queeres sande venner siden de kæmper så desperat mod det kønsneutrale ægteskab? Eller måske de borgerlige og de queere begge ønsker at opretholde den samfundsmæssige marginalisering af homoseksuelle?