Annonce

19. oktober 2012 - 13:36

Vrøvl og forsimplinger om velfærdsstatens opståen fra kritikere på Modkraft

En halv snes skribenter langer i to fælles blogindlæg her på Modkraft voldsomt ud efter Pelle Dragsted efter hans indlæg om Enhedslisten et år efter valget. Han bliver bl.a. beskyldt for at være i færd med at udvikle en politisk strategi, der ”vil føre til en gradvis socialdemokratisering af Enhedslisten…”. (Læs de to indlæg her og her)

De voldsomme angreb mod Pelle Dragsted kredser omkring demokrati og overgangen til et socialistisk samfund, og så nogle temmelig markante udmeldinger omkring, hvad velfærdsstaten er for en størrelse, må man nok sige.

Pelle Dragsted belæres således om, at han besidder et ”klasseløst demokratisyn”, gør sig skyldig i ”filosofisk idealisme” og ikke har forstået velfærdsstatens karakter eller ”de socio-økonomiske omstændigheder, som de socialdemokratiske partier opererer under”.

Når forfatterkollektivet nu selv kridter banen så skarpt op, så fortjener indlægget selvsagt et svar i samme ånd, for jeg vil hævde, at skribenternes fremstilling af velfærdsstaten opståen og udvikling er skæmmet af både regulært vrøvl og grove forenklinger, som kunne være undgået ved et bredere blik på den omfattende faghistoriske viden, der møjsommeligt er blevet oparbejdet igennem de sidste 25 års forskning i arbejderbevægelsens historie i Danmark.

 

De ”socio-økonomiske omstændigheder” for velfærdsstaten

For det første, hvad er det for ”socio-økonomiske omstændigheder”, de socialdemokratiske partier opererede under i årtierne efter 2. verdenskrig, da velfærdsstaten opbygges, som vi kender den i dag?

Nu er forfatterkollektivets eget bud mildt sagt ikke særlig udfoldet, men kan groft og lidt karikeret skæres ned til udsagnet: Samfundet er kapitalistisk og derfor er velfærdsstaten kapitalistisk. Eller som forfatterkollektivet forklarer det i deres oprindelige indlæg, så blev velfærdsstaten ifølge deres fremstilling blot opbygget af to grunde:

1. For at skaffe arbejdskraft nok i perioden, kaldet velfærdsstatens guldalder, fra anden verdenskrig til krisen i 1973. Oprettelsen af vuggestuer og børnehaver skulle sikre, at kvinder med børn kunne komme mere ud på arbejdsmarkedet. Sundhedsvæsenet sikrede, at flere arbejdere var arbejdsdygtige. Og udbygningen af uddannelsessektoren sikrede en mere effektiv arbejdskraft.

2. For at legitimere kapitalismen overfor de utilfredse og revolutionære kræfter, der havde fyldt meget i mellemkrigstiden. Det skete bl.a. med overførselsindkomster til dem, der ikke kunne arbejde. Hvilket pacificerede potentielt utilfredse og var med til at sikre relativ ro på arbejdsmarkedet.

[Læs hele indlægget: Skal Enhedslisten være et nyt socialdemokrati? Svar til Pelle Dragsted]

Men lad mig prøve at komme med et lidt mere nuanceret og udfoldet bud på dele af "de socio-økonomiske omstændigheder”, som velfærdsstaten udvikles inden for i årtierne efter krigen.

Hvis vi prøver at kigge helt overordnet på udviklingen fra 1948 og til 1970’erne i de vestlige lande, der genopbygges efter 2. verdenskrig, så kan man pege på nogle overordnede træk. Marshallplanen er startsignalet til en omfattende modernisering af industrien og landbruget i en stribe vestlige lande. Industri-produktionen omlægges efter det ’Fordistiske’ mønster med effektivisering med henblik på masseproduktion igennem specialisering og centralisering af produktionen af forbrugsgoder, som til gengæld sælges for en lavere pris.

Denne produktivitetseffektivisering med økonomisk vækst for øje skabte konflikter mellem arbejdere og kapitalister (herhjemme oplever man eks. Philipsstrejken i 1954). De arbejdskampe, som var svaret på arbejdsintensiveringen, udnyttes imidlertid til at knytte produktionsforøgelse sammen med stigning i reallønnen. Det krævede intervention fra statens side, både for at modvirke tendensen fra arbejdsgiverne til at sænke lønningerne og for at sikre at arbejdskonflikterne holdt sig indenfor rammerne af krav, der var forenelige med kapitalens reproduktion. Det lykkes fra politisk side at tilrette markedskræfterne og sikre arbejderne en højere løn, hvilket også var en betingelse for at sikre øget afsætning ved stigende produktion og undgå overakkumulation. (Sådan meget forenklet sagt og absolut på et meget generelt makroplan)

Velfærdsstrategien sætter sig igennem indenfor de her overordnede økonomiske rammer, fordi den formår at integrere kapitalakkumulation og interesser i social velfærd indenfor den samme politiske og økonomiske strategi. Det bliver et overordnet ’klassekompromis’ (og nej det er ikke fordi ’nogen’ har siddet i et røgfyldt baglokale og indgået et kompromis, det skal selvfølgelig forstås i overført betydning), hvor arbejderne på den ene side får løfter om mere velfærd igennem sikring af højere løn, voksende beskæftigelse og en stadig udbygning af velfærdsordninger, mens arbejdsgiverne på den anden side (kapitalisterne om man vil) sikres rammerne for fortsat økonomisk vækst.

