Hvis der er nogen der er enige, så er det åbenbart SF og Finansministeriet, der allerede i 2008 anbefalede en betalingsring. Søren Pind var i øvrigt fremme med ideen som teknik og miljøborgmester i København. Så alliancen er bred.
Behovet for en betalingsring er oplagt. Der er trafiktrængsel i København. Vi spilder 130.000 timer om dagen i bilkøer i København. Hvert år dør 500 københavnere af luftforurening.
Derfor vil vi tage penge fra de privatbilister, der kører ind og ud af København og give de penge til dem, der bruger den kollektive trafik. For bilisterne bliver prisen til en start 15 kr. pr. passage og senere 25 kr. For folk fra Amager kommer der en særlig ordning, så man ikke betaler for at køre ind København og ud igen inden for en halv time. Så bliver det gratis for folk fra Amager at køre gennem København. Ordningen undtager i øvrigt også handicaptrafik.
For dem, der bruger den kollektive trafik, bliver månedskort 40% billigere og klippekort 25% billigere.
I runde tal vil de, der kører bil hver dag betale 10.000 kr. om året, og dem, der tager den kollektive trafik, får ca. 5.000 kr. om året.
Men det vigtigste er, at trafikken falder.
Betalingsringen har været en succes i Stockholm og London. I Stockholm er trafikken faldet 18% og i London med 36%. I København stiger trafikken. Lad os da lære af det.
SF vil ikke genere nogen. Men vi er nødt til at gøre noget. VKO-regeringen har siddet 10 år uden at foretage sig noget som helst for at ordne Københavns trafikproblemer. Sådan vil vi ikke føre regering.
Betalingsringen er vejen frem til et renere og mindre trafikeret København.
Hvad vil kritikkerne gøre i stedet ?
PS: Så er der lige det fordelingspolitiske. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har netop påvist, at der kommer til at betale (hvis de ikke skifter til kollektiv trafik) primært er blandt de højtlønnede.
Kommentarer
Jeg bor selv i Jylland og kommer meget sjældent til København, derfor har jeg svært ved at forholde mig til problemstillingen.
På den ene side synes jeg meget godt om ideen, der er ingen tvivl om at det både vil gavne miljøet og redde menneske liv. Omvendt hører man jo at den kollektive trafik i forvejen har svært ved at klare presset?
Så bør man i virkeligheden udbygge/forbedre den kollektive transport inden man indføre betalingsringen?
Enig med torp ... det offentlige transportsystem i København er for ringe pt. ... S-togene kører som vinden blæser fordi deres infrastruktur er nedslidt til sokkeholderne. Alle andre busser end A-busserne har så få afgange at de er stort set ubrugelige. Forbindelserne er dårlige, busser, metro, S-tog er ikke koordineret. Det sker konstant man kommer ind på en station, ser sit tog gå og skal vente 20 minutter på det næste, selv hvis de kører efter planen. (Sker tid ved skift fa Ringbanen til S-Tog på Ryparken station. Køreplanerne er simpelt hen ikke afstemt.)
Det gør man vil bruge for meget tid til transport, hvis vi taler børnefamilier.
Sjovt nok er ringen derfor et angreb på de lavtlønnede der er blevet presset ud af København pga boligboblen. Venstrefløjens kernevælgere er imidlertidigt højtlønnede der bor i København så som trådstarteren.
Det logiske rækkefølge ville være a) udbedre S-togenes nedslidte infrastruktur b) flere afgange på alle busserne c) byg letbanen d) mere Metro. betalingsringen kunne komme mellem )b og c) f.eks. samt man kunne starte med at belaste folk med mindre end cirka 15 gange 20 gange 2 = 900 kr per person der skal bruge bil som transport.
Prisen skal selvfølgelig kunne mærkes for at det virker. Men for mig virker det lige groft nok at man først tvinger skolelærere, politifolk, ufaglærte ud af byen til fordel for arkitekter og akademikere som trådstarteren - og dernæst bonger dem fordi vi har valgt at lægge deres jobs inde i København.
@torp. Enig i at det er ret ligegyldigt for hovedparten af den danske befolkning. At en betalingsring omkring København skal være et regeringsgrundlag og en landsdækkende diskussion er mystisk. Lad Københavnerne selv afgøre den sag i deres egne kommuner, så kan man overveje et statstilskud eller lignende til etableringen og driften. Giv de københavnerne frihed og mulighed for at vælge og prioritere selv - mig rager det egentlig en høstblomst om det koster noget eller ej og hvordan. De 8-10 gange om året jeg er i København klarer jeg nok under alle omstændigheder. Er forslaget et udtryk for at lokaldemokratiet har spillet fallit i Hovedstadsområdet..........igen?
Hvor mange timer spildes der i dag ved at sidde i kø/vente på S-toget ifht. at sidde i bilkø.
Hvor mange filtre er der på en personbil ifht. en bus?
