Ziegler vs Bondo: Kvalitet i forberedelsen er altafgørende

Tredje uge inde i lockouten af landets lærerstand står det klart, at lærerne, deres fagforbund og lokale fagforeninger er og vil være grundlæggende forandret uanset konfliktens udfald. Ingen mennesker slipper uforandret igennem en arbejdskamp, - om det er på den fede eller ufede måde. Arbejdskampe lærer alle mennesker mere om samfundets magtrelationer, politisk infrastruktur og solidaritet end alverdens skolegang og kandidatgrader.

Tredje uge inde i lockouten, var også ugen hvor de første sympatikonflikter ville starte, - og ændret alt til lærernes fordel. Men sådan skulle det ikke gå!

Lærerne har udvist en kampgejst, en kreativitet, et gåpåmod og opfindsomhed, som man kunne ønske sig også slog igennem i alle landets folkeskoler. Det er lykkes lærerne at opbygge en kolossal opbakning, solidaritet og forståelse, som har sendt Regeringen og KL på hælene på flere fronter.  DLF og resten af fagbevægelsen skulle om nogen sende en tak til Corydon, Ziegler & KL for en så massiv kompetenceudvikling og efter- og videreuddannelse af landets lærere i arbejdskamp. Velkommen hjem har man lyst til at sige.

Misrøgt af den analytiske kapacitet

Lærernes formand Anders Bondo har fået den kultstatus som LO-formand Harald Børsting aldrig fik. Undervisningspolitikkens rockstjerne har pressen døbt Anders Bondo. Men Bondo er kun forblevet en superstjerne blandt sine egne. Til trods for den helt rigtige parole: Lærerne først - hvem bliver de næste?, - så har hverken Anders Bondo eller resten af ledelsen i DLF forstået omfanget eller rækkevidden af deres kamp.

På intet tidspunkt har der været et seriøst forsøg på at udvide kampen og inddrage alle de grupper som kunne gå i sympatikonflikt (BUPL, HK, 3F, FOA & LFS, SL, etc.). På intet tidspunkt har DLF forsøgt at gøre deres kamp til flertallets kamp, gennem inkluderende aktiviteter og opfordringer til andre faggrupper. Selv deres lockoutfester er fester kun for dem selv.

Det var f.eks. LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) der som den første fagforening gav sin fulde støtte i ord og handling til lærerne og deres kamp. I januar kom en fællesudtalelse med KLF (Københavns Lærerforening) og siden kom der fælles demonstration og fælles tillidsrepræsentantmøde med København og Frederiksberg lærerforeninger. Man kunne have håbet at DLF f.eks. havde indkaldt til og organiseret national og regionale TR-møder på tværs af faggrænser og sektorer. Men ingen action fra DLF. Fagbevægelsen har hverken fået sms eller mail fra DLF.

Det kan virke hårdt midt i en af de største og mest banebrydende arbejdskamp i mange år, at tillade sig at kritisere lederskabet i DLF. Men Lærernes kamp er ikke kun lærernes kamp. Fraværet af en egentlig fagpolitisk strategi, vil få konsekvenser der rækker langt ud over klasseværelset. Det er nødvendigt at forholde sig til alt det som arbejdsgiverne gør, men som fagbevægelsen ikke gør. Nemlig forholdet mellem politik, strategi og taktik med henblik på at ændrer styrkeforholdene til egen fordel. Det er ikke kun venstrefløjen der har misrøgtet og vanrøgtet sin analytiske kapacitet, dét har fagbevægelsen også, Big Time.

Mange vil opfatte en kritik af DLF´s ledelse som at tale kampen ned. En faglig kritik midt i en ekstrem presset situation, kan have samme psykologiske effekt, som når diktatorer (uden sammenligning med DLF) bruger truslen udefra, til at slå ned på den interne opposition. En kritik af superstjernen Bondo og DLF’s faglige strategi vil af mange opfattes som en (personlig) kritik af alle landets lærere.

Modviljen mod at forholde sig til en arbejdskamps DNA, med så stor betydning som lærerkonflikten har, er at gøre mere skade end gavn. Man risikerer at begå sammen fejl som HK’s forbundsformand Kim Simonsen gør på sin facebook, når han den 11. april skriver:” Jeg syntes måske vi skal vente med at kigge ind i fremtiden, indtil denne konflikt har fundet sin afslutning.”

