Vollsmose og den politiske håndvask

Disse dage har været præget af travlhed ved den politiske håndvask efter episoderne i Vollsmose og på Nørrebro. Ja, politikerne har nærmest stået i kø for at vaske hænder og skyde ansvaret over på andre. Og det gælder både lokalpolitikere såvel som Christiansborg-politikere.

Inden man betragter mit indlæg som et forsvar for de unges handlinger, er det på sin plads at understrege:

Ja, det der foregår, er uacceptabelt og grotesk: At bøller går til angreb på et sygehus, og at der finder pengeafpresning af cafe-ejere sted på Nørrebro. Det skal vi selvfølgelig fordømme og arbejde på at undgå fremover.

Men hele denne absurde debat om Vollsmose, Nørrebro, utilpassede unge og bander er hverken ny eller faldet ned fra himlen. Vi har haft denne debat så længe, jeg kan mindes, og hver gang er de samme populistiske argumenter blevet fremført. Retorisk plattenslageri har ingen ende villet tage.

Debatten rasede senest under de banderelaterede skyderier, som kostede en masse mennesker livet og forinden i 2008, hvor unge nydanskere i frustration og magtesløshed raserede flere bydele og satte ild til containere og biler.

Skaber ikke dynamik, men dynamit

Dengang som i dag har ingen sat sig ned og for alvor taget fat om problemet. Det er blot blevet ved populistiske meldinger som fx, at de bare kan skride ”hjem”, at de bør tildeles højere straffe eller bør fratages deres kontanthjælp osv.  Men ingen af de politikere, der har udtalt dig hidtil, har sat sig ned og stillet sig selv de centrale kritiske spørgsmål: Hvorfor finder sådan noget sted i vores bydele? Hvad udløste for eksempel uroen, der førte til, at de første containere og biler blev sat i brand på Nørrebro i København og andre bydele i Danmark? Hvorfor tog disse episoder til i fart?

Hovedsagen er, at den stigende ulighed, marginalisering, fremmedfjendske hetz, uretfærdig behandling og isolering i samfundet er et kæmpeproblem. Udviklingen udgør samlet set en trussel for samfundets sammenhængskraft på sigt. Tænk blot på det vi så i Frankrig for nogle år siden, hvor årtiers økonomiske og sociale marginalisering førte til store uroligheder blandt det franske proletariat bestående af etniske minoritetsgrupper. Dette eksempel illustrerer, at en stigende ulighed i samfundet og en fortsat tendens med polarisering mellem samfundets elite og underklasse ikke skaber dynamik som påstået af tidligere socialminister Eva Kjer, men snarere dynamit!

”Kultur” som årsagsforklaring

Paradokset i hele denne debat er dog, at de dagsordensættende skikkelser ikke taler om socialulighed og manglende løsninger på sociale og socioøkonomiske problemer, som er blevet syltet eller gemt hen i ghettoernes afkroge i årtier. De vil heller ikke snakke om den polarisering, der foregår i samfundet, hvor de, der har de bedste job, klumper sig sammen i særlige områder omkring de store byer, og de, der har et dårligt uddannelsesniveau, bor i andre dele af landet.  Heller ingen af dem vil snakke om, at vi er ved at tabe kampen mod den sociale arv og den sociale ghettoisering, der finder sted i den danske folkeskole. I stedet for refererer man til velkendte fraser som, at det er deres ”kulturelle baggrund”, der er skyld i disse ting, og at deres handlinger ikke er danske og ligefrem et angreb på ”danske værdier”! Ud fra denne tankegang skulle det så betyde, at det at bryde ind på hospitaler er helt normal praksis i de lande, som gerningsmændene kommer fra – igen et tegn på fordomme og uvidenhed.

Eller som den tidligere regering gjorde, da den nedsatte en Værdikommission, som skal kortlægge befolkningens værdier for dermed bevidst at flytte fokus væk fra samfundets reelle problemer. Nej, for ingen vil tale om analyser af uligheden og den sociale ghettoisering i folkeskolen og i samfundet. Udviklingen råber vagt i gevær og advarer os om, at et socialt mareridt er ved at oprulle sig som virkelighed for store dele af den dårligst stillede danske befolkning.

Nu må det stoppe! Hverken hospitalsbøllerne eller pengeafpresserne fra Nørrebro er mere eller mindre danske end rockerne eller AK81. De er alle en del af det danske fællesskab og børn af det danske samfund.

Vi er nødt til at erkende, at det, vi ser på Vollsmose og Nørrebro, blot udgør en lille andel af de mange ophobede sociale problemer og mange års mislykket integration. Derfor er det en kæmpe falliterklæring fra både lokalpolitikere og landspolitikere, når man med letkøbte populistiske argumenter og retorisk plattenslageri skyder ansvaret fra sig og vasker hænder ved den politiske håndvask – og dette gælder sådan set begge sider af den politiske andedam. Disse sociale problemstillinger forårsaget og forstærket af social ulighed har eksisteret i årevis. Så hvorfor vågner I heltemodige, fremsynede, fædrelandselskende, handlekraftige politiske fantaster først op nu? Tag jer sammen!