Annonce

Blog

Astrid Vang Hansen

28. september 2012 - 22:52

Svar til Pelle: En ny situation for de sociale kampe - Hvad nu Enhedslisten?

Af Astrid Vang Hansen

Under overskriften ”Et år efter valget – Hvad nu Enhedslisten?” har Pelle Dragsted forfattet en blog om nye udfordringer for Enhedslisten, der tager udgangspunkt i vælgerflugten fra S og SF. Min blog er i denne omgang skrevet i samarbejde med Nicolas J. Pedersen og skal ses som et modsvar til Pelles analyse og strategi.

Enhedslisten står i en ny situation. Det skyldes til dels at det er blevet tydeligt for rigtig mange mennesker at S og SF fører en nyliberal økonomisk politik, som Pelle skriver. Men selvom dette har overrasket mange mennesker, bør det ikke være overraskende for Enhedslisten. S og SF’s politik er en naturlig konsekvens af at de har accepteret de rammer som klassesamfundet og EU giver. Disse rammer er blevet væsentligt snævrere i løbet af de sidste (mere end) 20 år, fordi styrkeforholdet mellem klasserne har ændret sig markant i den forkerte retning og fordi den økonomiske krise i Europa i de seneste år, i høj grad er blevet udnyttet til at gennemføre en massiv offensiv imod arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. Under disse betingelser levnes der ganske enkelt ikke meget spillerum for reformer til gavn for arbejderklassen, der samtidig skal ske indenfor kapitalismens rammer.

Det er vigtigt at vi tager udgangspunkt i en analyse af hvordan styrkeforholdet er mellem klasserne (i en international kontekst), i stedet for en analyse af vælgerbevægelser i meningsmålinger (nationalt), ellers risikerer vi både at bevæge os mod populisme og at lægge helt forkerte strategier for hvordan vi når frem mod et opgør med kapitalismen. Vælgernes utilfredshed er først og fremmest et udtryk for at de er utilfredse med nedskæringer, angreb på deres rettigheder og forringelser af deres vilkår. Det er kun indirekte et udtryk for at de er utilfredse med at S og SF er rykket til højre (fordi det første er en konsekvens af det sidste). Denne utilfredshed skal vi selvfølgelig stadig bygge videre på, men det vender vi tilbage til.

Nyt landskab - i de sociale bevægelser
Den vigtigste forandring i den politiske situation siden den nye regering trådte til, er ikke at Enhedslisten har mulighed for at få større vælgertilslutning. Den vigtigste forandring er derimod at den nye regering har skabt nye betingelser for muligheden for at opbygge sociale bevægelser og for disse bevægelsers kamp for forandringer. På dette område er betingelserne anderledes fordi der er kræfter indenfor bevægelserne der er væsentligt mere bekymrede over at lægge pres på den nye regering, end de var overfor at lægge pres på VKO-regeringen. Det gælder både medlemmer og støtter af S og SF. Men faktisk gælder det (desværre) også dele af Enhedslisten, hvor der er folk der er bekymrede over om bevægelserne kan vokse sig stærke nok og om de “risikerer” at blive opfattet som Enhedslistens værk. Derfor kommer nogle af disse folk (paradoksalt nok) til at afholde sig fra at kaste sig helhjertet ind i opbyggelsen af disse bevægelser.  

Pelle skriver at vi ikke kan opbygge alliancer imod nyliberalismen fordi der ikke er nogen partier at bygge alliancer med. Men efter vores opfattelse er vores væsentligste alliancepartnere de sociale bevægelser og de er hverken forsvundet eller blevet umulige at samarbejde med, selvom arbejdet er blevet vanskeligere efter at den nye regering trådte til. Samtidig er disse bevægelser og de sociale kampe i samfundet som de er udtryk for, den eneste (og bedste) mulighed vi har for at ændre styrkeforholdet mellem klasserne. I samspil med Enhedslisten, kan disse bevægelser både presse regeringen til at “komme tilbage på sporet”, men vigtigst af alt, kan og skal de presse den herskende klasses nyliberale offensiv. Det sidste kan dog (sandsynligvis) kun ske i samspil med andre sociale bevægelser udenfor Danmark.

