Annonce

6. maj 2013 - 13:40

Tilbageblik på 1. Maj

Jeg er fuldt ud bevidst om at dette indlæg vil være i gråzonen for revolutionsromantik, generel forskønnelse af oprør og person-fikseret politikføring.

Nå det er sagt, vil jeg mene at det falder på et tørt sted. Der er ikke nok kritiske røster omkring vores fælles aktionsformer på en dag, der gennem historien har mistet politisk grobund gennem kapitalistisk mainstreaming.

 

Der var engang hvor 1. maj var en reel kampdag. Der er mennesker der har kæmpet for deres idealer, så intenst at det har måttet koste dem livet. Mennesker hvis aktionsniveau var sådan en trussel mod status quo, at statens reaktion har været justitsmord mod enkeltindivider. Jeg mener ikke at man skal ophøje enkeltindivider til helte eller føre martyr politik men der er inspiration og gåpåmod at hente fra historien om disse mennesker. Dernæst mener jeg helt reelt at der er en historisk socialistisk værdi i at huske, hvad en dag som 1. maj egentlig handler om.

Når jeg ser mig omkring i 1. maj landskabet som det ser ud i den tid jeg lever i, synes jeg det er en hån! Det er en hån mod mennesker der lever i reel, konkret og direkte undertrykkelse. Det er en hån mod dem der kæmper og kæmpede for at ændre på sådanne standarter. Det er en hån mod vores fælles historie.

Jeg har igen og igen oplevet at blive underkendt, latterliggjort og smidt fysisk væk fra 1. maj demonstrationer, på den baggrund at jeg gik under sorte faner. Sorte faner som historisk set har været med til at rykke mange uretheder i vores socialistiske historie. Sorte faner der i 1886 var en aktiv del i at skabe det fundament som 1. maj bygger på i dag. Men mange socialister har sovet i historietimen og de sorte faner opfattes af mange ikke længere som en alliance.

Hvorfor? Er det måske ikke pænt nok? Er de sorte faner blevet mere radikale end før i tiden? Eller er det måske de røde faner der er blevet mere borgerlige?

 

Når jeg siger at jeg mener at traditionen om 1. maj ikke længere løftes af idealer og kampe men på kapitalistisk mainstreaming, handler det ret simpelt om det at se sig omkring når man står midt i Fællesparken. Hvad er det man ser? Hvad ligner det allermest at det handler om? En folkefest måske? Jeg ser mennesker drikke sig fulde og fejre at de har en fridag. Én fridag. Jeg har det generelt fint med at man prioriterer at leve i nuet men når en kampdag kun har det ene fremtidsperspektiv at skulle håndtere sine tømmermænd næste dag på arbejde, er det sgu bare ikke godt nok. Hvert år kan man høre på politikere der taler tørre tal, tomme løfter og varm luft og foran dem, på deres store scene, står der fulde mennesker der fester i forårssolen blandt pølsevogne, ølstandere og ballonpustere. Vi mangler bare en karrusel til børnene. Måske en lille slikbod.

Da jeg var lille, og ikke havde noget begreb om politik, var jeg ofte på dyremarkeder og omrejsende tivolier, det vidste jeg hvad gik ud på. Nu hvor jeg har begreb om politik, kan jeg drage på min barndomserfaring og sige, at 1. maj i Fælledparken i langt højere grad repræsenterer et omrejsende cirkus end det gør politik. Og så kan jeg ikke lade være at spørge mig selv; Hvor mange bajere og pølser skal man indtage, før verden flytter sig i retning af social og økonomisk retfærdighed? Når det første jeg kan se ved min ankomst til parken er en oppustet Tuborg figur og ikke et politisk banner, er det vel ikke underligt at man kunne komme til at spørge sig selv, om 1. maj i grunden ligger i lommen på netop den verdensorden vi alle sammen, på den dag, lader som om vi prøver at bekæmpe; nemlig kapitalismen.