Samfundet blev med andre ord omdannet til et masseproduktions- og masseforbrugssamfund, hvor den konstante økonomiske vækst blev knyttet sammen med – og var forudsætningen for - en konstant udbygning af velfærdsordningerne og staten intervenerede lejlighedsvist med god gammeldags Keynesiansk økonomisk politik.

Fra midten af 1970’erne rammes de vestlige lande så af økonomisk krise bl.a. pga. overakkumulation, virksomhedsudflytninger til lande med lavere produktionsomkostninger, stigende oliepriser etc.. Der er lav vækst, valutakriser, massearbejdsløshed etc. Lønningerne stiger, samtidig med at der fald i produktionen, det skaber inflation, og man står i den uforudsete situation, at der på en og samme tid både er stagnation og inflation (’stagflation’ som det kaldes).

Staterne forsøger på at afhjælpe krisen ved på keynesiansk vist at støtte og regulere økonomien, men da markedet er i krise, så er statens indtægter faldende. Flere lande forsøger sig med at optage udlandslån og skaber en voksende statsgæld, det økonomiske grundlag for de ekspanderende velfærdsordninger begynder at skride og dermed kommer velfærdsstaten – og ikke mindst dens socialdemokratiske arkitekter rundt omkring - også i krise. Så vidt den krise, der udfoldede sig fra midten af 1970’erne.

(Og man kan jo også konstatere, at hvor man for 25 år siden nok efterhånden opfattede krisen og massearbejdsløsheden som en nærmest permanent tilstand, så må vi jo konstatere at man efterfølgende både har haft en længere periode med høj økonomisk vækst og en forholdsvis lav arbejdsløshed, og siden 2008 en voksende global krise, som vi sidder midt i nu. Men det er jo ikke opdraget i den aktuelle debat her at se på årsagerne til den udvikling, da diskussionen drejer sig om velfærdsstatens opståen og udvikling frem til 1980’erne.)

 

Velfærdsstat og velfærdsstater

Den overordnede økonomiske udvikling, som skitseres endog meget firkantet ovenfor, kan man genfinde i en række af de vestlige lande, der i større eller mindre grad skulle genopbygges efter krigen. Ikke desto mindre må man jo konstatere nogle meget væsentlige forskelle mellem den skandinaviske velfærdsstatsmodel, hvor man i øvrigt også kan konstatere forskelle mellem Danmark, Norge og Sverige, og så de velfærdssystemer, der i denne periode udvikles i lande som Vesttyskland, Belgien, Frankrig, England, eller for den sags skyld Japan.

Der er afgørende forskel på den danske velfærdsstat med dens kendetegn af relativt høje sociale ydelser og overvejende skattefinansierede og universelle velfærdsgoder, og så eksempelvis den korporative tyske forsikringsmodel indenfor velfærdsydelser (som det i øvrigt er lykkedes at afvikle i et forbløffende tempo i løbet kun ti år), eller den residuale velfærdsmodel man kender fra de angelsaksiske lande med begrænsede og lave overførselsindkomster rettet alene mod de marginaliserede og hvor løsningen af en lang række velfærdsfunktioner overladt til markedet (eller måske ligefrem den japanske model med livstidsansættelser og sammenkobling af sociale ydelser og tilhørsforhold på arbejdsmarkedet).

Dykker man et skridt længere ned og ser på eksempelvis tilrettelæggelsen af børneinstitutioner, skoler, uddannelsessystemer, offentlige kulturinstitutioner, ældrepleje, sundhedssystemer etc., så bliver forskellene endnu mere iøjnefaldende.

Det afspejler det helt grundlæggende forhold, at hverken den danske, den tyske velfærdsstat eller den angelsaksiske velfærdsmodel blot er mekaniske afspejlinger af den kapitalistiske økonomi, men at de netop er historiske samfundskonstruktioner med lange rødder, og at de velfærdsydelser man eksempelvis har adgang til i Danmark i vid udstrækning er vundet gennem mobilisering og sociale og politiske kampe både indenfor og udenfor parlamenterne.

