Svar til Pelle Dragsted: din strategi er fejlslagen

Et hurtigt spørgsmål: hvad menes der med dette citat?: " Som vi så ovenfor, har reformismen altid været ”borgerlig”, forstået på den måde, at den udelukkende forsøger at opnå forbedringer inden for det nuværende system" Det er en interessant pointe, men spørgsmål er om den er historisk korrekt? Som jeg opfattede de tidlige socialdemokraters projekt var det et forsøg på at nå et socialistisk samfund, dog ikke via revolution, men via reformer. Altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt man skulle stræbe efter et socialistisk samfund, men hvordan man skulle nå til socialismen. Altså et spørgsmål om metode - ikke om mål. Det er muligt at jeg læser citatet forkert fordi det er sat for hård op (her tænker jeg især på ordet "udelukkende") , men det ville være rart med en uddybning. 

Trist læsning. Jo længere man når ud på venstrefløjen, jo mere bryster folk sig af deres analytiske evner.

Og alligevel er det ikke  gået op for dem, at det altid ender med, at magt-menneskerne bestemmer.

Er der for eksempel nogen som kan huske den gang, hvor man talte om, at kvindelige ledere var anderledes end mandlige ?

Nu viser det sig, at forskellen er den samme.

Og lur mig om revolutionen - hvis den kommer - ikke ender med de samme ledere i anden indpakning.

Enhedslisten er vel et parlamentarisk parti.

Man skulle tro at sommerens latterlige revolutionsdebat ville give stof til eftertanke. Enhedslisten havde et historisk parlamentarisk momentum og stod til at få betydelig indflydelse på kommende finanslov. Men nej - Sass Larsen pegede dovent på enhedslistens landsbytosser og på det betydelige problem, at et parti der deltager parlamentarisk samtidig afviser parlamentarismen og går ind for en voldelig omvæltning af samme. Det kunne nok tage toppen af den folkelige begejstring.

Jeg synes det er prisværdigt at Dragsted og andre prøver konstruktivt, at beskrive en køreplan for enhedslistens aktuelle parlamentariske virke og de virkelige resultater det kan medføre.

Det står i skarp kontrast til den underlige meditation der udspiller sig på denne blog. De historiske "analyser" strutter af studentikost overmod og mangler simpelthen historisk forståelse. Af samme grund bliver også konklussionerne på "analyserne" megaloman ønske- og vanetænkning.

Når der spekuleres i revolutioner og kontrarevolutioner, som var det er kløgtigt spil skak mellem to ligeværdige modstandere, så bevidner det en fuldstændig vikelighedsfjern verdenopfattelse.

Kom nu ned på jorden igen! Der er faktisk nogen der har brug for parlamentariske politiske løsninger - her og nu.

Hmm...

Forfatterne går ud fra, at man uden videre kan trække en grænse imellem 'indenfor systemet' og 'udenfor systemet', og at alle har den samme klare ide om, hvad systemet er. Det er tydeligt, at de anser parlamentarisme og kapitalisme for at understøtte hinanden. Sådan er det også nu, hvor markedskræfterne accepteres som en naturlov. Og grunden til, at det er sådan, er, at kapitalister også læser Marx, og nok har forstået ham bedre end nogen andre.  

Og så bryster forfatterne sig af, at bygge analyse på historiske erfaringer osv., men de er i virkeligheden kun optaget af den korte periode, hvor en revolution opstod, vandt eller blev slået ned. Her er de særligt interesseret i, om hæren støtter magthaverne eller folket, hvordan man vinder dem over på ens side og så videre. Men at den revolutionære situation nok skal komme, det er man sikker på, for historien gentager sig, og det bliver man hurtigt overbevist om, bare man finder nogle få eksempler på gentagelser i de tykke historiebøger.  

Som sådan er deres analyse nærmere et klassekamps-horoskop, forfatterne sidder og læser, og de burde nok lede efter en ny astrolog, for han har det vist med at lægge det gamle horoskop på kopimaskinen.  

