Socialisme og demokrati: Svar til Mikkel m.fl.

På det seneste har der været en række blogs om Enhedslistens holdning til demokrati, alliancer og revolution. Selvom flere har efterspurgt min holdning til debatten, så er det ikke så simpelt. Der er mange bolde i spil fra velfærdsstaten, som Knud og ”de11”under Anna Rytters blog berører, til strategiske valg for mellemlange alliancer, som Pelle lægger op til og over en grundlæggende debat om, hvad demokrati er jf. Mikkel Warmings indlæg.

Lad mig derfor nøjes med nogle nedslagspunkter, som forhåbentligt kan sætte debatten lidt på spidsen og hvem ved – måske oven i købet samle en smule?

Velfærdsstaten – repressiv eller progressiv?

Et af de punkter, som har vakt debat er synet på velfærdsstaten, hvor de 11 afviser Pelles fokusering herpå som socialdemokratisme og reformisme. Velfærdsstaten er blot en legitimering af kapitalismen og et disciplinerende instrument, som skal sikre en lind strøm af lønarbejdere og holde resten i ave, kan man forstå ud af deres indlæg.

Overfor dette skriver Knud, at de ikke har fattet en dyt af velfærdsstatens tilblivelse, som er sket ved hjælp af klassekamp og rummer kimen til socialisme, da formålet med velfærdsstaten er at udrydde fattigdom og afmægtighed og derfor er en forudsætning for, at folk har overskud til at blande sig i det politiske – i demokratiet om man vil, som Mikkel også tilføjer.

Bevares alle skriver så langt og så meget, at ovenstående blot er forsimplinger og hvis ikke forfatterne føler sig dækket ind, så må de jo korrigere. Ærindet er ikke en tilbundsgående analyse af holdninger og nuancer, men derimod for mig at se, at komme videre. For mig er det nemlig en pseudodebat, hvor begge parter med lidt god vilje har ret.

Velfærdsstaten ER et resultat af arbejderbevægelsens kamp, og den ER demokratifavnende og mægtiggørende i dens historiske bestræbelser på at udrydde fattigdom. Historisk fra kommunesocialismen i starten af sidste århundrede og frem til midthalvfjerdserne har ambitionen været en form for reformistisk socialisme, hvor kollektivet solidarisk har taget hånd om de svageste og fællesskabet opbygget forsyningsselskaber, velfærd og tryghed.

Men det er ikke det samme som, at det ikke er sket som klassekompromisser, som i høj grad har sikret kapitalismen. Og det er heller ikke det samme som at afvise, at en lang række af de institutioner, som vi i dag kender som velfærdsinstitutioner ikke netop skal reproducere kapitalismen. Det er egentligt såre simpelt. Kapitalismen er så altomfattende, at i et kapitalistisk system, så vil statsmagten herunder velfærdsstaten selvfølgeligt afspejle dette, da den er afhængig af den til enhver tid gældende produktion og det gælder både historisk og nutidigt – også selvom det har været for at tilgodese modstridende interesser. Lad os tage nogle eksempler.

Da daginstitutionerne blev allemandseje, så skete det for at sikre kvindernes indtog på det kapitalistiske arbejdsmarked, samtidig med, at det var omsorg for børnene. Når uddannelsessektoren er, som den er, så er det jo også for at sikre en tilgang af kvalificeret arbejdskraft, selvom den enkelte opnår dannelse og viden. Og hele arbejdsløshedssystemet er i den grad disciplinerende og umyndiggørende overfor den arbejdsløse, hvor problemerne individualiseres og tvang og trusler om fattigdom kombineret med en bevidst politik om at holde en arbejdskraftreserve udenfor arbejdsmarkedet skal trykke lønnen ned og presse folk ind i den kapitalistiske produktion – på kapitalismens præmisser. Også selvom det sikrer et eksistensminimum. Eller i øvrigt, at store dele af velfærdsstaten fungerer på neoliberale markedsprincipper, hvor velfærden gøres til varer og velfærdsarbejderne fremmedgøres og presses på samme måde, som man historisk altid har oplevet på det prekære private arbejdsmarked, selvom de tager vare på ældre og syge.

