3. december 2011 - 21:39

Skitse til en Socialistisk Markedsøkonomi

Jeg konkluderede på baggrund af den debat, der opstod i kølvandet på min sidste blog, at debatten ikke ville komme videre før jeg fremlagde et mere konkret bud på, hvad jeg mente med en socialistisk markedsøkonomi. Et sådan bud var bevidst fravalgt i min forrige blog, der blot havde til formål at afmontere en ofte fremført indvending mod markedssocialismen. I det følgende vil nogen sikkert føle, at det hele ikke er konkret nok. Men blog-formatet og ønsket om at nogen når at læse det til ende sætter sine begrænsninger.

Jeg mener grundlæggende, der er behov for en økonomisk indretning af samfundet med mere demokrati og mere indflydelse til de mange. Dette kan realiseres i en socialistisk markedsøkonomi. Udgangspunktet er en anerkendelse af, at hverken den centraliserede kommandoøkonomi eller det frie marked afspejler en attraktiv demokratisk vision. Alternativet hertil indebærer en økonomisk model, med helt andre spilleregler end den vi kender i dag. En model der både er innovativ, indeholder konkurrence, men sikrer medarbejdere og borgere demokratisk indflydelse på økonomien.

Grundlaget for den socialistiske markedsøkonomi, er en økonomi, hvor ejerskab til virksomheder i mindre grad end i dag er præget af privateje og hvor økonomien afspejler demokratiske prioriteringer, og medarbejdernes indflydelse på virksomhedernes drift og udvikling. Det er i denne ramme, og i et samfund med højere grad af økonomisk lighed og lige muligheder, at markedet kan spille en positiv rolle. Da det ikke er muligt eller hensigtsmæssigt at regulere alle dele af økonomien på samme måde, har visionen forskellige mål for forskellige dele af økonomien. I det følgende beskrives afgrænsede elementer af samfundet. Det beskrives på tre kriterier:

- Ejerskabsformen

- Medarbejderindflydelse

- Om de konkurrerer på et frit marked

I en socialistisk markedsøkonomi, vil der være dele af samfundet, hvor markedsmekanismerne ikke skal råde. Det bør i mine øjne være tilfældet alle de steder, hvor det, der produceres eller leveres af helt principielle grunde ikke skal leveres på markedsvilkår. For mig gælder det ydelser, der opfylder helt grundlæggende individuelle (og på flere måde også samfundsmæssige) behov. Her skal ikke kun leveres til de, der har evnen til at betale for det eller til de, det i snæver forstand kan betale sig at levere til. Indenfor kerneområder som sundhed og uddannelse, skal der derfor ikke være konkurrence på et frit marked, hvor prisdannelse afspejler købekraften blandt de, der ønsker disse ydelser. Medarbejderindflydelsen begrænses af, at medarbejderne ikke kan beslutte at bryde med principperne om fri og lige adgang og ejerskabsformen begrænses til offentlig ejerskab, idet der ikke er et ønske om, at nogen skal tjene penge på at levere disse ydelser.

I en anden kategori finder vi virksomheder og industrier, hvis fortsatte og uafbrudte funktion er nødvendig for at samfundet kan fungere. Disse bør være ejet af staten og afspejle helt centrale samfundsmæssige prioriteringer. Når sådanne er så centrale for samfundet, at deres nedbrud eller konkurs har så alvorlige konsekvenser, at staten altid vil være tvunget til at redde dem når det går skidt, så er det mere hensigtsmæssigt, at staten driver disse. På denne måde kan fællesskabet både høste frugterne af gode tider, og bære tabene i dårlige, fremfor at nøjes med det sidste. Sådan en karakter har finanssektoren som helhed, energi og vandforsyningen, infrastruktur, samt udvindingen af naturressourcer. I denne del af økonomien er der ikke fri konkurrence og medarbejderindflydelsen er begrænset. Det er fx ikke hensigtsmæssigt, at medarbejderne (når der ikke er konkurrence) kan beslutte sig for, kun at levere strøm i ulige uger.

En lang række virksomheder og industrier leverer både som enkeltforetagender og som helheder vigtige bidrag i form af arbejdspladser og produktion, men nedbrud eller konkurs hos den enkelte har en mindre afgørende betydning for samfundet. Dette er kendetegnende for både store og små virksomheder i såvel produktions og serviceerhverv. Sådanne virksomheder skal også fremadrettet konkurrere med hinanden på et marked, men det bør være visionen, at de i højere grad skal være drevet og ejet af medarbejdere. Det vil være et afgørende fremskridt for demokratiet, hvis mange flere virksomheder blev drevet og ejet i fællesskab.

