Velkommen til Borgen

Hvordan er det så? Er det ligesom du havde forestillet dig? Og er Lars Barfoed så lav i virkeligheden? Det er nok de spørgsmål jeg er blevet stillet flest gange siden den 15. september 2011. Og det eneste af spørgsmålene jeg kan svare præcist på er, at Lars Barfoed ikke er særlig høj.

Det er sjovt. Nogen gange føles valgnatten uendelig langt væk. Andre gange kan jeg stadig smage den ene fadøl jeg fik drukket til valgfesten. Men det er vel sådan det er, når der sker store forandringer.

At sidde i folketinget og lige pludselig være med bag de tykke murer og det stigende forventningspres – det er noget af en forandring for mig i hvert fald. Efter en god valgfest torsdag aften var det op til gruppemøde dagen efter, også var vi i gang – ny regering, nyt liv!

Med et var det farvel til studiet på statskundskab og Nørrebros sødeste unger og dygtigste kollegaer i Murergårdens integrerede daginstitution, for det hele skete på en nat. Da jeg vågnede fredag d. 16. Var det direkte ind på Christiansborg, og så i gang med gruppemøde, interviews og alt mulig andet. Det er faktisk ret svært at sætte ord på hvad der egentlig sker oppe i knolden på en, når man lige pludselig står der med et kæmpe ansvar og ens hjerte hamrer tre gange så hurtigt hver gang man har talt med nogen, fordi man på en og samme tid er stolt og skræmt.

Stolt fordi det lykkedes at vælte den borgerlige regering, fordi Enhedslisten tredoblede mandattallet og fordi de fantastisk mange mennesker der deltog i valgkampen, gav mig troen på at det kan lade sig gøre at forandre Danmark. Og det er altså meget underligt at være så glad og stolt, samtidig med at jeg er skræmt på sådan en måde, hvor man ikke aner hvad der venter en og man ikke aner om man kan klare det der kommer – hvad det så end måtte være. Det eneste man ved er, at man lige pludselig står med et stort ansvar.

Men hej nye politikerliv – det er i øvrigt en anden ting der er underligt. Jeg ser ikke mig selv som politiker og kommer nok aldrig til det. Det lyder underligt, men hver gang jeg er ude og besøge en skole eller en fagforening og der er nogen der snakker om ”politikeren” går der altid lidt tid før det går op for mig, at det er mig de snakker om. Det er nok et spørgsmål om, at jeg altid har opfattet politikere som glatte, kedelige og løgnagtige og det vil man nødig forbinde med sig selv. Et billede som jeg i øvrigt tror mange andre danskere deler, og et billede som jeg da håber vi kan få gjort op med.

 Lige nu er det godt nok lidt svært at huske hvorfor det var så vigtigt med en ny regering. Men når jeg tænker tilbage på de første måneder hvor vi forhandlede finanslov, kan jeg alligevel ikke lade være med at smile. Det er en helt ubeskrivelig følelse, at være med til at realisere nogle af de ting man har kæmpet for på gaden. Og som jo kun kan realiseres fordi der har været store demonstrationer. Jeg tænker selvfølgelig på de 500 millioner til at forbedre kvaliteten i vores daginstitutioner, på de forringelser af skolepraktikanternes lønninger der blev trukket tilbage og ikke mindst loftet på klassestørrelsen.

I hele min gymnasietid kæmpede jeg for at få et loft på klassestørrelsen, og lige om lidt skal vi stemme det igennem på Christiansborg – det er sgu vildt! Og så var det jo rigtigt sjovt at blive placeret ved siden af Bertel Haarder til en konference, så jeg lige kunne sige tak for kampen til ham. Han var nemlig undervisningsminister da jeg var formand for DGS.  

Lige efter valget, i finanslovsforhandlingerne og på folketingets åbningsdag, var det tydeligt at vi nu havde fået en regering som vil en anden vej end den gamle. Og her må jeg altså krybe til korset og indrømme, at det var en stor dag at stå i folketingssalen og hører landets første kvindelige statsminister holde åbningstalen – ligesom at det var stort og vigtigt at lave finanslov. 

Jeg synes det er meget mærkeligt at have knoklet så hårdt for at få en ny regering, og at man så alligevel er så træt af den i dag – på den anden side havde alternativer været værre.

Det er som om euforien har lagt sig, og det virker jo nogen dage som om regeringspartierne har glemt hvad det var de gik til valg på. 

Nogen dage er jeg fuld af gejst og troen på at det kan lade sig gøre at lave samfundet om, nogen dage har jeg virkelig optur over at sidde i folketinget og være med til at lave små forbedringer – andre dage, forstår jeg ikke rigtig hvad jeg laver på Christiansborg.