For tiden kører jeg rigtig meget i tog

For tiden kører jeg rigtig meget i tog. Ud over de jævnlige ture fra København til Trekroner st. (RUC), så pendler jeg nærmest til Jylland til møder hver eller hveranden weekend + et par hverdage engang i mellem.

– Og lige nu, ja så sidder jeg er her igen. Det er endda blevet sådan, at når jeg skal til Vejle, så sukker jeg lettet – kun til Vejle denne gang. Men det gode ved disse togture er helt klart alt den tid, hvor jeg bare sidder og kigger og tænker… I hverdagen kan det godt være svært at nå at tænke en tanke til ende, før telefonen ringer eller jeg skal ud af døren.

Men al denne refleksionstid, ja, det måtte jo gerne ende i et eller andet der sådan mere (forstår I hvad jeg mener, om ikke andet så et indlæg eller en udvikling af nogle politiske tanker eller noget i den stil).

Lige for tiden tænker jeg meget over, hvordan jeg sådan politisk skal forholde mig til den her finanskrise/økonomiske krise. Den fylder rigtig meget i hverdagen for mange mennesker. Personligt er jeg ikke endnu blevet ramt, og som studerende og med mit arbejde – ja, så bliver jeg ikke den første der bliver ramt. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan se de store problemer! Og jeg har venner og familie som er blevet afskediget med henvisning til manglende arbejde – jeg møder med andre ord faktisk nogle af de konkrete problemer, der opstår ud af denne krise.

Men hvad er svaret så? Hvad er løsningen? Hvor er det frustrerende, men jeg kender den ikke. Jeg kan se, at det gælder om at have nogle gode vilkår for folk, der bliver afskediget – dvs. de skal ikke bare have så de ikke dør af sult, men de skal kunne leve et anstændigt liv. Og jeg kan se, at det gælder om ikke at gå i panik (sådan helt generelt hjælper det sjældent, hvis de politiske løsninger bliver lavet i panik) – men samtidig skal der jo ”gøres noget”. Og imens jeg sidder her i toget, så tænker jeg, at et oplagt tiltag (som langt fra vil løse det hele) må være at investere i f.eks. bedre offentlig transport – det kan både hjælpe en del håndværkere med at få mere arbejde, samtidig med at det kan hjælpe miljøet, hvis vi kan flytte nogle folk fra biler til offentlig transport.

Jeg bemærker, hvordan EU-kommissionen forsøger at lave tiltag, som bliver ”EU-tiltag”. Men som reelt består af gode råd til medlemslandene, som landene så kan bruge eller lade være. Ud over at det naturligvis forekommer lidt skørt at insistere på at blæse det op til, at EU gør noget, når det reelt ikke er noget, som EU gør (ud over et forsøg på koordinering – som heller ikke er gået så godt endnu) – ja, så det er jo bare tomme ord.

Imens ser vi så regeringer i hele verden forsøge at smide ansvaret fra sig og over til nogle andre! Det virker til, at man er grundlæggende enige om, at det vil være en god metode at sparke gang i hjulene ved at pumpe penge ud i samfundet (ved hjælp af investeringer eller skattelettelser) – men straks er debatten startet: Hvem skal betale regningen?

Jeg betragter normalt mig selv som et optimistisk væsen, hvad angår muligheder for at ”ændre på verden” og gøre verden til et bedre sted. Og normalt har jeg også mange gode bud på løsninger, men lige nu er jeg lidt i tvivl… Så jeg vil bruge resten af togturen på at tænke lidt mere over emnet – og så tage hjem og læse nogle kloge menneskers bud, det skader jo ikke at få inspiration fra andre :-)