KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
18. februar 2012 - 10:59

Fredelig løsning i Syrien er nødvendig

[Kommentar:] FN måtte i sidste uge kapitulere i forsøget på at stramme linjen over for præsident Assad og hans myrderier på befolkningen. Kina og Rusland nedlagde veto i Sikkerhedsrådet mod en hårdere linje fra FNs side.

Nu prøver en række lande at tage et initiativ udenom FN, heriblandt Danmark. Syriens Venner vil prøve at finde de nødvendige svar på krisen i landet.

Syrerne har i sandhed brug for venner. Med regeringens voldelige undertrykkelse og mere end 6.000 døde er der brug for en indsats. Der skal skabes en våbenhvile, og en fredelig løsning skal findes i landet.

Derfor er det ikke ligegyldigt hvilke midler, Syriens Venner vil tage i brug for at bidrage til en løsning. Hvis initiativet er en forløber for en militær indsats på linje med Libyen-indsatsen, bør det ikke støttes.

EU har i de sidste måneder etableret sanktioner overfor Syrien. Formålet har været at ramme styret og de ledende kræfter i landet. De har bestået af økonomiske sanktioner og sanktioner overfor olieeksporten. Desuden er der etableret en våbenembargo. I første omgang var sanktionerne meget milde og er løbende strammet op. Det er uforståeligt, at sanktionerne ikke fra start blev stramme og effektive.

 

Den arabiske liga opfordrede Assad til at gå af og overdrage magten til sin vicepræsident for at bane vejen for en samlingsregering. Hensigten var at sikre en hurtig mulighed for valg. Opfordringen blev afvist, og ligaens forsøg på en fredsplan er løbet ud i sandet.

24. februar mødes Syriens venner for at lægge en strategi. Der er en overhængende risiko for at vennerne ender med den forudsigelige og en-dimentionelle løsning i form militær magt eller i form af våben til oppositionen. Den er blevet brugt i alt for mange kriser. Det er som om at politikere kun kan tænke i den slags magtmidler og kun lader sig rådgive af militæreksperter.

Det vil være en sprængfarlig løsning i Syrien, både på grund af de indre spændinger og på grund af spændingerne i regionen.

Jeg opfordrer til at Syriens Venner vælger en fredelig og ikke-voldelig strategi.

Stort set hver gang militæret er blevet brugt til at løse internationale kriser, har det skabt nye store problemer.

Stort set hver gang, der har været en krise et sted på kloden, har omverdenen set undrende til og har først for alvor reageret i 11. time, på et tidspunkt hvor de fredelige midler ikke længere var mulige.

Overfor Syrien skal omverdenen etablere effektive økonomiske og politiske sanktioner lukke effektivt af for våben til landet. Det gælder også Ruslands kyniske fortsatte eksport af våben til Assad-styret.

Og så er det på høje tid at bruge den store kapacitet af freds- og konflikteksperter, som arbejder rundt i landene. Det er mennesker, som har stor indsigt i landenes magtforhold og stor indsigt i, hvordan man intervenerer i kriser, forhandler med stridende parter og får en krise nedtrappet i stedet for at optrappe den.

Som regel spørger medierne og politikerne først disse folk om, hvad der kunne være gjort, når løbet er kørt, og en militær indsats har skabt nye problemer.

Hvis Villy Søvndal som leder af EU’s udenrigsministre og deltager i Syriens Venner vil gå nye og ubrugte veje, bør han hurtigst muligt indkalde verdens dygtigste freds- og konfliktforskere til en syrisk fredskonference. De mange ideer, der vil komme ud af en sådan konference skal straks omsættes til handling.

Traditionelt tænkende politikere vil hysterisk indvende, at det vil tage lang tid. Det er rigtigt, men uanset hvilken løsning, Syriens Venner vælger, vil det tage lang tid. Og indtil videre har omverdenen set til i 11 måneder stort set uden at handle. Der er efter min mening intet at tabe og alt at vinde ved at sætte de mest kompetente folk til at skabe en våbenhvile - og på længere sigt en fredsløsning.

Hvis der opnås våbenhvile, kan det blive nødvendigt at indsætte en FN fredsbevarende styrke for at holde parterne fra hinanden, indtil forholdene i landet er stabiliseret. Ja, måske kan en sådan løsning være en meget lang proces. Men når jeg tænker på det tidligere Jugoslavien, Irak, Afghanistan og Libyen, så foretrækker jeg 10 eller 20 år med forhandling og våbenhvile og en fredsbevarende styrke end endnu et ukendt antal års voldelig undertrykkelse og mord.

