Svar til Pelle Dragsted: din strategi er fejlslagen

Vi er glade for Pelle Dragsteds svar og debatten i det hele taget, da den forhåbentlig kan bidrage til større afklaring om, hvordan vi i Enhedslisten skaber det nødvendige brud både med den aktuelle nedskæringspolitik, men også med selve det kriseramte kapitalistiske produktionssystem. 

I sit svar til os beskylder Pelle os flere gange for stråmandsargumentation, uden at han er i stand til at give et eneste konkret eksempel på dette. Ydermere påstår Pelle, at ”alle der ikke er enige med” vores ”holdninger om vejen til socialismen, klassificeres som reformister og socialdemokrater” – hvilket unægtelig er lidt besynderligt i betragtning af, at vi ikke et eneste sted i vores blogindlæg brugte reformisme-betegnelsen. Vi påstår heller ikke, at Pelle eller andre af vores kammerater i Enhedslisten er socialdemokrater eller arbejder bevidst for at Enhedslisten skal afgå ved døden for at genopstå som det nye socialdemokrati. Hvad vi derimod argumenterer for, er, at Pelles strategi vil føre til en gradvis socialdemokratisering af Enhedslisten, hvilket er noget andet. 

Her vil vi begrænse os til de syv hovedproblemer, vi ser i Pelles argumentation, nemlig: 

1) Fejlopfattelse af reformismens rolle.

2) Misforståelse af velfærdsstatens karakter.

3) Manglende økonomisk analyse.

4) Mekanisk fasetænkning om vejen til socialismen.

5) Legalistisk opfattelse af den revolutionære proces.

6) Klasseløst demokratisyn.

7) Overdreven parlamentsfokusering.

I det følgende vil vi behandle disse punkter i nogenlunde kronologisk rækkefølge.

Forklaring ud fra ideer

Pelles forklaring på Socialdemokraternes krise er ikke marxistisk, men hvad der kaldes filosofisk idealisme. Denne idealisme kommer til udtryk ved, at Pelle i sin forklaring giver idéer forrang frem for materielle forhold såsom sociale strukturer. Han skriver således: 

”Socialdemokraterne har ... ikke en vision elle strategi for en socialistisk samfundsudvikling, og netop det har bragt partiet i årtiers defensiv tilpasniningspolitik.” 

Med andre ord skyldes den socialdemokratiske krise først og fremmest ”dårlige” ideer. I modsætning hertil må en marxistisk analyses udgangspunkt være de socio-økonomiske omstændigheder, som de socialdemokratiske partier opererer under. Her er de socialdemokratiske partier det politiske udtryk for fagbureaukratiet, dvs. fagbevægelsens top. Dette fagbureaukrati er i sidste ende bundet til det kapitalistiske system, idet dets rolle netop er at mægle mellem kapitalisterne og arbejderklassen.

Gennem de socialdemokratiske partier forsøger fagbureaukratiet at skaffe sig indflydelse i parlamentet og på staten i det hele taget. Men eftersom der hersker et gensidigt afhængighedsforhold mellem staten og kapitalen, vil det reformistiske projekt aldrig kunne overskride kapitalismen. Siden starten af 1970'erne har den globale kapitalisme været inde i en relativ nedgangsperiode. Som følge deraf har de socialdemokratiske partier set sig nødsaget til at angribe lønninger, arbejdsforhold og velfærdsydelser.

Er skillelinjen reformister/revolutionære irrelevant?

Pelle betvivler imidlertid den nutidige relevans af den klassiske marxistiske skelnen mellem revolutionære og reformister, hvilket sker med henvisning til, at ”reformisterne” i dag fører borgerlig politik. Med andre ord et lignede argument som Fausto Bertinotti, daværende leder af Rifondazione Comunista i Italien, brugte til at begrunde sit partis katastrofale deltagelse i Prodi-regeringen fra 2006-2008. 

Men både Bertinotti og Pelle tager fejl, og for sidstnævntes vedkommende beror det atter på en fejlanalyse af reformismen. Som vi så ovenfor har reformismen altid været ”borgerlig”, forstået på den måde, at den udelukkende forsøger at opnå forbedringer inden for det nuværende system. Og når systemet kommer i krise, betyder det, at de reformistiske partier presses til at føre borgerlig krisepolitik, hvilket Socialdemokraterne såmænd også gjorde under kriserne i både f.eks. 1930'erne og 1970'erne.

Er velfærdsstaten ikke-kapitalistisk?

I sit svar til os hævder Pelle, at ”[v]igtige dele af økonomien i et velfærdssamfund [er] ikke-kapitalistisk”. Desværre fortæller han ikke, hvad de så er, men vi ved i hvert fald, at de ikke er kapitalistiske - og formentlig heller ikke hverken socialisme, fugl eller fisk. Pelle oplyser dog, at disse ”vigtige dele af økonomien” under det nuværende kapitalistiske produktionssystem er kendetegnet ved, at ”tjenesteydelserne ikke udveksles på markedsvilkår, og at der ikke produceres med henblik på at skabe privat profit”. 

