Vi er alle racister

”Du er racist og du er racist og du er racist og jeg er racist og vi er alle sammen racister!”. Sådan startede fotografen Jacob Holdt et foredrag i Vollsmose Kirke for nogle år siden, imens han anklagende pegede ud på den måbende forsamling. Nogle blev så fornærmede, at de rejste sig og gik. Kun de mest modige og nysgerrige blev tilbage. Foredraget handlede om ”os og dem”. Om den stigende racisme i medierne og højrefløjens fremmarch. Men først og fremmest handlede foredraget om den virkelig farlige racisme, der har fat i os alle sammen, og som vi slet ikke er klar over, er der.

”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget?” står der i bibelen. Og der er ingen tvivl om, at vi har let ved at se racisme, når vi ser andre udøve den, men vi har rigtig svært ved at se indad og konfrontere vore egne fordomme. Vi definerer stadig racisme ud fra billeder af afroamerikanere og Klu Klux Klan. Vi husker ekstremerne under apartheidstyret i Sydafrika, men vi ser ikke parallellerne til den segregation, vi selv udsætter etniske minoriteter for hver eneste dag. Vi bagatelliserer de få sager om unge indvandrerdrenges afvisning på diskotekerne, som ser dagens lys i medierne. Vi ser ikke, at der bag de sporadiske avisoverskrifter står et utal af unge, der hver eneste dag udsættes for diskriminerende og racistisk adfærd.

Og nu har vi så for nylig fået at vide, at vi slet ikke er racister. Det er et par forskere, der har kigget de sidste 20 års forskning igennem, og mener at kunne konkludere, at der slet ikke er tale om racisme, når unge afvises på diskotekerne og fædre nægter deres døtre at have sorthårede kærester. Ud over, at konklusionerne bygger på en fejlslutning, da man ikke nødvendigvis ved at kigge på tidligere forskningsresultater får et sandt billede af den nuværende virkelighed, er det også yderst prætentiøst, at påstå, at de mishagsytringer, der hver eneste dag finder sted overfor etniske og religiøse mindretal, ikke er et udtryk for racisme, men for ”berettigede bekymringer”. Pia Kjærsgård var hurtig til at gribe bolden og stramme skruen en ekstra tand ved at konkludere, at det nu blev slået fast, at ”vi danskerne har aldrig nogensinde været racistiske”. Jødefejden, slaveskibene og kolonitiden er fuldstændig glemt.

At racismen stadig lever i bedste velgående ude i den virkelige verden, det kan der vist ikke være nogen tvivl om. Højreorienterede grupper som ”Danskernes Parti” og ”Stop Islamiseringen af Danmark” har kronede dage, og det er blevet alment acceptabelt at udtrykke holdninger, der ytrer mishag overfor religiøse og etniske mindretal. Racistisk motiveret vold hører bestemt ikke en fjern fortid til. Anders Breivik er et glimrende eksempel på racismens personificerede ondskab, men han var ikke en enlig svale. Han er måske den eneste, der indtil nu har handlet på sine racistiske holdninger, men hans manifest viser med al tydelighed, hvor udbredt og rodfæstet racismen er, og også hvor farligt det er for vores samfund, hvis vi ikke tør at konfrontere den.

Medierne spiller en fremtrædende rolle i udbredelsen af fremmedfjendtlige budskaber. Men oftest er medierne kun talerør for politikere og samfundsdebattører, og de kan derfor ikke nødvendigvis klandres for den skærpede tone overfor etniske og religiøse mindretal. Særligt har Dansk Folkeparti det sidste årti været medvirkende til at skærpe tonen i debatten. Når det pludselig er blevet legitimt fra Folketingets talerstol – den fornemmeste platform for politisk agitation i landet – at sammenligne religiøs hovedbeklædning med hagekors og at sidestille Islam med nazisme, legitimerer man en hverdags-racisme, der har sneget sig ind i alle afkroge af vores ellers tolerante og åbentsindede land.

