"At springe ud som lesbisk var den letteste løsning."

Da Lasse fik sit første job på en folkeskole, skulle han forholde sig til, hvad både kollegerne, chefen og eleverne ville tænke om hans ukonventionelle måde at konstruere køn på. Han var lige blevet færdiguddannet som lærer og havde mere end rigeligt at se til med at vænne sig til arbejdet og det professionelle liv, så han valgte det, der virkede som den letteste løsning. Han sprang ud som lesbisk.

Lasse, du er 30 år gammel og identificerer dig maskulint som transfyr. Det gjorde du også, da du fik dit første job som lærer. Alligevel valgte du at lade folk se dig som en lesbisk kvinde. Hvorfor?

Det var meget tidligt i min transition, og jeg havde mit gamle navn og stod som kvinde i mine papirer. Jeg var også kun lige begyndt på hormoner, og man kunne ikke se nogen forskel endnu. Jeg var meget nervøs for, at jeg ikke ville kunne få noget job og turde ikke fortælle om min transstatus, så jeg tænkte: ”nu skal jeg bare have et arbejde, og så må vi tage den, når den kommer.” Jeg er ikke lesbisk, men det var den kategori, jeg påtog mig for at kunne finde ud af at være på jobbet. Det var det letteste.

Men da hormonerne begyndte at sætte tydeligere spor i form af ændrede ansigtstræk, skægvækst osv. og for at jeg kunne finde ud af det oppe i mit eget hoved, sprang jeg senere ud som trans på arbejdet. Så begyndte folk i deres lidt firkantede, heteronormative logik at se mig som heteroseksuel mand. Det var en underlig kasse at blive puttet ind i, selvom folk jo nok mente det positivt.

Jeg prøvede at forklare dem, at det ikke var helt så simpelt. At jeg fx tit har forhold til andre transkønnede eller androgyne folk. Men det havde de svært ved at forstå. Jeg snakker ikke så meget med mine elever om mit privatliv, men de ting jeg har delt med dem, er blevet modtaget meget positivt. Selvom de går i 8. og 9. klasse har de ikke haft svært ved at håndtere mit køn. Det var sværere med de der skøre voksne, jeg arbejder sammen med.

Livets mange faser

Mange får jo at vide, at ”det er en fase,” når de springer ud som det ene eller det andet. Og det er jo også rigtigt nok nogen gange. Men at noget er en fase betyder jo ikke, at det ikke er virkeligt og vigtigt og skal tages alvorligt. Vi ændrer os hele tiden, og det behøver ikke at betyde, at vi er forvirrede. I hip hop og punk snakker man nogle gange om at sælge ud. Det synes jeg ind i mellem kan være lidt misforstået. Det handler vel ikke altid så meget om, at man sælger ud, som at man ændrer og udvikler sig. Hvordan er du kommet frem til den identitet, du har nu, og bliver du ved med at være sådan resten af dit liv.

Som barn var jeg en sportsdrengepige. Jeg oplevede ikke mig selv som dreng, men tænkte, at hvis jeg havde været en dreng, ville mit liv være lettere. Jeg følte, at jeg blev misforstået, og det ville jeg ikke være blevet, hvis jeg havde været en dreng. Piger bliver socialiserede til at lege komplicerede lege, hvor man taler meget, mens drenge socialiseres til at lege simple lege, hvor man bruger kroppen. Jeg kunne lettere forholde mig til drengenes verden.

Jeg har altid klædt mig ud og leget rollespil. Og det er fx svært at svare på, hvornår jeg begynder at transitionere. For hvornår transitionerer man? Da jeg kom på gymnasiet påtog jeg mig en identitet som en slags femme gother-pige. Det var en måde at afprøve en anden måde at være pige på. Senere blev jeg beskidt punker, og selvom jeg stadig var kvindeligt identificeret, er punk jo tit et lidt kønsneutralt udtryk, der gav mig mulighed for at lægge femininiteten lidt fra mig igen.