Lad os slå helt fast at vi ikke har noget imod Pelles vision om at Enhedslisten kan og bør blive et større parti. Men forskellen i analysen af den nye situation, leder til nogle andre prioriteringer i forhold til hvad der bringer Enhedslisten fremad. Et gammelt ordsprog siger at “det giver en stakket varme at pisse i bukserne”. Det gjorde det for SF da de forsøgte at blive S vol. 2 og det kommer det også til at gøre for Enhedslisten hvis vi forsøger at blive S vol. 3. Vi er ikke bedre til at være socialdemokrater end socialdemokraterne. De politisk hjemløse vælgere har ikke brug for at vi fastholder dem i troen på holdbarheden af den socialdemokratiske vision om et velfærdssamfund. I stedet må vi arbejde på at samle og mobilisere dem på grundlag af deres konkrete utilfredshed og lede dem i en social kamp for forbedringer. Vi må arbejde for at de på lang sigt (blandt andet gennem erfaringer i kampen) vil indse at den nordiske velfærdsmodel hverken er tilstrækkelig eller kan bestå for evigt, men at vi til gengæld kan skabe et helt andet samfund.

Enhedslistens opgaver
Enhedslisten kan blive et stort og magtfuldt parti og det kræver vilje og store beslutninger. Forudsætningen er dog ikke at vi glemmer vores historiske arv og glemmer erfaringer som venstrefløjen har gjort sig gennem tidens løb (som f.eks. påskestrejkerne). Vi skal bruge de erfaringer vi har gjort os gennem tiden fremadrettet, så vi lærer af vores fejl og bliver bedre til de kampe vi står overfor idag. For at blive et stort parti kræver det at vi træffer ambitiøse beslutninger om hvilken rolle vi kan spille i sociale kampe og bevægelser. Det kræver at vi aktivt og ambitiøst bruger vores parti til at ruste medlemmerne til at indgå i disse kampe og bevægelser. At vi udvikler politiske krav der kan bringe kampene fremad og styrke arbejderklassens organisering, bevidsthed, styrke og radikalitet.

I dette arbejde er det bestemt ikke en ulempe at blive flere - tvært imod! Og vi skal ikke være bange for at tage imod nye kræfter og ideer. Vi kan sagtens bygge videre på den umiddelbare utilfredshed og frustration over nyliberalismen som har fået langt flere til at slutte op om vores parti og det er rigtigt at vi ikke skal forvente at folk fra dag ét har en forståelse for hvad det vil sige at være revolutionær. Men vi må heller ikke forvente at den forståelse kommer af sig selv. På den ene side skal vi anerkende de forslag, analyser og erfaringer som vores nye medlemmer kommer med og vi skal tage imod disse som væsentlige bidrag til vores politikudvikling. Men vi skal samtidig aktivt give dem del i vores erfaringer som parti igennem skoling og diskussioner, som blandt andet må bygge på den historiske arv vi har fra arbejderbevægelsens mange kampe. Samtidig må vi forstå den dynamik der radikaliserer mennesker når de oplever begrænsningerne ved det eksisterende system i praksis, i forbindelse med at de kæmper for sociale forbedringer, og at dette gælder både for mennesker i - og udenfor vores parti.

Principprogrammet og opgøret med den private ejendomsret
Som et led i Pelles strategi foreslår han at formålet med ændringer i Enhedslistens principprogram skal være at gøre det klokkeklart hvor Enhedslisten står i forhold til spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder. Det lyder enkelt og det ville være dejligt hvis det var. Men efter vores opfattelse er en helt central pointe i et antikapitalistisk program, at vi ønsker et opgør med den private ejendomsret over produktionsmidlerne, fordi dette er helt centralt for at gøre op med den kapitalistiske produktionsmåde.

Jeg tror godt vi kan blive enige med Pelle om at denne vision er overordentligt demokratisk fordi den giver mulighed for at udvide demokratiet radikalt. Men vi må være ærlige omkring at der er mange af vores modstandere der vil angribe denne vision og kalde den både udemokratisk og et brud på menneskerettigheder. Derfor er det ikke en enkel opgave at slå fast en gang for alle hvad vi mener om demokrati og menneskerettigheder. I stedet må vi påtage os den opgave konsekvent og tålmodigt at forklare at vores politik kan og vil udvide demokrati og menneskerettigheder.

Denne opgave er også relevant i forhold til vores nye medlemmer og støtter. Vi må ikke begynde at ændre vores grundlæggende vision for at tilfredsstille dem. I grunden er det også politisk bedrag hvis vi bilder dem ind at vi kan skabe og fastholde en velfærdsstat for evigt, eller at vi ønsker at “stoppe toget dér”.   

