Annonce

13. marts 2013 - 17:33

Tolv gode regler når man vil begå socialbedrageri.

Med jævne mellemrum dukker der historier op om, at socialbedrageri er tiltagende. Ud fra hvad jeg selv oplever i mit job, kan jeg kun bekræfte det. Vi oplever oftere og oftere, at der snydes med sociale ydelser, og snyderiet ser ud til at være sat i system.

Det er desværre vanskeligt at bekæmpe dette socialbedrageri, for det er straffrit, og lovgiverne har oven i købet forsynet kommunerne med incitamenter, så de belønnes for at begå socialbedrageri over for borgerne. Selv når de afsløres, får de lov at beholde byttet, hvilket er en ganske usædvanlig konstruktion i strafferetten. Normalt inddrages gevinster, der er opnået ved lovovertrædelser.

Formen og omfanget varierer fra kommune til kommune; men der er alligevel mange fælles træk, som tyder på, at kommunerne lærer af hinanden.

Regel nr. 1: Gør det vanskeligt at komme i kontakt med kommunen.

Mange problemer kan undgås, hvis man kan holde borgerne på afstand. Hvis telefonkontakt overhovedet er nødvendig, skal den i hvert fald begrænses. Det skal være besværligt at komme i direkte kontakt med sagsbehandleren, og det vil være hensigtsmæssigt, hvis kommunens sagsbehandling er så opdelt, at der ofte skal henvises til en anden sagsbehandler, som det så også er vanskeligt at træffe.

Glem retssikkerhedslovens regel om, at kommunen af egen drift skal sørge for, at en henvendelse behandles efter alle relevante bestemmelser i lovgivningen. Det har større effekt at sende borgeren rundt i systemet, fra den ene til den anden. Allerbedst er det, hvis kommunen kan henvise til nogle helt andre, f.eks. regionen. Kommuner og regioner beskæftiger et stort antal jurister, hvis vigtigste opave er at læsse udgifter over på modparten.

Borgeren skal i videst muligt omfang være henvist til elektronisk kommunikation, som udløser et autosvar om, at henvendelsen vil blive besvaret inden for en bestemt periode, som regel 2-4 uger, men somme tider op til 6-8 uger. Autosvaret skal ikke kunne besvares af borgeren.

Regel nr. 2: Undgå så vidt muligt at borgeren overhovedet ansøger.

Langt de fleste henvendelser fra borgere har karakter af spørgsmål om en bestemt ydelse. Meget besvær kan undgås, hvis man simpelt hen svarer, at det kan hun ikke få, f.eks. med begrundelsen, at "det bevilger vi ikke i vores kommune". Som regel kender borgeren ikke lovgivningen og vil derfor tage svaret for gode varer. Så undgår man en formel ansøgning. Man slipper så også for at belyse sagen, give et afslag og navnlig for at give en brugbar begrundelse. Og af samme grund undgår man med garanti en ankesag, som man risikerer at tabe.

Fremgangsmåden er ganske vist i strid med servicelovens § 12 om kommunens pligt til at rådgive og vejlede, og den er især i strid med kommunens udvidede pligt til rådgivning og vejledning til mennesker med et handicap, eventuelt ved at kommunen er opsøgende over for borgeren. Men for det første skal borgeren være helt usædvanlig krigerisk for at klage over en overtrædelse af servicelovens § 12, og for det andet vil overtrædelsen kun udløse en løftet pegefinger fra ankemyndigheden. Det kan den forhærdede kommune sagtens leve med.

Regel nr. 3: Glem eller gem tidsfrister for sagsbehandlingen.

En kommune har pligt til at fastsætte – og offentliggøre! - tidsfrister for behandlingen af hver sagstype. Denne pligt kan tilsidesættes på flere måder. Enten kan kommunen helt undlade at fastsætte disse frister. Eller også kan man fastsætte dem, men gemme dem godt for borgerne. Det kan f.eks. ske ved, at man én gang om året offentliggør dem godt gemt i annoncerne i den lokale avis, eller ved at man lægger dem på kommunens hjemmeside på en måde, så det er vanskeligt for borgerne at finde dem.

