Villy Søvndals SF er ingen "Gøgeunge" - Replik til Trine Mach

Indlæg af Signe Munk og Andreas Albertsen, medlemmer af SF’s landsledelse

Trine Mach havde i sidste uge en kommentar om SF i RÆSON. Her giver hun sin vurdering af de seneste år i SF under Villy Søvndals ledelse, specielt med fokus på SF’s forhold til magten, slaget om arbejderne og SF’s politiske DNA. Vi vil ikke lade dette indlæg stå alene, derfor giver vi vores besyv med i dette skriv.

Trine Mach beskriver det, hun kalder SF’s forhold til magten – altså regeringsprojektet. Den del af hendes indlæg, vi er temmelig enige i. Vi har som parti i fællesskab besluttet at gå i regering, og i SF har vi ikke tænkt os at stikke halen mellem benene. Vi er fælles om at løfte ansvaret. Så langt så godt.

Men midt i de daglige bestræbelser på at holde skuden oven vande, stå sammen og vende udviklingen, er det også værd at knytte tanker til, hvordan dette gøres bedst muligt. Som vores landsledelseskollega Kristen Touborg sagde på sidste landsmøde, så er det rigtigt, at vi skal stå sammen, men ikke ligegyldigt, hvad vi skal stå sammen om.

Når en formand afløser en anden, er det naturligt at se tilbage på, hvad der er gået godt og skidt. Trine Machs konklusion er imidlertid for voldsom. Vi kan kun læse indlægget som et klart forsøg på at lægge luft til Villy Søvndals SF, og vi deler ikke hendes vurderinger i den henseende.

Hun skriver, at udviklingen de seneste år har været tæt på at udviske ”partiets DNA” og at det var ”en gøgeunge.” Af samme grund begræder hun heller ikke den håndfuld af ledende fortalere for Villy Søvndals nyorientering af SF, der er blevet medlemmer af Socialdemokratiet. Vores ærinde er, at vi slet og ret er uenige i den konklusion (og Trine Machs argument herfor).

SF som Socialdemokrati?
Der er al mulig grund til at mene, at SF under valgkampen i 2011 gik for meget i ét med vores socialdemokratiske allierede. Det var ikke sundt og godt for SF, at man ikke kunne klemme et stykke papir imellem os og S. Det er dog bemærkelsesværdigt, at synspunktet om at SF ikke må ligne S for meget igen og igen formuleres, som om det er nyt og ekstraordinært. Denne konklussion var der enighed om i Landsledelsens evaluering af valgkampen, det fremgik derfor af beretningen til landsmødet, og det var derfor heller ikke noget, der skilte de to formandskandidater i efteråret. Vi beklager for læserne, at det er temmelig udtrådte stier, vi betræder her, men det er åbenbart nødvendigt at nævne.

Vi har i øvrigt til gode at møde en SF’er, der ønsker magten for magtens skyld, og som er tilhænger af et blindt magtprojekt. Det mener vi bestemt heller ikke er en retvisende beskrivelse af Villys Søvndals formandstid. Det er en forsimplet dom over det projekt, der skabte håb, et reelt alternativ til de borgerlige – og som var med til at bære de borgerlige ud af ministerkontorerne.

Et folkeparti uden arbejdere?
Det er tilsyneladende Trine Machs påstand, at ikke blot var Villy Søvndals SF ved at blive et Socialdemokrati, det var også næret af nogens drøm om at danne Fælles Kurs 2.0. Påstanden kan jo næsten stå for sig selv og siger meget om, hvor langt SF er fra at leve op til at være et folkeparti. Tænk at vi selv et år efter debatten startede skal se den slags skyggeboksning med fiktive positioner.

Vores synspunkt er, at et parti uden arbejdere aldrig være et folkeparti. Og tænk, at det ærlige ønske om at SF skal kæmpe for dem med korte uddannelser og lave lønninger til stadighed bliver karikeret og latterliggjort. SF mangler en stor gruppe mennesker i vores parti. Det er veldokumenteret, men ønsket om at prioritere dem i den politiske kamp bliver gjort ligegyldigt og stemples som ”populistisk leflen for særinteresser”.