Pelle skriver at han forventer at Enhedslistens nye medlemmer og støtter af sig selv vil dreje mere til venstre, selvom vi ændrer både vores principprogram og vores politik, således at vi nedtoner det langsigtede perspektiv og gør os umage for ikke at skræmme nogen væk, selvom deres mål begrænser sig til et socialdemokratisk projekt om en velfærdsstat. Han bruger en allegori om at vi godt kan køre med samme tog selvom vi ønsker at stå af ved forskellige stationer. Men efter vores opfattelse er det vigtigt hvilke visioner der er i førersædet i dette tog. Det er vigtigt fordi vi ellers risikerer at toget kører af sporet eller simpelthen stopper med at køre efter tredje station. Og for at gå videre i allegorien og føre den over på spørgsmålet om analysen af styrkeforholdet mellem klasserne, så mener vi at en hovedopgave er at have øje for hvordan sporene bliver lagt og hvor de giver toget mulighed for at køre hen. Endvidere bør vi overveje hvordan vi forhindrer at togsporene bliver saboteret (altså klassefjendens forsøg på at forhindre både progressive reformer og samfundets omvæltning).

Kammeratlig hilsen, Astrid og Nicolas

P.s. Vi undskylder for et sprogbrug der muligvis virker gammeldags, men det må være en kollektiv opgave for venstrefløjen hvis vi skal finde nye ord for begreberne arbejderklassen og den herskende klasse. Vi mener ikke at der er (op)fundet nye ord (endnu) der beskriver disse begreber godt nok, derfor bruger vi de gamle endnu :)

Kommentarer

Af J.L.Christensen den 30. september 2012 - 14:00

Sprog-registeret

("part #1337")

Arbejds-givere KØBER løn-arbejde. De er altså arbejds-KØBERE, og GIVER IKKE noget væk, som regel da. Og pecielt ikke, til nogen der udfører selve LØNARBEJDET. Man diskuterer heller ikke prisen på en selskabsdame når man har brug for hendes services. - Ikke, i de luftlag. Dér trækker man jo alligevel det hele fra i skat.

Lønmodtagere sælger TID målt i kvantitet (og kundskab udtrykt ved kvalitet fx stabilitet/ fremmøde, sjældent på barsel osv...). Kunststykket består i, at få prisen betalt for sit "kunstneriske udtryks" værdi. Og hvis det kan MÅLES, så er det kvantitet - ikke kvalitet. Så derfor er det TID, en lønarbejder sælger og ikke udførelsen af selve opgaven. Man sælger af sin repræsentativitet, og den man HAR solgt får man lige så lidt igen som den man ikke  har afsætning til.

Arbejdskøbere tror den skal være billig hvis man er ung og har meget af den udbudte vare. - Dét kalder de udbud og efterspørgsel. Desværre gider de ikke diskutere RIMELIGHED i samme grad som de vil snakke om TIL RÅDIGHED.

Og når man så er blevet halvgammel, og slidt, så tørrer de udgiften for den brugte krop af på fællesskabet, for til den tid har "Vi" ikke råd til sådan noget fryns som "efterløn". Vi, er dét et vi i Venstre eller et vi i cepos så? Nåh ja. Det er: Et "Vi", i VERDENSKLASSE.

Problemet er at få KØBEREN af VAREN til, at betale for varens egentlige PRIS, fx skal de der BRUGER af ressourcen, "ARBEJDSKRAFT" vel også være med til at betale for træning og uddannelse, samt for at have RÅDIGHED over de dele af arbejds-STYRKEN/ ressourcen, de ikke p.t. kan holde aktiveret i lønarbejdet.

Preben Vilhjelm har for nylig i en pixie-bog der bestemt ikke er for småbørn, kaldt denne, nyskabende tanke for "BRUGERBETALING". Dét er vist et helt nyt ord, han selv har opfundet. Jeg har i hvert fald aldrig hørt det før.

Uddannelse er en VARE i dag. Hvad er DANNELSE? Spørgsmålet er om det over hovedet kan kaldes et "erhvervsliv", når det ikke står TIL RÅDIGHED.

Det nye sort: Privatist-istisk Kompettitivitét-isme & Koncept Fastholdelse A/S.

Måske skulle man prøve at få Dansk Folkeparti til at åbne en diskussion om HVOR MANGE arbejdspladser man kan eksportere ud af Danmark før man mister sit danske STATSBORGERSKAB.

 

Af Pelle Dragsted den 1. oktober 2012 - 22:47

Hej Astrid og Nicolas.