Hvis en borger får den ide at klage til Statsforvaltningen over dette regelbrud, vil det udløse en påtale, men så kan kommunen jo altid rette lidt op på fejlen på dét tidspunkt. Risikoen for en klage er dog beskeden, blandt andet fordi de færreste borgere overhovedet kender denne regel.

Hvis kommunen i en konkret sag undlader at overholde sine egne tidsfrister, skal den meddele dette til borgeren og fastsætte en ny frist for afgørelsen. Dette kan med fordel undlades. Dels fordi borgerne også kun sjældent kender dén regel. Dels fordi det næppe fører til en klage over kommunen. Og dels fordi en klage i givet fald kun udløser en løftet pegefinger fra Statsforvaltningen. Og det skal man ikke tage så tungt, for mere sker der ikke.

Regel nr. 4: Ansæt for få sagsbehandlere.

Sagsbehandlerens løn er den mindste del af udgiften ved at ansætte sagsbehandlere. Værre er det, at de kan komme til at tage stilling til ansøgninger, og ansøgninger kan føre til bevilling og dermed til en udgift.

Statsforvaltningen i Nordjylland har f.eks. godkendt, at en kommune helt bevidst undlod at ansætte en barselsvikar til behandling af ansøgninger om hjælpemidler og direkte begrundede beslutningen med besparelser, især på kontoen for hjælpemidler. Når man ikke afsætter ressourcer til at behandle borgernes ansøgninger, risikerer man heller ikke, at noget bliver bevilget.

Regel nr. 5: Find en forkert paragraf og giv afslag.

Som nævnt under den første regel skal kommunen af egen drift behandle enhver ansøgning efter alle de regler, hvor ansøgningen eventuelt kan imødekommes. Og som det mindste skal kommunen da i hvert fald finde den mest brugbare paragraf.

Men kommunen kan med fordel begrænse sagsbehandlingen til paragraffer, hvorefter ansøgningen ikke kan imødekommes. Hvis en borger med et handicap f.eks. søger om tilskud til hjælperens éngangshandsker og éngangsvaskeklude, kan de bevilges efter servicelovens § 113 om forbrugsgoder; men kommunen kan vælge at behandle ansøgningen efter reglerne om merudgifter i servicelovens § 100, hvilket fører til et afslag. Somme tider får kommunen god hjælp af borgeren selv, der sjældent selv kan overskue lovgivningens afkroge og derfor også selv nævner § 100 i ansøgningen.

I de fleste tilfælde vil borgeren affinde sig med afslaget og undlade at klage, og hvis borgeren alligevel skulle vise sig at være af den rethaveriske type og indsende en klage, vil klagen aldrig føre til, at ankemyndigheden omgør beslutningen. I værste fald bliver sagen "hjemvist" til kommunen med pålæg om at behandle ansøgningen efter den korrekte paragraf, og så får kommunen en ny chance.

Under alle omstændigheder er der en sikker gevinst fra de borgere, der ikke kan eller ikke tør klage – eller som i misforstået autoritetstro går ud fra, at kommunen kender reglerne. Hvilket den da helt sikkert også gør. Eller de borgere som på et tidspunkt ikke orker mere og opgiver at slås mod kommunen. Betydningen af udmattelseskrig må ikke undervurderes.

Regel nr. 6: Gentag den samme fejl.

Når den næste borger med nøjagtig samme behov henvender sig til kommunen om nøjagtig samme ydelse, hvor kommunen tidligere har tabt en sag i ankesystemet, er det ikke så nemt at huske den tidligere sag, at man ligefrem falder naturligt at inddrage den i afgørelsen af den næste borgers ansøgning. I så fald vil kommunen nemlig miste fordelen ved, at den næste borger måske slet ikke klager.

Så der er alt at vinde ved at gentage den samme fejl igen og igen, og ankemyndigheden vil aldrig påtale over for kommunen, at den tidligere har tabt identiske sager.