Imidlertid er den offentlige sektors tjenesteydelser i sidste ende også underlagt kapitalismens profithensyn – hvilket den nuværende krise burde have demonstreret for Pelle med al ønskelig tydelighed. Velfærdsstaten er på én gang et resultat af den organiserede arbejderklasses kamp og borgerskabets ønske om at sikre arbejdsstyrkens og det kapitalistiske systems reproduktion. Derfor leverer velfærdsstaten ganske vist en række nyttige tjenesteydelser, men måden det sker på, er kapitalistisk, det vil først og fremmest sige ledsaget af social kontrol og i sidste ende afhængig af muligheden for at generere profit.

Nyliberalismen udspringer af keynesianismens fallit

I modsætning til det fuldstændig misvisende indtryk, Pelle forsøger at give, har vi aldrig hævdet, at ”velfærdssamfundet er dødt og borte”. Hvad vi derimod har påpeget er, at velfærdsstaten siden starten af 1970'erne har været i en krise, som hænger sammen med den relative tilbagegang, som kapitalismen har oplevet i samme periode. Den såkaldte ”nyliberalisme” er således et resultat af, at den daværende keynesianisme i forbindelse med 70'ernes krise viste sig ikke at fungere, idet den medførte stagflation.

På grund af sit forfejlede syn på velfærdsstaten, hævder Pelle, at et opgør med kapitalismen kræver, at der forinden er foretaget et opgør med nyliberalismen. Dette er en fejlagtig, mekanisk og deterministisk tilgang, der i sin fasetænkning minder om den stalinistiske folkefrontsstrategi. Som fremhævet ovenfor, er nyliberalismen netop en konsekvens af, at den mere ”regulerede”, keynesianske kapitalismes daværende krise. Derfor er en tilbagevenden dertil ikke sandsynlig i den nuværende situation.

Pelles manglende økonomiske analyse

Men karakteristisk nok gør Pelle sig hverken i sit oprindelige blogindlæg eller i sit svar til os nogle overvejelser om de forstærkede begrænsninger, den nuværende økonomiske krise sætter for mulighederne for reformer inden for det nuværende system. I stedet nøjes han med at skrive, at kapitalismen tidligere, f.eks. i 1945, har vist mere overlevelsesdygtig end forventet. Dette gør Pelles reformstrategi i bedste fald urealistisk og i værste fald den sikre vej til nederlag. Det burde naturligvis være overflødigt at understrege, at vi er enige med Pelle i, at det som socialister er vores opgave at forsvare tidligere vundne reformer, herunder diverse velfærdsydelser.

Men vi helt uenige med Pelle i, at det mest sandsynlige er, at socialismen indføres efter en lang reformkamp. Det skyldes dels, at råderummet for reformer som nævnt er ret snævert pga. den nuværende krise. Men det skyldes også, at hvorvidt en bevægelse er stærk nok til at gennemføre en revolution, der har flertallet af befolkningens opbakning, ikke primært afhænger af, hvor mange reformer den forinden har vundet, men derimod af, om den har opnået den fornødne grad af organisation, selvtillid, politisk bevidsthed og folkelige opbakning.

Pelles mekaniske og legalistiske revolutionsopfattelse

For at opnå dette, kræver det naturligvis, at den revolutionære bevægelse vinder nogle markante sejre. Men disse sejre behøver ikke nødvendigvis at være store reformvedtagelser i Folketinget eller at ske over en årrække. Derfor er Pelles revolutionsopfattelse alt for mekanisk og deterministisk. Men ikke bare det. For ifølge Pelle skal ”de forandringer, som vi ønsker at gennemføre, herunder ifht. Ejendomsforholdene … vedtages demokratisk i folketinget, og ved demokratisk vedtagne grundlovsændringer.” 

Det må med en høflig underdrivelse siges at være en helt igennem besynderlig legalistisk holdning at have for en person, der som Pelle kalder sig revolutionær. For betyder det f.eks., at arbejderne ikke må besætte fabrikkerne og andre arbejdspladser og overtage kontrollen med produktionen før Pelles grundlovsændringer er gennemført? Vi kan berolige Pelle med, at en revolution for os indebærer, at et flertal af befolkningen forinden aktivt har tilkendegivet sin støtte. Men ikke via Folketinget, for socialisme ”gennem en parlamentarisk flertalsbeslutning” er ”en latterlig småborgerlig illusion”, for nu at bruge Rosa Luxemburgs krasse ord. Al sandsynlighed og historisk erfaring taler nemlig for at kapitalistklassen længe inden vil have forsøgt at starte en voldelig kontrarevolution. 

