Annonce

3. marts 2010 - 11:25

Svar til Villys partisoldat

Dette debat indlæg er bragt i Information idag, i en forkortet udgave

Det er ”tilbageskuende”, når kritikken af SF ”hele tiden drejer sig om højredrejning”, lyder det i en kronik i Information lørdag d.27. februar fra min gode ven og formand for SF’s ungdom Pelle Dam. Vi skal i stedet se fremad, mener han. Ja, lad os gøre det.

Jeg ser frem til, at vi får en ny regering, der kan gøre op med otte års overklassepolitik. Derfor er jeg glad for, at Socialdemokraterne og SF i målinger de seneste mange måneder står til at få regeringsmagten.

Men jeg sidder samtidig med en bange anelse. For hvad er det for en politik, SF kommer til at føre, hvis de får magten? Pelle Dam nævner at SF er i gang med en ”benhård kamp for indflydelse”, men hvilken indflydelse?

Min kritik af SF er ikke brugen af fokusgrupper, det er den politik de ligger for dagen, som ikke hjælper dem Pelle Dam kalder for almindelige mennesker.

Desværre er der ikke meget håb om en anden politik, når SF har lagt sine politisk visioner i samme kurv som Lars Løkke. SF var med, da regeringen øgede budgettet for vores forsvar til 50 mia. De var med, da regeringen rundhåndet dryssede 100 mia. kroner til de nødlidende banker i bankpakkerne. Og de stod last og brast med regeringen, da finansloven for i år med nedskæringer i den kommunale velfærd skulle vedtages.

Det nytter heller ikke at konkurrere med Dansk Folkeparti om hvem der kan sige højere straffe og indvandrerne ud af landet flest gange, det kan da umuligt være sådan at vi løser de integrationsproblemer vi står overfor. Når Pelle Dam kalder dette for en ”tilbagevending til partiets og den moderne danske venstrefløjs rødder” ved jeg ikke hvad det er for en venstrefløj Pelle tænker på. Som jeg ser det har venstrefløjens nøgleord altid været solidaritet og respekt.

Mit ønske for fremtiden er et opgør med den liberalistiske cocktail, som overklassen har fået serveret de seneste otte år. Og skal man dømme efter de ord, der kæk kommer ud af munden på Villy Søvndal, så ønsker SF det samme. Men så nytter det altså ikke noget, at SF fører en politik, der giver danske lønmodtagere mindre velfærd og forgylder de rige.

For det første har vi set ved valgene i 2005 og 2007, at det er en umådelig dårlig strategi for oppositionen at kopiere regeringens politik. Det kræver et socialt alternativ at vælte regeringen.

For det andet, så svigter SF de danske lønmodtagere, når de trisser i regeringens politiske fodspor, fordi de tror, at de automatisk fører hen til ministerkontorerne.

Danskerne har brug for en ny politik. Men så længe SF genbruger regerings projekt - bare fratrukket fem procent - får vi hverken en politisk alternativ eller en ny regering. Mit håb er af SF vil skifte kurs, og bruge deres mandater og fremgang til at lave et reelt politisk alternativ til den borgerlige regering.

Annonce