Regel nr. 7: Afprøv lovgivningens grænser.

Ganske vist har socialministeren igen og igen præciseret, at en kommune ikke må give bevidst forkerte afslag, blot fordi kommunen ønsker "prøvesager" i ankesystemet, når en borger klager over afgørelsen. Socialministeren har imidlertid også understreget sin store tillid til, at kommunerne overholder lovgivningen, og først og fremmest er der ingen repressalier ved, at de ikke gør det.

Derfor er det en god tommelfingerregel at lade enhver tvivl komme "prøvesagen" til gode og borgeren til skade. Så ved enhver tvivl skal borgeren naturligvis have afslag. Som en (endog særdeles venligsindet) kommunalpolitiker engang fortalte mig: "Vi går lige til grænsen, og så retter vi ind, når vi taber ankesager." Hvilket lige nøjagtig er det man ikke må.

Det er også her af stor vigtighed, at kommunen ikke fraskriver sig gevinsten ved, at borgeren måske slet ikke klager over afgørelsen, så det er en god ide at "gå lige til grænsen", også uanset den tillidsfulde socialminister.

Regel nr. 8: Skriv altid, at der er sket en individuel vurdering.

Regeringen har øget kommunens mulighed for at tillægge det lokale serviceniveau større vægt i de enkelte afgørelser. Som noget nyt skal ankemyndigheden derfor ikke kun vurdere en afgørelse i forhold til love, regel og ankepraksis, men også i forhold til kommunens eget serviceniveau.

Regeringen har dog understreget igen og igen, at der trods dette altid skal ske en individuel vurdering i hver eneste sag. Derfor er der en risiko for, at ankemyndigheden ændrer eller hjemsender en afgørelse, hvis der ikke er sket en individuel vurdering.

Og derfor er det meget vigtigt, at kommunen skriver direkte i afgørelsen, at "afgørelsen er truffet efter en individuel vurdering". Uanset om det er tilfældet eller ej. Men ankemyndigheden stiller sig tilfreds, hvis det blot er nævnt, at det er sket. Det bliver ikke kontrolleret, om det faktisk er sket.

Regel nr. 9: Hvad der er sparet under en ankesag er tjent.

Hvis ansøgningen drejer sig om et kontant beløb, vil borgeren som regel få ydelsen udbetalt med tilbagevirkende kraft, når hun vinder sin ankesag. Men hvis den handler om f.eks. praktisk hjælp, kan ydelsen af indlysende grunde ikke udbetales med tilbagevirkende kraft.

Derfor er der en lang række sager, hvor kommunen med fordel kan give afslag, for der vil være en besparelse for kommunen, også selv om den taber sagen, f.eks. udgiften til en hjælpeordning eller anden praktisk hjælp i de 6-12 måneder, som en ankesag kan vare.

Socialministeren har tilkendegivet, at hun ikke vil tage initiativ til at fratage kommunen dette incitament til at træffe bevidst forkerte afgørelser, så der er alt at vinde for kommunen.

Regel nr. 10: Sørg for, at ankemyndigheden ikke bare kan ændre afgørelsen.

Hvis ankemyndigheden konstaterer, at kommunens afgørelse er forkert, kan den ikke altid bare ændre afgørelsen.

Det gælder f.eks., hvis kommunens beslutningsgrundlag er mangelfuldt, for så er ankemyndigheden afskåret fra at træffe en korrekt afgørelse, og sagen må "hjemsendes" til kommunen til fornyet behandling og forbedret beslutningsgrundlag.

Det gælder f.eks. også, hvis kommunen ikke har "genvurderet" afgørelsen med baggrund i det, som borgeren skriver i sin klage. Kommunen har ganske vist pligt til at foretage en "genvurdering", før sagen videresendes til ankemyndigheden, men "genvurdering" kan med fordel betragtes som "gentagelse", og formuleringen kan være, at "klagen har ikke tilført sagen nye oplysninger". Uanset om der er kommet nye oplysninger/argumenter eller ej. Også i den situation vil ankemyndigheden sandsynligvis blot "hjemsende" sagen.