Der er absolut ingen naturlov i, at man skabte statslige, skattefinansierede universelle velfærdsinstitutioner i en væsentlig udstrækning unddraget markedskræfternes logik og profithensyn, frem for at overlade den slags til markedet, som tilfældet eksempelvis er i USA. Og velfærdsstaten har tjent til reproduktion af arbejdskraften – javist – men den er også andet og mere end blot en afspejling af den kapitalistiske samfundsøkonomi og rummer i en vis forstand elementer, som peger ud over denne.

 

Den danske velfærdsstats rødder

Som tidligere nævnt er det forfatterkollektivets påstand, at velfærdsstaten blev opbygget:

”For at legitimere kapitalismen overfor de utilfredse og revolutionære kræfter, der havde fyldt meget i mellemkrigstiden. Det skete bl.a. med overførselsindkomster til dem, der ikke kunne arbejde. Hvilket pacificerede potentielt utilfredse og var med til at sikre relativ ro på arbejdsmarkedet.” [Min understregning]

Til den påstand fristes jeg til at komme med noget elementær historik

Skal man tegne den danske velfærdsstats opståen og fremvækst, med de karakteristika som den har i dag ved eksempelvis at være overvejende skattefinansieret, universalistisk og rettighedsbaseret, så falder denne i tre centrale perioder.

Ved kommunale reformer og andre tiltag gennemført fra neden indenfor skolevæsen, sundhed, boliger m.m. i perioden fra ca. 1900-1920 gennemført i de danske kommuner, hvor socialdemokraterne tidligt vandt magten, som Søren Kolstrup kortlagde tilbage i 1996 i sit omfattende studie af velfærdsstatens rødder. Det som også betegnes som ’kommunesocialismen’.

Den næste væsentlige periode er de forskellige reformtiltag, som igangsættes i socialdemokratiets lange regeringsperiode fra 1929 og til besættelsen af Danmark i 1940, den samme periode som er kendetegnet ved 1930’ernes globale økonomiske krise med massearbejdsløshed, afsætningskrise og voksende fattigdom.

Endelig er der fremvæksten af selve den velfærdsstat, som vi kender i dag - indenfor uddannelsesområdet, det sociale område, sundhedsområdet, børnepasning, ældrepleje, offentlige kulturinstitutioner etc. - der for alvor vokser frem fra starten af 1950’erne og reelt helt frem til 1980’erne, med SU-reformen i 1988 ), som et sidste væsentligt reformtiltag (reelt skabt udenom den daværende borgerlige regering ved en folketingsbeslutning i 1987 af Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og VS).

(Naturligvis kan man også finde elementer indenfor socialstatslige tiltag, som peger tilbage til den borgerlige filantropi – og for den sags skyld til kirkeligt hjælpearbejde - men en afgørende forskel er, at denne var funderet omkring velgørenhed og ikke rettigheder - endsige retfærdighed. Den borgerlige filantropi var endvidere kendetegnet ved en klar sondring mellem de værdigt trængende og så de uværdige, funderet i moralsk prægede principper om hjælp til selvhjælp og eksempelvis en afvisning af at hjælpe fordrukne mænd og utugtige kvinder, der var et tab af politiske rettigheder forbundet med hjælp fra det offentlige, og det pegede ikke frem mod det skattefinansierede universalistiske princip, som må siges at være et kendetegn ved velfærdsstaten, som vi kender den i Danmark).

Mellemkrigstiden er derimod en betegnelse for perioden mellem 1. verdenskrigs afslutning i november 1918 og frembruddet af 2. verdenskrig i 1939. Ved afslutningen af 1. verdenskrig er ganske store dele af Europa præget af social uro, og revolutioner og revolutionsforsøg ikke bare i Rusland, men også Tyskland, Finland, Ungarn og en lang række andre lande. Også i Danmark er situation højspændt med syndikalisternes storm på Børsen, slaget på grønttorvet og truslerne om generalstrejke under Påskekrisen i 1920. Den revolutionære periode var imidlertid definitivt afsluttet med det mislykkede forsøg på en kommunistisk opstand i Hamborg i 1923.

Det er fuldstændig korrekt, at 8-timers arbejdsdagen blev indført i 1919 og der også kom markante stigninger i reallønnen i kølvandet på de revolutionære dønninger. Men bortset fra det, er det nu vanskeligt at se, at de resulterede i markante forbedringer i overførselsindkomsterne til dem, der ikke kunne arbejde, som forfatterkollektivet hævder. Den offentlige aldersrente blev ganske vist vedtaget i 1921, men man skal huske på, at det var faktisk en mindre vidtgående model end den, der, der oprindeligt var blevet foreslået af den radikale regering før truslerne om generalstrejke. Og herefter gik der jo som bekendt mere end ti år før der igen skete noget for alvor med Steinckes socialreform i 1933.