Et massivt nederlag til HTS, Corydon, Vilhelmsen, Ziegler og resten af banden af velfærdsslagter, var inden for den realistiske horisont. Den danske fagbevægelse havde mulighed for at stoppe en udvikling, som vores kampfæller i resten af Europa ville drømme om. Fagbevægelsen havde muligheden for at bygge videre på det momentum som lærernes kamp har skabt, - men muligheden er forpasset. Uanset hvor meget vi kunne ønske os det anderledes! Der findes ikke skyggen af selvrefleksion, der er på forkant og ikke bagkant med situationens alvor.

DLF’s manglende vilje, mod og forståelse for situationens alvor, har givet resten af fagbevægelsen et kærkomment bureaukratisk argument for ikke at gøre noget; vi har ikke fået en invitation fra DLF!

Fraværet af selvrefleksion, skyldes fraværet af en analytisk tilgang. Det er samtidig opskriften på nederlag, nederlag og atter nederlag. Et nederlag som alle kommer til at lide under, - undtagen topfagbureaukratiet, arbejdsgiverne og velhaverne.

He will win who knows when to fight and when not to fight. Sun Tzu, The Art Of War

Hvad fagbevægelsen har i penge, potentiel styrke, medlemmer og muligheder, mangler fagbevægelsen til gengæld i forståelse af strategiske og taktiske analyser. Fagbevægelsen har holdninger nok til at fylde alverdens kongrescentre, men er i konstant underskud af argumenter der bygger på solide analyser. Fagbevægelsen er mere styret af reptilhjernen når der træffes beslutninger: angrib (dog sjældent), gem dig (ofte) - eller flygt (alt for tit). Fagbevægelsen lider af muskel-, hjernesvind og anoreksi.

Modsat DLF og resten af fagbevægelsen, så har hverken Regeringen eller KL ligget på den lade analytiske side.  

Den 10. april viste arbejdsgiverne, at de er meget bedre til at læse og forstå styrkeforholdene og handle derefter end fagbevægelsen: ”Nej, du bør altid lave en vurdering af, hvad du kan komme igennem med. Så det var ikke svagpisser-agtigt, at vi ikke tog konflikten dengang. Vi vurderer nu, at befolkningen er klar til, at der bliver taget det her opgør med lærernes arbejdstidsregler, så vi kan få en bedre folkeskole”, sagde Michael Ziegler, KL's chefforhandler i konflikten om lærernes arbejdstid. 

Regeringen, Corydon og Ziegler kan kort sagt deres Sun Tzu; ”Muligheden for at sikre os mod nederlag ligger i vores egne hænder, men muligheden for at besejre fjenden er tilvejebragt af fjenden selv.”

I stedet for en (mod)strategi, er DLF´s bedste bud et regeringsindgreb. Et ”krav” der dog senere blev ”forbedret” til et balanceret indgreb?? Hvis der ikke er tale om en kapitulation af dimensioner, så ved jeg ikke hvad. Det er til at tude over, at strategien er at kaste håndklædet i ringen og så håbe på, at indgrebet ikke bliver helt så slemt som det, Corydon har haft liggende i skuffen i månedsvis! Dét er da om noget en taber-strategi...

Men DLF’s kapitulation er intet at forregne i forhold til FTF’s, DLF’s hovedorganisation. Den 11.april tabte forkvinde for FTF Bente Sorgenfrey småkagerne og fik en mega hjerneblødning af de helt kritiske! Normalt er det i fascistiske og totalitære stater, at lønmodtagere ikke har demokratiske rettigheder til at strejke og kollektive handlinger. Men Bente Sorgenfrey mente at svaret på konflikten mellem KL og lærerne var at afskaffe ”den danske model” for offentligt ansatte. I ugevis har FTF råbt op om truslen mod ”den danske model”, men vupti, så vil selvsamme FTF afskaffe den. Det siger sig selv, at Corydon trak på smilebåndet.

Måske er det Bente Sorgenfreys totalitære fortid i KAP (Kommunistiske Arbejderparti) og tidligere forkærlighed for den store leder Mao og Kinas arbejderfjendske statskapitalisme der kigger frem? Begrundelsen er så langt ude i hampen, at man skulle tro der var tale om en aprilsnar, - (men dét er det ikke). Hvad skal vi med fjender, når vi har faglige topledere som Bente Sorgenfrey. (Hvad pokker er det lige at HK kommunal kan se i FTF?)