Fordelen ved en "hjemsendelse" er, at så får kommunen en ny chance, og så går tiden med det.

Regel nr. 11: Undlad at følge ankemyndighedens afgørelse fuldt ud.

Når ulykken så er sket – og den sker efterhånden i op mod en tredjedel af alle ankesager – at borgeren får medhold i sin klage, så er der ingen grund til at kommunen udviser større beredvillighed end højst nødvendigt.

For det første kan man altid lade der gå nogen tid, før man effektuerer afgørelsen, for der er jo stor travlhed i kommunen.

For det andet kan man nøjes med en delvis imødekommelse af ankemyndighedens afgørelse. F.eks. ved at være så restriktiv som muligt med udmåling af beløbet eller den konkrete hjælp, eller f.eks. ved at reagere på en "hjemsendelse" med et nyt afslag, blot med en anden begrundelse eller efter en anden paragraf.

I bedste fald vil man køre borgeren træt. I værste fald får man en ny klagesag på halsen.

Regel nr. 12: Husk, at ankesystemet er for de stærke.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er stor forskel på borgere. Nogle er stærke, nogle er svage. En vis del af befolkningen er kværulanter, og selv kværulanter kan få et handicap. Det er derfor relativt forudsigeligt, hvem der klager, og hvem der ikke klager over kommunens afgørelse.

Der er også forskel på, om borgerne har mulighed for hjælp fra en organisation, eller de ikke har. Nogle mennesker med et handicap har stærke organisationer, som kan hjælpe dem, men andre (måske små handicapgrupper med sjældne handicap) har svage organisationer.

Hvis ansøgeren er intellektuelt svag eller kun kan søge hjælp i en lille eller svag organisation, er risikoen ved at kommunen træffer forkerte afgørelser yderst beskeden, for afgørelsen vil sjældent blive anket, og derfor er kommunens gevinst maksimal. Der er intet at tabe.

Det er ikke så nemt at skrive en klage, og det er slet ikke nemt for en borger at skrive en klage, som gør det muligt at få medhold i ankesystemet. De personer i ankesystemet, der tager stilling til klagen, har aldrig mødt borgeren, og de er derfor overladt til kommunens sagsfremstilling.

Kunsten for borgeren eller organisationen er derfor at formulere klagen så kortfattet, præcist og alligevel udtømmende, at den kan overbevise nogle personer i ankesystemet, som intet aner om borgeren. Det er slet ikke nemt. Det er faktisk forbløffende få, som kan den kunst.

Mange borgere er også bange for at klage, fordi de frygter repressalier fra kommunen, og denne frygt er desværre velbegrundet.

Og derfor er det mere end almindeligt fristende for kommunen at udnytte alle systemets muligheder for socialbedrageri over for borgerne. Fristelsen er naturligvis tiltagende, jo strammere kommunens økonomi er.

Det er ganske vist ikke lovligt, men det er straffrit. Og så bliver fristelsen altså ganske uimodståelig, navnlig når alternativet er besparelser på andre områder, hvor kommunens politiske pris er meget større, og hvor der er langt større risiko for protester fra borgere.

 

Læs også Dorthe Nielsens kommentar "Det er ikke moderne af have behov for hjælp" 

Kommentarer

TAK

Ovenpå de hæslige tv-programmer om hvordan borgere mistænkes for at bedrage offenlige kasser, er det hårdt tiltrængt med modgift - selvfølgelig på Modkraft .

Jeg har i flere år påpeget at det er Kommunerne der står for det største Sociale bedrageri.

Hver eneste time, hver eneste dag bliver Serviceloven krænket af kommunerne selv.

Spørg bare Socialpædagogerne på Bostederne rundt om i landet.

 

Hvorfor er det på Modkraft, og ikke i 'den frie presses' store dagblade, eller på det 'neutrale' DR man kan finde en kommentar som din?