Og så må forfatterne også lige forklare, hvad 'systemet' egentlig er og lade være med at tage udgangspunkt i et fremtidig scenarie (Scenarie er et godt ord!).

Til sidst vil jeg på egen regning sige, at det parlamentariske demokrati er en meget ung styreform, der i sin korte levetid har ændret sig meget, så det er alt for tidligt at bedømme og afvise det, som de gør overfor Pelle.

Hilsen Niels Gjern  

GrrrRefomiSTA..!

Reformist har jeg alligevel aldrig hørt før. Anarkist, skiderik og djævelen selv har jeg da i det mindste oplevet i tidligere liv. Hvad f.. er en reformist, er det én, der prøver at omvælte samfundet gennem påvirkning af lovgivningen med aktivt dynamikrati? Føj for den lede altså, DET lyder ikke rart.

Som jeg ser det gælder det om at tilbyde et solidere og mere aktivt "produkt" i denne forstand, at det man lover folk skal tage afsæt i virkeligheden - ikke i en bibel, uanset omslagets farve. Det der ender i Folketinget skal være nogen der ikke sælger andet end det, de er blevet valgt til. Og for min betragtning må de GERNE gafle stemmer fra de andre partiers vælgere.

Og når de har lært spillets gang på 'Borgen, der jo efter pålydende adskiller sig i væsentlig grad fra den virkelighed, der leves i de små partiforeninger rundt omkring, så skal disse kompetente politiske håndværkere hurtigst muligt stubles over i en partiforening af en helt anden farve.

Der er simpelt hen for mange blå politikere i de andre partier.

Jeg kan simpelthen ikke dy mig.

Nu slår de ortodokse til igen, og det bliver vildere og vildere.

Moaar hjælp jeg bliver udsat for betonretorik!!

1) Om erkendelsesteori.

Det er meget fint, at i placerer jer som "materialister" og mener, at ideer og den slags er noget pjat og idealisme. Selvfølgelig skal man have en økonomisk analyse, men den uhildede materialisme i argumenterer for har store problemer. Hvis økonomien determinerer det hele, jamen hvad skal vi så med et venstrefløjsparti, hvad skal vi med modkraft, det er jo i sidste ende økonomien, der bestemmer. Ideologisk kamp er således noget pjat. Ned i hulen og vent til at krisen får lortet til at bryde sammen. Jamen mageløs munkemarxisme.

2) Om fagbevægelsens rolle

Igen mega unuanceret! For det første ses fagbevægelsen og socialdemokratiet som to sider af samme mønt. Men det er forkert, og har været det i mange år.

En ting er, at de formelle bånd blev brudt i 00erne, de facto har fagbevægelsen og socialdemokratiet været på kollisionskurs siden strejkerne i 50erne, hvor HC Hansen lavede et regeringsindgreb. Siden var der hele balladen om ØD i 70erne, hvor fagbevægelsen var langt mere progressive end Soc.dem. (Ja ja ØD er jo bare reformisme....det er jo ikke revolutionært buhh, men mere om det senere)

Så nej man kan ikke reducere det ene til det andet, hvilket 3 partsforhandlingernes sammenbrud også viste. Her valgte fagbevægelsen faktisk at sige nej til Thornings og Vestagers usolidariske poltik. Kan i anerkende det gennem de blodrøde tåger?

I øvrigt ses fagbevægelsen som en samlet organisme. Det er også forkert. Fagbevægelsen har altid haft interne spændinger mellem en venstrefløj (typisk FOA, SID/3F) og højrefløjen (Metal). Så man kan ikke bare sætte fagbevægelsen ind som en samlet handlende aktør.

3) om reformisme

I skriver: "Som vi så ovenfor, har reformismen altid været ”borgerlig”, forstået på den måde, at den udelukkende forsøger at opnå forbedringer inden for det nuværende system. Og når systemet kommer i krise, betyder det, at de reformistiske partier presses til at føre borgerlig krisepolitik, hvilket Socialdemokraterne såmænd også gjorde under kriserne i både f.eks. 1930'erne og 1970'erne."