Tak for jeres sobre og gode indlæg i debatten – som jeg gerne vil knytte et par kommentarer til:

 

1) Klassestyrkeforhold

Som jeg også har skrevet en del om tidligere er jeg helt enig i at det er klassestyrkeforholdene, der afgør hvad som er og bliver politisk muligt. Og mit bud på en vej fremad for Enhedslisten i den aktuelle situation har netop dette mål – at ændre styrkeforholdene i samfundet, så det der ikke er muligt i dag bliver muligt i morgen.  At presse den nyliberalistisk offensiv tilbage, og rulle set solidariske velfærdssamfund frem vil forrykke styrkeforholdene på afgørende vis. Mere om det nedenfor

 

Mht. om velfærdssamfundet er dødt og borte, så tror jeg man skal passe på med den slags determinisme. Hidtil har det kapitalistiske system i forbløffende grad vist fleksibilitet, når klassekampen tvang det til det. Jeg er sikker på, at hvis Astrid og Nicolas havde tilhørt et revolutionær socialistisk parti i 1945, så ville de også have afvist, at det var muligt at opnå gradvise fremskridt for arbejderklassen uden et hurtigt og pludseligt brud med kapitalismen. Men det var det.  Ingen af os kan spå om fremtiden. Men selv hvis forhold som globalisering etc. umuliggør at forsvare og udvide de rettigheder som arbejderbevægelsen har opnået indenfor rammerne af kapitalismen – så er det ikke noget som et flertal af lønmodtagerne i dag tror/har erkendt.  Det er som jeg skriver i bloggen ” netop mødet med de grænser for forandringer, som reformpolitikken med stor sandsynlighed støder på, kan øge tilslutningen til mere vidtgående sociale og økonomiske forandringer i socialistisk retning”. Og derfor vil jeg fastholde, at vores opgave her og nu i høj grad er at samle alle de mennesker, som vil forsvare og udvide det solidariske velfærdssamfund.  

 2) Sociale bevægelser

Jeg er fuldstændig enig i at en vigtig vej til at rykke klassestyrkeforhold er gennem stærke sociale bevægelser og udenomparlamentarisk arbejde. Måske har jeg ikke været klar nok i mit indlæg. Men når jeg taler om at fylde hullet ud – mener jeg bestemt ikke (kun) rent vælgermæssigt, men i den grad også ifht. bevægelsesarbejdet. Det er en helt afgørende opgave for Enhedslisten, at styrke vores tilstedeværelse særligt i fagbevægelsen.
Men vi skal blive meget mere konkrete når vi snakker om bevægelsesarbejde. Vi har en tendens til at bruge det lidt som en trylleformular. Når nogen snakker om at styrke bevægelsesarbejdet, eller ”at kroppen skal være større”, så klapper vi alle sammen begejstret. Men hvilke bevægelser snakker vi egentlig om? Hvordan skal de styrkes? Hvordan prioriterer vi vores ressourcer for at nå disse mål? Det skal vi blive langt mere præcise på.

Mange af de bevægelser der nævnes, når man spørger ind, er efter min mening svært at kalde bevægelser.

Har Danmark f.eks. reelt en lejerbevægelse i dag. Kan fredsbevægelsen overhovedet kaldes en social bevægelse. Og består klimabevægelsen reelt ikke af dels en meget snæver venstreradikal fløj og nogle professionelle NGO´er. Jeg trækker det lidt hårdt op her. Men min pointe er at vi er nødt til at blive langt mere konkrete når vi taler om, at de sociale bevægelser skal styrkes. Vi skal væk fra paroleplanet og ned i materien.
Men hvis vi taler om bevægelse blandt lønmodtagere og studerende, så vil jeg fastholde min pointe fra bloggen. Nemlig at det der kan samle bredt her er forsvaret mod forringelser af vores velfærd og sociale tryghed og offensive krav om udvidelse af rettigheder og bedre velfærd. Vi kommer ikke til at bygge stærke bevægelser på parolepolitik. Derfor tror jeg at der vil blive en modsætning mellem at bygge stærke bevægelser, hvis man har et udgangspunkt, at det slet ikke er muligt at forsvare velfærden.

 

3) Velfærdssamfundet og socialismen

Og det fører mig frem til det punkt jeg tror vi er mest uenige om. Jeg synes I opstiller en modsætning mellem det at kæmpe for den nordiske velfærdsmodel, og det at arbejde for en socialistisk samfundsudvikling. Som om de var hinandens modsætninger, og at man må vælge hvilke af de to man arbejder for. Som jeg ser det er det to sider af samme sag. Jeg ser det solidariske velfærdssamfund som en trædesten til en socialistisk samfundsudvikling.  