Det største problem for de svage elementer af demokrati vi har i samfundet er og bliver manglen på en fri og alsidig presse, og den deraf følgende mangel på reel oplyst debat. Uden loyal medieomtale af alle relevante synspunkter, er demokratiet et tomt skuespil.

Hvad angår det offentliges socialbedrageri skal vi nok ikke forvente hjælp fra levebrødspolitikerne - tværtimod, de er jo selv en del af det. Det parlamentariske system må ses som en del af problemet, snarere end som en del af løsningen.

Det er begrænset hvad én person kan gøre, og det eneste jeg kan forestille mig kunne hjælpe, ville være hvis der var lokale solidaritetsnetværk, der dels kunne hjælpe borgere med at føre klagesager, dels kunne gøre livet surt for politikere og bureaukrater gennem demonstrationer og andre aktioner. En slags kontrolgrupper rettet mod systemet. Jeg tænker noget i retning af det amerikanske SeaSol, der dog mest beskæftiger sig med bolighajer og arbejdsgivere. De er kendt for at møde talstærkt op og aflevere klager, og demonstrere uden for 'skurkenes' kontorer og privatboliger.

Der er to grunde til at mit indlæg er på Modkraft og ikke i den "frie" presses store dagblade.

Den første er, at Modkraft har inviteret mig til at skrive.

Den anden er, at de store og velbjærgede bare en gang imellem skal have lov at se godbidderne gå deres næse forbi.

Det er en oplysende og god artikel. Jeg har i flere år kæmpet mod systemet angående min egen sag og har måtte opføre "Ofelias vanvidsscene" (når jeg vel og mærke havde kræfter til det) for at få hjælp. Tak Jørgen Lenger for at du åbnede munden   :o)

Modkraft regnes forhåbentlig med til den frie presse, da vi nok er mere frie end mediekoncernerne.

Kim Ingemann, redaktør, Modkraft

Jeg har modtaget rigtig mange reaktioner på mit indlæg. Det er tankevækkende, at næsten alle mener, at det er lige nøjagtig deres kommune jeg skriver om.

Godt skrevet!

Der burde indføres bøder til kommunerne for bevidst, at omgå lovgivningen!

Jeg nægter at tro på, at kommunale medarbejdere hver dag går på arbejde med det forsæt at begå "bedrageri" over for borgerne! For det er jo hvad du påstår i din, iøvrigt velskrevne, artikel. Men artikler mv. som giver udtryk for at det er "samfundets skyld" vil altid have et publikum. Det er jo naturligt, hvis man har haft en dårlig oplevelse på rådhuset. Ressourcerne er ikke ubegrænsede, og jeg er glad for, at sagerne bliver GRUNDIGT behandlet, og i tvivlstilfælde prøvet, førend der udbetales ved kasse 1.  

Uanset hvad P. Nielsen tror, så er de eksempler, Jørgen Lenger kommer med, noget, som vi er mange, der lever med til hverdag. Om P. Nielsen kan lide det eller ej.

Jeg mener heller ikke at Jørgen Lenger påstår, at den enkelte medarbejder hver dag går på arbejde med det forsæt at begå "bedrageri" over for borgerne. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad Jørgen Lenger mener, men forholde mig alene til, hvad han skriver, og det er: "lovgiverne har oven i købet forsynet kommunerne med incitamenter, så de belønnes for at begå socialbedrageri over for borgerne". Reelt står der, at det er kommunerne, der begår socialt bedrageri og at lovgiverne   er leverandører af redskaberne. Det er såvidt jeg kan se noget ganske andet end det P. Nielsen trækker ud af teksten.

P. Nielsen har mere i ærmet, når det gælder fraser. Påstanden, at "...artikler mv. som giver udtryk for at det er "samfundets skyld" vil altid have et publikum..." er en grov mistænkeliggørelse af de reelle vilkår, som Jørgen Lenger qua sin erfaring med handicappolitik gennem mere end 25 år har gjort sig, og fair beskriver - og som vi er mange med handicap, der både kan bekræfte og desværre også må leve med.