Der er så meget galt i det udsagn. Det kan godt være, at man er uenige med reformister, men at slå dem sammen med "borgerlige" er jo håbløst. Igen fremmedgør i alle potentielle alliancepartnere. Mener i i ramme alvor, at Dennis Kristensen og Peter Hummelgaard er at sidestille med Søren Pind og Ole Birk Olesen?? Hvis i gør det har i et seriøst problem ift. at skille skidt fra kanel. Hvordan står det med et projekt som "Skift bank-dag" er det også et reformistisk (og dermed borgerligt) initiativ.

Herefter urigtige og ikke-korrekte betragtninger om, at Anker Jørgensen skulle have ført en borgerlig krisepolitik i 70erne. Arhhhh...dyrtidsreguleringerne fx blev jo først fjernet af Schlüter, fordi han nertop VAR borgerlig, og Anker IKKE VAR borgerlig. Krisepolitiken i 1970erne under Soc.Dem var ikke borgerlig, og det var da også grunden til at Venstre måtte forlade S-V regeringen, fordi de ikke kunne genkende sig i Ankers krisepolitik.

Man kan være uenig med soc.dem, men de har traditionelt været bedre end V-K faktisk indtil i dag. Og her mener jeg vitterligt, at der er tale om et nybrud, for aldrig før har soc.dem og nu også SF ført en politik som er mindst lige så neoliberal som de borgerlige kunne føre den, og det er et probelm. Men jeg er uenig i at "sådan har det altid været". I øvrigt er der rigtig mange mennesker, der traditionelt har stemt på reformistiske partier, der faktisk også tager afstand fra den neoliberale SFR regering. Og det tyder jo netop på, at reformister IKKE nødvendigvis er lig med borgerlige.

4) om velfærdsstaten.

I skriver: "Velfærdsstaten er på én gang et resultat af den organiserede arbejderklasses kamp og borgerskabets ønske om at sikre arbejdsstyrkens og det kapitalistiske systems"

Det er da dejligt at i har modereret jer siden sidst, hvor den dimension, der hedder "arbejderklassens kamp" fuldstændig var røget ud af ligningen.

Til gengæld er forståelsen af velfærdsstaten stadig enormt negativ. Den er udtryk for kontrol, den er quasi-kapitalistisk osv. Kom nu lige! Er det godt, at vi har understøttelse, gratis uddannelse, velfungerende indfrastruktur etc.? Styrker det eller styrker det ikke arbejderklassens position i samfundet? Jeg kunne snart godt tænke mig at få svar på, hvad i synes om velfærdsstaten. Er det bedst, at den bryder sammen, fordi den er indspundet i kapitalismen, og hvor stiller det så de mennesker, der har behov for velfærdsstatens ydelser.

"Det burde naturligvis være overflødigt at understrege, at vi er enige med Pelle i, at det som socialister er vores opgave at forsvare tidligere vundne reformer, herunder diverse velfærdsydelser."

Ja ja da touché, men konsekvensen af jeres logik er vel, at velfærdsstaten er udtryk for et fesent klassekompromis, så hvorfor vil i egentlig forsvare tidligere vundne "rettigheder".

5) om søde drømme

Velkommen til 1975!

"Baseret på de hidtidige historiske erfaringer, er det mest sandsynlige scenario, at revolutionen udspringer af en situation med ”dobbeltmagt”, dvs. på den ene side et magtcenter bestående af parlamentet og resten af den kapitalistiske stat og på den anden side de demokratiske organer, som er opstået på baggrund af en revolutionær massestrejke-bevægelse (”arbejderråd”)."

Hvilke historiske erfaringer??? Sandsynligt?? Næppe...Arbejderråd? Kom nu lige. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad i vil med det der. Hvor er potentialet for det henne af, ja jeg kan ikke umiddelbart se det. Jeg er enig med jer i, at der er klare begrænsninger i den senkapitalistiske, borgerlige retsstat. helt enig! Men i kan da ikke skose Pelle for, at han arbejder inden for denne ramme. Jeres alternativ, jamen det er jo et ikke-alternativ. I vil gerne have en mega-masse-generalstrejke, og så fabler i om kirkeasyl. Jeg har stor respekt for kirkeasyl, men det er næppe spydspidsen i en omstyrtende generalstrejke. Og fagbevægelsen jamen de er jo borgerlige alle sammen. Hvor er jeres alliancepartnere. Med andre ord mere Gramsci og mindre Lenin tak!

