Annonce

29. juli 2008 - 16:25

Trist hykleri om dyr live-musik

Jeg har fået nogle kommentarer til det forrige indlæg om AFTRA og SAG, og essensen i kommentarerne er, at jeg måske skulle have introduceret konflikten i Hollywood noget bedre. Kritikken er noteret – nogle gange bliver det bare lidt nørdet…

Jeg har derfor valgt at tage fat i et lidt mere let tilgængeligt emne. Nemlig prisen på musik. Indtil vi får mulighed for at tage evt. diskussioner på modkraft, vil jeg henvise kommentarer mv. til rettighedsportalen, hvor indlægget også er bragt.

Politiken bragte d.29.juli 2008 (2.sektion s.3) en artikel om priserne på dansk live-musik. Artiklen beskriver hvordan de største danske musik-navne som Thomas Helmig og D-A-D har forhøjet priserne på koncerter i løbet af de sidste 10 år. Flere festivaler kan konstatere en presset økonomi, og f.eks. Skanderborg festivalen kunne kun præstere et overskud på 300.000 kr. ud af en omsætning på 90 mio. kr.

Artiklen præsenterer 2 grunde til de forhøjede priser for koncerterne. Dels publikums forhøjede krav til lys og lyd og dels svigtende pladesalg. Jeg har ikke den nødvendige viden til at vurdere publikums krav til lyd og lys. Jeg kan konstatere at musik-forbrugeren ingen problemer har med at downloade mp3-filer, men det kan da godt være at de har andre kvalitetskrav ved live-musik?

Til gengæld kan man relativt nemt undersøge den anden påstand. Er der en sammenhæng mellem svigtende pladesalg og forhøjede krav på betalingen for live-musik?

Hvis vi kigger på antallet af solgte musik enheder (plader, cd’er, singler) så kan udviklingen i pladesalget mellem 1980 og 2005 opdeles i 3 perioder. 1980 – 1993 hvor pladesalget ligger stabil på godt 9 mio. enheder om året, 1994 – 2003 hvor salget af musik-enheder steg til 20 mio. om året i 2000 og herefter faldt til godt 9 mio. enheder igen i 2004. Fra 2004 til 2007 blev der igen solgt godt 9 mio. enheder om året.

På baggrund af pladeslaget er der altså ingen argumenter for at sætte priserne op på koncerter, hvis man ser bort fra at priserne skal korrigeres for inflation. Det kunne være interessant, hvis Politiken kunne lokkes til at følge op på artiklen, og bede koncert-arrangørerne om at forholde sig til disse tal.

Pladebranchen har gennem mange år dygtigt og professionelt spredt historien om en omfattende økonomisk krise pga. ulovligt download, men historien er en and. Pladebranchen lever i bedste velgående hvilket bl.a. afspejles i at der udgives flere album end nogensinde og at pladebranchens fortjeneste per solgt enhed aldrig har været højere.

Det er trist at opleve hvordan illusion om en kriseramt pladeindustri, nu bliver misbrugt til at malke festivaler og koncert-arrangører for penge. Mange festivaler og koncert-arrangementer har et lokalt fundament af frivillige og ofte giver koncerterne gode penge til lokale foreninger og handelsdrivende. Naturligvis skal man betale en kunstner den pris han/hun forlanger. Kunstnerne/booking-selskaber skal bare ikke lyve om begrundelsen.

Pladesalget ligger hvor det har ligget stort set siden 1980, og der er altså ikke fordi CD’erne er blevet billigere i mellemtiden. Punktafgiften på 15% (luksus-afgift) blev ophævet 1996, og der gik mindre end 2 år før en LP/CD kostede det samme som med punktafgiften. CD’en blev introduceret som musik-medie, og på trods af billigere produktion, billigere lagerføring og billigere distribution blev prisen på CD’en højere end på LP’en.

Det er muligt, at kunstnerne føler sig fattigere, men i så fald skal de vende blikket mod pladeindustrien – ikke mod koncertpublikummet eller CD-forbrugeren.

Annonce