Flere af Dansk Folkepartis fremtrædende figurer har adskillige domme for racisme og diskriminerende ytringer. Det er nemlig slet ikke lovligt, at komme med nedsættende bemærkninger om bestemte etniske og religiøse befolkningsgrupper. Men dommene ændrer ikke på, at det er sket. Muslimer er blevet kaldt kræftceller. Det er blevet debatteret, om flygtninge skulle have faldskærm på eller ej, når de skulle smides ud fra en helikopter. Der har været tale om at placere bestemte etniske grupper på en øde ø. Uanset hvor meget man lovgiver imod den slags holdninger, eller hvor mange domme racisterne får, så kan man ikke ændre på, at det er blevet sagt. Og det er blevet sagt, fordi der er nogen, der har tænkt det. Racistiske ytringer er altid udtryk for en bagvedliggende racistisk holdning og værdisæt.

Jeg tror ikke, at danskerne er et specielt racistisk folkefærd. I hvert fald ikke i den gammeldags betydning af ordet. Der er formodentlig ikke ret mange mennesker, der stadig tror på, at menneskeheden kan deles op i forskellige biologiske racer med forskellige karaktertræk. Og der er formodentlig endnu færre, der tror på, at hvis disse racer var en realitet, så befinder de sig på forskellige udviklingstrin, og at lige nøjagtig vores race har opnået det højest mulige udviklingstrin og derfor er højerestående i forhold til alle andre racer. Og for at racismen skal være fuldgyldig skal der lige den ekstra krølle på, at vores races overlegenhed også giver os ret til at tryne de øvrige racer – ja, det er nærmest vores pligt at sikre, at de ikke når op på tilnærmelsesvis samme udviklingstrin som os. Dén form for racisme er der heldigvis ikke ret mange, der hopper på i dagens Danmark.

Den racisme, som vi alle sammen er præget af, er ikke bygget på biologi. Den er derimod bygget op omkring en opdeling af menneskeheden ud fra nogle begreber, der er taget fra sociologien og etnologien. Men mønstret er det samme. Menneskeheden er opdelt i forskellige etniske, kulturelle og religiøse grupper. Eksempler på disse grupper er ”vesterlændinge”, ”sorte” og ”arabere”. Grupperne giver vi nogle helt bestemte karakteristika og definerer dem i modsætning til hinanden. Dertil kommer en forestilling om en historisk udvikling og civilisering af menneskeheden, der er foregået i forskellige tempi i de forskellige grupper. Vesterlændinge er defineret som værende på det pt. højest mulige civilisationsniveau, mens de øvrige grupper er uciviliserede og uudviklede.

Det allerfarligste ved den ”nye” form for racisme er den overbygning, der særligt har udviklet sig over de seneste årtier. Nemlig påstanden om, at vi er midt i en verdensomspændende kulturkamp. En krig imellem dem og os. Et civilisationernes sammenstød. George W. Bush konkretiserede kampen ved udtalelsen ”Enten er I med os, ellers er I imod os”. Den verdensomspændende kulturkamp legitimerer nemlig en udøvet racisme, der i sin grundform går ud på gøre det af med ”de andre” inden de gør det af med os. Det er den racisme, som Dansk Folkeparti, og i øvrigt højrefløjen i hele Europa, har levet højt og flot på, og som er blevet brugt til at skabe frygt og splittelse i den danske befolkning. Det er den samme racisme, tusindvis af mennesker oplever hver eneste dag i medierne og blandt kollegaerne på deres arbejdsplads og som nu forsøges legitimeret som en ”berettiget bekymring”.

Der er ikke så mange af os, der husker på, at hver gang, vi peger på andre, er der tre fingre, der peger på os selv. Men når det kommer til spørgsmålet om danskernes racisme, er det på tide, at vi alle sammen kigger indad og konfronterer vore egne fordomme. Kun ved at konfrontere fordommene kan vi komme af med dem. For hvad vi troede var berettiget bekymring, kan meget vel vise sig i virkeligheden at være et udtryk for rendyrket racisme.

Har også været bragt som kronik i Information d. 15. januar 2013.