Man kan jo sige, at det er som det er og det er der også mange der vælger. Men når der så rent faktisk er nogen der vælger at gøre noget andet, som fx at lave en harmløs aktion foran en tørre tal-tomme løfter-varm luft-taler, for måske på den måde at vække noget til livs på denne politiske-åndsforladte drukdag, så skal jeg da lige love for at de borgerlige venstrefløjspolitikere kan finde gnisten fra deres græsrodsbevægelsesdage tilbage i modsvar. Hvis bare den gejst kunne overføres på noget andet – nå ja, måske over på selve grunden til at man overhovedet er blevet politiker. Det er bare lidt som om at man, på den dag man træder ind på borgen eller rådhuset, bliver renset for alt kritisk sans omkring den førende politik. Normaliseringen sker ved indgangen og der er ingen vej tilbage. Pludselig står man der i sit pæne mærketøj som levebrødspolitiker og tænker (håber jeg) hvad gik der lige galt?

 

En anden ting jeg finder fuldstændig uacceptabelt i forbindelse med dette års 1. maj cirkus, er den diskurs aktionen foran store scene har vakt. Det er utroligt at man skal høre og læse fra venstrefløjsfolk at det er udemokratisk, vold mod ytringsfriheden og fascistisk. Jeg mener bare lige; venner, stop engang og overvej hvad det er for en diskurs i er ude i her.

At det er udemokratisk er en farce. Det er nemt at sige og andre omkring dig vil sikkert nikke genkende, for det er jo så moderne at sige. Men hvad betyder det? Der har været flere bud på det. Johanne Smidt Nielsen mener at man skal møde andre med argumenter i stedet. Godt argument Johanne. Jeg er generelt enig. Men hvornår? Og hvordan? Og til hvilken gavn? Argumenter for døve ører. Jeg kunne lige så godt stå og råbe ned i min toiletkumme hver morgen. Jeg forventer ikke at få en invitation til at kunne argumenterer for, hvorfor jeg mener at den siddende regering, og den før den og sikkert den efter denne her er gal på den. Hvem er lige mit talerør på den parlamentariske scene i dette ganske land? Prøv med INGEN. Når man så, på en dag der historisk set har været symbol for at flytte ting bl.a. via direkte aktion, laver en direkte aktion for at vise at vi ikke er glade, ikke er hørt og ikke støtter op om deres cirkus, så er det udemokratisk. Man glemmer bare lidt, at den eneste grund til, at man kan tage sådan et begreb i brug – udemokratisk – er fordi der igennem historien har været mennesker der ikke har ladet sig stoppe i deres kamp for retfærdighed. Det danske demokrati, og alle andre demokratier for den sagsskyld, er ikke opstået magisk ud af ingenting. Der er blevet kæmpet for det. Så næste gang mennesker ynder at bruge termer som udemokratisk, skal de måske også lige takke de såkaldte udemokratiske bevægelser, for overhovedet at have været vedvirkende til at give dem muligheden.

Her er hvad jeg synes er ret udemokratisk af en demokratisk stat: At møde folkemasser og demonstrationer med politi vold. At sende flygtninge tilbage til krigsområder, vi selv er med til at bekrige. At gå i krig uden at spørge sine borgere om lov. At lade efterretningstjenester overvåge almindelige borgers gøren og laden, bl.a. fordi de sidder organiseret i foreningsarbejde, som desuden også er et must for at blive betragtet som en nyttefuld borger. At bruge skattekroner på fede ministerpensioner, første klasses forretningsrejser og andet politiker lir. At lade politikere ansætte vejledere der skal lære dem at lyve troværdigt. At lade flytninge sidde i fængselslejre i årevis uden sikkerhed for nogen fremtid. At blande sig i fagbevægelsens overenskomstforhandlinger. At lade stå til mens familier bliver sat ud af deres hjem pga. økonomisk krise. Og jeg kunne blive ved.

 

Den med at det er imod ytringsfriheden er så gudsjammerligt brugt, at der ringer et genklang af dansk folkeparti for mit indre ører hver gang jeg hører det. Grundlæggende er det jo sådan med ytringsfriheden, at den gerne skulle sikre de uhørte en mulighed for at blive hørt. Men hør engang Frank Jensen, hvad er det du tuder for? Du, og alle i andre parlamentariske politikerer, har konsekvent en sendeflade med jeres navn på. Mon ikke vi danske borgere har rigelig mulighed for at høre på jer? Føler I virkelig at I, af alle mennesker her i landet, har brug for at spille ytringsfrihedskortet? Føler I at I ikke bliver hørt nok?

Der er masser jeg stadig kunne ytre i forbindelse med ytringsfrihedskortet men jeg vil lade den ligge.

