31. januar 2012 - 18:17

Efterlysning: Politisk rygrad savnes

At positive overraskelser i politik er flygtige forbigående briser, er næsten lige så stensikkert som at karrieremagere er i lommen på spindoktorer og at borgerlige politikere er i lommen på banker.

Da SUF i slutningen af 2009 lancerede kampagnen ”de rige skal betale for krisen”, nærede vi ingen illusioner om at andre ungdomspartier skulle tilslutte sig denne parole, selvom den i grunden er lige så simpel og selvindlysende som den er retfærdig og i flertallets interesse.

At blive kontaktet af DSU og SFU to år senere, der inviterer til en fælles kampagne med et lignende udgangspunkt under parolen ”Jeres krise – jeres regning”, var derfor en stor, men kærkommen overraskelse. Tænk engang; har de to ungdomsorganisation til, hvad der er imellem tiden er blevet, regeringspartier, virkelig modet og viljen til at lægge pres på den nye regering for en (mere) retfærdig fordeling af krisens byrder? Det lød for godt til at være sandt. Og det var det desværre også...

Der skulle åbenbart ikke mere til end en opringning fra en ledende spindoktor i Socialdemokratiet, for at få dem til at lægge deres kampagneplaner på hylden. Nu lyder det fra SFU’s forkvinde, Gry Möger, at ”Vi har ikke interesse i at forværre de realpolitiske muligheder i regeringen.” En besynderlig kommentar! Siden hvornår forværrer det muligheden for at få en fornuftig politik igennem at man argumenterer offentligt for den? Hvordan kan det skade realpolitiske muligheder at fremføre et konkret realpolitisk krav? Man kunne få den tanke at ”realpolitik” er blevet et synonym for ”karrieremuligheder”?

Tilbage står SUF så åbenbart alene med at turde fremføre den pointe at Magrethe Vestager er i lommen på bankerne. En pointe der er så indlysende at selv Det Radikale Venstres tidligere sekretariatschef, Anders Kloppenborg siger det højt; ”Det handler om, hvor man får sine råd fra. Og jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at Finansrådet har øvet en overordentlig kraftig lobbyvirksomhed lige ind i hjertekulen på Det Radikale Venstre”.

Tilbage står spørgsmålet om hvad der er mest pinligt og utroværdigt i politik; at være i lommen på banker eller at være til falds for spindoktorer? Men svaret er måske underordnet eftersom resultatet ser ud til at være det samme; en overdragelse af politiske beslutninger til bureaukrater og administratorer. Hvad enten rådgivningen dikteres af hypoteser om økonomiske konjunkturer eller af forventninger til svingningerne i meningsmålinger, udhules fundamentet for reelle politiske modsætninger.

Hvis jeg var naiv nok til at have troet på en hvis politisk rygrad i DSU og SFU, havde jeg nok været skuffet i dag. Men skuffet er jeg faktisk ikke. Blot bitter - over hvor forudsigeligt det i grunden er at SUF igen står alene blandt ungdomsorganisationerne med den indlysende pointe at de rige skal betale for krisen og at Det Radikale Venstre står i vejen for dette fordi de er i lommen på bankerne.

Kommentarer

Kære Astrid og SUF.

‘Blot’ bitter - over hvor forudsigeligt det i grunden er at SUF igen står alene blandt ungdomsorganisationerne med den indlysende pointe at de rige skal betale for krisen og at Det Radikale Venstre står i vejen for dette fordi de er i lommen på bankerne.‘’

Håber virkeligt så inderligt at I kæmper videre med kampagnen med samme ambitioner som I havde "sammen" med SFU og DSU.

I øvrigt er jeg enig i langt de fleste af dine pointer i denne blog og desværre er jeg heller ikke overrasket over at SUF står alene tilbage, men fortsæt det gode arbejde!

