Styrk EU-modstanden!

Jeg har lånt min blog ud til to gode politiske kammerater  Tobias og Troels, som begge har været aktive EU modstandere i mange år. Jeg håber du vil læse med

Styrk EU-modstanden!

I en den kommende uge skal Enhedsliste-medlemmer over hele landet stemme om, hvorvidt Enhedslisten skal opstille til det kommende EU-Parlamentsvalg, i et valgforbund med Folkebevægelsen mod EU. Afstemningen er vejledende og den endelig beslutning skal træffes på årsmødet i slutningen af april, men resultatet af afstemningen får uden tvivl stor betydning for den endelige beslutning.

Selvom debatten har været præget af mange dilemmaer og ”hvad-hvis-nu-scenarier”, er vi ikke længere i tvivl om, at svaret på spørgsmål om hvordan vi styrker EU-modstanden mest muligt, vil være, at Enhedslisten opstiller til næste EU-parlamentsvalg i et valgforbund med Folkebevægelsen mod EU. Der er selvfølgelig både fordele og faldgrupper, men ud fra en samlet vurdering mener vi, at det vil være det rigtige at gøre.

Der er flere politiske, såvel som taktiske, argumenter for at Enhedslisten bør opstille. Nogle af dem vi finder mest centrale, vil vi gennemgå i det følgende.

De politiske argumenter

Med eurokrisen og indførelsen af Finanspagten er det blevet tydeligt hvordan EU er blevet en motor i en omfattende nedskæringspolitik over hele Europa. Samtidig har EU de seneste år fået en enorm magt over den økonomiske politik i medlemslandene, hvilket er med til at forhindre muligheden for at føre en progressiv og venstreorienteret krisepolitik.

Denne udvikling skriger på en venstreorienteret og antikapitalistisk EU-kritik, hvor sammenhængene imellem EU’s neoliberale grundlag og natur - og den første nedskæringspolitik - fremhæves og italesættes.  En opstilling af Enhedslisten vil betyde en styrkelse af den socialistiske og antikapitalistiske EU-modstand. Ser man rundt omkring i Europa, har den fremvoksende progressive EU-modstand netop sit udgangspunkt solidt plantet i en socialistisk modstand mod EU. En EU-modstanderbevægelse, der samtidig aktiv bekæmper den reaktionære højrefløjs fremgang. Denne bevægelse bør vi i Danmark også bidrage til. Vi er først og fremmest EU-modstandere fordi vi er socialister. Vi ser det derfor som afgørende, at Enhedslisten gennem en opstilling, kan tage aktiv del i EU-debatten og fremføre de socialistiske argumenter for, hvorfor man skal være imod EU og samtidig præsentere klare, venstreorienterede alternativer til EU.

For her er Folkebevægelsen begrænset på godt og ondt, af sit tværpolitiske udgangspunkt. Som det fremgår af Folkebevægelsens idegrundlag ligger det ”… uden for Folkebevægelsens målsætning at arbejde for noget bestemt samfundssystem eller for politisk stillingtagen til problemer uden forbindelse til EU. Anerkendelse af denne begrænsning er en betingelse for tilslutning til Folkebevægelsen mod EU.” Dette grundlag sikrer den bredde, som et tværpolitisk initiativ skal have - men det begrænser samtidig de politiske udmeldinger - herunder venstreorienterede kriseløsninger.  Og skal man være tro mod Folkebevægelsens grundlag, mener vi, at man er nød til at anerkende at Folkebevægelsen er en tværpolitisk platform, og ikke er det samme som Enhedslisten.

Derfor er der også et potentiale ved at Enhedslisten, såvel som Folkebevægelsen, opstiller til EU-Parlamentsvalget i et valgforbund, da man samlet set kan appellere til og mobilisere en bredere gruppe af vælgere.

Enhedslisten ville kunne føre en mere klassisk venstreorienteret linje imod EU's neoliberale nedskæringspolitik og på den måde især tiltrække flere EU-skeptiske røde vælgere, der ikke stemte på Folkebevægelsen ved sidste valg (og det var faktisk en hel del).

Samtidig kan man jo håbe, at en opstilling vil betyde en politisk opprioritering af EU-arbejde i Enhedslisten. Det er jo ingen hemmelighed, at EU-arbejdet de seneste mange år har været udliciteret til Folkebevægelsen uden medfølgende nye kræfter, og det har desværre svækket den progressive EU-modstand. Man kan jo spørge sig selv, hvornår man sidst har været til møde i sin lokalkomite i Folkebevægelsen? Selvom meningerne om opstilling til tider har været forskellige, har diskussionen således været med til at sætte EU og spørgsmålet om, hvordan vi som EU-modstandere organiserer os, på dagsordenen igen ude blandt partiets medlemmer. Man kan derfor håbe, at uagtet hvad den endelige beslutning bliver, at debatten fører til en klargørelse af behovet for en opprioritering af EU-modstanden. 

Det skal være klart, at vi ikke nærer illusioner om at Enhedslisten, med en plads i EU-parlamentet, vil kunne ændre eller reformere EU indefra. En plads i EU-Parlamentet skal derfor bruges som en platform til at fremføre socialistisk EU-modstand og forhåbentlig være med til at trække os et skridt nærmere udmeldelse af EU og opbygningen af et progressivt alternativ.

De mere taktiske argumenter

I debatten om opstilling er der også en række taktiske overvejelser, som også er vigtige at tage med i argumentationen for, hvorfor Enhedslisten bør opstille.