De fleste af os har observeret og erfaret, at samfundet gennem de sidste mange år fundamentalt har ændret sig mærkbart i retning af større egoisme og tilsvarende manglende solidaritet. Det gør det let og bekvemt for de, der ikke vil se den nye virkelighed, at affeje alle synspunkter ved at ironisere over den gamle klagesang "Det er samfundets skyld". Omvendt kan jeg jo så postulere, at latterliggørelsen af, at der reelt er tale om en fundamental samfundsændring både i handlemåde og holdning til blandt andet handicappede (glem ikke, at dette også berører mange andre), ofte er båret af, at man kan klare sig selv og derfor ikke kommer i kontakt med de systemer, der er emnet i denne artikel.

Jeg er normalt ikke typen, der ønsker noget ondt for andre mennesker. Det gør jeg da heller ikke på nogen måde for P. Nielsen. Ej heller kender jeg de vilkår, som har skabt en P. Nielsen - og synspunkter som "Ressourcerne er ikke ubegrænsede, og jeg er glad for, at sagerne bliver GRUNDIGT behandlet, og i tvivlstilfælde prøvet, førend der udbetales ved kasse 1." Men blot et lidt tættere forhold til dagens sociale virkelighed ville vise P. Nielsen, at det ikke handler om grundighed og tvivl, hvilket Jørgen Lenger jo også påviser - det handler nærmere om kategorisk afvisning af af det, der må betragtes som simple rettigheder. Jeg ønsker ikke, at P. Nielsen skal få brug for dette system. Skulle det imidlertid blive tilfældet, er det min klare overbevisning, at P. Nielsen ville få en del at tænke over.

Det skal du nu ikke være så sikker på. Denne slags sager hober sig op! Og så sent som 3.oktober var der et møde i Vejle i foreningen "I klemme i det kommunale system" -Her var der en modig socailrådgiver fra et sted på fyn, der fortalte, at de i hans kommune havde nogle helt særlige speciallæger, de kan henvise syge borgere til, for at få de svar som kommunen gerne vil have. Borgeren kan ikke nægte at tage til disse speciallæger, da kommunen ellers truer dem med, at de får frataget deres kontanhjælp -som de ofte har været på i årevis, mens deres sag bliver kastet fra Herodes til Pilatus. 
Jeg har selv været ude for at blive behandlet efter ½ 5 i denne smukke artikel. Og jeg har klaget til min borgmester og kommunalbestyrelsen -så håber jeg bare at der kommer et svar.

Derudover går der jo et rygte om, at ligesom politimestre får bonusser hvis de får så og så meget i bødekassen, så har visse ledere i kommunernes jobcentre samme ordning -jo færre ydelser du kan uddele til syge og svage borgere -jo større bonus får du. Jeg har ikke set et klart bevis på dette... endnu! Men sådan som sagerne efterhånden er, vil det ikke undre mig, om der er noget om snakken!

Heldigvis er folk ved at organisere sig nu. Og forhåbentlig vil vi med tiden få et sagsvehandlingsforløb i kommunerne, der tilgodeser borgeren! 

TAK! 
Hårrejsende. Og desværre som taget ud af det forløb jeg har oplevet.
HVorfor jeg har døbt det "System-kværnen".  
Speciale: at køre borgeren træt, i en evighedskarussel af instanser, trækken i langddrag mv. Uagtet at folk bliver (stress)syge af det, ikke kommer i job af det heller; stik imod de opr. intentioner med velfærd.

At samle udøvende og dømmende magt i eet, er ellers helt uhørt i vores retspraksis. Hvorfor det tillades ifht. kommunerne, forstår jeg ikke!

Denne vanvittige og mere ødelæggende end opbyggende brug af skattekroner, må stoppes. - måske Borgerløn/ Basic Income - kunne være en vej ud af den vanvid?
...hvis altså vi kan få ørenlyd midt i al larmen fra konstruktionen af 'Konkurrencesamfundet Danmark'!? 

Et udpluk fra den glimrende hjemmeside www.k10.dk, som jeg har brugt med succes.

