Annonce

16. december 2012 - 19:19

Ud at køre med de skøre

EU-domstolen har slået fast, at EU-parlamentets rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg skal fortsætte med uformindsket styrke. Men hvor er den danske regering?

I torsdags den 13. december afsagde EU-domstolen kendelse i sagen ”Frankrig versus Europa-parlamentet” (C-237/11). Og lad mig med det samme forløse spændingen for dem, som ikke allerede ved det: Frankrig vandt!

Dybest set handlede sagen om EU-parlamentets månedlige rejsecirkus mellem Bruxelles og Strasbourg. Efter tre uger i Bruxelles pakker hele parlamentet sig selv og sine ansatte ned i tusindvis af kasser og flytter til Strasbourg for at holde møde i den fjerde uge. Når det så er overstået, pakkes det hele sammen igen og turen går tilbage til Bruxelles. Herefter kan det så starte forfra.

Denne aktivitet er naturligvis ikke gratis. Hverken økonomisk, miljømæssigt eller tidsmæssigt. Hvor meget tid, der spildes, kan være vanskeligt at gøre op, men økonomisk koster parlamentets rejsecirkus i omegnen af 1,5 milliard (1.500.000.000) kroner om året. Og miljømæssigt er ekstraudledningen af C02 beregnet til cirka 19.000 tons.

Af samme grund møder rejsecirkusset naturligvis også dyb foragt blandt EU’s borgere. Det er jo dem, som skal betale prisen – og så oven i købet i en krisetid, hvor EU ellers dikterer besparelser og nedskæringer på velfærden. Som et synligt udtryk for modstanden har over en million EU-borgere skriftligt krævet et stop for rejsecirkusset. 

Heller ikke blandt EU-parlamentarikerne er der begejstring for dette kostbare og tidskrævende flytteri. Senest den 23. oktober stemte 88% af MEP’erne for et forslag om, at parlamentet kun skal have et hjemsted.

Men hvorfor i alverden fortsætter det så? Hvorfor kan et stort flertal af EU-parlamentarikerne end ikke få lov til at bestemme noget så elementært, som hvor de selv skal mødes? Svaret er simpelt: Fordi det står i EU-traktaten. Og dén kan kun ændres, hvis alle landene er enige herom.

Det er Frankrig sjovt nok ikke. Dertil er der alt for mange penge forbundet med, at 754 parlamentarikere og flere tusinde sekretærer, oversættere med flere hver måned tilbringer en lille uge i Strasbourg med dertil hørende hotelovernatninger, restaurantbesøg, brug af infrastruktur …

Den sag, der blev afgjort i torsdags, handlede dog ikke om at droppe Strasbourg. Den handlede kun om at forhindre det mest absurde udslag af rejsecirkusset. Nemlig at parlamentet som kompensation for sin sommerferie i august skal holde to månedlige samlinger i en af de efterfølgende måneder. Frem og tilbage, frem og tilbage …

For at begrænse konsekvenserne af dette vanvid har EU-parlamentet i 2012 lagt disse to samlinger i forlængelse af hinanden i den samme uge og på den måde sparet en flytning væk. Men det var for meget for Frankrig, som straks indklagede EU-parlamentet for EU-domstolen.

Som nævnt gav EU-domstolen Frankrig medhold og pålagde EU-parlamentet – ud over at betale sagsomkostningerne - at holde 12 fuldstændigt adskilte samlinger om året – også selvom to af dem skal ligge indenfor den samme måned.

Man kan sagtens kritisere EU-domstolen for dens firkantede fortolkning af EU-traktaten. Men man må også rette skytset mod regeringslederne og spørge hvorfor dette rejsecirkus ikke er blevet taget op?

Tag f.eks. skiftende danske regeringer, som i tide og utide ævler løs om, hvor vigtigt det er, at vi ”sidder med ved bordet” for at kunne ”påvirke beslutningerne”. Hvorfor har ingen af dem taget sagen op på et Rådsmøde og slået i bordet?

Mulighederne har ellers været talrige. Og flere vil komme fremover. F.eks. hver eneste gang, der skal ske ændringer af traktaten o.l., hvor der kræves enstemmighed. Så er det jo bare at holde fast i, at den enstemmighed kun kommer, hvis problemet med det absurde rejsecirkus løses. Og her vil der oven i købet være overvældende opbakning – ikke bare fra EU-parlamentet, men også fra EU’s befolkninger.

Men måske synes vores hjemlige EU-regering bare ikke, at det er så vigtigt at gøre noget ved pengespild og miljøforurening. Så er det åbenbart langt vigtigere at bruge kræfterne på, at bakke op om et EU, der gennemtvinger sociale nedskæringer og fratager medlemslandene deres selvbestemmelsesret.

Annonce