Et revolutionært scenario

Baseret på de hidtidige historiske erfaringer, er det mest sandsynlige scenario, at revolutionen udspringer af en situation med ”dobbeltmagt”, dvs. på den ene side et magtcenter bestående af parlamentet og resten af den kapitalistiske stat og på den anden side de demokratiske organer, som er opstået på baggrund af en revolutionær massestrejke-bevægelse (”arbejderråd”). 

Da der ikke i længden kan være to konkurrerende magtcentre i en stat, må det ene nedkæmpe det andet. Da kontrarevolutionen i den situation naturligvis flokkes om parlamentet, må den revolutionære bevægelse, i det øjeblik den via rådene kan konstatere, at et flertal støtter revolutionen, overtage magten, opløse det borgerlige parlament og overgive al politisk suverænitet til de demokratisk-valgte arbejderråd. 

Historisk set har sådanne råd repræsenteret en mere avanceret form for demokrati end den borgerlige parlamentarisme. De repræsenterer ikke blot et politisk, men også et økonomisk demokrati, hvor de valgte repræsentanter til enhver tid kan tilbagekaldes. Med andre ord en radikal form for deltagelsesdemokrati, hvor man ikke som nu skal vente omkring fire år på at vælge andre repræsentanter. Samtidig er disse råd en måde, hvorpå ganske almindelige mennesker via deres arbejdsplads, uddannelsessted, boligkvarterer osv. selv kan styre økonomien og samfundet.

Borgerligt versus socialistisk demokrati

Med andre ord er der tale om, hvad der i den klassiske marxistiske tradition kaldes socialistisk demokrati i modsætning til det nuværende borgerlige demokrati. Ved ikke at være opmærksom på denne altafgørende forskel og tværtimod kræve garantier for Folketingets bevarelse, har Pelle et mærkeligt klasseløst demokratisyn. I den forstand er der en sær overensstemmelse mellem Pelle og den berømte borgerlige filosof Francis Fukuyama, der som bekendt hævdede, at det liberale demokrati repræsenterede ”historiens afslutning”. 

Pelle spørger ind til de demokratiske afstemningsprocedurer efter revolutionen, men så længe der er fair og demokratiske valg, overlader vi det trygt til de mennesker, der har gennemført revolutionen, hvorvidt valgene foregår ved håndsoprækning, skriftligt, elektronisk eller noget fjerde, femte eller sjette. 

Hovedfokus må være uden parlamentet

Pelle ønsker en nærmer definition af, hvilke udenomsparlamentariske bevægelser, der findes. Pointen er imidlertid, at der ud over mere permanente bevægelser som f.eks. fagbevægelsen, jævnligt og mere eller mindre spontant opstår diverse bevægelser. Inden for de sidste 10 år kan vi i flæng nævne: Seattle-bevægelsen for en anden globalisering, antikrigsbevægelsen, velfærdsbevægelsen, Kirkeasyl, OK-strejkebevægelsen i 2008, klimabevægelsen, Kærlighed uden grænser og endelig f.eks. bevægelsen op til 31. marts i år, der som bekendt resulterede i den største anti-racistiske demonstration i Danmark i 20 år.

Som socialister er det vores opgave at være klar til at gribe disse muligheder, når de opstår, men det kan vi ikke, hvis vi ligesom Pelle forestiller os, at parlamentet er så vigtig en kampplads, at man tilmed kan indføre socialisme ad den vej. Og derfor er vi også lodret imod Pelles og andre fra partitoppens planer om at omskrive Enhedslisten principprogram for at tildele parlamentarismen en større rolle.

Så opsummerende kan vi konkludere, at selv om vi som socialister som bekendt har en verden at vinde, vil Pelles strategi med dens fejlopfattelse af reformismens rolle, misforståelse af velfærdsstatens karakter, manglende økonomiske analyse, mekaniske fasetænkning om vejen til socialismen, legalistiske opfattelse af den revolutionære proces, klasseløse demokratisyn samt overdrevne parlamentsfokusering ikke bringe os ét skridt nærmere dette mål.

Denne blog er skrevet af:

Lavra Lumholt Holm, Enhedslisten Halsnæs

Jesper Juul Mikkelsen, Enhedslisten Amager Vest

Mille Stockner, Enhedslisten Høje Taastrup

 Jakob Lausch Krog, Enhedslisten Amager Vest

 Bo Stefan Nielsen, Enhedslisten Amager Øst

 Benny Allermand, Enhedslisten Amager Øst

 Stefan F. Petersen, Enhedslisten Albertslund

 Lars Henrik Carlskov, Enhedslisten Århus

og

Anna Rytter, Enhedslisten Østerbro