Tillidsmandsmøde for første gang

Onsdag d. 2. februar kl 10.10:
Jeg sidder i en bus med tillidsfolk fra 3F Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund og 3F Hotel og restauration. Vi er på vej til tillidsmandsmøde om efterlønnen i Odense. Jeg har aldrig været til tillidsmandsmøde før. Måske en gang som gæst fra DGS, men aldrig på møder der var større end 100 mennesker, måske ikke en gang det.
Da klokken er 10 minutter i tolv lyder meldingen i bussen at der allerede er ankommet flere til Odense kongres center end man havde regnet med – altså flere end 3000… Det er altså mange mennesker til et møde.

Folkene i bussen er også helt oppe at køre, de er godt trætte at den siddende regering, imens en tillidsmand fra posten konstatere at når man er ufaglært, middel aldrende og kvinde så er det selvmord at stemme på blå blok, råber en anden at hvis vi ikke vælter regeringen denne gang så gør vi bare ligesom egypterne.
Da vi ankommer kongrescenteret er jeg (selvfølgelig) ved at blive væk fra de andre i menneskemængden. Alle samtaler jeg overhører inden mødet handler om at det er et historisk møde og at det er godt at være så mange samlet – på trods af der ikke skal besluttes noget. Måske er det heller ikke vigtigt. Rummet emmer af at, nu skal der snart ske noget – nu skal vi gøre noget.

Knyttede næver og klar til kamp

Ingen ved helt hvornår og hvad det præcis er vi skal gøre, men alle der er til stede er klar på at kæmpe og forsvare efterlønnen med næb og klør. Ja, kæmpe som i slås. Sloganet for mødet er da også til kamp for efterlønnen, og logoet er to knyttede næver. Ord og symboler som jeg troede den danske fagbevægelse ikke ville tage i brug, men det gør de altså nu – og jeg fornemmer at kampgejsten i den danske fagbevægelse er blevet vækket. Det er som om nogen eller noget har vækket en stor sovende bjørn, der nu er sulten. Det er alligevel utroligt at der skulle så mange nedskæringer og angreb på faglige rettigheder til for at bjørnen vågnede, men ikke mindst er den vågnet. Det er spændende.
Mødet åbnes af formændene for de fem største forbund – i ført det stiveste pus. De holder en fælles tale, og der er stille i salen. De er skiftevis oplyst, ellers er der helt mørkt. Det er et show, lidt som om de var Backstreet boys (Backstreet Boys er også fem og Dennis Kristensen ville klart være AJ, balladedrengen).

Det var et show ja, men jeg får stadig kuldegysninger når jeg tænker på mødet. Så mange røde faner og så mange mennesker der synger internationale - jeg er en sucker for den slags ”kamp–romantik”.

Det store i det er for mig hverken Harald Børstings tale eller at Eva Jørgensen kendt-fra-tv var vært. Nej det store er at så mange mennesker, for real er kommet op af stolene og er klar til at gøre noget for at ændre deres egen og deres kollegaers hverdag.
Det handler lige nu om en ny regering, men også om en vilje til selv at skabe forandring. Det er lige præcis den stemning og gejst vi som venstrefløj skal blive ved med at vække og opildne.
Og det vigtige er jo netop nu, at vi alle sammen skal arbejde på holde ilden i gang.

Jeg skippede min undervisning for at være med til mødet, men jeg har nok lært noget vigtigere på tillidsmandsmødet. Jeg har lært at der er en kampgejst i den danske fagbevægelse som trænger til at blive ført ud i livet, og det kan kun gå for langsomt