1920’erne er således ikke generelt en periode præget af reformtiltag fra et presset borgerskab, der skal legitimere kapitalismen overfor stærke revolutionære kræfter. Tværtimod. Madsen-Mygdal regeringen fra 1926-1929, hvor Venstre og Konservative sammen havde flertal i folketinget, gennemførte eksempelvis nogle af mest voldsomme sociale forringelser man har set i Danmark i det 20. århundrede.

De reformer der for alvor peger frem mod det, vi kender som velfærdsstaten, kommer først efter socialdemokratiets erobring af regeringsmagten i 1929 – bl.a. med Steinckes Socialreform og en række andre tiltag.

Hvis man ser på det politiske landskab i de skandinaviske lande (Danmark, Norge og Sverige) i samme periode fra sidste halvdel af 1920’erne og frem til slutningen af 1930’erne (det man må betegne som den altovervejende del af mellemkrigstiden), så var de kendetegnet ved en massiv socialdemokratisk dominans. De revolutionære kræfter i de skandinaviske lande var små – obskure trotskistiske grupper, som er så små at vi nærmest kender navnene på hvert eneste medlem, små-rester af tidligere syndikalistiske bevægelser, nogle få intellektuelle og nogle kommunistpartier, der ikke var særlig store og som var forholdsvis perifere indtil anden verdenskrig, omend socialdemokratiet bekæmpede dem indædt.

(Finland er selvfølgelig en helt separat historie, det finske kommunistparti var stort, men var forbudt i Finland og mange var derfor i eksil i Sovjet, hvor Stalin myrdede 20.000 finske kommunister, da terroren satte ind igen i 1930'erne).

Det er således rent vrøvl at postulere, at de revolutionære bevægelser er i offensiven i mellemkrigstiden og at borgerskabet derved presses til indrømmelser. Stort set alle vesteuropæiske samfund er præget af stor social uro, ikke mindst fra 1929 og frem, men de bevægelser, som for alvor er i offensiven er ikke de revolutionære, men de højreradikale, fascistiske og nazistiske bevægelser, der fra midten af 1920’erne erobrer magten i en stribe lande i Europa – eller reelt er tæt på, som tilfældet er i lande som Frankrig og Finland.

Også i Danmark må man konstatere, at højrekræfterne eksempelvis repræsenteret ved forskellige anti-demokratiske grupper - herunder ikke mindst Konservativ Ungdom (KU), der i sin fascistisk inspirerede periode får over 30.000 medlemmer – samler flere end de samtidige revolutionære bevægelser. Ser man på Norge og Sverige, så finder man tilsvarende mønstre, bortset fra at udviklingen blandt konservative unge i Sverige faktisk resulterer i dannelsen af et regulært anti-demokratisk højreradikalt parti.

Det er 2. verdenskrig og kommunisternes nøglerolle i modstandsbevægelserne, der ændrer dette billede og forvandler kommunistpartierne i flere lande – herunder Danmark – til massepartier i sidste halvdel af 1940’erne. Det er her man kan tale om revolutionære kræfter, der fylder noget – indtil den kolde krig fryser hele det politiske klima ned. Socialdemokraterne var presset af kommunisternes krav om radikale forbedringer i 1945 og de umiddelbare efterkrigsår.

Modstandsbevægelsen i Danmark var som bekendt sammensat fænomen, men et væsentligt element var, at den også havde karakter af et ungdomsoprør, og det gælder både de borgerligt nationale kræfter og de kommunistiske kræfter i den. Sådan blev det også opfattet i de første efterkrigsår. En del af de reformtiltag der sættes på dagsordenen omkring unges forhold umiddelbart efter krigen – men som faktisk ikke rigtig bliver til særlig meget i første omgang – er således et svar på dette. De gamle politikere var ganske enkelt nervøse for den her ’bevæbnede ungdom’ (som man eksempelvis kan læse om i Hans Sode-Madsens glimrende bog om ungdomskommissionen).

 

Velfærdsstaten og fascismen

Så langt kan forfatterkollektivet have en vis pointe, men det ville samtidig være en grov forsimpling. Det vil være mere korrekt at se velfærdsstatens opbygning og karakter – og der tænker jeg både på de socialstatslige foranstaltninger men også på elementer som udviklingen af skolevæsnet og demokratiseringen af hele samfundet – som noget der i høj grad også er et modsvar på netop mellemkrigstidens og 2. verdenskrigs reaktionære højrebevægelser, nemlig som et grundlæggende anti-fascistisk projekt, der skal forebygge at befolkningen falder for førerdyrkelse og anti-demokratiske reaktionære bevægelser.