Vi anser det kommende EU-Parlamentsvalg som en historisk mulighed for at sikre en stor fremgang til den progressive EU-modstand. På venstrefløjen taler vi ofte om at komme i offensiven. Nu er tiden kommet for denne offensiv! Den progressive EU-modstand er samlet set gået tilbage ved samtlige EU-Parlamentsvalg siden 1994 (JuniBevægelsen og Folkebevægelsens stemmeprocenter lagt sammen). Man er således gået fra fire mandater, til i dag et enkelt mandat, og det er sket i en periode hvor EU har tilegnet sig mere magt end nogensinde før. Vi er altså nød til at gøre noget.  

Der har i diskussionen om Enhedslistens opstilling været fremført mange ”hvad-nu-hvis-scenarier”. Det skyldes at debatten indeholder utroligt mange ubekendte og usikkerheder, vi desværre ikke kan få endeligt svar på før efter et valg. Beslutningen omkring opstilling må derfor ses i lyset af de usikkerheder, der kan være.

Hvad vi dog ved med sikkerhed er, at spidskandidaten til et EU-Parlamentsvalg, er helt afgørende for valgresultatet. EU-valgene er således utroligt personfikserede og antallet af personlige stemmer vil uden tvivl være udslagsgivende for, om der sikres repræsentation eller ej. Ved valget i 2009 så vi eksempelvis hvordan JuniBevægelsen i skiftet fra den meget kendte og erfarne spidskandidat Jens Peter Bonde, til den mere utrænede og ukendte Hanne Dahl, gik 6,7% tilbage i forhold til forrige valg. Her er det desværre fortsat uklart både i Folkebevægelsen og i Enhedslisten hvem, der givetvis skulle være spidskandidat ved det kommende EU-Parlamentsvalg og kandidaterne har ikke stået i kø for at melde sig på banen, hverken i Enhedslisten eller Folkebevægelsen. 

En ting kan vi dog sige med næsten hundrede procents sikkerhed. Nemlig, at stiller Enhedslisten og Folkebevægelsen op i et valgforbund, vil man være sikkert på mindst et mandat. Samtidig vil der være en reel mulighed for at få to mandater og dermed styrke den progressive EU-modstand markant.

I valget mellem en situation, hvor der er (1) usikkerhed om det ene mandat vi har eller (2) står i en situation, hvor der er en god mulighed for to mandater, synes vi ikke, at det er et svært valg.

Dertil står vi i den situation, at opstiller Folkebevægelsen alene, uden et valgforbund med Enhedslisten, vil det være første gang siden 1989 at Folkebevægelsen ikke vil have et valgforbund. Ved EU-Parlamentsvalg anvender man en fordelingsnøgle til mandater, der i stort omfang favoriserer de store partier. Dertil er spærregrænsen langt højere end til et Folketingsvalg, da vi kun har 13 medlemmer af Parlamentet. Til et EU-parlamentsvalg skal man derfor have 7,7% af stemmerne for at være sikker på et mandat. Derfor har man tilladt de opstillede partier/bevægelser at indgå valgforbund for at maksimere stemmerne og minimere evt. stemmespild. Gennem tiden har Folkebevægelsen således været i valgforbund med både SF, VS, Retsforbundet og ved de seneste valg JuniBevægelsen.

Men efter JuniBevægelsen lukkede og slukkede efter et umådeligt dårligt valgresultat ved valget i 2009, kan den i sagens natur ikke længere indgå et valgforbund med Folkebevægelsen. Man kan så spørge: Er det ikke ligegyldigt med et valgforbund, er det ikke bare noget teknisk fiksfakseri? Og her er svaret nej. Historisk set har valgforbund spillet en meget vigtig rolle for den progressive EU-modstand.

Således sikrede Folkebevægelsen alene sit andet mandat på baggrund af stemmer fra JuniBevægelsen i 1994. I 1999 fik JuniBevægelsen sit tredje mandat på baggrund af stemmer fra Folkebevægelsen. Og i 2004 fik Folkebevægelsen alene sit ene mandat på baggrund af stemmer fra JuniBevægelsen. Folkebevægelsen fik med Ole Krarup i spidsen kun 5,2%, hvilket ikke var nok til et mandat, men heldigvis var der stemmer til overs i JuniBevægelsen, der kunne sikre mandatet.

I debatten har det været fremført af modstanderne af Enhedslistens opstilling, at en opstilling vil ende med at lukke Folkebevægelsen. Dette sker med udgangspunkt i det scenarie, at bliver Enhedslisten størst i evt. valgforbund imellem Enhedslisten og Folkebevægelsen og får man samlet set kun et mandat, så vil Enhedslisten få Folkebevægelsens mandat. Dette scenarie er selvfølgelig en risiko, som også må indgå i debatten og i overvejelserne om den endelige beslutning. Men hvad modstanderne af Enhedslistens opstilling helt glemmer, er at risikoen for at Folkebevægelsen mister sit mandat lige såvel er til stede, hvis Folkebevægelsen opstiller alene. Man tager altså mandatet helt for givet, på trods af, der endnu ikke er valgt en spidskandidat.

Ved at samarbejde og sikre den bredest mulige mobilisering af progressive EU-modstandere op til næste valg, er vi overbevist om, at vi kan opnå det bedste resultat for EU-modstanden. Vi vil derfor stemme ja til, at Enhedslisten skal opstille til EU-parlamentsvalget i 2014 og søge valgforbund med Folkebevægelsen mod EU og vi vil anbefale andre at gøre det samme.

Tobias Clausen og Troels Juel er medlemmer af Enhedslistens Europapolitiske Udvalg og har begge siden 2010 være en del af ledelsen i Folkebevægelsen mod EU.

Folkebevægelsen som organisation har valgt ikke at have nogen mening om opstillingsspørgsmålet, hvorfor indlægget alene står for afsendernes egen regning.