Annonce

12. november 2012 - 22:09

Vandballoner burde være de eneste tilladte våben i Colombia

”Man skal ikke komme her for at arbejde, man skal komme for at drømme” – siger Jean og lyser op i et stort grin. Omkring ham står 12 måbende socialister og endnu flere grinende børn i skolealderen. Vi har netop tilbragt 2 timer i Bogotás offentlige transportsystem på vej til forstaden Usme, og flere af os har endda døgnet forinden krydset Atlanten i et Lufthansa-fly.

Jean viser os rund hos Fundacion vida y lideracion (Foreningen for Liv og Lederskab). Stedet består af en fodboldbane, en køkkenhave, en lerovn og et hus. Alt sammen presset ind på et areal svarende til en større dansk kolonihave. Bag fodboldbanen ligger desuden en bakke, som ungerne, på trods af en stigningsprocent op mod de 50, uforfærdet kurer ned ad på papstykker. Det er lørdag, og solen skinner i Usme. Lige nu er det besynderligt, at der kun få hundrede kilometer væk smides med bomber og dræbes bønder i et forsøg på at kue landets progressive bevægelser.

Det er dog ikke det paradoks, vi tumler med lige nu. I stedet hører vi historier om initiativer til at skabe social forandring og åndehuller for indbyggerne i forstaden Usme, på grænsen mellem land og by.

Køkkenhaven producerer økologiske grøntsager og huset har i sine to rum både dansestudie, koncertsal og teater. Dertil kommer et kombineret toilet og mørkekammer. Huset er åbent 24 timer i døgnet og drives i fællesskab af børn og frivillige voksne. Fremtiden er sikret indtil 2025, hvor myndighederne rydder området for at anlægge en ny landevej. Det trækkes der lige nu på skuldrene af. Til den tid må det lille fællesskab bare bryde op og rykke videre. Det samme må vi.

Efter en times rank march med fuld oppakning i 2700 meters højde og bagende sol når vi næste mål og dermed næste del af dagens program. Vores venner i Den Sociale Platform i Usme har inviteret os indenfor i noget så spændende som det lokale bibliotek. Umiddelbart har vi svært ved at forestille os hvilket revolutionært potentiale, der skulle gemme sig på sådan en lokalitet. 30 minutter sidder vi tryllebundne midt i en kreds af folkeskolebørn, mens to drenge fra syvende klasse udruller en klasseanalyse, som de fleste medlemmer af Enhedslistens folketingsgruppe dårligt kunne have klaret bedre. Vi hørte om mediernes pleje af den økonomiske og politiske elites interesser og om behovet for modstand mod urban ekspansion på bekostning af landbrug og natur.

Indholdet af mødet med det brugerdrevne bibliotek var noget helt andet end forventet. Vi tabte skuffen i respekt for børnenes politiske modenhed, men så også fristedet give dem mulighed for at glemme problemstillinger og analyser og bare være børn. Det fik vi at mærke på egen krop, da de efter mødet overdængede os med vandballoner. Inden da havde vi godt bemærket oprustningen, men tog det ikke så tungt. Som en 7-årig grinende forklarede: ”Vandballoner burde være de eneste tilladte våben i Colombia.”

Annonce