For det første fordi det at bremse og tilbagerulle nyliberalismen og rulle velfærdssamfundet frem – ændrer som ovenfor anført klassestyrkeforholdene i en positiv retning. Når vi f.eks. slås for et ordentligt dagpengesystem, så gavner deres lønmodtagernes styrkeforhold. Og når vi arbejder mod privatisering, eller for indlicitering af offentlige opgaver – så svækker det kapitalkræfternes magt i samfundet.

For det andet fordi velfærdssamfundet rummer elementer som peger fremad mod en socialistisk samfundsudvikling. Vigtige dele af økonomien er i et velfærdssamfund ikke-kapitalistisk. Forstået på den måde, at tjenesteydelserne ikke udveksles på markedsvilkår, og at der ikke produceres med henblik på at skabe privat profit. Det er vigtige eksempler eller beviser på, at der er andre måder at organisere produktionen på end den kapitalistiske. Ved at pege på dette, tager vi samtidig udgangspunkt i noget som flertallet kender og holder af – frem for at bygge utopiske luftkasteller om det store brud, efterfulgt af det socialistiske evighedsrige. Arbejdet for en socialistisk samfundsudvikling bliver nærværende og forståelig.

 Jeg synes ikke det er fair, når I antyder, at mit budskab og strategi svarer til Socialdemokratiet vol. 2. Socialdemokraterne har netop ikke en vision elle strategi for en socialistisk samfundsudvikling, og netop det har bragt partiet i årtiers defensiv tilpasniningspolitik. Det har jeg intet ønske om at kopiere eller gentage.

Jeg mener, at der findes en position i mellem den socialdemokratiske tilpasning til og underordning under kapitalismens rammer, og den efter min mening hverken mulige eller attraktive drøm om den store pludselige revolutionære omvæltning, der med et slag afskaffer kapitalismen og indfører socialismen.

4) Demokrati og menneskerettigheder

Jeg kan simpelthen ikke se hvorfor vores ønske om, at ændre ejendomsforholdene til produktionsmidlerne, skulle stå i modsætning til demokrati eller menneskerettigheder. Der er da intet udemokratisk i, at gribe ind i ejendomsforholdene, hvis bare man har et demokratisk flertal bag sig. (Efter min mening sker der i øvrigt allerede i vores nuværende samfund store indgreb i den private ejendomsret. Vi betaler tvangsmæssigt 50% af vores indkomst i skat – virksomhederne betaler 25% af deres overskud i skat. Staten kan såmænd også i særlige tilfælde ekspropriere privat ejendom uden ejerens accept)

Men vi skal bare være klokkeklare på at de forandringer, som vi ønsker at gennemføre, herunder ifht. ejendomsforholdene, skal vedtages demokratisk i folketinget, og ved demokratisk vedtagne grundlovsændringer. Faktisk mener jeg, at vores ønske om at få flertal for en grundlovsændring i socialistisk retning, bør være langt mere tydeligt i et kommende program.  
 Min pointe er grundlæggende, at et fremtidigt program ikke må efterlade tvivl om, at socialistiske forandringer skal ske af demokratisk vej, og have opbakning fra et flertal, som har tilkendegivet deres støtte gennem frie, hemmelige og demokratiske valg til folketinget – en grundlovsgivende forsamling osv.  

Det er efter min mening helt afgørende set i lyset af de meget negative erfaringer som menneskeheden hidtil har gjort med socialistiske eksperimenter. Det er helt rimeligt, at vi afkræves klare svar på disse spørgsmål.

Afslutningsvist vil jeg bare slå fast, at jeg bestemt ikke mener, at vi skal skjule, at vores visioner går længere end et velfærdsamfund i en økonomi domineret af kapitalisme. Tværtimod skal vi fortælle, hvordan en socialistisk samfundsudvikling, ligger i naturlig forlængelse af den solidariske nordiske velfærdsmodel; Ja faktisk er en forudsætning for at bevare den.

Igen tak for jeres indlæg. Det er en hamrende vigtig diskussion at få taget fat på. For Enhedslisten står pludselig med et langt større ansvar end tidligere.

Af Kim Ingemann den 2. oktober 2012 - 12:08

@ Pelle: Jeg er enig i det meste af den strategi, du opridser. Men jeg aner alligevel en blind plet i ræsonnementet. Og måske er det i virkeligheden den afgørende brudflade i forhold til Astrid og Nicolas' kritik.