En ikke-voldelig løsning i Syrien kan blive et nødvendigt brud med årtiers militærstrategiske tankegang. Den vil kunne bringe Villy Søvndal og Danmark tilbage i front på den internationale scene, med vores bedste kendemærke i 40 år, nemlig den bløde sikkerhedspolitik. Den strategi som de sidste 20 »aktivistiske« år har lidt stor overlast.

En ikke-voldelig løsning vil sikre en autoritet, der kan bruges til at kræve reformer af FN og genskabe respekten om den uundværlige internationale organisation.

På længere sigt skal FN reorganiseres, så organisationen igen kan handle overfor kriser. Det forudsætter en ændring af magtforholdet i sikkerhedsrådet, en større regional indsats i FN og en global opbygning af den nødvendige kapacitet indenfor freds- og konfliktløsning.

Gå den vej Villy Søvndal. Det er den slags løsninger, der bør kendetegne Syriens Venner og fremtidens udenrigsministre.

Christian Juhl er folketingsmedlem for Enhedslisten

Læs også Jacques Herch’ artikel »Næste Stop Damaskus?« på Kontradoxa.

Læs også Alfred Langs artikel »Assad-regimets krig mod egen befolkning« på Kontradoxa.

Se også links på Modkraft.dk’s Tidslinje, 15. marts 2011

Redaktion: 

Kommentarer

"Oprøret og råbet om demokrati i Syrien har hidtil været den blodigste del af det arabiske forår."

Godt set. Næste spørgsmål: Hvorfor ?

Nogen vil hævde, at det skyldes, at diktatoren har fået lov til at fortsætte massakren på befolkningen.

Andre vil forklare, at alle historierne om dræbte er opdigtet af imperialisterne og at det bedste, vi kan gøre, er fortsat at appelere til parterne.

Eller måske er virkeligheden, at drabene bliver begået af "oprørere" finansieret af Quatar og CIA.

Modkraft censureres, som var det et medie i Moskva under Stalintiden. Hvad blev der af indlægget "Næste Stop Damaskus?" som er blevet erstattet af ovenstående sniksnak?

Hej Jan De totalt onde Modkraft-stalinister har gemt indlægget »Næste stop Damaskus« på forsiden, lige under dette indlæg. Superstrengt.

@ Jan: Hvis Modkraft.dk var "et medie i Moskva under Stalintiden", var ingen af indlæggene blevet trykt **
og skribenter, der bare havde tænkt på skrive kritiske indlæg, ville du ikke have kunnet læse offentligt ...
og det ville du næppe have turdet, for jeg tro ikke, at du ville have forstået, hvilken tid og hvilket samfund du levede i (Moskva under Stalintiden),
.. men men så du ville næppe have levet der ret længe!

God tekst, Christian. Men jeg er meget skeptisk i forhold til vores tilslutning til initiativet Syriens Venner.

For det første burde selve deltagerkredsen mane til eftertanke. Motivet hos vesten og den arabiske liga er vel ikke alene ønsket om at støtte folkenes ret til selvbestemmelse?

For det andet er det problematisk at by-passe FN-systemet (hvor utilstrækkeligt man end måtte mene det virker) gennem et nyt pro-vestligt FN-alias organ.

For det tredje har Rusland og Kina vel en pointe (selvom det næppe er af idealistiske hensyn) i at der skal være parallelitet i de krav der stilles. Altså at de krav vi stiller Assad regimet og ønsker opfyldt, i sagens natur også må gælde oppositionen – det vigtige er vel de bliver opfyldt!

Sporene fra Libyen burde mane til eftertanke, hvor det der blev solgt som et folkeretsligt forsvar, endte i et forudsigeligt borgerkrigslignende morads, med undertrykkelse af menneskerettighederne til følge (igen med vores stiltiende accept, som under Ghadaffi).

Det er i min optik, den samme gamle historie om al for sen indgriben. Først når undertrykkelsen ikke længere kan kontrolleres og er blevet til en voldelig konflikt, fatter vi reel interesse for den. Når den er eskaleret bruger vi det eneste svar vi kender: ”Send the marines”

Så langt tror jeg også vi er enige – det er det jeg læser af din tekst. Men ved at støtte – foreløbigt – Syriens Venner initiativet, er vi med til at nedlægge spor der fører i en forkert retning. Det ser jeg ingen grund til.