Tilgengæld er jeg blevet ordentlig provokeret af udsagn om at antifascister bruger fascistiske midler, når de laver en aktion på den måde. At der er tale om vold. Det er så uforskammet lemfældigt at bruge så stærke ord om noget man ikke lige kan rumme i sig selv. Det er da helt fair hvis man ikke bryder sig om aktionen i Fælledparken men at begynde at bruge overdreven ordbrug, der ikke længere har noget med virkeligheden at gøre, er ikke i orden.

Jeg så symbolikken (anti)fascister blive brugt på en blog her på Modkraft og det er noget jeg virkelig mener er totalt uacceptabelt. Skrig op om det alt det i vil, men tænk jer om inden i bare bruger løs af alle udtryk i kan komme i tanke om. Sproget er en flydende ting men hvis vi skal have nogen chance for at forstå hinanden, så må man vælge at sige det man vil udtrykke og ikke en helt masse andet. Det ligger sig op af terror retorikken; hvis noget sker man ikke bryder sig om, og måske føler sig truet af, kalder man det bare terror og så er det fundament for fordømmelse lagt. Når en hvid, heteroseksuel mand, der er født og bosat i et af verdens rigeste lande, begynder at give udtryk for at en banneraktion foran en taler er fascisme, så vil jeg forslå denne mand at deportere sig selv til et sted i verden, hvor reel undertrykkelse og fascisme er livets realitet og så komme tilbage, efter en rum tid, og skrive et nyt blogindlæg. Det er spot og hån mod mennesker der reelt oplever at leve under fascisme at tage det begreb i brug, fordi der skete noget uventet til årets socialistiske pølsefest. Det samme må gælde for brug af ordet vold. Hvis man reelt mener at det der skete var vold, så vil jeg mene at man ikke har været i kontakt med noget voldeligt i sit liv. Det undrer mig hvordan man kan lade ord med forskellig mening efter behov. Flere gange har man på TV set det danske politi banke demonstranter og asylansøgere, hvorefter en kort bemærkning fra enten en politiker eller en ansvarshavende hos politiet, fjerner al voldsbetragtning. Det er stadig vold når en kampklædt politibetjent tæver løs på et andet menneske, selvom man kan forsvare det med at hen var presset. Det gør det ikke mere okay – men det virker jo. Pludselig er det okay og måske endda borgerens egen skyld at hen fik klø af politiet. I sådanne sammenhænge er vold lidt fint og måske ikke engang vold alligevel – selvom man ser folk få decideret tæsk med stave. Men når nogen så laver en banneraktion og der opstår lidt skubberi foran scenen, så er det vold. Frem med de store betegnelser. Hold nu op et tudekor!

Den pacifistiske tilgang til tingene er ofte båret af privilegier. Det er som regel den privilegerede der kan vælge at agere passivt, netop pga sine privilegier og ligeledes skamme andre der ikke er lige så fritstillet til at gøre det samme. I det henseende; tak for rådet Johanne. Hvis jeg vil bruge mine argumenter, vil du så give mig en stemme?

 

Helt grundlæggende tror jeg at vi i Danmark har det lige lovligt godt på nogen områder og lige lovligt irriterende på andre. Der er ting som stadig har brug for at udvikle sig og det er helt grundlæggende at det ikke kommer til at ske af sig selv – nogen skal presse på og det er ret tydeligt at det hverken bliver de folkevalgte politikerer eller de borgerlige der bakker dem op. Det gør ondt at se at en dag der bærer så megen symbolsk sammenhold og solidaritet pludselig skal bevares og beskyttes som værende en folkefest og ikke andet. Det er ikke masseindtag af hverken pølser eller bajere der har ændret på arbejders vilkår og det politiske landskab generelt, det er folk med gejst og mod til at turde gøre noget. Som den globale verden ser ud i dag, er den socialistiske kamp i Danmark noget ændret. Mange af de forhold som 1. maj egentlig er en kampdag for at ændre, ligger ikke længere på vores jord men hos arbejdere i andre lande. Måske det er det faktum der gør det så acceptabelt at feste sig igennem kampdagen og stille sig forbandet forarget, når nogen gør noget andet. Hvor om alting er, så er jeg udmattende træt af at høre på et borgerligt tudekor, der føler sig ramt af noget der så lille i forhold til det samlede billede. At hænge sig i petitesser. Få jer noget ordentligt, alvorligt at brokke jer over – ellers er jeres liv sgu for små.

Annonce