28. november 2011 - 23:52

Depression som strejkevåben

”Vi er ikke deprimerede. Vi er gået i strejke!”Den usynlige komité

Hvad sker der, når det er ens hoved, der udbyttes, frem for ens krop? - Man får ikke ondt i ryggen, man bliver deprimeret og fremmedgørelsen antager nye former. Kognitariatet bliver fornuftigt nok deprimerede af at gå på arbejde.

Kognitariatet

Historien skrives ofte, i den vestlige del af kapitalismen, som en bevægelse fra samlebåndet til det åbne kontorlandskab eller ”arbejde med mennesker”. Denne marxistiske historieskrivning er ikke ny og er blevet diskuteret siden 70’erne.

Arbejderen er i dag en selv-ledende idémager, en uddannende opdrager eller en omsorgsarbejder. Et kognitariat har siden 60’erne eller 70’erne set dagens lys i takt med at sociale, kommunikative og kreative dele af livet er blevet gjort til udbytningspotentiale.

Hvis historien optegnes således er klassekampen, for kognitariatet, flyttet fra hænderne op i hovedet. Det arbejde vi i dag nægter, i tilfælde af strejke, er tænkning og tale. Strejken kan i dag betegnes som modløshed, apati og mangel på mening med det man foretager sig. Det kaldes også depression.

Klassekamp i hjernen

Når der skal tænkes på arbejdspladsen, bliver man træt i hovedet. Navnlig når meningen med al den omsorg, læring, kreativitet og kommunikation bliver omsat til abstrakt arbejde, innovation, eksamensplaner, børnenormeringer eller reklamer. Her står kognitariatet ikke anderledes end snedkeren, hvis evner bliver taget fra ham når varen skal sælges på det abstrakte markedet.

For kognitariatet bliver apatien konkret. Den veksles til depressionen, der mærkværdigt nok næsten kan sammenlignes med meningsløshed i hverdagslivet (et hverdagsliv, der i realiteten er et arbejdsliv). Meningsløsheden er så indlysende rigtig. Depressionen bliver sandhedsbærer om vores hverdagsliv. Den bliver til en politisk konflikt. Hvad mening giver det, at omsorg for børn, læring og kommunikation blot omsættes til regneark og lønarbejde? Ingen.

Arbejdet er ganske enkelt ikke meningsgivende, trods det netop er mening, omsorg og gode ideer, som kognitariatet skal producere. Meningen med arbejdslivet bliver dog solgt på markedet og tilbage står kognitariatet med meningsløsheden.

Til forsvar for melankolien

Aristoteles knyttede melankolien til skarpsindigheden. Det skal man passe på med. Men pointen er alligevel tankevækkende al den stund, at depression ikke er et individuelt anliggende, men et samfundsproblem og snarere burde være en kollektiv refleksion over samfundsmæssigt sammenbrud. Der er fornuft i melankolien.

Melankoli er realitetssans. Det er lige præcis meningsløshed, apati og ugidelighed, der mest dækkende beskriver et arbejdsliv hvor netop mening, iderigdom og innovation er det der akkumuleres kapital ved.

Ikke underligt, at melankolikerne ofte virker ugidelige, trætte, modløse og dovne. Når hele livet er blevet til genstand for udbytning, samfundsmæssig anerkendelse og fremmedgørelse, er det ikke melankolikerne den er gal med. Snarere samfundet.

Psykopatologi som modstandsform

Hvis meningen, som kognitariatet har produceret i deres arbejdsliv, bliver taget fra dem, står de tilbage med meningsløsheden. Meningsløshed er diagnostisk set tæt forbundet med depression, som i denne sammenhæng ikke blot er en psykopatologi. For depressive medarbejdere skaber ikke gode produkter – de melder sige syge.

Problemet er strukturelt, fordi virksomhederne ikke kan lade deres arbejdere beholde meningen. Den skal jo sælges eller på anden måde omsættes. Depressionsdiagnosen er derfor et strejkevarsel. Kognitariatet holder op med at være produktive. De går i strejke.

Kommentarer

Det at gå i strejke er at bevidst nægte arbejdskraftskøberen éns arbejdskraft. At blive syg og dermed ikke kunne sælge sin arbejdskraft er (som oftest) ikke en bevidst handling, men oftest bare en tragisk konsekvens af dårlig arbejdsmiljø og dårligt arbejde. Her lider din idé under et ret stort logisk hul.

Det du beskriver er en situation, hvor arbejdet (der er meningsløst) gør folk syge og får en depression. Så kan du kalde det en strejke lige så meget du vil. Så længe det ikke er en bevidst faglig strategi om at skabe bedre arbejdsforhold er det ikke et strejkevåben. Det virker mest som et meget passivt opråb til arbejdsgiveren om, at skrue 5% ned for tempoet og afholde en julefrokost for at styrke sammenholdet. "Ej Chef, hvis du kører os så hårdt bliver jeg altså syg (snøft snøft)!"