Allerede i socialdemokratiets program Fremtidens Danmark hedder det:

”Verden er siden 1939 blevet en nazistisk Trusel kvit, men tilbage staar et økonomisk System, der ikke formaaede at løse Førkrigstidens Problemer. Dette økonomiske System har i samme Grad som Krigen bragt Sved og Taarer over Menne­skeheden, naar Kriserne, Nøden og Arbejdsløsheden for Al­vor svang Pisken. Disse tilbagevendende Kriser havde en ikke uvæsentlig Andel i de politiske Rystelser, der igennem Tre­diverne truede Demokratierne og Freden for til sidst at føre til Nazismen og Krigen.”

Det er også helt karakteristisk, at da en af reformpædagogikkens absolutte nøglepersoner C. C- Kragh-Müller 8 år senere i det socialdemokratiske kulturpolitiske programskrift »Mennesket i Centrum« fra 1953 skriver om behovet for reformer af folkeskolen og forklarer tilslutningen til en mere anti-autoritær pædagogik, så skriver han bl.a. at:

”En af grundene ligger sikkert i det forhold, at mange ved på så smerteligt nært hold at kunne følge nazismens udvikling har fået et alvorligt praj om, at nationernes skæbne også afgøres i børneværelser og skolestuer.”

Og

”Der er et trængende behov for eksperimenteren og for en folkeskole, der i realiteten sætter lige så meget ind på at opdrage til menneskelighed og medborgerskab som på at dygtiggøre børnene kundskabsmæssigt.”

(Citeret fra Mennesket i centrum, Forlaget Fremad 1953)

Det er ikke på nogen måde revolutionært, nej. Og allerede i Fremtidens Danmark gør socialdemokraterne sig da også store anstrengelser for samtidig at pege på, at det heller ikke er socialisme eller planøkonomi man tilstræber. Men opbygningen af velfærdsstaten er grundlæggende en demokratisk og anti-fascistisk bestræbelse, uanset hvordan man så vender og drejer det.

Og uanset om man kan lide socialdemokraternes velfærdsstatslige løsningsmodel i efterkrigstiden eller ej – og der er meget at kritisere den for - og endnu mere at kritisere socialdemokraterne for - så kan man altså ikke lukke øjnene for, at det faktisk også var udtryk for, at de trods alt forsøgte på at tilgodese interesserne for mennesker, som de mente at repræsentere og opnå konkrete resultater, selv om de ikke ville overskride de eksisterende rammer. Det kan ikke blot reduceres til et eller andet art ”fagbureaukratisk” komplot mod arbejdernes sande interesser.

 

Skolen som eksempel på velfærdsstatens udbygning

Den gratis grundskole for alle er en kerneinstitution i velfærdsstaten, og udviklingen af skolen og ungdomsuddannelserne giver på mange måder et billede af de forskelligartede dagsordener – politiske og økonomiske – som formede velfærdsstatens udvikling og i det hele taget velfærdsstaten som et komplekst fænomen.

Skolen og ungdomsuddannelserne gennemløb som en voldsom udbygning fra 1950'erne til 1970'erne, og samtidig skete der en række grundlæggende strukturelle og indholdsmæssige ændringer af hele uddannelsessystemet. Med skolereformen i 1958 blev eksamensmellemskolen blev afskaffet, der blev ligestilling mellem land og by og der blev åbnet for at børn, uanset hvilken skole de kom fra, kunne komme videre i et gratis offentligt uddannelsessystem. Undervisningspligten udvides efterfølgende til ni år, og udviklingen kulminerede med eksempelvis den lille gymnasiereform fra 1970 og folkeskoleloven fra 1975.

Alene Danmarks statistik giver et fingerpeg om rækkevidden af de ændringer som sker. I 1959 udgjorde andelen af unge, der forlod skolen efter 7. klasse eksempelvis 53,1%. Blot 10 år senere var tallet dalet til 6,7%, mens andelen af unge med en studentereksamen var blevet næsten tre-doblet.

Uddannelsessystemet blev først og fremmest udviklet af socialdemokratiet og de radikale. De centrale ideologiske begreber var lighed og demokratisering. Både i forhold til uddannelsessystemets rammer og undervisningens indhold. Tilvejebringelsen af større social lighed i skolen var en kernesag for socialdemokratiet igennem en stor del af 20. århundrede.

Samtidig skal man selvfølgelig være opmærksom på, at udbygningen og reformerne også handlede om erhvervslivets behov. Udviklingen i industrien og servicesektoren og den øgede sociale mobilitet stillede større krav til arbejdskraftens uddannelsesmæssige baggrund og uddannelsessystemet blev også inddraget som et instrument for den samlede økonomiske politik. Et område der skulle tilvejebringe forudsætninger for økonomisk vækst,

De ideologiske målsætninger om demokrati og lighed, men også ’uddannelsesøkonomien’, gav spillerum for reformpædagogikkens gennembrud og udviklingen af en elevcentreret progressiv pædagogik, der betonede demokrati og samfundsrelevans og uddannelsens betydning for individuel frigørelse.