Her savner jeg en erkendelse fra begge fløje om, at velfærdsstaten har en dobbelthed i sig – den rummer begge positioner. Hvilket vel ses med eksemplarisk klarhed i generationers uddannelsespolitiske parole om uddannelse for livet – ikke erhvervslivet. Og hvad der i virkeligheden mangler i debatten er ikke en slåen hinanden i hovedet med historiske forklaringsmodeller for velfærden, men derimod en erkendelse af, at i socialismen skal vi have de samme velfærdsinstitutioner. Vi skal også have et skolevæsen, en socialforsorg, et sygehusvæsen osv. Derfor giver det god mening som socialist at kæmpe for at bevare velfærden bedst mulig – også selvom det er en forsvarskamp og der er elementer og hensigter i velfærden, som vi ikke kan lide. Og det gerne i alliance med andre.

Men der hvor det bliver rigtigt interessant er, at tage hul på en diskussion af, hvad vi så forstår ved socialistisk velfærd. Hvordan bryder vi med den dobbelthed, som er i systemet i dag? Hvordan sikrer vi et fornyet projekt, som skaber begejstring og solidaritet i stedet for defensive forsvarskampe og usolidariteten fra Blå Bjarne ude i parcelhusene og i forstæderne?

For mig at se handler det især om ledelse, demokrati og strukturer. Det handler om velfærdsledelse, hvor medarbejderne får lov at bruge deres faglighed i stedet for som nu, hvor det adskilles i BUM-modeller, hvor visitatorer, mellemledere og bureaukrater ud fra budgethensyn fastlægger velfærden og umyndiggør de ansatte i egen faglighed. Det handler om at inddrage brugere, borgere og lokalområdet og gøre velfærdscentrene til ressourcecentre i lokalområdet, hvor skolerne kan bruges – også efter skoletid, hvor fritidscentre og foreningsliv kan blomstre. Det handler om at bryde med hensynet til kapitalismen – også selvom det kræver et opgør med netop kapitalismen at nå helt i mål.

Det handler om nedefra og op organisering, hvor de overordnede rammer lægges på et overordnet niveau valgt ved demokratiske valg, bevares, men modsat nu med decentralisering som normen og med et opgør med markedsgørelse og new public management (npm), hvor markedslogikker tyranniserer velfærdstanken. Som det er nu, så er der måske nok repræsentativt demokrati i byråd og Folketing, men det er sovset ind i centralisering, kontrol, EU-regulering og npm. Som sådan er det altså ikke bare de formelle valghandlinger og institutioner det handler om, men indholdet og det varierer om man kigger fra gulvet i hjemmeplejen eller fra et hjørnekontor på Københavns Rådhus.

Og så er vi efterhånden ovre i et svar til Mikkel Warmings indlæg.

Repræsentativt demokrati og legitimitet

Mikkel leverer et patosfyldt forsvar for det repræsentative demokrati. I socialismen skal der også være Folketing, byråd osv. da det er de eneste instanser, som har legitimitet. Alle tanker om rådsdemokrati og arbejderråd er leninistisk vraggods, som skal smides over bord. Lad mig gemme arbejderrådene lidt, da jeg her er enig i nogle af Mikkels pointer, men det kommer vi til.

Mikkel skriver som om det repræsentative demokrati vi kender det i dag, er historiens endemål. Man fornemmer næsten en lille Fukuyama i maven på Mikkel. Efter socialismen skal vi bevare Folketinget, byråd osv. da de er de eneste, som har legitimitet og han taler næsten som om, at han selv tror på denne uindskrænkede legitimitet. Men Mikkel, denne legitimitet er i høj grad noget, som borgerlige kommentatorer, journalister, politologer og i høj grad politikerne selv hylder. Udenfor Christiansborg eller rådhusenes tykke mure kan det straks knibe lidt mere.

Bevares, der er en grad af legitimitet. Faktum er bare, at legitimiteten slet ikke er uindskrænket eller konstant. Tværtimod kan den hurtigt ryge igen. Lad mig tage nogle eksempler.
 