FTF og Bente Sorgenfreys totale udsalg, knæfald og afmagt, understreger til fulde fagbevægelsens toplederes fallit.

Solidaritet med lærerne – A Day Late and a Dollar Short

”Alle” på Facebook, Modkraft.dk og andre medier er enige om at Corydon, HTS og resten af Regeringen og KL er dumme, fordi de snyder, lyver og bedrager. Hvad så ??

Kapitalismen har været i dyb krise i 5 år, og vi har haft endeløse appeller om AKTION og Nu er det Nok. Men meget lidt er opnået. Trods Ny Regering, ingen Ny Politik. Den herskende klasse har haft en fest. Regeringen og KL gør det beskidte arbejde for dem. Klassesamarbejdet er opsagt, uden opsigelsesvarsel (1899, så et rimeligt langt opsigelsesvarsel skulle man tro??!).

Men spørgsmålet er, om vi blindt kan forsætte med at gentage de samme handlinger igen og igen, når de tydeligvis ikke fungerer? Er vi ikke nødt til at ændre og gennemtænke den måde som fagbevægelsen og venstrefløjen agerer, handler og tænker politik, strategier og taktik på? Der er vel grænser for sisyfosarbejde? Svaret blafrer i vinden.

Hvis fagbevægelsen er sent ude, så gælder det samme for venstrefløjen.  Alle de rigtige, fornuftige og gode bud kom blot A Day Late and a Dollar Short. Kendetegnet for alverdens statusopdateringer og diverse grupper på facebook og blogs på Modkraft.dk var at de fleste bud på ”hvad der må gøres”, ikke var afstemt i forhold til de faktiske (styrke)forhold, muligheder og aktualitet. Blot for at nævne et par gamle travere fra genbrugskassen; Krav om sympatikonflikter uden kendskab til varslingsregler. Generalstrejke? eller overenskomststridige strejker efter et regeringsindgreb? Hallelujah – det eneste vi mangler er kravet om høtyve og fakler til folket.

Lærerne kan vinde, men ikke alene, en parole og konstatering som er så sand, så sand. Problemet er blot at kommentariets (borgerlige, som venstreorienteret) ikke forstår det de udtaler sig om. Evnen til at forveksle graviditetens første måned med den niende måned, - er større end kælderkold og nøgtern (klasse)analyse.  Selvtilliden på landets arbejdspladser, uanset om det er i den private eller offentlige sektor, er ikke stor, - den er nærmest fraværende.  

Demonstrationen den 11.april på Slotspladsen var en fantastisk livlig, kraftfuld og optimistisk manifestation. Men sandheden er også at demonstrationens størrelse, uanset hvor meget man forsøger at opskrive deltagerantallet, taler sit eget sprog; der var for få! Og der var for få af alle os, der ikke er lærere. 54.000 lærere er lockoutet. Hvis de havde sympati fra deres ægtefæller og familie burde der have været 100.000+. Men de lockoutede kunne ikke mobilisere udover deres eget antal. Et svaghedstegn i enhver arbejdskamp, - specielt i en så vigtig og principiel arbejdskamp, der har så stor folkelig opbakning. Det er ikke antallet af Likes på facebook der afgør konflikten, men antallet på gaderne og i kollektiv handling!

Det understreger også pointen om at lærerne de facto ikke har formået at gøre deres kamp til alle andres kamp, - gennem sympatikonflikter og inkluderende massemobilisering. Og at resten af fagbevægelsen ikke har ønsket at være en del af lærernes kamp, - uanset pralepapir (undskyld støtteudtalelser) og køb af aflad fra GL (Gymnasieskolernes Lærerforening) for at undgå at lide den evige straf i Helvede, for GL’s ja til Corydons dødskys.

Røde seler eller ej, vi svigter dig!

Lønmodtagerne er først og fremmest blevet svækket på grund af arbejdsløshed, - alene 30.000 stillinger er forsvundet i den offentlige sektor på tre år, heraf 6000 lærerstillinger. Det har i vidt omfang fjernet selvtilliden i arbejderklassen og troen på, at det nytter at kæmpe. Der er masser af politisk og ideologisk kritik af Regeringens nyliberale krisepolitik, men der svares per stedfortræder gennem tilslutning til Enhedslisten og højrefløjen.