Væsentligt i denne sammenhæng er også magtudøvelsesformen. Ganske vist var uddannelsespolitikken et ideologisk brydningsfelt mellem højre- og venstrefløj, men samtidig udviklede der sig en tradition for konsensus og brede forlig på uddannelsesområdet, og det var et centralt element, at befolkningen så at sige skulle tages i ed.

Ritt Bjerregård skrev i 1976: «Det nytter ikke at lave en nok så god planlægning, hvis man ikke kan vinde folkelig forståelse for at den er god. Der er her i landet tradition for at uddannelseslove skal kunne accepteres over et bredt politisk spektrum. De må opleves som rimelige af det overvældende flertal af befolkningen, …».

En af måderne til at opnå dette blev en omfattende organisationsinddragelse. Interesseorganisationer blev inddraget i den formelle uddannelsesplanlægning, og statsmagten forsøgte omvendt at udvikle kompromisser, der kunne ligge til grund for en politisk regulering af uddannelsessystemet. Det betød også, at der i perioder var en ret høj grad af lydhørhed overfor initiativer nedefra (fra lærere og elever). Der udvikledes en forståelse af, at organisationerne skulle inddrages og at indgåede aftaler skulle overholdes. Efterkrigstidens opfattelse af, at det var nødvendigt at regulere markedet og det arbejdsmarkedsmæssige aftalesystem blev så at sige overført til uddannelsesområdet med dannelsen af Det Centrale Uddannelsesråd (CUR) etc. (igen i overført betydning, det skal selvfølgelig ikke forstås bogstaveligt).

Hverken gratis uddannelsesinstitutioner, progressiv pædagogik, demokratiske målsætninger for skolens virke, ambitioner om større social lighed eller for den sags skyld samfundsrelevant undervisning kan imidlertid reduceres til blot at være et udtryk for kapitalens behov for reproduktion af kvalificeret arbejdskraft. Og som bekendt betød ligestillingen af land- og byskoler med skolereformen i 1958 tilmed, at landbruget ikke længere i samme grad kunne bruge børn og unge som underbetalt arbejdskraft – stik modsat landbrugets arbejdsgiveres behov, kunne man fristes til at sige

Det samme kunne man sige om en række af de øvrige institutioner, som udvikles under velfærdsstaten. Det er således – modsat forfatterkollektivets forestilling – ikke sådan, at eksempelvis et behov for at mobilisere den kvindelige arbejdskraftsreserve i 1960’erne nødvendigvis resulterer i massiv udbygning af offentlige velfærdsinstitutioner i form af vuggestuer og børnehaver (som i øvrigt primært fandt sted i 1970’erne). Tværtimod havde jeg nær sagt. Man kan blot kaste et blik ud på de udviklede kapitalistiske lande udenfor Skandinavien for at få et billede af det. Ligeså lidt som statslig ældrepleje eller udviklingen af gratis offentligt sundhedsvæsen på et meget højt niveau kan reduceres til blot at være en afspejling af kapitalens behov for arbejdskraftens reproduktion - eller som forfatterkollektivet postulerer det , ”sundhedsvæsenet sikrede, at flere arbejdere var arbejdsdygtige.”

Fraregnet det bizarre i at forfatterkollektivet nærmest får til at fremstå som om, at folkesundhed ikke er et gode i sig selv (og i øvrigt et over 100-årigt krav fra arbejderbevægelsens side), så kan man jo blot erindre om, at kapitalismen i sin udvikling i lange perioder har klaret sig fint uden at spekulere synderligt på befolkningens sundhedstilstand eller også har løst det kloden over ved at sætte spørgsmålet på regulær vareform og overlade det til markedet og private forsikringsordninger at tage hånd om den slags.

 

Borgerlig krisepolitik?

Ifølge forfatterkollektivet er det sådan, at ”… når systemet kommer i krise, betyder det, at de reformistiske partier presses til at føre borgerlig krisepolitik, hvilket Socialdemokraterne såmænd også gjorde under kriserne i både f.eks. 1930'erne og 1970'erne.”

Det er indiskutabelt, at socialdemokratiet førte krisepolitik i både 1930’erne og 1970’erne. Og den kan der rettes megen socialistisk kritik af. Men at karakterisere den som borgerlig krisepolitik er altså forvrøvlet.

Både i 1930’erne og i 1970’erne er det karakteristisk at socialdemokratiet fører krisepolitik og på samme tid foretager udbygning af velfærdsstatslige sociale sikringsordninger.

Jeg minder bare om, at Steinckes socialreform finder sted i 1933 midt under den globale krise. Den kan man så diskutere rækkevidden af, men den medførte én meget væsentlig forandring, ved at den ophævede skellet mellem de værdigt trængende og de uværdige. Og i perioden 1936-39 får boligsøgende, de arbejdsløse og de gamle også flere rettigheder. Der kommer et mere forebyggende sigte i lovgivningen med oprettelsen af sundhedsplejersker, børneplejestationer og mødrehjælpsinstitutioner for alle.