Men de fortsatte alternativer du ridser op, og som jeg er enig i, hvorfor skal de ikke afprøves gennem FN? Hvorfor skal vi ikke forsøge at komme de russiske indvendinger i møde - i fald vi mener de har relevans? Kunne vi så i øvrigt ikke også sørge for at Syriens Venner også blev venner med Bahrain? Godt vi snart i Enhl. skal ha´ konference om FN - der er mange perspektiver at belyse!

Der er ikke behov for konspirationsteorier, men et massivt pres for en løsning i Syrien. Jeg er glad for, at SF og Enhedslisten (heldigvis m. fl.) tilsyneladende følger samme spor.

Christians redegørelse og advarsel mod "revolver aktioner" er en afballanceret og rigtig opfordr9ing. kh Arne Mikkelsen Formand for SFs byrådsgruppe Odsherred.

Da det foregående indlæg af Jacques Herch meget usædvanligt blev flyttet ned i rækken efter kun to dage vil jeg gentage min kommentar her.Også i håb om endelig at få et svar fra enhedslisten på hvorfor man har dobbeltstandarter for hvilke oprørsbevægelser man støtter . Der findes ikke nogle nemme svar på spørgsmålet om hvad der er rigtigt at gøre for venstrefløjen i forhold til omvæltningerne i mellemøsten. Men jeg synes det er skræmmende at se i hvor høj grad venstrefløjen har underlagt sig den imperialistiske dagsorden. Når man kunne støtte angrebet på Libyen, og nu en tilsvarende koalition mod Syrien har man jo klart signaleret at det er nødvendigt at bruge våben i kampen om den politiske magt. Det pakker man så ind i smuk tale om solidaritet og humanitær indsats når det gælder konflikter de steder hvor det også passer ind i den imperialistiske dagsorden at omstyrte diktatorer. Men hvis det gælder støtte til befrielsesbevægelser som FARC og PFLP i Colombia og Palæstina som kæmper i lande med mindst lige så meget undertrykkelse,men hvor den imperialistiske dagsorden er øget støtte til de undertrykkende regimer, så lyder der helt andre toner, her skal man sandelig ikke have blod på fingerne og lægger derfor afstand til disse gruppers ret til at gøre oprør. Det er for mig kynisme og en helt horribel mangel på politisk mod til at fortælle folk om hvad det virkelig handler om, nemlig at de vestlige regeringslederes bekymring for overgreb på civilbefolkningen i Libyen og Syrien er rent hykleri. De rør ikke en finger for at stoppe Israels apatheid politik og mord på ubevæbnede palæstinensere, og de nye magthavere i Libyens overgreb på afrikanske gæstearbejdere, tortur og mord overfor den del af civilbefolkningen som ikke støtter dem. Den imperialistiske dagsorden har aldrig handlet om andet end magt og udbytning. At så mange på den danske venstrefløj kan fortrænge det og aktivt spille med på den dagsorden er rystende

@Jens Voldby Crumlin: Efter min mening er det en smule paradoksalt at trække censurstalino-kortet, når et syn på sagen suppleres med en med et andet. Som jeg læser kontradoxaredaktørens svar til dig (under Ulrik Kohls blog, hvor du også rejste sagen) skyldes de to dages ’øverst-tid’ at sektionen kører et tema om Syrien som afsluttes med et indspark fra Autonom Inforservices Alfred Lang mandag.Den korte tid skyldes derfor at indlæggene beskæftiger sig med det samme emne.

Jeg har intet imod at der kommer mange holdninger i spil omkring udviklingen i mellemøsten, men jeg finder det særdeles betænkeligt at enhedslisten og store dele af venstrefløjen smyger udenom en reel stillingtagen til hvad deres nuværende politiske linie fører til af styrkelse af USA og Vesteuropas blodige optakt til en tredie verdenskrig.

Hej Christian,

Jeg synes det er positivt at du ligger vægt på de fredelige midler, men jeg synes dit oplæg rejser en række problemer.

Dels accepterer du billedet af at volden er ensidig og et stop for volden, derfor kun kommer fra regeringen. Det mener jeg er forkert og ensidigt. Observatørrapporten fra Den Arabiske Liga siger klart at oprørerne er svært bevæbnede, stifter brænd, bomber infrastruktur og står bag drab på såvel sikkerhedsstyrker som politi og ikke mindst civile.

Rapporten kan læses her: http://www.globalresearch.ca/index....