Det er rigtigt, at i den nordiske velfærdsmodel stod arbejderklassen stærkere, end den gør nu. Men den blinde plet ligger i, at den nordiske velfærdsmodel bygger på klassesamarbejde. Arbejderklassens position styrkes i modellen ved at lade sig forpligte over for det nationale borgerskab. Og det nationale borgerskab knæsætter sin magt (og sikrer ro i samfundet) i en forpligtelse  overfor arbejdernes rettigheder, herunder en omfordeling af en del af profitten tilbage til befolkningen som helhed.

Men den model forudsætter, at den nationale enhed er afgørende for økonomi og sociale bindinger, og det er den altså ikke længere. Ikke på grund af subjektiv socialdemokratisk opportunisme overfor neoliberalistiske strømninger, men fordi kapitalen er blevet transnational og derfor ikke længere - eller i hvert fald i mindre grad end tidligere - har brug for lokale overenskomster eller nationale hovedaftaler, da konkurrencen om arbejdet er blevet ligeså global som kapitalismen, og kapitalen derfor næsten kan få det, som den vil.

Den nordiske velfærdsmodel eroderes først og fremmest af, at kapitalen flygter og ikke vil lade sig binde. Så hvis velfærdsmodellen skal bevares, skal den være global, og det har vist lange udsigter.

Derfor kan den lokale kamp for velfærd - byggende på drømme om de gode gamle dage - let føre til desillusion og nederlag. Med mindre det revolutionære perspektiv holdes i hævd. Det kan nemlig også være samfundets modtræk mod de flygtende arbejdsgivere, at fx arbejderne gøres i stand til at overtage og omlægge produktionen på nedlagte fabrikker. Og at bankvæsenet nationaliseres, så det kan forhindres, at formuer flyttes ud af landet. Herved kan et afgørende brud med kapitalismen hurtigt blive aktuelt, også selv om det foregår i etaper, hvor nye alliancer skal opbygges.

Det kan i hvert fald skabe en situation, hvor det bliver muligt for de socialdemokratiske, socialistiske og anarkistiske kræfter at slutte sig sammen om at iværksætte bæredygtig produktion, effektiv handel på kooperativt grundlag og dannelsen af nye netværk, som bevidst udnytter højteknologi til at minimere statsligt bureaukrati mm.

Men dette perspektiv er glemt i velfærdsperspektivet, selvom det muligvis sagtens kunne være tiltrækkende også for socialdemokrater, der går ind for økonomisk demokrati; en parole, vi måske skulle give nyt liv og vægte ligeså højt som velfærd.

Af Pelle Dragsted den 3. oktober 2012 - 11:05

@Kim
Jeg synes at du har en vigtig pointe, som jeg vil tygge lidt videre på. Men problemet er vel, at heller ikke "din" strategi løser det problem som den øgede globalisering skaber. Det forudsætter i hvert fald at man tror på at Danmark kan udvikle socialisme alene, som en ø i et kapitalistisk hav. Det tvivler jeg stærkt på.
Pelle

Af Kim Ingemann den 3. oktober 2012 - 14:32

@ Pelle: Fint :) Jeg tænker nu ikke i nationale baner - men at en progressiv regering i et kapitalistisk samfund kan støtte op om "befriede områder" som indgår i bæredygtige netværk på tværs af nationale grænser. Vi har jo faktisk alternativt fungerende øer (bæredygtige landsbyer, kooperativer, fristeder og potentielt den offentlige sektor) i den kapitalistiske verden, og hvis vi tænker i en socialisme fra neden, og gør det attraktivt for både arbejdere og iværksættere at arbejde kooperativt, gør vi os ikke afhængige af de kapitalister, der ikke gider være med. En afhængighed, som er til stede i den gamle nordiske velfærdsmodel.

Af J.L.Christensen den 4. oktober 2012 - 13:04

 

Jeg mener (muligvis fordi jeg opfatter STATEN som FORKLARINGSFAKTOREN i international politik, hvilket i nogen grad gør MIG til en forp… nationalist), at her skydes der over målet, i analysen, med det formål at bringe politologisk sandhedspatent i propaganda-katapultéring –position.

”… ellers risikerer vi både at bevæge os mod populisme og at lægge helt forkerte strategier for hvordan vi når frem mod et opgør med kapitalismen.”

