Svar til Pelle: En ny situation for de sociale kampe - Hvad nu Enhedslisten?

Under overskriften ”Et år efter valget – Hvad nu Enhedslisten?” har Pelle Dragsted forfattet en blog om nye udfordringer for Enhedslisten, der tager udgangspunkt i vælgerflugten fra S og SF. Min blog er i denne omgang skrevet i samarbejde med Nicolas J. Pedersen og skal ses som et modsvar til Pelles analyse og strategi.

Enhedslisten står i en ny situation. Det skyldes til dels at det er blevet tydeligt for rigtig mange mennesker at S og SF fører en nyliberal økonomisk politik, som Pelle skriver. Men selvom dette har overrasket mange mennesker, bør det ikke være overraskende for Enhedslisten. S og SF’s politik er en naturlig konsekvens af at de har accepteret de rammer som klassesamfundet og EU giver. Disse rammer er blevet væsentligt snævrere i løbet af de sidste (mere end) 20 år, fordi styrkeforholdet mellem klasserne har ændret sig markant i den forkerte retning og fordi den økonomiske krise i Europa i de seneste år, i høj grad er blevet udnyttet til at gennemføre en massiv offensiv imod arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. Under disse betingelser levnes der ganske enkelt ikke meget spillerum for reformer til gavn for arbejderklassen, der samtidig skal ske indenfor kapitalismens rammer.

Det er vigtigt at vi tager udgangspunkt i en analyse af hvordan styrkeforholdet er mellem klasserne (i en international kontekst), i stedet for en analyse af vælgerbevægelser i meningsmålinger (nationalt), ellers risikerer vi både at bevæge os mod populisme og at lægge helt forkerte strategier for hvordan vi når frem mod et opgør med kapitalismen. Vælgernes utilfredshed er først og fremmest et udtryk for at de er utilfredse med nedskæringer, angreb på deres rettigheder og forringelser af deres vilkår. Det er kun indirekte et udtryk for at de er utilfredse med at S og SF er rykket til højre (fordi det første er en konsekvens af det sidste). Denne utilfredshed skal vi selvfølgelig stadig bygge videre på, men det vender vi tilbage til.

Nyt landskab - i de sociale bevægelser
Den vigtigste forandring i den politiske situation siden den nye regering trådte til, er ikke at Enhedslisten har mulighed for at få større vælgertilslutning. Den vigtigste forandring er derimod at den nye regering har skabt nye betingelser for muligheden for at opbygge sociale bevægelser og for disse bevægelsers kamp for forandringer. På dette område er betingelserne anderledes fordi der er kræfter indenfor bevægelserne der er væsentligt mere bekymrede over at lægge pres på den nye regering, end de var overfor at lægge pres på VKO-regeringen. Det gælder både medlemmer og støtter af S og SF. Men faktisk gælder det (desværre) også dele af Enhedslisten, hvor der er folk der er bekymrede over om bevægelserne kan vokse sig stærke nok og om de “risikerer” at blive opfattet som Enhedslistens værk. Derfor kommer nogle af disse folk (paradoksalt nok) til at afholde sig fra at kaste sig helhjertet ind i opbyggelsen af disse bevægelser.  

Pelle skriver at vi ikke kan opbygge alliancer imod nyliberalismen fordi der ikke er nogen partier at bygge alliancer med. Men efter vores opfattelse er vores væsentligste alliancepartnere de sociale bevægelser og de er hverken forsvundet eller blevet umulige at samarbejde med, selvom arbejdet er blevet vanskeligere efter at den nye regering trådte til. Samtidig er disse bevægelser og de sociale kampe i samfundet som de er udtryk for, den eneste (og bedste) mulighed vi har for at ændre styrkeforholdet mellem klasserne. I samspil med Enhedslisten, kan disse bevægelser både presse regeringen til at “komme tilbage på sporet”, men vigtigst af alt, kan og skal de presse den herskende klasses nyliberale offensiv. Det sidste kan dog (sandsynligvis) kun ske i samspil med andre sociale bevægelser udenfor Danmark.

Lad os slå helt fast at vi ikke har noget imod Pelles vision om at Enhedslisten kan og bør blive et større parti. Men forskellen i analysen af den nye situation, leder til nogle andre prioriteringer i forhold til hvad der bringer Enhedslisten fremad. Et gammelt ordsprog siger at “det giver en stakket varme at pisse i bukserne”. Det gjorde det for SF da de forsøgte at blive S vol. 2 og det kommer det også til at gøre for Enhedslisten hvis vi forsøger at blive S vol. 3. Vi er ikke bedre til at være socialdemokrater end socialdemokraterne. De politisk hjemløse vælgere har ikke brug for at vi fastholder dem i troen på holdbarheden af den socialdemokratiske vision om et velfærdssamfund. I stedet må vi arbejde på at samle og mobilisere dem på grundlag af deres konkrete utilfredshed og lede dem i en social kamp for forbedringer. Vi må arbejde for at de på lang sigt (blandt andet gennem erfaringer i kampen) vil indse at den nordiske velfærdsmodel hverken er tilstrækkelig eller kan bestå for evigt, men at vi til gengæld kan skabe et helt andet samfund.