@Malthe: »Venstrefløjens kernevælgere er imidlertidigt højtlønnede, der bor i København,« skriver du, og anklager dermed venstrefløjen for at lade de stakkels lavtlønnede med bil uden for bymidten betale for de højtuddannedes ønske om mindre trængsel og forurening i byen. For det første er din påstand om de venstreorienterede københavnere plat (hvis de højtuddannede velhavere i byen stemmer Ø, SF og S, betyder det så at de lavtlønnede i byen generelt stemmer V,K, O og LA?) For det andet kommer man bare ikke uden om at enhver adfærdsregulerende afgift altid vil ramme dem med færrest penge hårdest, hvis de er uvillige til at ændre deres vaner. Til gengæld kan man jo så hævde at de vinder relativt mere end de højtlønnede ved at skifte over til kollektiv trafik med 40 % reducerede priser. Derudover synes jeg at der tale om decideret proportionsforvrængning, når du beskriver skolelærere, politifolk og ufaglærte (sidstnævnte over en kam) som dårligt lønnede. Det er sgu lidt en hån over for reelt dårligt lønnede, arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere i byen, der skal leve med støj og forurening fra førstnævntes biler i tillæg til tårnhøje transportpriser i det kollektive.
En betalingsring, der på én gang kan være med til at finansiere billigere kollektive billetpriser og bedre service OG nedbringe de efterhånden alvorlige gener fra støj, forurening og trængsel på vejene gavner i den grad både høj og lav i København. Så kan jeg godt leve med at velhavere uden for byen presses mindre end dem med middelindkomster.
Jeg er meget i tvivl om denne betalingsring. Det syntes på mig som om man burde lave mere og mere af byen bilfri, som det blev forsøgt på nørrebrogade i stedet for at sørge for at kun de rigeste kan køre ind i byen? Hvis målet virkelig er mere miljøvenlig trafik og færre biler i byen etc., syntes dette som en bedre løsning. Hvis målet er flere penge i statskassen, giver det straks bedre mening at indføre betalingsringen. Det synes jeg bare at der er blevet givet bedre forslag til, end betalingsringen...
Selvskabt problem
Når man som SF i Folketinget har stemt for en motorvej mellem København og Frederikssund - i stedet for at forbedre S-toget, der løber parallelt med den kommende motorvej - så har man et stort ansvar for trængsel af biler i København, øget udslip af CO2 og forurening af kræftfremkaldende partikler.
Når man derefter vil lave en betalingsring med samme pris for alle, så bliver det fortrinsvis de rige, som har mulighed for at tage deres bil med ind til Kbh.
Det er ikke særligt smart, SF.
@Margit Selvfølgelig er en ny motorvej tåbelig - men problemerne med trængsel og forurening er her jo allerede: NU! For os inde i byen, der ikke har råd til at flytte til de fredelige forstæder, godt kan lide at have vinduerne stående åbne om sommeren og hver dag går og cykler, hvor det er allermest forurenet (eg. Tagensvej, Jagtvej, Åboulevarden, Rådhuspladsen, Lyngbyvej) vil en mindskning af biltrafikken, som følge af en betalingsring, da betyde en kæmpe forbedring af livskvaliteten - og økonomien, når nu den kollektive trafik bliver 25-40% billigere. (Det sidste betyder en del for en børnefamilie på et skrabet budget skulle jeg hilse og sige).
Jeg forstår ikke hvorfor folk med lav- og mellemindkomster i omegnskommunerne skal italesættes så entydigt som tabere, de får med en betalingsring mulighed for bedre og billigere offentlig transport - eller mere plads på vejen, hvis de vælger at betale afgiften.
Uden en betalingsring bliver der endnu mere overfyldt, støjende og forurenet i København, mens CO2 udledningen og buspriserne stiger. Det går ikke entydigt ud over lavlønnede og folk uden for arbejdsmarkedet (omend der også her er en slagside), men det gør det vel ikke til et mindre problem?
Svar til anonym.
Jeg er også tilhænger af betalingsring og ved godt hvor slem trafikken er i København.
Jeg synes bare, at SF er hykleriske i denne sag.
I stedet for at bruge penge på at bygge Frederikssundsmotorvejen og udvide motorvejen til Helsingør, kunne man have brugt penge på den kollektive trafik. Nu skal vi først til at etablere en betalingsring, som koster penge og plads, før der kommer penge i kassen til at forbedre den kollektive transport.
Det er jo lige netop ikke blevet en succes i London !! Trafikken er ikke formindsket og udvidelsen mod vest London blev ført tilbage fordi det ikke havde den ønskede effekt ! Det er og bliver en ekstra skat for bilejerne - kald dog hellere en spade for en spade !
Jeg så nu hellere at man indførte en enkel roadpricingmodel i stil med den her http://betalingsringen.dk/enkel-roadpricing-alternativ-betalingsring/ For det første ville det være lige for alle, uanset om de boede tæt på grænsen af betalingsringen eller ej. For det andet ville det nedsætte trafik og forurening over hele landet, ikke kun i København. Og sidst, men ikke mindst, ville sådan en løsning kunne indføres med det samme, uden store dyre bomanlæg.
Kære Ole
Du har været tavs meget længe på din blog - faktisk lige siden valget - men nu har du jo en oplagt chance for at følge op på dit indlæg og fx oplyse, hvorfor denne sag gik helt galt for jer.