"Vi kan berolige Pelle med, at en revolution for os indebærer, at et flertal af befolkningen forinden aktivt har tilkendegivet sin støtte. "

I kan, hvis i er rigtig heldige, måske berolige Pelle, men ikke mig. Hvor stort skal flertallet være ? 51/49? Og hvad skal der ske for mindretallet? Som om omlægningen fra en procedurebåren retsstat til arbejderråd foregår fuldstændig uproblematisk. Det gør den slags jo sjældent.

Alt i alt spørger jeg mig selv om, hvad vil i egentlig med et parlamentarisk parti som Enhedslisten. Hvis Pelle og listen ikke må søge at bearbejde den offentlige opinion (idealisme fy for fanden!), og det er revisionistisk helligbrøde at lægge en strategi efter, at man er et parlamentarisk parti, jamen hvorfor så støtte op om et in the first place? Det er sgu da et paradosk.

Hvis jeres strategi blev gældende ville Enhedslisten være et parti på 4 mandater, der dansede på spærregrænsen og måske røg helt ud. Hvor skulle alle de reformister, der faktisk er vrede på alle de partier, der svigter lige nu, så gå hen. At Enhedslisten lige nu æder SF skive for skive sender jo et signal om, at folk faktisk ikke gider at finde sig i det. Den mulighed ville i i praksis tage væk, fordi kun den sande marxistisk-leninistiske parole må herske. Det ville være en skam.

Godt indlæg Jonas.

Det er meget bemærkelsesværdigt hvor lidt de åh-så-nytænkende reformvillige kritikere af indlægget herinde, forstår af indlægget, og hvor meget de benytter sig af floskelbaseret retorik med falske og forsimplede præmisser.
Tager man et materialistisk historiesyn og en marxistisk optik i brug, bliver man jo øjeblikkeligt betegnet som 'ortodoks', 'betonretorisk' og deslige.
Men man kunne vel blot vende den om, og sige at det er de reformorienterede, opportunistiske smutvejsidéer der er direkte naive.

Det handler ikke om at vi har en lille gruppe elitære folk der blot vil sætte sig på magten - dette vil blive direkte forhindret af et arbejderdemokrati, hvor produktion og beslutninger lægges i hænderne på det brede flertal, forankret i direkte komitéer, med tilbagekaldelsesret på alle poster (hvad jeg siger her er ikke så teoretisk baseret - for sådanne organer har eksisteret i utallige historiske tilfælde, og gør flere steder idag).
Det handler heller ikke om, at økonomien spiller en så deterministisk rolle, at vi som mennesker ingen indflydelse har, og at idéer slet ikke spiller nogen rolle. Det var dog en stupid fejllæsning, og egentlig en ret så ubrugelig stråmand.
Hvis vi ikke havde det, hvordan skulle historien så nogensinde have ændret sig, og hvordan skulle vi være nået hen mod et nyt samfund? Det er mennesker der skaber historien - det der er vigtigt på forhånd, er bare at have en klar forforståelse, baseret på historiske revolutionære erfaringer, istedet for at gentage de samme fejl, det være sig med tendenser indenfor enten reformismen/opportunismen, anarkismen, stalinismen.