Enhedslistens opgaver
Enhedslisten kan blive et stort og magtfuldt parti og det kræver vilje og store beslutninger. Forudsætningen er dog ikke at vi glemmer vores historiske arv og glemmer erfaringer som venstrefløjen har gjort sig gennem tidens løb (som f.eks. påskestrejkerne). Vi skal bruge de erfaringer vi har gjort os gennem tiden fremadrettet, så vi lærer af vores fejl og bliver bedre til de kampe vi står overfor idag. For at blive et stort parti kræver det at vi træffer ambitiøse beslutninger om hvilken rolle vi kan spille i sociale kampe og bevægelser. Det kræver at vi aktivt og ambitiøst bruger vores parti til at ruste medlemmerne til at indgå i disse kampe og bevægelser. At vi udvikler politiske krav der kan bringe kampene fremad og styrke arbejderklassens organisering, bevidsthed, styrke og radikalitet.

I dette arbejde er det bestemt ikke en ulempe at blive flere - tvært imod! Og vi skal ikke være bange for at tage imod nye kræfter og ideer. Vi kan sagtens bygge videre på den umiddelbare utilfredshed og frustration over nyliberalismen som har fået langt flere til at slutte op om vores parti og det er rigtigt at vi ikke skal forvente at folk fra dag ét har en forståelse for hvad det vil sige at være revolutionær. Men vi må heller ikke forvente at den forståelse kommer af sig selv. På den ene side skal vi anerkende de forslag, analyser og erfaringer som vores nye medlemmer kommer med og vi skal tage imod disse som væsentlige bidrag til vores politikudvikling. Men vi skal samtidig aktivt give dem del i vores erfaringer som parti igennem skoling og diskussioner, som blandt andet må bygge på den historiske arv vi har fra arbejderbevægelsens mange kampe. Samtidig må vi forstå den dynamik der radikaliserer mennesker når de oplever begrænsningerne ved det eksisterende system i praksis, i forbindelse med at de kæmper for sociale forbedringer, og at dette gælder både for mennesker i - og udenfor vores parti.

Principprogrammet og opgøret med den private ejendomsret
Som et led i Pelles strategi foreslår han at formålet med ændringer i Enhedslistens principprogram skal være at gøre det klokkeklart hvor Enhedslisten står i forhold til spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder. Det lyder enkelt og det ville være dejligt hvis det var. Men efter vores opfattelse er en helt central pointe i et antikapitalistisk program, at vi ønsker et opgør med den private ejendomsret over produktionsmidlerne, fordi dette er helt centralt for at gøre op med den kapitalistiske produktionsmåde.

Jeg tror godt vi kan blive enige med Pelle om at denne vision er overordentligt demokratisk fordi den giver mulighed for at udvide demokratiet radikalt. Men vi må være ærlige omkring at der er mange af vores modstandere der vil angribe denne vision og kalde den både udemokratisk og et brud på menneskerettigheder. Derfor er det ikke en enkel opgave at slå fast en gang for alle hvad vi mener om demokrati og menneskerettigheder. I stedet må vi påtage os den opgave konsekvent og tålmodigt at forklare at vores politik kan og vil udvide demokrati og menneskerettigheder.

Denne opgave er også relevant i forhold til vores nye medlemmer og støtter. Vi må ikke begynde at ændre vores grundlæggende vision for at tilfredsstille dem. I grunden er det også politisk bedrag hvis vi bilder dem ind at vi kan skabe og fastholde en velfærdsstat for evigt, eller at vi ønsker at “stoppe toget dér”.   

Pelle skriver at han forventer at Enhedslistens nye medlemmer og støtter af sig selv vil dreje mere til venstre, selvom vi ændrer både vores principprogram og vores politik, således at vi nedtoner det langsigtede perspektiv og gør os umage for ikke at skræmme nogen væk, selvom deres mål begrænser sig til et socialdemokratisk projekt om en velfærdsstat. Han bruger en allegori om at vi godt kan køre med samme tog selvom vi ønsker at stå af ved forskellige stationer. Men efter vores opfattelse er det vigtigt hvilke visioner der er i førersædet i dette tog. Det er vigtigt fordi vi ellers risikerer at toget kører af sporet eller simpelthen stopper med at køre efter tredje station. Og for at gå videre i allegorien og føre den over på spørgsmålet om analysen af styrkeforholdet mellem klasserne, så mener vi at en hovedopgave er at have øje for hvordan sporene bliver lagt og hvor de giver toget mulighed for at køre hen. Endvidere bør vi overveje hvordan vi forhindrer at togsporene bliver saboteret (altså klassefjendens forsøg på at forhindre både progressive reformer og samfundets omvæltning).

Kammeratlig hilsen, Astrid og Nicolas

P.s. Vi undskylder for et sprogbrug der muligvis virker gammeldags, men det må være en kollektiv opgave for venstrefløjen hvis vi skal finde nye ord for begreberne arbejderklassen og den herskende klasse. Vi mener ikke at der er (op)fundet nye ord (endnu) der beskriver disse begreber godt nok, derfor bruger vi de gamle endnu :)