Og navnlig i forhold til dette sidste, om strategierne, er den valgte tilgangsvinkel uheldigt valgt.

”Vælgernes utilfredshed er … er kun indirekte et udtryk for at de er utilfredse med at S og SF er rykket til højre… Denne utilfredshed skal vi selvfølgelig stadig bygge videre på...”

Dette er da netop et udtryk for den reneste POPULISME? Og hvad er der ”galt” i at præsentere nogen vis kontrolleret tillægsmængde populisme, vi lever jo i hvert fald i nogen udstrækning i såkaldt demokrati, det populistisk kommunikative ligger da iboende begrebet, ”repræsentativt demokrati”. Og selv det allerede forsøgt kommunistiske ”centralistisk demokrati” er jo  repræsentativt, uanset hvad?

”Pelle skriver at vi ikke kan opbygge alliancer imod nyliberalismen fordi der ikke er nogen partier at bygge alliancer med …”

Dét er faktisk rigtigt. Og det er fordi Enhedslisten VED, AT BLIVE TIL ENHEDSLISTEN, løste et problem som ellers spiller med på højrefløjen hvor DF og LA slås om frafaldne liberale. Og hvor selv LA forsøger at bejle til nationalistisk orienterede frafaldne hvor  de måtte findes (LA spekulerer nemlig i populisme som del af strategien. Down to Earth: Demokrati kan ikke lade sig gøre uden sådan en rådden bundsump, lige som grøde og kompost i en køkkenhave).

Det samme sker på midten: Radikale kæmper med – af alle, SF – om, at opsamle frafaldne Soc.demmer af nogen, intellekt åndsbevidsthed.

Tilbage står DF og opsamler de soc.demmer der IKKE HAR ANDRE STEDER, AT GÅ HEN, og det er DET, der er problemet i hele bloggens analyse, men som bloggeren fraskriver sig eyeballs på:

En forholdsvis stor gruppe vælgere HAR IKKE noget sted at gå hen, fordi disse syltes ind i hierarki og fast sandhedspatent uanset hvor de henvender sig – og som reaktion smider de ansvaret fra sig i hænderne på den der skilter med at ville bære det samfundsmæssige ledelsesansvar for dem, selv om, resultatet bliver en arg demokratur med billede af profeten og al ting! Folket ønsker nemlig egentlig ikke nogen ”stærk mand”. Folk flest vil generelt og populistisk bare gerne have fred, arbejde, og uddannelse til sine unger.

”Men efter vores opfattelse er vores væsentligste alliancepartnere de sociale bevægelser og de er hverken forsvundet eller blevet umulige at samarbejde med, selvom arbejdet er blevet vanskeligere efter at den nye regering trådte til. Samtidig er disse bevægelser og de sociale kampe i samfundet som de er udtryk for, den eneste (og bedste) mulighed vi har for at ændre styrkeforholdet mellem klasserne. I samspil med Enhedslisten, kan disse bevægelser både presse regeringen til at “komme tilbage på sporet”, …”

Jeg vil benytte dette stikord til, at bringe analysen ”tilbage på sporet”:

Denne regering HAR gjort sit arbejde, selv om resultatet var upse-da-osse held i Ludo. De skabte ”Fair forandring” som MULIGT alternativ (også selv om vælgerne valgte at ikke ville have den, vælgere er nemlig nogle værre populister), og i samme øjeblik gav Løkke sig til at SAMARBEJDE med Rad.V’erne I STEDET FOR med DF…

Dét fik Pia.K til at tilbyde sig selv som (af alt, lige dét...) ”kulturelt” ministeremne - og fordi S-SF planen fik yderligere medvind på cykelstien en kort tid pga af svingstatvælger-vendekåbeflowet, fyldte Løkke & Hjort.F endnu flere kerneindrømmelser ned i den radikale gavesok, hvilket tvang DF-toppen til at skrue op for charmen og KRÆVE, at DF fik adgang til at varme ministertaburetter.

OG DETTE VAR DEN DIREKTE ÅRSAG til, at Løkke trykkede på valgknappen, for DF er GRUS i EU-maskineriet så de får IKKE lov til at sidde med op på ministerpensiontaburetterne . De ville bare opstille grænsebomme over hele kontinentet i løbet af 14 dage. EU HADER grænsebomme, så EU hader DF mere, end EU hader omkostningsbegrænsende mad-skraldere og lønarbejde-minimerende økofrilandfetishister.