Jeg havde i lang tid svært ved at forholde mig til feminismen, fordi den tit tog udgangspunkt i en gruppe af mennesker, som jeg forventedes at tilhøre, men som jeg ikke kunne identificere mig med. Jeg overvejede også, om jeg var lesbisk, for så kunne jeg jo få lov at være butch. Men det var jeg heller aldrig specielt god til, for jeg kan godt lide at være feminin. Men man kan jo godt have en drengeidentitet, der er feminin.

I Hamborg boede jeg en overgang på en skurvognsplads, hvor køn blev set som noget meget flydende. Her kunne jeg slappe af, og der ikke var en helt masse forventninger til mig på baggrund af mit køn. Vi snakkede selvfølgelig om vores historier som kønnede væsener, og hvilken indflydelse det kunne have på magtforhold mellem os, men vi så ikke hinanden som repræsentanter for vores køn, og køn var hele tiden til forhandling. For eksempel optrådte jeg nogle gange som drag queen, og der blev ikke sat spørgsmålstegn ved, om mit biologiske køn var en forhindring for det.

Tænder ikke på heteroseksuelle

I dag vil jeg sige, at min seksualitet ikke er rettet mod heteroseksuelle af noget køn. Med det mener jeg folk, som er mænd eller kvinder og har nogle meget faste forestillinger om, hvad køn og seksualitet er. Det synes jeg, hverken er sjovt eller interessant at være i nærheden af. Det er svært for mig at have en seksualitet med folk, der ikke kan læse mig og ikke er åbne overfor en flydende opfattelse af seksualitet. Jeg tror ikke, jeg nogensinde holder helt op med at ændre mig, men måske kommer forandringerne til at blive mindre i perioder eller træder i baggrunden.

Hvordan reagerer folk omkring dig på, at du ændrer dig på den måde?

Jeg bliver nogle gange ”barnliggjort.” Det, at jeg ikke prøver at leve op til en eller anden kasse, bliver opfattet som, at jeg ”bare ikke er der endnu, at det nok skal komme.” En af mine kolleger sagde forleden, at jeg søgte at være unormal. Men det synes jeg ikke, jeg gør. Jeg søger at sætte spørgsmålstegn ved alting, og det synes jeg er en voksen og ansvarlig ting at gøre. At sætte spørgsmålstegn ved de måder, vi er på og interagerer på, er ikke det samme som bare at ville være på tværs.

Der er en umyndiggørelse i det, at jeg ikke bliver taget alvorligt, at jeg ikke selv får lov til at vælge, hvad der er det rigtige i mit liv. Folk fortæller mig, at når jeg bliver ældre, så vil jeg også få lyst til at bo sammen med min kæreste og få et barn. Tit er det, folk har haft et problem med, ikke så meget, at jeg ikke er som normen, men at jeg heller ikke stræber efter at være det.

Træt af at lave "oplysning til borgerne"

Men er det ikke også svært for folk at forstå, hvem du er?

Jo, men jeg kan godt blive træt af altid at skulle lave ”oplysning til borgerne,” for et eller andet sted burde ansvaret for at stoppe undertrykkelsen jo ligge hos dem, der undertrykker og ikke hos ”den undertrykte,” men samtidig ved jeg godt, at hvis man vil have folks forståelse, bliver man også nødt til at komme dem i møde. Jeg mener, at man lærer imellem mennesker og ved at tale om ting og fortælle hinanden ting.

Man kan som ciskønnet godt sætte sig ned og læse en masse om transkønnethed, men man vil aldrig have en førstehåndsoplevelse af, hvordan det er at være transkønnet. Det betyder ikke, at man som transkønnet skal ud og undervise alle, men jeg tror, det er godt, hvis man kan have et ordentligt møde og lytte til hinandens oplevelser.

Ansvaret for at stoppe undertrykkelsen ligger hos undertrykkerne, men jeg kan godt se, at de har svært ved at forstå, hvordan de undertrykker folk, hvis de aldrig har hørt nogen fra de undertrykte positioner udtale sig. Det handler jo også om, at jeg vil beholde retten til at definere, hvornår og hvordan jeg er undertrykt. Og så bliver det jo også mit ansvar at fortælle om netop det.