Når først den sociale, økonomiske massakre og reformismens forræderi bliver ligeså tydelig, som den er blevet længere sydpå i Europa og øvrige verdensdele, så vil der ikke være meget mere tilbage af disse flyvske, nøjsomme idéer om at vi blot kan reformere os frem til et bevaret velfærdssamfund indenfor de parlamentariske rammer, midt i en historisk nedgangstid hvor klassespændingerne og -forskellene bliver tydeligere.
For det vi har at gøre med, er et system - altså markedsøkonomien med den private ejendomsret til produktionsmidlerne og hierarkiet - der har udspillet sin historiske rolle. Det er blevet forklaret utallige gange, man har gjort sig utallige historiske erfaringer, der tydeligt viser, at den reformistiske, parlamentariske strategi er alt andet end tilstrækkelig, men altid skal de af os, der efterlyser en mere seriøst funderet, socialistisk linje, benyttes som fugleskræmsler til at cementere en højrekurs, med nogen popsmarte floskler om at være 'moderne' og 'konstruktiv'.

Det er helt afmarcheret, når Jonas f.x. skriver 'Ja ja da touché, men konsekvensen af jeres logik er vel, at velfærdsstaten er udtryk for et fesent klassekompromis, så hvorfor vil i egentlig forsvare tidligere vundne "rettigheder"'.
- Hvis en revolutionær arbejderbevægelse ikke engang skulle forsvare de vundne sociale forbedringer, ville det være meningsløst at tale/kæmpe for et bedre samfund. Som et kristendommens imaginære paradis.
Dét der er pointen her er at de eksisterende rettigheder og landvindinger netop er under massive angreb fra borgerskabet, til fordel for deres profitter. Tag blot og overvej hvad der er blevet fjernet af sociale rettigheder siden 1980'erne! Dagpengeperioden er røget fra 9 til 2 år, dyrtidsreguleringen er afskaffet, selskabsskatten mere end halveret, og meget mere. Så det er næsten selvsagt, at disse rettigheder står til udhuling her, og det er konsekvensen af at ville fastholde kapitalismen og blot nøjes med at forvalte indenfor dets rammer.

Der står overhovedet ingen steder i indlægget at vi blot skal prædike paradis og ikke kæmpe for hidtidige sociale forbedringer. Der står heller intet om, at en bevæbnet elite skal gå ud og påtvinge flertallet ELLER resten af befolkningen deres vilje, eller at vi slet ikke skal befinde os i parlamentet, blot fordi parlamentarismen kritiseres (sagen er blot den, at parlamentet i overhængende grad er styret af interesserne hos embedsmænd, lobbyister, virksomhedsejere m.fl. - men derfor er det stadig en platform hvor man må befinde sig).

Jeg vil opfordre til at læse Trotskijs overgangsprogram. Dets idéer svarer endnu mere til idag, end den gang det blev skrevet. Det forklarer basalt set, hvordan man bør koble folkets daglige krav MED den langsigtede dagsorden.

Hej Petrenkovich.

Problemet er, at vi taler om pærer og bananer her. Jeg forholder mig til en kritik af Pelle Dragsted, der omhandler Enhedslistens parlamentariske strategi.

Du forholder dig på intet tidspunkt til denne strategi, men diskuterer hvordan organiseringen af et post-kapitalistisk samfund skal være, og hvorfor reformister tager fejl.

Lad mig slå det fast én gang for alle.

Jeg synes absolut der skal tænkes i alternativer til kapitalismen. Hvordan et sådant alternativ skal se ud aner jeg ikke, det kommer an på de konkrete samfundsmæssige omstændigheder. Jeg synes det er problematisk, at tage en færdig arbejderråds skabelon, og som en sandsigerske gøre det til dén farbare vej. Lad os nu se tiden an.

Parlamentarisme er indiskutabelt en begrænset form for demokrati. Jeg er fuldstændig for mere deltagerdemokrati, og mener som minimum at økonomisk demokrati skal indføres i en eller anden form. Jeg mener dog også at historien har lært os, at overgangen til andre styreformer er meget skrøbelig og jeg synes generelt ikke i forholder jer til, at en overgang til arbejderstyre ikke er en fuldstændig gnidningsfri proces. Blogindlægget kritiserer således Pelle for fasetænkning, hmmm undskyld mig....hvem er det lige, der excellerer i fasetænkning her?

Skal Enhedslisten arbejde for alternativer til kapitalismen, svaret er ja.