Kravet om at Assad skal gå af udelukker enhver form for forhandlingsløsning, det er ikke frugtbart. Hvorfor skulle han acceptere at forhandle, hvis han skulle starte med at gå af? Det er det samme som at sige at forhandling ikke er ønskelig.

Støtten til "fredsbevarende styrker" er jeg yderst skeptisk overfor. Hvad betyder det? Er det de samme fredsbevarende styrker som i Afghanistan og Irak?

Det kan ligeledes undre mig at du udenvidere accepterer at disse initiaver skal ske udenom FN og i strid med folkeretten.

Og til sidst så synes jeg støtten til økonomiske sanktioner er direkte modbydelig. Ud af den ene million menneskeliv som Irak-krigen kostede, så døde flere hundrede tusinde mænd, kvinder og børn af mangel på mad og medicin, som en direkte konsekvens de økonomiske sanktioner mod Irak pga. De økonomiske sanktioner rammer ganske almindelig mennesker og ikke Assad. Økonomiske sanktioner er økonomisk krig og det er forkert at betragte dem som "fredelig midler".

Kammeratligst

Indpodet uro Pressens præsentation af den skabte uro i mellemøsten leverer den næring debatten behandler. Selve strategien bag begivenhederne har sin rod i Vesten og urolighederne i Syrien er importeret derfra. Dyk ned i det og find årsagen til uroen i Syrien såvel som andre lande i mellemøsten. Så vil du finde ud af at uroen i Syrien ikke kan behandles i Syrien, men kun ved at Vesten standses i sin strategi.

Artiklens titel peger på noget, der ikke er der. Focusfordrejning kaldes det. Løsning gøres kun i Vesten - ikke i Syrien, men uden Syrien. Når en finger peger på Syrien, peger tre fingre på os selv i Vesten.

@Nikolaj Kofoed. Jeg mener ikke mine krav er ensidige. Jeg har ikke overblik over, hvem oprørerne er - så vidt jeg kan se er det en meget blandet flok. Og jeg kan se, at der i øjeblikket sendes masser af våben ind i landet. Derfor kræver jeg en våbenhvile, hvor begge parter stopper myrderierne. Jeg har det sådan, at magthaverne i et land har hovedansvaret for at der ikke sker overgreb. De har magtapparatet - og dermed også hovedansvaret. Assad har haft mange muligheder for at reformere og udvikle Syrien, men har fastholdt sit en-mands styre. Det har jeg ikke lyst til at forsvare - uanset hans og Syriens geopolitiske rolle. Der har mig bekend ikke været FN-fredsbevarende styrker i Afghanistan eller Irak. Det har der til gengæld været i mine yngre dage i Gaza og på Cypern - og så er der indsat fredsbevarende styrker flere steder i Afrika. Hvis ikke du ved det, har jeg taget afstand fra dansk deltagelse i alle krige - bortset fra nogle af de første dage i Libyen - indtil NATO alliancen satte en anden dagsorden end FNs (og min). Naiv ? - Ja måske.

@ Peder Hvelplund skriver at det som sædvanligt er for sent indgriben. Ja - desværre har vi og vore globale venner ikke endnu styrke til at regulere hele kloden :-( Derfor ser vi ofte for længe til uden at kunne gøre noget. Det er en af grundene til at jeg var med til at foreslå en oprettelse af et Freds- og konfliktforskningsinstitut i Danmark under finanslovsforhandlingerne, så vi - gerne sammen med andres lignende institutter rundt på kloden - kan opbygge et beredskab og hjælpe med fredelige løsninger i tide. Der er derfor jeg lige nu ser på, hvordan vi kan kontrollere internationale våbentransporter og hvordan vi kan nedruste. Hellere 10 års forhandling end 1 dags myrderier - uanset hvor på kloden det er. Vi ed jo, at det som regel er arbejderne og almindelige mennekser, der er ofre, når våbnene taler deres kyniske sprog. På fredag deltager Villty Søvndal i et møde i en kreds der kalder sig Syriens Venner. Om de er det, kan vi se, når de har talt sammen. Villy Søvndals udmelding er, at det ikke skal være starten på en militær aktion. Jeg vil gerne tage ham på ordet - og sel hvad han kan udrette. Jeg tror på at hans mål er anderledes end hans borgerlige forgænger. Måske tager jeg fejl, men så får har ikke min opbakning. Mit temperament er ikke til at afvise et forsøg på våbenhvile med fredelige midler på forhånd, blot ved at vurdere hvem han mødes med. Jeg vil helst tage stilling til det mulige indhold, som mødet måtte munde ud i. Et hvert fredeligt initiativ der kan fremme et stop på myrderierne fra begge sider, vil jeg støtte. Når FN ikke kom videre i forrige uge, er det for mig OK at andre prøver. jeg så helst at vore bedste freds- og konfliktforskere bliver inddaget - ved næste konflikt gerne i bedre tid. Jeg ser gerne at FN spiller den centrale rolle og at russiske indvendinger imødekommes - ogat alle spiller med. Peder, du er ikke noget dårligt menneske. Det ved jeg. Men vi kan vel ikke være tilfredse med os selv ved blot at læne os tilbage og sige, at nu har andre igen glemt at handle i tide ..... ? Det er pinedød nødvendigt at vi finder nye og fredelige veje til konfliktløsning. Og så synes jeg, det er væsentligt sværere at kende forskel på ven og fjende, end da jeg var ung. Derfor den ikke-voldelige tilgang. Naivt ? - Ja, måske ......