Samtidig med 1970’ernes krise oplever vi eksempelvis tilsvarende at bistandsloven kom i 1976, og gav forbedrede forhold og udvidede rettigheder, og i 1979 indførte man så efterlønnen, som vi har kæmpet så meget for at bevare i de seneste år.

Ingen af de ting kan vel karakteriseres som udtryk for ”borgerlig krisepolitik”? Ikke med mindre ”borgerlig krisepolitik” selvfølgelig skal udstrækkes til at omfatte alt der ikke ligefrem er erklæret socialistisk, men så mister begrebet enhver meningsfuld betydning.

Det var såmænd også først i 1979, at socialdemokraternes tanker om Økonomisk Demokrati (ØD) endegyldigt led skibbrud (på grund af modstanden fra både venstrefløjen og LO’s ledelse). Man kan sige meget kritisk om ØD – men traditionelt borgerligt var det ikke just.

Til gengæld vil det være fuldstændig korrekt, at socialdemokratiet (og SF) i dag er slået ind på en rendyrket borgerlig krisepolitik baseret på sociale forringelser, dårligere forhold for arbejdsløse og socialt udsatte og en offentlig nedskæringskurs, koblet med skattelettelser for dem, der er inde i varmen i sikre stillinger på arbejdsmarkedet (og med høje lønninger), og et begyndende opgør med selve ideen om rettighedsbaserede universelle velfærdsydelser. Realiteten er, at socialdemokratiet med deres evindelige moraliserende sang om ret og pligt (hvor hovedvægten tydeligvis er på det sidste) er ved at trække principperne for socialpolitikken tilbage til før Steinckes socialreformer. Næste skridt bliver således muligvis indførelsen af nye fattigdomsydelser for alle enlige kontanthjælpsmodtagere under 30 når regeringens forhandlinger med de Venstre om en kontanthjælpsreform går i gang.

 

Velfærdsstaten er et hovedkampfelt i dag

Velfærdsstatens institutioner fungerede netop ikke efter kapitalistiske principper. Serviceydelserne i form af eksempelvis gratis sundhed og undervisning, ældrepleje, daginstitutioner – ja sågar folkebiblioteker og kommunale musikskoler og offentligt boligbyggeri, var netop ikke varer, som blev solgt på et privat marked med profitmaksimering for øje. Velfærdsstatens institutioner indgik selvsagt også i kapitalens reproduktion af arbejdskraft (hvem i alverden skulle dog benægte det?), men den måde de fungerede på var ikke kapitalistisk, og de havde elementer og ikke et mindst et sigte og formål, som pegede videre. Socialdemokratiets problem var, at deres opbygning af velfærdsstaten efter krigen blev bundet sammen med et samfund i voldsom vækst som en forudsætning for udvikling af velfærden og dermed endte med at standse halvvejs, og at udviklingen af velfærdsstatens institutioner var bundet i en centralistisk tankegang. Men at socialdemokratiet satte sig selv i denne fælde, behøver ikke at betyde, at venstrefløjen dermed ikke skal gå i brechen i kampen om velfærdsstaten.

En hovedkamp i dag er således netop omkring forsøget på at ændre de statslige velfærdsstatslige institutioner og ydelser – sundhed, uddannelse, ældrepleje, børneinstitutioner etc. – fra offentlige rettighedsbaserede og universelle velfærdsydelser til i stedet at være varer, som skal udbydes med profit for øje på markedet.

Uddannelse betragtes eksempelvis i dag, som en af fremtidens virkelig væsentlige handelsvarer, og det er en proces der er godt i gang allerede. Ikke bare i Danmark men i hele verden (Australiens eksport af uddannelser svarer eksempelvis til tre pct. af bruttonationalproduktet – og danske politikere kigger sultent på udviklingen dette marked).

Man skal jo ikke kigge længe rundt i landskabet, før man iagttager samme processer indenfor for en stribe andre velfærdsområder.

Det er selvfølgelig ikke noget, som er kommet fra den ene dag til den anden. Herhjemme ville jeg f.eks. påstå, at der har været en glidende overgang, der startede med Bertel Haarders styringsmæssige reformer indenfor uddannelsesområdet for 20 år siden, der netop skulle markedsmæssiggøre uddannelsesinstitutioner, dog uden direkte at privatisere disse eller direkte sætte deres ydelser på en almindelig vareform handlet med profit for øje på et privat marked.

Det er her fronten i realiteten går lige nu, og Pelle Dragsted har derfor efter min mening fuldstændig ret, når han peger på:

”…  at Enhedslistens opgave må være, at påtage sig opgaven med at samle bredest muligt blandt alle de danskere, der er imod den nyliberalistiske udvikling, og som vil forsvare og udvikle velfærdssamfundet. Blandt alle de danskere som lige nu står dybt skuffede of frustrerede over at de partier, som de havde sat deres lid til. Også dem, som ikke nødvendigvis køber hele pakken, og deler Enhedslistens mere langsigtede mål.