• Når politikerne kun overgået af deres spindoktorer scorer lavest i samtlige troværdighedsundersøgelser fordelt på brancher, så er det ikke udtryk for legitimitet.
• Når byrådsflertallet i København sælger Ungdomshuset via et stråmandsfirma til en religiøs sekt, så er det ikke legitimitetsfremmende hos Ungerens brugere. 
• Når Folketingsflertallet beslutter at rydde et kæmpe areal fredsskov til fordel for storindustriens vindmølletestcenter i Østerild uden mulighed for at få det prøvet ved et valg, så er det ikke legitimitet. 
• Når en nyvalgt regering skider højt og flot på en lang række valgløfter, så siger de ikke det, som de mener og ej heller gør hvad de siger. Og det giver sig udslag i politikerlede. 
• Eller når Folketing og byråd indskrænker demokratiet og fagligheden for offentligt ansatte med New Public Managementmodeller, så giver det måske markedslegitimitet, men næppe folkelig legitimitet, idet man fratager de ansatte indflydelse på egen opgaveløsning og deres mulighed for at bruge deres faglighed. 
• Når EU i dag bestemmer 80 procent af al lovgivning herhjemme, så Folketinget kun er et 20 procentsdemokrati, så er vi vidne til et stort teaterstykke ved nyvalg, som sgu ikke fremmer legitimiteten heller. 
• Når et folketingsflertal tilslutter Danmark til Finanspagten, så et nyt flertal ikke kan omgøre dette og med enorme konsekvenser for samfundsøkonomien og det demokratiske råderum, så er det ikke legitimt, men derimod en svinestreg.
• Når finanslove handler om markedernes tillid frem for de udfaldstruede, så er det ikke legitimitet.

Og sådan kan man blive ved i det uendelige. Det repræsentative demokrati er jo paradoksalt. Når Margrethe Vestager bruger det som skjold netop i debatten om finanspagten, hvor hun sagde, at politikerne var valgte og skulle tage ansvaret på sig, så er det udtryk for en aktiv afdemokratisering af frygt for at befolkningsflertallet vil det anderledes ved en folkeafstemning. Helt kafkask bliver det, når selv samme Vestager ville udskrive folkeafstemning om betalingsringen. Her var det repræsentative demokrati åbenbart ikke godt nok – underforstået at hun ikke ville sidde med den abe.

Karl Marx udtalte engang, at det repræsentative demokrati handlede om at vælge, hvem fra overklassen, som skulle undertrykke en de næste fire år. Her er jeg faktisk delvis uenig. Den frie og almindelige valgret (som Rosa Luxembourg også hyldede) har sammen med velfærdsstatens mægtiggørelse og arbejderbevægelsens sejre undervejs sikret en vis grad af legitimitet trods alt.

Men at hævde systemets universelle legitimitet er sgu en kende for spids og nok snarere et udtryk for, hvor i systemet man selv sidder.

Som ovenstående viser, så kan det repræsentative demokrati sagtens træde i udemokratiets tjeneste, så er der masser af udemokratiske beslutninger, som netop er udemokratiske fordi de indskrænker borgere, ansatte og brugere i deres indflydelse på egen situation, eller som ikke kan omgøres. En grundpræmis i repræsentativ demokratiteori er, at man kan vælge politikere til at træffe beslutninger, men så sandelig også, at disse kan afsættes igen, så upopulære beslutninger kan omgøres. Problemet er bare, at der er pokkers mange beslutninger, som ikke kan omgøres. Det er fx dette, som er hele humlen i EU, hvor man ikke kan omgøre beslutninger igen.

Dertil kommer, at det repræsentative demokrati flytter beslutningerne væk fra befolkningen, det passiviserer og udliciterer beslutningerne, så det er nemmest at slå ud med armene og resignere. Og hvis man tror, at det repræsentative demokrati afspejler et demokratisk ideal om frie og lige valg, så tro om igen. De er ikke lige, da der ikke er lige adgang til information eller penge. Nye partier og tendenser skal igennem dyre underskriftsindsamlinger, og vi har en borgerlig mediedominans, som i den grad fordummer og fordrejer den politiske debat. Valgene er ikke reelt frie, når der ikke er reelle alternativer at vælge imellem på et oplyst grundlag.