Men kan det være den bærende strategi for listen pt., svaret er nej.

Jeg synes det er et problem, hvis kun det totale brud med kapitalismen er godt nok for et venstreorienteret parti, ligesom jeg er så f*cking træt af, at man hele tiden afkræves det nye store "projekt" for at man kan føre venstreorienteret politik. Det resulterer i handlingslammelse, og det er det sidste vi har brug for pt.

Hejsa Jonas.

Men jeg taler netop også i forhold partiets strategiske perspektiver. Det var bare nogle spredte, udvalgte bidder af kritikken, der faldt mig i øjnene, som jeg hev fat i først.

Jeg mener at Pelle Dragsteds strategi reelt vil betyde en socialdemokratisk, reformistisk diskurs for partiet.
Bl.a. fordi han vil overlade selve kampen til reformpolitikken og det parlamentariske arbejde. Da der ikke længere er råderum til forbedringer indenfor kapitalismen, vil der kun være plads til kontrareformer, nedskæringer, gæld og smadring af sikkerhedsnettet.
Derudover gør han Folketinget til den primære kampplads, hvilket er forfejlet fordi denne institution i højere grad er styret af borgerskabets eksperter, embedsmænd,  virksomhedsejere, bestyrelsesfolk og lobbyister, end blot af vælgerne.

Jeg er helt enig i, at man ikke kan bruge en højtflyvende pærevælling med udelukkende revolutionsromantik, som ikke forbinder sig til dagligdagen og samfundets brede flertal, til noget.
Men problemet i tankegangen her, er at man i det hele taget fører en sådan adskillelse af de to ting - for historisk har de revolutionære bevægelser, klassekampsbølger og socialistiske revolutioner altid været med udgangspunkt i det alm. flertals daglige kampe og konkrete krav.
Det har for det meste aldrig været en modsætning til de mindre forbedringer og det revolutionære perspektiv - revolutionen udspringer netop i kamp *for* forbedringer.
Det er mere i forhold til stalinistiske forbund, som f.x. DKP, hvor man har oplevet en 'revolutionær' front, der lovpriste Moskva-bureaukratiet og lagde afstand til arbejderklassen, med en forræderisk og forfejlet politik, som skyldtes at bureaukratiet ville konsolidere sin priviligerede position og derfor ville forhindre arbejderklassen i at blive opildnet til at tage magten.
Derfor er den vigtige opgave, at koble de daglige kampe med de mere langsigtede perspektiver - for i længden er det alligevel kun de revolutionære, der vil forsvare disse forbedringer. Opportunister, karrieremagere og borgerskabets agenter piller dem fra, når forholdene tillader det.

Det er vigtigt at se tiden an - for under alle omstændigheder må de sociale bevægelser modne sig og blive beredt på hvad de står over for, samt kunne føle det på egen hånd.
Men det er nu ikke blot en 'færdigarbejdet skabelon' som er taget ud af et teoritisk tankespind. Det er et konkret, demokratisk organ, der historisk er opstået under diverse revolutionære situationer, og også gør det idag.
Det man må gøre er at lære af de historiske erfaringer (og fejl) og tage udgangspunkt i nutidens kontekst. Mange af de tvivl og spørgsmål som venstrefløjen idag tumler rundt med manglende idé om, er allerede blevet behandlet og besvaret af aktører indenfor den revolutionære arbejderbevægelse igennem historien.
Pariserkommunen, Den Russiske Revolution 1917, Den mislykkede tyske revolution 1918, Den Spanske Borgerkrig, 1968-oprørerne, Den Iranske Revolution 1979, den bolivariske revolution i nyere tid, indeholder alle et hav af konkrete erfaringer og indtryk som er blevet behandlet, diskuteret og konkluderet på.
Gnidningsfrit, er jeg overbevist om det ikke er. Det er den historiske udvikling i forvejen ikke, spc. med de spændinger vi ser.
Fasetænkning er i mine øjne ikke et problem - man kan sagtens opdele det i forskellige faser. Problemet er bare hvis den er for mekanisk.



MVH., Petr.