Drab på politimænd, offentligt ansatte, skolelærere, intellektuelle, ødelæggelse af skoler, ildspåsættelse på politistationer m.m. er en offensiv strategi.

I modsætning til venstreorienterede - fra Marx og frem - går islamistgrupperne ind for at skabe mere konflikt - de har specialgrupper til at organisere provokationerne, og bagefter anklager de politiet for vold, og sende billeder af "martyrerne" til Al Jazeera.

De provokerer urolighederne og anklager derefter politiet for volden.

Gennem deres forbindelser i Al Jazeera, BBC m.m får de rundsendt den falske version til nyhedsbureauerne.

Det er altså i høj grad disse grupper - og ikke politiet - der tager initiativet til volden.

F. eks. dræbte de 3.-6. juni 120 værnepligtige og soldater i et baghold i grænsebyen Jisr el-Shougur. Begivenheden blev mørklagt af de vestlige nyhedsbureauer - men bragt i Rusland, Iran og Kina.

Antallet af dræbte politifolk, vagtfolk og soldater er efterhånden oppe omkring 1800 - de kan ikke allesammen have skudt sig selv. Derudover udøver de kidnapninger, fordriver kristne og alawitter fra bydele de ønsker at overtage, dræber offentlige embedsmænd, forretningsfolk, intellektuelle osv.

Om islamisternes terrorkampagne i 80erne, se:

http://nsnbc.wordpress.com/2011/10/...

Kidnapninger of kristne: "Over 200 Christians have died..."

http://www.bosnewslife.com/20443-br...

Sådan forgår en kidnapning:

http://www.abc.net.au/unleashed/382...

Desværre er der al mulig grund til at tro, at mødet "Syriens (u)venner" vil blive brugt til forstadier til en invasion - fx "humanitære korridorer" for terroristerne.

Frankrig har i forvejen tropper i landet - 120 er netop tilfangetaget

Christian, min pointe er at skal vi opnå en fredelig løsning er det nødvendigt at alle parter deltager. Hvis der skal opnås en varig fredsløsning er det nødvendigt at Assad/Rusland er en del af den. Ellers er det en invitation til fortsat borgerkrig.

Enhver forhandlet løsning af en konflikt kræver at alle tages i ed. Den nemme løsning - som ingen af os støtter - er bomb Assad - bomb Ghadaffi. Men hvis resultatet er 10 års opslidende borgerkrig og/eller et tilsvarende diktatur, har vi ikke opnået meget.

Derfor hvis det er målet - en forhandlet fredelig løsning - må spørgsmålet være om initiativet "Syriens Venner" trækker i den retning. Det er det ikke i min optik. Det er muligt jeg tager fejl, men når man ser på deltagerkredsen og den politiske dagsorden der ligger bag, virker det tværtimod som et initiativ der har målet: "Regimeskift - begrænsning af Irans magt".

Jeg mener ikke vi skal sidde med hænderne i skødet - ligesom jeg heller ikke vil ha´ Saddam Hussein tilbage! Men istedet burde vi være aktive på den diplomatiske scene for at få samlet alle interessenter, stille krav til både regering og opposition, ligge pres på USA, Frankrig og Rusland for at få dem til at holde snitterne væk osv.

Jeg synes ikke scenariet med "de villiges koalition" er tillokkende!

Men sigtet med våbenhvile og en fredelig forhandlet løsning er jeg enig i. Jeg tror bare ikke Syriens Venner bidrager til det!