Bevares, de er måske processuelt frie, idet ingen overvåger, hvor du sætter krydset i stemmeboksen. Men magt udøves på mange måder og ofte uden synlig tvang. Måske Mikkel skulle støve Antonio Gramscis forfatterskab af og lære lidt om mediemagt, om hegemoniske diskurser og dermed om kapitalismens enorme mentale magt?

Som sådan fungerer det repræsentative demokrati kun til nogle ting og kun, hvis man stemmer ”rigtigt” på midten +/- minus ti procent. Det kan man lære af EU, hvor vi netop ikke får lov at stemme, og hvor regeringer rask væk afsættes i regulære statskup, som det er sket i Grækenland og Italien. Endda med aktiv medvirken af de folkevalgte regeringer i resten af EU-landene.

Puha, jeg bliver helt svedt, men Mikkel har bestemt også ret i nogle ting, og ikke mindst i kritikken af det, som han skriver op imod, hvilket er det pokkers ved det. Arbejderrådsmodellen har bestemt også sine problemer, som vi skal se på her.

Proletariatets diktatur, arbejderråd eller rådsdemokrati?

Mikkel skriver op imod en klassisk marxistisk-leninistisk opfattelse af arbejderråd som proletariatets diktatur, som han hævder at finde hos ”de 11” og SAP’erne. Jeg er ikke helt sikker på, at de kan genkende sig selv i beskrivelsen, men lad os tage den klassiske problematik. Proletariatets diktatur dækker over en opfattelse, hvor det er arbejderklassen, der via åbne valg på arbejdspladserne sammensætter arbejderråd, som bestemmer alt, og hvor de lokale arbejderråd videredelegerer valgte opad til de øvre råd og at den delegation altid kan trækkes tilbage, hvis man mister tilliden til sin repræsentant.

Ordet diktatur dækker her over, at man kom fra et andet diktatur fra kapitalen, adelen, hæreliter osv. Altså, at et diktatur bestående af den lille overklasse erstattedes af et diktatur bestående af den store gruppe – arbejderklassen. Dette er i hvert fald tanken, selvom alle forsøg på at realisere det mere er endt i diktatur udenom den brede arbejderklasse, men i stedet for i en nomenklatura af partieliter. Men skal modellen kritiseres på dens egne præmisser, så er der såmænd nok at kritisere uden at se på de historiske misfostre.

Mikkel m.fl. har helt ret i, at denne model ekskluderer dem uden for arbejdsmarkedet, og der er absolut ingen mindretalsbeskyttelse.

I sig selv er jeg imod et system, som det beskrevne, hvor unge, ældre, handicappede, ja selv kapitalister er fritaget deres rettigheder for repræsentation. Det er ikke den enkelte arbejdsplads, som skal udpege folk, som bestemmer over daginstitutioner, boligkvarterer, miljøpolitik. Og skal disse alle have deres egne råd, så er vi mere ovre i et generelt rådsdemokrati, som alligevel er utilstrækkeligt, da der sagtens kan være modstridende interesser mellem de forskellige råd – arbejderrådet på fabrikken er imod miljørådets reguleringer, boligkvartersrådet er imod en togbane, selvom de omkringliggende er for osv.

Med andre ord skal der være et øvre repræsentativt niveau, som bestemmer, at skal der være en ny togbane mellem Århus og Skanderborg, så må den nødvendigvis gå igennem Hørning uanset om det lokale råd er imod. Og så er vi næsten ovre i det repræsentative demokrati igen.

Men kan det så ikke bare være de enkelte råd, som hver delegerer og udpeger repræsentanterne frem for folketingsvalg, som vi kender det?

Problemet her er, at rådsmodellen med valg af en eller to repræsentanter opad kvæler mindretalsbeskyttelsen – et snævert flertal vil altid kunne sætte sig på de få pladser, som det kendes fra enkeltmandsvalgkredse, som i England. Og hvis endelig man har nok pladser til at have en reel mindretalsrepræsentation, og disse vælges ved hemmelige valg, hvor den enkelte kan stemme uden pres, så ryger hele tanken om at kunne tilbagetrække sin delegerede.

For at tilbagetrækning skal kunne fungere, så kræver det, at det kun er dem, som har stemt på den pågældende, som kan trække personen tilbage. Og det ved man ikke, hvis det har været hemmelige valg. Så vil flertallet frit kunne trække mindretallets delegerede tilbage, og mindretalsbeskyttelsen er væk.