For os er det afgørende, at vi genetablerer den politiske binding til håndværkeren, hjemmehjælperen og stilladsarbejderen.

Et SF, der flytter holdninger i fremtiden?
SF blev under Villy Søvndal et parti, der så det som sin opgave at præge samfundsudviklingen og formulerede klare svar på tidens store spørgsmål. Ser vi tilbage på Villys tid som formand, var han i høj grad ansigtet og stemmen i nogle af de helt store samfundsdebatter – om Irak-krigen, ulighed og velfærd.

SF var et parti, der adresserede store samfundsspørgsmål og et parti, der ikke var bange for at have holdninger til de spørgsmål, der optog danskerne. Af samme grund var det også rigtigt og vigtigt, at Villy (i tråd med sin forgænger) klart sagde fra over for udemokratiske kræfter. Det var for os et fremskridt for integrationsdebatten i Danmark og et markant skridt for et parti, der ønsker at være i øjenhøjde med danskerne –  også med de dele af befolkningen, som SF i årtier har haft svært ved at nå.

Det kunne godt være interessant at se, hvorvidt SF kan flytte stemmer om 5 år. Men i bund og grund er det en skindiskussion, som synes at fortrænge de vigtige politiske slag, som finder sted i dag og i morgen. Uagtet om de handler om Carina, Robert eller polsk arbejdskraft, så må SF ikke melde hus forbi med en undskyldning om, at vi vil flytte stemmer på lang sigt, og at folk dermed bare kan ”stay tuned”.  Vi tror de stempler ud. Når Dansk Folkeparti i disse dage går frem, er det ikke, fordi integrationsdebatten pludselig er blusset op. Det er næppe grænsebommene der trækker. Det er snarere fordi Thulesen Dahl åbent taler om at skabe nye produktionsjob, har genopfundet sin bekymring for de udfaldstruede dagpengemodtagere og taler i politiske værdier i stedet for 2020-regneark. Store dele af de vælgere, der i dag er hos DF og V, skal ikke dæmoniseres. De har ikke nødvendigvis en masse holdninger vi skal flytte på sigt, men de har helt sikkert problemer og udfordinger vi skal tage alvorligt. Det kan kun et parti, der tør tale om de store samfundsspørgsmål.

Folkesocialisme – død eller levende?
Man kan have to helt overordnede syn på, hvorvidt det er SF’sk at tale til befolkningens brede lag. Et er historisk og fremhæver, at netop denne tilgang blev betonet af partiformænd med efternavne som Larsen, Ømand og Søvndal. Det er i hvert fald Hans Mortens udlægning i sidste uge af Weekendavisen. Et andet synspunkt er, at afvise det som arbejderrisme, drømmen om fælleskurs eller i modstrid med SF’s DNA. Trine Machs indlæg synes at ligge tættest på den sidste forståelse.

Det mener vi er en ærgerlig tilgang. Vi opfatter folkesocialismen som noget levende og aktuelt. Aktuelt og væsentligt idet vi mener der i vores grundværdier findes mange svar og bud på tidens store udfordringer og spørgsmål. Vi mener ikke, det er meningsfyldt at ophøje sin egen foretrukne udformning af disse værdier til den eneste sandhed. Det ville virke mærkværdigt i et parti, der altid har formået at tilpasse sig sin samtid. Evnen til at omfavne og opsamle freds-, kvinde- og miljøbevægelsen. Fra planøkonomien i programmet fra 1963 til socialistisk markedsøkonomi i 90’erne og frem. Fra EU-modstand til en mere positiv position. Udviklingen til positionen som Danmarks grønne parti.

 Uden at dømme hvad der er bedst og godt heri, er der ingen tvivl om at Folkesocialister ikke lader sig fange i fortiden. Så lad os få en debat, der ærligt erkender, at vi måske ikke har fundet de vise sten, og lad os fortsat være skeptiske over for dem, der tror, de har.

Med ønsket om en god debat