Annonce

26. februar 2012 - 12:57

Vi er ikke svage - vi har bare ikke arbejde

I USA er der winners og så er der losers. Vindere og tabere. Det sprogbrug er heldigvis aldrig slået igennem herhjemme. Det er for bombastisk og for åbenlyst nedladende overfor dem, som ikke er kommet på samfundets grønne gren, men må nøjes med at sidde på samfundets visne grene.

Alligevel er der i Danmark vokset et sprog frem, som også vender den tunge ende nedad. Man snakker om de stærke og de svage i samfundet, og nu er det blevet udbygget til de ressource-stærke og ressource-svage.

Jeg er ikke svag – jeg er en stærk smed der er blevet gammel

Klart nok er der nogen, der har svært ved at opfylde alle samfundet succes-kriterier. Men hvem har lyst til at blive kaldt svag? Det havde den mand , som socialrådgiver Hanne Reintoft beretter om, i hvert fald ikke. I en af sine bøger refererer hun denne episode:

Hun havde lige holdt et foredrag om ældrepolitik og åbenbart nævnt noget om de svage i samfundet. Pludselig rejser en mand sig - rød i hovedet af vrede. “Jeg er ikke svag” råber han“ hold op med det, jeg er en stærk smed, der er blevet gammel.”

Ingen skam at være arbejdsløs

I min blog i sidste uge kritiserede jeg de såkaldt ‘fleksible’ udlejningsregler og fik et svar fra socialborgmester Mikkel Warming, hvor han forklarede, hvorfor han og Københavns Kommune bakkede op om disse regler.

Den grundlæggende ide i hans indlæg er, at det er godt, at reglerne gør det svært for folk uden arbejde at få bolig i visse boligområder. Han skriver f.eks. ”En række boligområder har det rigtig skidt. Hvor der er for mange fattige og ressource-svage stuvet sammen på samme sted” og ”Unge uden ressourcer dominerer gadebilledet”.

I gamle dage var det en skam at være arbejdsløs, men det fik stærke kræfter i arbejderbevægelsen gjort nogenlunde op med. Der blev lavet arbejdsløshedsbevægelser, som krævede arbejde og understøttelse. Man henviste skammen til skammekrogen. Og der skulle den helst blive – skammen altså.

Også derfor må man ikke diskriminere folk, der ikke har arbejde. Jeg synes, det er en meget god personlig leveregel. Og for offentlige myndigheder er det altafgørende, at alle behandles lige.

Det indebærer så også, at man ikke kan lave regler, der giver et bolig-forspring til folk i arbejde. På den måde lægger man indirekte boliganvisningen i hænderne på arbejdsgiverne, og det kommer der ikke noget godt ud af.

Ressource-svage eller unge på vildspor

Jeg går ud fra at Mikkel Warming som socialborgmester støtter sociale tiltag i KBH, der prøver at nå de unge med sociale problemer bl.a. ved at give dem tro på fremtiden og en følelse af at høre til. Men jeg synes, det trækker i den anden retning, når han kalder de unge rødder for ressource-løse.

Personlig har jeg aldrig mødt en ”ung uden ressourcer” - men rigtig mange, som er destruktive og kommet på vildspor.

Og er man fattig har man pr. definition ikke mange økonomiske ressourcer – men det har jo ikke noget at gøre med, hvor mange menneskelige ressourcer man har.

Sig ja til dem, som arbejdsmarkedet siger nej til

På herberget, hvor jeg arbejder, er mange af brugerne på overførselsindkomster. Men det er faktisk også ofte folk udenfor arbejdsmarkedet, som arbejder frivilligt på stedet eller i de genbrugsbutikker, som finansierer en stor del af herbergets drift. Ressourcesvage?

Der er mange grunde til, at folk i den arbejdsdygtige alder ikke har et arbejde. De er måske for tykke, for fysisk nedslidte, for alkoholiserede, for kloge, for selvstændige, for mørkhudede, for uheldige, for venstre-orienterede, for gamle, for unge, for følsomme, for dårlige til at tale dansk, for overkvalificerede, for syge eller for dårligt uddannede til at være dem, der bliver foretrukket af arbejdsgiverne.

Med andre ord - alle mulige forskellige mennesker. Eller for nu at blive i den gamle smeds sprog: De er ikke ressourcesvage - de er bare nogen, der ikke kan få arbejde.

 [1]

Annonce