Super Bowl, Folkebevægelsen, EU

I løbet af min pureste ungdom gik jeg bl.a. til fodbold, håndbold, svømning og badminton - dog ikke samtidig. Søndagens Super Bowl genopfriskede erkendelsen af, at den eneste sportsgren jeg nogensinde har oplevet at være nogenlunde hæderlig til, var da jeg gik til (American) Football i den hæderkronede klub Faxe Mustangs.

Kravene til den plads jeg spillede gik i al sin enkelthed ud på at fylde op i banen og være svær at vælte. Jeg var faktisk ret god til begge dele.

I den forbindelse kaster jeg lige en tese i grams: Kan man bruge konstateringen af sportslig kompetence og baggrund som forklaringsmodel for hvorfor jeg f.eks. vælger at angibe EU-spørgsmålet som jeg gjorde her?

Hvis vi antager at denne forklaringsmodel lader sig anvende, kan vi så bruge den til – på baggrund af stil og facon – at identificere sportslig bagggrund hos andre aktører?

Tag nu f.eks. dette indlæg fra den gode Søren Søndergaard, hvor han i store træk skitserer de de samme strategiske overvejelser, og antyder muligheden af at bevæge sig i ca. samme Europa-politiske retning som jeg brægede om i sommer.

Kan vi på baggrund af den forsiiiiigtige, laaangsomme indkredsning af de mulige scenarier, den gruuuuundige afskærmning af sårbare flanker, se konturerne af en sportslig baggrund?

I så fald kan vi vist godt som udgangspunkt slå fast, at der ikke er tale om en kontaktsport. Men hvad så?

Skak? Synkronsvømning? Ballet?

Yndefuldt er det i hvertfald. Måske også mere effektivt. Men jeg vil nu fastholde at football-stilen leverer lidt mere action.

Og som salig Kim Schumacher sagde: Det er tanken der tæller, men action der gælder.

Tak for i lørdags.