Den traditionelle faglige venstrefløj er fraværende både i forhold til svar og handling, - i den offentlige og private sektor. Lærerkonflikten har ikke kun blotlagt fagbevægelsens krise, men har også udstillet den faglige venstrefløjs krise. For helt ærligt, hvor har presset blandt Blik & Rør, 3F´s og Metals venstrefløj været? Hvem har set LO storbyerne?? Hvem har set The Usual Suspects?? For ikke at tale om venstrefløjen i flere af de store offentligt ansattes fagforbund? (som har op til flere Enhedsliste og SF’ere i deres daglige ledelser og udgør store mindretal/flertal i hovedbestyrelserne). FOA har igen, igen været det eneste fagforbund der er trådt i karakter. Hvor var det massiv pres fra neden, fra tillidsfolk, fra lokalbestyrelser, for at få deres fagforbund til aktivt at støtte lærernes kamp? Enten igennem sympatikonflikt eller ved massiv mobilisering af medlemmer?? Det hjælper sgu ikke meget at man kan skaffe opbakning på facebook, hvis man ikke kan skaffe opbakning blandt sine kolleger på arbejdspladsen og i fagforeningen.

Det er mere end pinligt at BUPL’s forretningsudvalg og hovedbestyrelse, og endda for anden gang i træk (2008), ikke kender sin besøgelsestid. Hvis BUPL virkelig støttede lærerne burde der ikke være tvivlens nådegave om at sympatikonflikt var svaret. Men tak for lort.

Hvad vi lige nu er vidner til er gammel lærdom. Der er grundlæggende set ikke forskel på højre- og venstrefløjen i fagbureaukratiet. Myten om at det kun er socialdemokrater med topmaver og røde seler der forspilder den ene mulighed efter den anden, begår ”forræderi” og sælger ud, er løgn. Fagbureaukrater der enten er medlem af Enhedslisten, SF eller partipolitisk uorganiseret er lige så tilbøjelige til at benytte den samme ”værktøjskasse” med dårlige analyser, strategier og taktikker. Men i det mindste har fagbevægelsens højrefløj af klappekage og dikkende lammehaler af suicialedemokrater udtalt sig, - men støtte til Corydon og Ziegler.

Svækket, men ikke slået

Selvom arbejderklassen er blevet svækket og synes i defensiv, så er den langt fra slået ud. Det er ikke lykkedes for Regeringen, KL og arbejdsgiverne i nævneværdig grad at trænge ind på lønmodtagernes og fagbevægelsens positioner i samme omfang som i resten af Europa.

Det er mere end nødvendigt at analysere styrkeforhold, positioner og muligheder. Der er ingen vej udenom uanset hvor besværligt, kompliceret og kedeligt det måtte synes. Hvis vi overhovedet skal gøre os håb om at vinde de kommende kampe i årene frem, - og hér tænkes ikke kun overenskomstkampen i 2015, men også aktiviteter i forbindelse med den årlige indgåelse af økonomiaftalen mellem KL og Regeringen – og alt indimellem.

Sun Tzu har formuleret det på denne måde: ”Hvad der således er af allerstørste betydning i krig er at angribe fjendens strategi”.

Den danske fagbevægelse kan også lære meget af den italienske revolutionære Gramsci, som skelner mellem to former for klassekamp: Manøvrekrig med hurtige bevægelser og fremrykninger på fjendens positioner - og positionskrig med langsom fremrykning, hvor man først og fremmest satser på at fastholde og udbygge sine egne positioner.

Et vigtigt element i kombinationen positionskrig/manøvrekrig, er at kampen skifter mellem de to former. Den ene part vil før eller siden vil føle sig tvunget til at forsøge at trænge ind på modpartens positioner, og det giver muligheden for, at vores part – fagbevægelsen og arbejderklassen (eller arbejdersgiverne) - kan komme i offensiven.

Det er den slags analyser, forståelser og taktiske overvejelser der dels ville kunne have forhindret at lærerne bliver sat skak mat, - og dels ville kunne forhindre at fagbevægelsen står i lort til halsen og udsætte sig selv for sisyfosarbejde.

Lærerne ved at kvalitet i undervisningen kræver forberedelse. Kvalitet i arbejdskamp kræver også forberedelse (analyse, strategi og taktik). Regeringen og KL har om nogen vist hvad kvaliteten af en god forberedelse betyder, spørgsmålet er bare om fagbevægelsen, tillidsfolk og medlemmer vil tage ved lære?!