Man skal huske at udforme det som en orientering til den ansvarlige myndighed .

Eks. Så skal jeg som værge udtaele mig om at alle behandligsmuligheder er udtømte og henviser til lægekonsulentens udtaelser,såfremt dette ikke respekteres,er det min pligt som værge at underette og orienter, Den ansvarlige myndighed om lov om.
 
Straffelovens § 163. Den som til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder og gælder ytringer, som ikke er strafbelagt, ikke er lovpligtige, men som afgives som led i fx sagsbehandling

 §156. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv [dvs. offentligt ansatte], nægter eller undlader at opfylde pligt, som tjenesten eller hvervet medfører, eller at efterkomme lovlig tjenstlig befaling [love, regler, bekendtgørelser, vejledninger, og chefens ordrer], straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse falder [dvs. reglen gælder ikke:] hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg [valgte politikere og lignende].

§ 157. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse falder hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg.

Vejledning i at politianmelde sagsbehandlere lægekonsulenter m.v. som magtmisbruger

Er du træt af magtmisbrugere der slider dig op og ødelægger dit liv?

Vejledning i hvordan du politi-anmelder din sagsbehandler, lægekonsulent, eller anden offentligt ansatte magtmisbruger, for overtrædelse af straffeloven.

Formål:

Det er vigtigt at vi bruger så effektive midler som muligt imod magtmisbrug. De offentligt ansatte, som foretager overgreb imod os, skal vide, at de kan/vil blive personligt retsforfulgt, hvis deres overgreb ikke ophører.

Overordnet om straffeloven:

Selv om det absolut ikke er den praktiske erfaring for mange læsere i disse fora, så bygger dansk ret trods alt på retssikkerhed. Det betyder blandt andet, at ingen kan straffes, med mindre der gælder en klar strafferegel, og at den klart er overtrådt. Der kræves altså en vis ”fasthed” for at gøre strafferegler gældende.

Når man skal anmelde nogen for overtrædelse af straffeloven, er det derfor vigtigt, at overtrædelsen er meget klar. Det er det vigtigt, at reglen, som overtrædes er entydig, og at handlingen der overtræder reglen er meget klar. 

Her har vi en fordel ved at mange regler i sociallovgivningen er meget klare, og giver altså ikke plads til skøn, og at overtrædelse derfor er nogenlunde nem at konstatere. Der er masser pligter og frister, som er præcist beskrevet i love, bekendtgørelser og vejledninger. 

Jeg håber på, at nogle af de mange fora, som beskæftiger sig med offentlig magtmisbrug, vil gå sammen om at skabe overblik, så vi nemt kan finde de regler der gælder.

Konkret:
Straffeloven tager i kapitel 16 højde for magtmisbrug, især § 156 og § 157 er relevante:

§ 156. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv [dvs. offentligt ansatte], nægter eller undlader at opfylde pligt, som tjenesten eller hvervet medfører, eller at efterkomme lovlig tjenstlig befaling [love, regler, bekendtgørelser, vejledninger, og chefens ordrer], straffes han med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse falder [dvs. reglen gælder ikke:] hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg [valgte politikere og lignende].

§ 157. Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse falder hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg.

1. Disse regler gælder som udgangspunkt alle offentlige ansatte (med undtagelse af valgte politikere). Reglerne gælder altså som udgangspunkt ikke blot kommunalt eller statsansatte, men også hospitalsansatte, politiet, ansatte i (anke)nævn, tilsyn, osv. osv. 
Om reglerne også gælder fx læger der betales af den offentlige sygesikring, bør undersøges.

2. For at gøre reglerne gældende skal der være tale om klare overtrædelser af pligter eller forsømmelser, eller tydelig skødesløshed.