Vi skal give dem en plads, en stemme - og dermed også et håb og en tro på at der er alternativer, til fortsat nyliberalistisk udvikling og underminering af den solidariske velfærd.  Enhedslisten skal fylde det hul, som S og SF har efterladt. For der er ikke andre til at gøre det.”

(Læs Pelle Dragsteds indlæg:Et år efter valget – Hvad nu Enhedslisten?)

Uanset hvad man så måtte mene om velfærdsstaten som fænomen – og der er som sagt også ganske meget kritik som skal rettes mod den i form af bureaukratisering, systemtænkning, magtforhold, klientgørelse, manglende demokrati etc. - så nytter det altså ikke noget at hvis man baserer sin politikudvikling og strategi på forsimplinger eller måske ligefrem myter.

Når Marx netop ville ’videnskabeliggøre socialismen’ så var det ud fra erkendelsen af, at en forståelse af den faktiske virkelighed og samfundet – og det eksisterende samfund er netop resultatet af en historisk udvikling – var en afgørende forudsætning for at kunne forandre den eksisterende samfundsmæssige virkelighed.

 

Demokratiske uklarheder i forfatterkollektivets revolutionsmodel

Når man melder så skarpt ud som forfatterkollektivet gør, og drager så vidtrækkende konklusioner, så nytter det med andre ord ikke, hvis man ikke gør sig den ulejlighed at forstå, hvorfor samfundsinstitutioner ser ud som de gør, endsige den historik de har. Forfatterkollektivets forståelse af velfærdsstaten rammer efter min mening ved siden af skiven og konklusionen må betragtes som en regulær blindgyde.

At være revolutionær er for forfatterkollektivet at være traditionel leninist – sådan fremstår i hvert fald når man læser deres beskrivelse af, hvad en revolution er for noget. Det er en meget sort/hvid forståelse, der udfoldes, hvilket selvsagt gør gruppen af de (potentielt) udskældte ’reformister’ meget stor. Det er selvsagt ikke synderligt overraskende, eftersom halvdelen af forfatterne udover at være medlem af Enhedslisten samtidig er medlemmer af det lille trotskistiske parti Internationale Socialister (IS).

Forfatterkollektivet reducerer revolutionære forandringer og overgang til socialisme til at være identisk med en art romantiseret og lidt opdateret udgave af bolsjevikkernes revolution i 1917. Den førte som bekendt hverken til demokrati eller socialisme, men blot til borgerkrig, massemord og diktatur. Den brede befolkning endte med at blive massivt undertrykt af et diktatur, der vel at mærke blev udført over arbejderklassen i arbejderklassens eget navn.

Set i det lys er det mildt sagt bekymrende, at forfatterkollektivet i deres beskrivelse af overgangen til socialisme er så uklare i spyttet både omkring de demokratiske rettigheder (frie valg, almindelig og lige stemmeret, flerpartisystem, repræsentation også for mindretal etc.) og de grundlæggende borgerrettigheder (lighed for loven, beskyttelse af mindretal, domstolenes uafhængighed, ytringsfrihed etc.). Det eneste der fremstår helt krystalklart er, at forfatterne vil opløse det valgte parlament, når de mener at have et flertal bag sig, men intet om hvordan dette flertal i praksis skal manifestere sig, da der øjensynligt ikke længere er hverken folkeafstemninger eller almindelige frie valg, eller hvilke demokratiske rettigheder og hvilken repræsentation, der måtte være for dem, der nu måtte være uenige eller bare kritiske.

De fremlægger tilmed en demokratimodel som det utopiske mål, hvor en væsentlig del af befolkningen nok vil have ringere demokratiske rettigheder end i dag, og hvor det fuldstændig blafrer i vinden, hvordan landsdækkende eller bare bydækkende prioriteringer og forvaltning af ressourcer skal besluttes på en bare nogenlunde demokratisk vis. Og hvis det virkelig er dét, som er det socialistiske alternativ, man skal fremføre overfor den måbende befolkning til afløsning for eksisterende parlamentariske demokrati med kommuner og parlamenter osv., så forstår jeg godt, hvis de fleste vælger at takke nej til den vision.

Socialisme bør være en radikal omfordeling af de samfundsskabte værdier - social retfærdighed - gennem udvikling af fælleseje, samfundskontrol med økonomiens nøglesektorer og udstrækningen af demokratiet til også at omfatte produktionen og økonomien, koblet med en udvidelse af de demokratiske rettigheder for alle. Socialisme kan derimod aldrig være forbundet med indskrænkning af de demokratiske rettigheder for nogen.

 

Annonce