Rart med interesse, men til en vis grænse

Jeg forstår. I bogen Nobody Passes, er der en person, der hedder Rocko Bulldagger, der identificerer sig som en ”genderqueer med en for mange temmelig kompliceret kønskonstruktion.” Rocko skriver om det med at komme folk i møde: ”[Min tilgang er] at møde folk, hvor de er og prøve på gradvist at introducere dem til mine livserfaringer og overbevisninger omkring mit køn, i stedet for at gå ud fra, at alle skal møde mig, der hvor jeg er, før vi kan have nogen forbindelse.”

Rocko er også bevidst om, at det kan være svært for folk, der ikke normalt beskæftiger sig med alternative kønskonstruktioner at forstå det hele. På den anden side er Rockos forståelse ikke at frikort til at opføre sig åndssvagt. Som Rocko siger: ”jeg holder ikke vejret, mens jeg venter på et sted, hvor jeg ikke behøver forklare mig selv. Jeg arbejder bare på at skabe et sted, hvor min forklaring er velkommen.” Den skelnen kan jeg rigtigt godt lide

Men er der ikke grænser for, hvor mange gange, man skal forklare sig?

Selvfølgelig er der det. Det kommer jo også an på, hvordan folks tilgang er. Jeg havde en kollega, der blev ved med at spørge, om jeg så skulle have en pik. Det, syntes jeg, var meget ubehageligt og anmassende. Efter et stykke tid sagde jeg til hende, at jeg ikke synes, det var en information, hun behøvede i et kollegialt fællesskab, og at hvis jeg endelig mente, jeg behøvede en pik i mit liv, var der også mange andre muligheder end en kødpik. Noget andet er, at man jo ikke definerer alle andres køn ud fra, hvad de har i bukserne. Det gjorde hun kun, fordi hun vidste, jeg var trans. Når vi ser folk på gaden, bygger vi vores antagelser om køn på alle mulige ting, fordi køn består af meget mere end, hvad man har i bukserne.

Men udover den slags upassende bemærkninger er det for det meste rart, når folk viser interesse. Da jeg besluttede mig for at springe ud på mit arbejde, var jeg jo godt klar over, at det ville være svært for mange, fordi de ikke forstod, hvad det vil sige at være transkønnet, og fordi vi manglede et fælles sprog at tale om det på. Så jeg skrev en mail om mig selv og om det at være transkønnet, som jeg sendte rundt i teamet sammen med en opfordring til at se Rosa Juel Nordentofts film ”Transgender Basics,” der er en undervisningsfilm om transkønnede (se nedenunder). Jeg sendte det før et teammøde, der skulle foregå hos mig privat, så vi havde mulighed for at diskutere det i fred og ro, og folk kunne stille spørgsmål osv.

En af mine kolleger sagde, at han var glad for, jeg fortalte det, for han havde følt, at han gjorde vold mod sig selv ved at kalde mig ’hun.’ Jeg synes, det var fint sagt og også fint, at han ikke havde sagt noget før, for det er jo også ubehageligt for mange butches og maskuline kvinder, når folk sætter spørgsmålstegn ved deres køn. Jeg synes, det var rart, at han havde respekteret min definition som lesbisk og så også respekterede min definition som transfyr.

___________________________________________________________

Se Transgender Basics:

Læs flere gode råd til, hvordan du kan behandle transpersoner i din omgangskreds med respekt her og her.

Nobody Passes er en anbefalelsesværdig antologi, som er redigeret af Mattilda Bernstein Sycamore, og som udkom i 2006 på Seal Press. Læs mere om Mattilda på hendes hjemmeside, hvor du også kan bestille hendes bøger (ps. min yndlingsbog af hende er ”It’s Revolting”).

Og så anbefalede en af mine andre venner, som også er transfyr, at jeg lagde den her video op, som er fuld af gode råd til bøsser, der har sex med transfyre (den er i 2 dele og man skal desværre have en youtube-konto og logge ind for at se del 2, fordi der er en tegning af en nøgen transfyr):

Ps. Lasse er et opdigtet navn.