Læg mærke til at ALTING i øjeblikket handler om ikke at destabilisere EU yderligere, uanset regeringsfarven, for Eur-føderalstaten er faktisk lige ved at gå ad hekkenfeldt til.

Hvis der skal spekuleres i politisk internationalisme, sorry to say, så skal det altså være gennem United Nations, selv om det bli'r noget af en ørkenvandring. Alt andet får i sit indadvendte sandhedspatent en kvalitet med bismag af mere eller mindre pseudo-religionsk karakter.

A nice fairy-tale som vil udarte i struktturel vold når det engang bliver en politisk realitet. Og ja... Jeg er godt opmærksom på, at dét faktisk er en udmærket beskrivelse af det nuværende FN.

"... men vigtigst af alt, kan og skal de presse den herskende klasses nyliberale offensiv. Det sidste kan dog (sandsynligvis) kun ske i samspil med andre sociale bevægelser udenfor Danmark.”

Ej altså, det er jo en selvmodsigelse. Og det er her bloggen VÆLGER, at kigge VÆK fra virkeligheden. Den herskende klasse er nemlig FEUDAL, ikke liberal og heller ikke neo-noget andet, end hierarkisk. Og DET er der ikke noget neo- af nogen politisk værdi ved.

Hvad der omvendt vil kunne statuere effekt er nationale, statslige initiativer. ISÆR hvis staterne kan samarbejde om at pille rygmærkerne af storkapitalen. Det gør man ved, at manifestere, at de altså IKKE ejer sproget, selv om de faktisk i udstrakt grad "ejer" den internationale konkurrence (kompettitivitet).

Alt det der pladder om Globalisticeringen, dét handler kun om at dem der ejer rettighederne over al viden tror at det kun er dem der betaler skat som er underlagt lokale og nationale lovgivninge.

Denne rådigheds-kompettitivitet kan de passende betale afgifter af. Det er ikke rimeligt at staterne skal betale for, at folkene står til rådighed for et system der ikke gensidigt står til rådighed for stat og folk.

Det er da "landsskadelig virksomhed" at flytte alle arbejdspladserne ud af statens geografi, og dét har man vel at mærke præsteret at lykkes med både i EU og i USA.

plus:

”... Et gammelt ordsprog siger at “det giver en stakket varme at pisse i bukserne”. ”

Det gjorde Hitler i øvrigt også, da han i efteråret 44 og i januar 45 lod de folk henrette i store flokke, der var eller ville blive mulige til, at føre den tyske enhedsstat videre: Han gik direkte efter at ødelægge statens muligheder for at eksistere videre efter krigen.

Det samme gjorde Hjort.F og Løkke: De solgte ud af statens muligheder, som en étårig vækst før lukketid bruger al energien på at sætte så mange ufrø at planten selv dør af det.

Hvis ikke de to §m@gsd.mmere skulle have prinsessen til evig eje, så skulle ingen have lov til at score hende. Same show, dér, det handlede KUN om at forhindre demokratiet i at fungere efter den fore-stående ydmygelse. (Der var ikke noget link dér, det er Modkrafts software der laver rød tekst).

Og om at cementére den næste statsmedister fast i betegnelsen, "Rasmussen IV", uanset hvilken farve spadseredragt Helle Thorning-Rasmussen ville iføre sig. Radikale tager naturligvis imod med kyshånd både fra højre og venstre, efter ti års politisk mørke i skyggen af folkepartisternes americana-nationale flokmusik. Men de er jo skrup skide post traumatiske.

Dem bliver der ingen rød regering af, hvis ikke Helle.T sætter den præstedame på plads, i stedet for at køre socialdemokrater der er rødere end kommunister ud på et lusket sidespor for at få sin egen kamphund installeret som chef-dumme svin.

Og som i både konservative og SF, så flygter også vælgerne fra Soc - FORDI flokken slås internt om hierarkiet. Folk vil jo have FRED og BRØD, og FREMTID for sine børn. Ikke, pissen flokrevir på de bonede gulve, dét skulle have været ordnet INDEN valget det dér.

Men så havde man vel ikke kunnet få Margrethe med i kanen...

SF og Soc har ikke væltet regeringen Rasmussen III, men Fair forandring -planen fik Lille Gris fra Larsted til, at varme sig selv, kortvarigt. Og som jeg ser det, ønsker jeg mig i højere grad endnu en valgperiode med Johanne i fjernsynet end jeg gider trækkes med Vestager som pseudo-allieret.

Enhedslisten står jo til, at æde det meste af SF.

Annonce