3. Du skal indgive din anmeldelse til politiet aller senest 6 måneder efter at den klare forsømmelse har fundet sted.

4. Det er også vigtigt, at du har dokumentation; aller helst entydige skriftlige eller elektroniske beviser.

Hvordan gør du konkret?
5. Som det fremgår af straffelovens regler skal der være tale om oftere gentagende eller grov forsømmelse eller skødesløshed. Hvornår der er tale om grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed kan være vanskeligt at afgøre. Men du kan gøre dit for at gøre det betydeligt nemmere:

A. Find ud af præcis hvilken regel der gælder.

B. Bed pr. skrift eller email din offentligt ansatte om at overholde reglen. Det beder du om for alle regler, som du mener er væsentlige af hensyn til behandlingen.

C. Hvis den ansatte overholder reglerne, så er det fint. Gør vedkommende ikke det – men magtmisbruger – så gentager du din anmodning igen pr. skrift eller mail. Du kan skærpe vedkommendes ansvar ved at henvise til straffelovens kapitel 16 og meddele pr. mail eller skrift at forholdet vil blive overgivet til politiet uden yderligere varsel.

D. Når du gentagende har bedt væsentlige regler overholdt tilstrækkelig mange gange/tilstrækkelig længe uden effekt, og magtmisbruget har en klar negativ betydning for dig, så samler du din dokumentation sammen, og afleverer den til politiet. Politiet skal have tydelig oplysning om hvilke regler der er overtrådt, og tydelig dokumentation for, at de er overtrådt. Sammen med henvisning til straffelovens §§ 156 og 157.

E. Har din sag været for ankenævnet og er blevet hjemsendt til kommunen, eller har du på anden vis fået medhold, så tag den dokumentation med til politiet. Men overtrædelse af straffeloven er ikke betinget af, at sagen har været behandlet i ankenævnet. 
Mange sager er meget klare, men bliver af offentligt ansatte sendt i ankenævn for at disciplinær-straffe klagere og sylte sagen. 
Du kan godt forlange klare regel overtrædelser behandlet med det samme af din sagsbehandler, og meddele, at du vil foretage en politianmeldelse, hvis ikke det sker. Får du så tilmed efterfølgende medhold i ankenævnet, så står du endnu stærkere i din sag. Men overvej at politianmelde sagsbehandleren straks, når vedkommende sender sagen til syltning i ankenævnet. Dermed sparer vi med tiden også ankenævnene for en masse overflødigt overarbejde - som ankenævnets ansatte får af sagsbehandlere for at ankenævnet ikke har tid til at tage sig grundigt af sager. Og det er jo en ekstra fordel for ansatte, som snyder. De får tredobbelt gevinst: De straffer dig, de sylter sagen, og de undgår at du får medhold. Det koster os alle sammen en masse spild og spildte skattepenge at have snydende sagsbehandlere ansatte.

6. Af hensyn til politiets arbejde (og deres meget begrænsede ressourcer), er det vigtigt at du er så præcis og kortfattet som mulig, og at du udtrykker dig så klart som muligt. (Og helst uden følelsesudbrud, hvis du kan undgå dem i teksten.) I modsat fald vil politiet have tilbøjelighed til at afvise din anmeldelse under henvisning til en eller anden undskyldning. 

Aller bedst er det, hvis du kan gøre et klart og præcist sags-materiale klar og aflevere det til en, der kan skrive din politianmeldelse; enten til en advokat hvis du har råd til det; eller til en anden, der kan skrive en klar anmeldelse og henvise til dine konkrete bilag. 

Jeg håber, at der blandt de mange frivillige ildsjæle i de mange fora, som findes, med tiden vil være nogle enkeltpersoner eller grupper, som vil specialisere sig i at skrive gode klare politianmeldelser. 

Jeg ved, at mange ikke har overskud til at tage sig af de umådeligt grove sager, som de oplever, og som af gode grunde fylder dem med sorg. Men det er muligt for de fleste at tage en stor A4 mappe, fylde den med plastik-etui, og sørge for altid at lægge de papirer der kommer ind, i dato rækkefølge; fx med de seneste skrivelser øverst. Det letter arbejdet kolossalt for enhver, der skal tage sig af sagen i ankenævn, hos politiet, osv.

Annonce