Den anden meget store anke er, at det ikke er en kollektiv handling. Vi skal altså stå sammen som kollegaer og som klasse, hvis vi skal ændre styrkeforholdet. Vi skal Ikke melde os syg på skift, når vi bukker under.

Jeg synes du har helt ret i, at der er noget rivravende galt, når så mange kan gå ned med stress og depression. Det skal der gøres noget ved med kollektive krav (f.eks. om nedsætning af arbejdstempo eller arbejdstid)! Hvis du bare konstaterer, at arbejdet gør os syge, og at vi således ikke kan arbejde, er det intet værd. Ligegyldigt hvor mange gange du nævner ordet "strejke" hører dette indlæg mere hjemme i faget "Anerkendende Ledelse" på CBS, end på Modkraft.

Kh. Anders.

PS. Jeg anerkender til gengæld fuldt ud koordinerede sygemeldinger som et effektivt (og ulovligt) strejkevåben. Det er bare ikke det Eskil beskriver her.

Jeg synes nu det er et af dine bedre indlæg, Eskil. Klap dig selv på skulderen.

PS. er du vinterdepri?

Det er noget rigtig i at modstand mod hverdagen kan give sig udtryk via depression, men dette må forså på en førbevdist måde, det giver ikke mening.

Nu skriver Eskil jo ikke at depression er strejke i sig selv men et strejkevarsel. Det synes jeg er en smuk og præcis metafor.

Hold kæft hvor du kører for tiden, knægt; du får mig næsten til - hvilket jo egentlig er kontrarevolutionært - at holde op med at være deprimeret...

Det er fed empowerment at tænke i depressionen som vidensarbejderens individuelle modtryk. Og individuelle oprør skal man ikke undervurdere. Og venstrefløjen har ofte undervurderet det sorgmuntres potentiale, og det er spild af god melankoli. Kunne vi så ikke lige tænke videre i depressionens muligheder som kollektiv aktionsform... Det må kunne gøres. Et første skridt er dog at putte ordene på. Tak for det. Og lad os sige det nogle flere steder og igen og igen...

smuk tekst. jeg faldt også over den linje i the coming resurrection og det er jo ikke en ide, de står alene med.

fx kan jeg godt lide den her sang, som hedder "warum geht es mir so dreckig?" det betyder "hvorfor har jeg det så stramt?" den handler om en person, der spørger sig selv ,hvorfor han går rundt og har det så stramt og så finder han frem til at ... ja, det du skriver mere eller mindre. hele pladen handler om det.

nicht sagen was ich denke, nicht denken was ich sage. ich möchte so besoffen sein, dass ich alles nicht mehr sehe..... du du duuuh, bi dub

ps nu når du kan lige tysk så findes der der to gode pamfletter på tysk fra 80’erne hvordan man bruger absentisme(syge fravær) på organiseret vis. En strategi af arbejderisterne i Italien i erne som i dk ikke mig bekendt har været anvendt organiseret påtrods af nogle gode muligheder. Det at gøre som om at have en depression syns jeg er bedere end at have en!. En pointe jeg prøver at understreje i denne tekst. http://www.scribd.com/doc/54240251/...

En ting, som jeg synes er fedt ved Eskilds tekst, er, at han rammer hovedet på sømmet ift. hvor nedslidende vidensarbejde kan være, og hvordan citronen også her presses mere og mere og hvordan udsatheden (prekariatet) øges for denne gruppe.

Det er lidt det samme, som jeg er inde på i denne klasseanalyse, som netop søger at ophæve skellet mellem manuelle arbejdere og alle de andre, som ellers har været en svøbe på nogle dele af venstrefløjen.

At jeg alligevel ikke er helt vild med Eskilds tekst, så er det modsat "Karl Marx" ovenfor, fordi depression netop ikke skal reduceres til et "fagligt våben" eller på anden måde ophøjes til en eller anden bevidst trodsig reaktion.

Depression kan bestemt anskues klassekampsmæssigt, når den er udslag af arbejdet, men det er dælme også en sygdomstilstand, som hvrken er bevidst trodsig eller progressiv, men derimod fandens ubehagelig og nedbrydende for mennesker - og ikke mindst deres kampvilje. Omvendt vil det være fedt at politisere det endnu mere, få sat fokus på arbejdsmiljøet, og spørge os selv, hvor sygt samfundet og arbejdslivet egentligt er. Så trods dette indspark, så tak til Eskild.