Hej Astrid,

Jeg er nok heller ikke så chokeret over at SUF står tilbage med de skarpeste og angiveligt mest provokerende holdninger. Jeg er imidlertid rigtig skuffet over hvordan SFU og DSU så vidt jeg kan forstå er gået fuldstændig uden om SUF i hvad der ellers var lagt op til at være et ligeværdigt samarbejde. Og at man i stedet har modtaget informationer om at kampagnen er trukket tilbage gennem medierne. Men det er åbenbart sådanne svinestreger der er ved at blive præcedens i disse partier. Senest har jeg set SFU’s kampagne "Report Your Boss" hvor man skal skrive historier om hvordan ens chef bryder reglerne, men hov den ide lyder da god? Og ja det er den også - den er faktisk så god at fagbevægelsen er igang med at søsætte en lignende kampagne som flere unge faglige aktivister fra diverse organisationer fik et sneakpeak på, undertegnede inklusiv, for flere uger siden. Den kampagne SFU nu laver er så tæt på den fagbevægelsen lagde frem at den eneste åbenlyse forskel i udførsel er at man i fagbevægelsens modtager en muffin for sit bidrag og at i SFU’s har de nøjes med at tegne en på deres GO-Cards som hænger flere steder i København. SFU’s kampagne ligner den er lavet i al hastværk, da der stadig står ting på latin og med forskellige skriftstørrelser på deres hjemmeside. Svindel og forsøg på at komme frem i verden på trods af at man skulle tro at de kære SFU’ere i det mindste burde støtte fagbevægelsen. Jeg er ikke længere chokeret, men rigtig ærgerlig over at selv nogen der kalder sig venstrefløj laver så billige tricks! Good work Astrid, glæder mig til fremtidige blogs!

Hej Astrid

Først og fremmest, velkommen til!! - jeg glæder mig super meget til at følge dig!

Også til indlægget. Strammer du den ikke lige lovligt meget, når du siger at:

"Tilbage står SUF så åbenbart alene med at turde fremføre den pointe at Magrethe Vestager er i lommen på bankerne"

Det som Gry Möger siger er vel blot at man har besluttet sig for ikke at lave kampagnen, ikke for at ændre holdning? Det er vel ikke anderledes end SUF under valgkampen gjorde meget ud af at være mod enhver form for vold for ikke at skade Enhedslisten og efter valget gik tilbage til jeres gamle udtalelser om at i delvist går ind for vold..

Fair nok at du er sur, det lyder heller ikke som om at den interungdomsorganisationellekommunikation har været i top, men er faktum ikke at i lige så tit som SFU agere realpolitisk (og hvad er der i øvrigt galt med det?) og at det du reelt set er sur over, måske snarere var noget du skulle tage med Gry Möger over en fadøl?

Hej Astrid

Der findes jo andre organisationer end SFU og DSU. Når dit perspektiv indsævrer sig til disse to ungdomspartier til de parlamentariske ditto, så underkender du jo din egen udtalelse om hvad et fiolketingsvalg betyder. Dit fokus drejer sig jo tydeligvis omkring de organisationer der deltager i den proces.

Jeg synes "De rige skal betale for krisen" eller "Jeres krise - jeres regning" er udemærkede paroler.

Hvornår indkalder du/i til et møde hvor vi allesammen kan komme med vores bud på den kampagne, samt hvilken dato demonstrationen skal ligge? Så laver vi en bred paraply og en kampagne under den parole, ikke noget sekterisk SUF-halløj, men en kampagne hvor alle der kan være med under parolen, er med uden at skulle ligge under for SUF. Og hvis du nu bliver fornærmet så husk det var dig der skrev "hvor forudsigeligt det i grunden er at SUF igen står alene blandt ungdomsorganisationerne med den indlysende pointe at de rige skal betale for krisen"

Hvis ikke du vil sådan en bred kampagne må du vel overveje om ikke der også er nogle parlamentariske og ’realpolitiske’ tendenser i dig selv?

Og et spørgsmål. Tror du helt seriøst ikke, at Socialdmokratiets top er i lommen på bankerne? Hvorfor gør du det til et radikalt problem?

