Uden demokrati døde drømmen DDR

9. november 1989 var jeg netop ankommet til Berlin uvidende om, at muren ville falde den aften.

Jeg skulle ned og besøge min gamle veninde Marina og hendes mand Achim. De var netop blevet smidt ud af DDR, efter et år i fængsel, fordi de havde søgt at flygte fra DDR. Jeg havde hjulpet dem med flugten, der altså var mislykket, og nu skulle jeg se dem igen for første gang i over et år.
Både Marina og Achim var børn af ledende partimedlemmer. Specielt min veninde Marinas mormor Johanna var et menneske, jeg havde meget stor respekt for. Johanna havde delt løber sedler ud som 14 årig under arbejderopstanden i Hamborg, da den russiske revolution bredte sig til Tyskland, og væltede det tyske kejserdømme, og de to ledende revolitionære Luxenborg og Liebknecht var blevet skudt.
Johanna forblev medlem af det tyske kommunistparti, og havde store ar efter sammenstød og knivoverfald af nazisterne. På ungdomsbilleder af hende ser man en selvbevidst helt korthåret og kønsneutralt klædt kvinde.
Da nazisterne overtog magten, flygtede hun til Sovjet, og blev forelsket i en mand og fik datteren Barbara med ham, inden han blev sendt i en af Stalins lejre. Da nazisterne rykkede frem blev al Sovjets industri flyttet over på den anden side af Uralbjergene, og sammen med den kvinderne, altså bl.a. Johanna, der kom til at arbejde i minerne.
Alle mænd blev sat ind i kampen mod nazisterne - også dem i lejrne, altså også Johannas mand. Under endeløse lidelser jog de nazisterne ud af Sovjet, og vandt til sidst slaget om Berlin. Ved dette slag døde titusinde sovjettiske soldater- også Johannas mand.
Efter krigen rejste Johanna, hendes datter Barbara og hendes russiske kæreste tilbage til Berlin, tilbage til det, der for dem, var det befriede Tyskland. I Berlin fik de en datter, Marina, min senere veninde.
Der havde jeg lært dem at kende, og der havde jeg besøgt dem mange gange, og fået stor respekt for den kamp mormor Johanna havde ført. Men også hendes datter, Barbara, der havde været med til at genrejse Berlin, sten for sten sammen med alle de andre tyskere, havde jeg respekt og sympati for.

Marina, min gode veninde var aldrig pro-vestlig, men havde heller ikke megen respekt for det samfund, hendes mor og mormor havde fået opbygget. Hun var ganske nuanceret, fortalte om de mange goder specielt kvinder havde i øst - men ikke fandtes i vest.
Selv gik hun på kunstakademiet Til afsluttende eksamen, skulle alle for at bestå besvare følgende spørgsmål :
Er der en lighed mellem kulturen i DDR og BDR ?
Svarede man, ja det er der , det er begge tysklande, var man dumpet uanset talent var man dumpet. Svarede man derimod, Nej, der er ingen lighed, for DDR er socialistisk og BDR er kapitalistisk, så var man bestået...dog ikke dersom man ikke havde talent. Også i selve kunsudfoldelsen var der dogmatik, men dette tjener rigeligt til min pointe.

Men, som sagt de var nu blevet smidt ud af DDR og var blevet placeret i en lejlighed i VestBerlin, og jeg skulle besøge dem - og netop den dag faldt muren. De skyndte sig over til deres familier, som de ikke havde set, siden de var blevet arresteret over ét år før.

Selv drev jeg rundt i Berlin. Det der slog mig mest, var ikke alle dem der stod og hakkede i muren- nej, det der virkelig var sagen, var de titusinder der gik på Kurfürsten Dam, hovedstrøget i vest, med alle de dyreste butikker, alt det guld og glimmer og luxus de ikke havde kunnet få i DDR, og som de nu med egne øjne kunne se. De gik stille og kiggede på vinduer, uden sang og dans, uden råb og skrig.
Lenin sagde en gang, at flertallet først vil blive overbevist om socialismens overlegenhed, når de konkret oplever, at socialismen bringer dem bedre vilkår end kapitalismen havde kunnet.
Og netop det, havde DDR ikke formået.
Det havde de ikke formået, fordi de med deres dogmatik og mangel på demokrati ikke havde formået at udvikle produktivkræfterne til det niveau som vesten havde udviklet i løbet af den nye teknologiske revolution, der igen ikke havde været muligt uden den demokratiske og kulturelle revolution der kaldes 68 oprøret- i en dialektisk proces mellem produktivkræfterne og overbygningen. Helt som Marx så præcis sagde det.
Dogmatik, det vil sige mangel på dialektisk forståelse, der igen fordrer demokrati, sætter alt i stå.
Min venindes mormor nåede lige at blive begravet på kirkegården for antifacstiske kæmpere - samme sted som Luxenborg og Liebknecht - så brød DDR sammen.
Jeg går af og til en tur på den kirkegård og tænker på hende, og hvor uoverskueligt tragisk det er, at magtstræb og dogmatik fik overtaget de revolutioner, der lovede så godt.