Med andre ord er der tale om et vaskeægte dilemma, og derfor er det paradoksalt, at Mikkel i en kommentar under sin artikel faktisk åbner op for tilbagetrækningsmodeller i det repræsentative demokrati. For mig at se, så er det langt hen ad vejen to uforenelige størrelser, som hver har deres fordele og ulemper med mindre altså, at det handler om at det samme 30 procents mindretal igen og igen kan kræve nyvalg, så hele forsamlingen trækkes tilbage, og det er næppe fedt.

Bevares, jeg har svært ved se at fordele ved den rene arbejderrådsmodel, men et mere udfoldet rådsdemokrati er at foretrække på nogle punkter, og i øvrigt noget, som vi allerede langt hen ad vejen har, hvilket Mikkel også er inde på. Vi har jo forældreråd i daginstitutioner og skoler, vi har bestyrelser og repræsentantskaber i boligforeninger, i A-kassen, pensionskassen, fagforeningen, fodboldklubben, energiselskabet osv. Vi har ældreråd, psykiatriråd og sociale råd – både lokalt og på landsplan.

Egentligt er jeg ikke sikker på, at vi behøves at være så uenige, hvis man lader være med at hoppe i den ene eller anden grøft. Ja, der skal være en form for parlamentarisme. Som Rosa Luxembourg har sagt det: ”Uden almene valg, uden ubegrænset presse, uden tale- og forsamlingsfrihed og uden en fri debat visner livet væk i alle offentlige institutioner”. Og det gøres ikke i en ren rådsmodel. Omvendt skal rådsmodellen da udfoldes endnu mere og have reelt indhold modsat nu, hvor rammerne er enormt snævre ikke mindst i det offentlige, hvor det tit bare er hørings- og bagatelinstanser.

Og ja, vi skal have arbejdspladserne med og arbejderråd på den enkelte arbejdsplads, men uden at det skal forveksles med proletariatets diktatur. Retten til at lede og fordele arbejdet skal være arbejdernes, men de skal ikke bestemme alt muligt andet over dem udenfor arbejdsmarkedet alene i deres egenskab af arbejdere. Og de skal heller ikke bestemme produktionen alene. Her skal der demokratisk planlægning til med strenge miljø, sundheds og arbejdsmiljøkrav, som det repræsentative niveau må lægge. I hvert fald efter min mening.

Selvom det både kan virke fesent og banalt, så har jeg svært ved, at se at vi kommer udenom en kombination og så er jeg egentlig ligeglad om folk af den grund vil kalde mig betonkommunistisk anarkist, libertær-leninist eller noget tredje. Kravet må være at decentralisere for alt i verden. Det repræsentative demokrati skal begrænses væsentligt, når der er tale om spørgsmål, som ikke kan omgøres og her må der folkeafstemninger og direkte demokrati til. Men en eller anden form for parlamentarisme skal bevares for at sikre mindretalsbeskyttelse, hemmelige valg og en øvre demokratisk regulering, der kan udligne særinteresser og flertalsstrukturer i rådsmodellen.

Alt, hvad der kan bestemmes lokalt skal bestemmes lokalt. Retten til at lede og fordele arbejdet skal være arbejdernes, retten til at planlægge produktionen skal være fællesskabets. Rådsdemokratiet skal styrkes og der skal være reel demokratisk indflydelse og selvbestemmelse med inddragelse af brugere, ansatte og pårørende i rådene under nogle rammer, som fællesskabet sætter.

I dag tænkes alt ovenfra og ned startende fra et antidemokratisk EU over et symbolpolitisk, detailregulerende og sygt Folketing over gumpetunge, bureaukratiske og formynderiske byråd, hvor embedsmændene og deres new public management har taget magten. Det skal vendes på hovedet og tænkes nedefra og op. Fra den enkelte ældre og hjemmehjælper og opefter.

Nu er demokrati ikke strukturer og institutioner alene og bare det at demokratisere produktionen og give reel indflydelse på egen arbejdsdag vil være et enormt demokratiboost, som også vil lære folk at blande sig, tvinge dem til at sætte spørgsmålstegn ved de rammer, som fællesskabet sætter og give en reel demokratisk deltagelse, som i dag er reduceret til et kryds hvert fjerde år.