Det jeg var allermest forarget over Jeres krise - jeres regning-kampagnen, var for det første det faktum at den var nærmest direkte kopieret fra SUF, for det andet at de lukrerede skamløst på Occupy-bevægelsens paroler om de 99% vs. 1% og ved at lave aktionen Occupy Fondsbørsen. Det synes jeg var skamløst plattenslageri og dybest set et udtryk for, at den moderne parlamentariske ungdomsvenstrefløj har mistet sit ståsted og har ladet sig fuldstændigt opsluge af borgerlig, økonomisk politik dikteret af moderpartierne. Det er godt nok nosseløst at trække i land på den måde under kommando fra regeringens topfolk. Det er ikke en ungdomsorganisation værdig at være så tandløs i sine politiske udmeldinger, at man i sidste ende ikke tør trodse den klub man trofast sender nye karrierepolitikere ind i hvert år, ligesom SUF uden moralske skrupler har gjort bl.a. i forhold til Enhedslistens støtte til Libyen-krigen.

@Markus: Hvad? SUF gik da netop imod Enhedslisten på Libyen-spørgsmålet: http://socialistiskungdomsfront.dk/...

Jeg kan da godt forstår at Leif Donbæk Thomsen ønsker at "det bliver taget over en øl". Det er ganske uheldigt for SF hver gang nogen sætter fokus på at det er de radikale der bestemmer regeringens politik. På SF’s ageren i regeringen kan jeg forstå at man have håbet at alle kritikerne ville fremføre deres kritik "over en øl", fremfor at stå åbent frem med den. Det er ihvertfald den eneste logiske forklaring jeg kan finde på at man var så amatøragtigt dårligt forberedt til regeringssamarbejdet som man åbenbart har været.

@P.Knudsen Jeg læser denne sætning og at det du reelt set er sur over, måske snarere var noget du skulle tage med Gry Möger over en fadøl? som om Leif mener at Astrid er sur på Gry over noget andet end netop at SFU ikke er tilhængere af annoncerne mere.

@P.Knudsen

Næh... Jeg synes nu bare ikke der er så meget substans i Astrids kritik og jeg forslår derfor at hun invitere Gry Möger på lasagne og øl... Jeg synes nu ikke at hverken SF eller jeg, har gemt os for nogen debatter eller kritikere, snarere tværtimod?

@Kloge Åge

Tjah, se ovenstående, jeg synes i hvert fald ikke at det Astrid skriver er så voldsomt som hun prøver at gøre det til.

@Leif Donbæk Thomsen

Hvis vi ser på hvordan du argumenterer, kan vi identificere 3 argumenter:

1) SFU har ikke ændret holdning, men "kun" besluttet ikke at føre kampagne.

2) SUF agerede på samme måde under valgkampen.

3) SUF agerer i det hele taget ligeså realpolitisk som SFU.

I forhold til det første argument, så er det egentligt ikke et argument, fordi Astrid netop kritiserer det, at man har besluttet ikke at føre kampagne. Hun taler ikke om holdningsskift, så det er altså en stråmand du sætter op.

Ad 2 og 3. Det gør ikke Astrids pointe mindre rigtigt, når man siger at "sådan har i bare også gjort før!".

Der er masser af substans i Astrids kritik, men du forholder dig bare ikke til det.

Derfor er jeg også ganske enig med P. Knudsen når han skriver: "Det er ganske uheldigt for SF hver gang nogen sætter fokus på at det er de radikale der bestemmer regeringens politik. På SF’s ageren i regeringen kan jeg forstå at man have håbet at alle kritikerne ville fremføre deres kritik "over en øl", fremfor at stå åbent frem med den. Det er ihvertfald den eneste logiske forklaring jeg kan finde på at man var så amatøragtigt dårligt forberedt til regeringssamarbejdet som man åbenbart har været."

Astrid, jeg kan godt lide din blog.

Annonce