Dobbeltmagt?

Udover at jeg ikke falder i svime over det repræsentative demokrati, som Mikkel hylder, så er jeg egentlig ikke så uenig i store dele af hans indlæg. Men der er en ting, hvor han kludrer, nemlig når han tillægger sine modstandere en dobbeltmagt-strategi. Mig bekendt findes der ikke en sådan. Begrebet dobbeltmagt er ikke en strategi, men derimod en tilstand, som kan indfinde sig, hvor der er konkurrerende magtcentre.

Dobbeltmagt er det helt banale med civil ulydighed, hvor en godsejers jorder besættes af fattige bønder, som dyrker jorden, og ikke vil adlyde politiets anvisninger om at skride. Dobbeltmagt sker, hvis der er arbejderråd, bydelsråd o.l. som ikke vil bøje sig for et illegitimt flertal i parlamentet, der sætter magtanvendelse ind. Dobbeltmagt er Ribusblokaden, som ikke flyttede sig for pansernes hunde. Dobbeltmagt er den bolivianske oprindelige befolkning, som i 2003 lavede en march til hovedstaden, hvor de byggede blokader og nægtede at give sig indtil den nyliberale præsident skred til USA og der blev nyvalg.

Med andre ord, så er det ikke bare en ”strategi”, men en magtkamp, hvor vi da skal placere os på den revolutionære bevægelses side, også selvom den trækker ud, så bevægelsen må brede sig og overtage forsyningsforpligtelser o.l. Man kan sagtens forestille sig en tilspidset situation, hvor en valgt regering har sat politi og militær ind mod strejkende, så disse skal have hjælp. Tænk bare på stålværket i Grækenland. Eller en situation, hvor kapitalisterne nægter at give slip på produktionsmidlerne og vil smide fabriksbesættere ud med vold. Spørgsmålet er så, hvad Mikkel vil?

Personligt tror jeg måske, at der kan ligge en enorm uenighed her, idet Mikkel kun henviser til udvidet demokrati i den offentlige sektor og udvidelse af samme, og kun vil etablere en parallel finanssektor og lade det offentlige overtage virksomheder, som flytter ud af landet. Hvis man heraf kan udlede, at Mikkel ikke vil mere - at Mikkel ikke vil overtage hele den private produktion og lukke hele den private banksektor, så er der måske heller ikke så stor risiko for en dobbeltmagtssituation.

Til gengæld er uenigheden desto større og det er bestemt ikke bare leninistisk vraggods Mikkel vil have ud af programmet, men hele socialismen også. Men bevares, det må Mikkel redegøre for.  Jeg har redegjort for netop banker og produktionsmidler her. (rul ned og start læsningen ved denne deloverskrift: Hvad mener vi så med revolution?)

Opsummering

Det kan være, at I er uenige med min tese om et blandingsdemokrati, hvor der både er rådsmodel og parlamentarisme, men så kvalificer debatten tak. Hvis vi kan få taget hul på noget af ovenstående. Hvis vi kan sætte ord på, hvad vi vil med velfærden samtidig med, at vi forsvarer den, Hvis vi kan sætte ord på – og arbejde for - en reel demokratisering af det offentlige såvel som i den kapitalistiske produktion, så er vi allerede langt ude over den skyttegravskrig, som Pelles indlæg affødte (berettiget eller ej) og vi er ude over tilbageskuende historiske forklaringsmodeller til både velfærdsstat, revolution og fejlslagne forsøg på proletariatets diktatur.

Det at være progressiv betyder at udvikle, at bevæge sig fremad, ikke at skue tilbage uanset om det så er mod Lenin eller en formynderisk velfærdsstat. Så kan vi sagtens alliere os med alle dem, som vil velfærden, uanset om de er Socialdemokrater, hønisser eller småborgere. Så er vi allerede i gang med at give kampen den retning, som jeg faktisk også savnede i Pelles indlæg.

Nemlig den retning, som vi skal videregive dem, som vi allierer os med og som peger fremad. Det er faktisk ikke så svært og det kaldes socialisme!