Også i fremtiden vil der sandsynligvis være enkeltmandsvirksomheder og små firmaer. Det er både ønskeligt og hensigtsmæssigt, at det er let at starte sådanne virksomheder op og –hvis det ønskes – let at overgå til medarbejdereje, hvis dette ønskes på sigt. Mellem alle sådanne industrier og virksomheder, der ikke er helt centrale, vil der være fri konkurrence. Det betyder, at hvad der produceres og leveres her, ikke bestemmes centralt, men lokalt blandt medarbejderne og af borgernes efterspørgsel som forbrugere. Konkurrencen vil dog være underlagt en central lovgivning, der modvirker monopol- og karteldannelse, regulerer arbejdsmiljøet, samt forbyder sundhedsskadelige, miljøskadelige og uetiske forretningstiltag.

En økonomi som den skitserede ovenfor, der afvikles i et samfund hvor uligheder og løndannelse er præget af lighed og lige muligheder, synes på mange måder attraktivt. Tankegangen, er således, at vi træffer overordnede demokratiske beslutninger, der påvirker driften og prioriteringerne på de virksomheder, der er essentielle for samfundet. På sådanne er der medarbejderdemokrati, i den udstrækning dette kan realiseres uden at bryde de samfundsmæssige prioriteringer og de forpligtigelser disse giver over for forbrugerne. Dette er på mange måder også vilkårene på de virksomheder, der af principielle årsager ikke drives ud fra markedsprincipper.

Herudover har vi så en stor mængde virksomheder, hvor beslutninger, drift og prioriteringer afspejler det interne demokrati, men hvor succes og fiasko afspejler prioriteringer og præferencer hos befolkningen som forbrugere – dog underlagt bestemmelser, der hindrer at driften bryder med regler for miljø og arbejdsvilkår etc.

PS: Jeg læser interesseret den evt. debat denne blog måtte afstedkomme, men jeg får svært ved at deltage i den på fuldt blus, da der er forpligtigelser i tiden-

Kommentarer

@Andreas: Det er altid spændende med bud på nye samfundsmodeller. Men...

1) Mener du da, at kerneområder som sundhed og uddannelse i dag er i konkurrence på et frit marked? De få privatskoler og privathospitaler vi har batter jo ikke meget, så jeg forstår ikke helt hvad du vil lave om på dette område. Sundhed og uddannelse er da om noget statsejet i dagens Danmark.

2) Hvordan har du forestillet dig at den danske finanssektor skulle være 100% statsejet og samtidig agere effektivt og upåvirket af EU og den øvrige verden? Hvis det da er målet? En stor statslig finanssektor vil være lige så afhængig af omverdens storkapitalisme som en privat finanssektor. Vil Danmark være i en position til at kunne magte sådan en opgave?

Hvori består alternativet?

Hvordan kan man forhindre at de privatejede (evt. medarbejderejede) virksomheder udvikler sig til monopoler på deres marked og dermed ensidigt bestemmer over produkternes beskaffenhed og pris? Altså en situation, hvor forbrugerne udnyttes.

Jeg er enig i at det modsatte af planøkonomi er markedsøkonomi (centrale kontra decentrale beslutninger) og jeg mener også at det er nødvendigt at definere en socialistisk markedsøkonomi, som angiveligt tager det bedste fra to verdener. Men jeg spurgte i den sidste blok om ikke det er det samme som Socialdemokraterne mener og i store træk det, vi har i dag. Og jeg tror ikke jeg fik noget svar og Andreas har heller ikke tid denne gang. Så nu prøver jeg selv:

Med markedsøkonomi forestiller de fleste sig nok den neoklassiske teori om fuldkommen konkurrence. Den er attraktiv, fordi forbrugerne kan vælge mellem et utal af varer til en pris, som kun tillader normal profit. Men den fuldkomne konkurrence er meget vanskelig at etablere i praksis, for forbrugerne har ikke fuldkommen information om og adgang til alle udbyderne på markedet og der er ofte "barriers to entry" på et marked (stort kapitalbehov, know-how, registreringer, etc.). Der er også problemer med at forudse efterspørgslen hos de principielt uendeligt mange udbydere, så systemet kan generere et stort spild. Et af paradokserne er det såkaldte spindelvæv: Den enkelte kartoffeldyrker oplever år 1 at prisen er høj på kartofler, hvorefter han sætter endnu flere kartofler ud næste år. Det gør imidlertid alle de andre kartoffeldyrkere også, hvorefter prisen falder og de kan ikke få dækket deres omkostninger. Næste år sætter de færre kartofler, hvorefter efterspørgslen overstiger udbuddet og prisen bliver høj. ... Nåh, nok 1-års økonomi-pensum. Derouten viser blot, at en vis central planlægning eller koordinering kan være på sin plads.

Jeg tror løsningen ligger i at opsamle viden om efterspørgslen før produkterne kommer på markedet, ja før de bliver produceret. Det behøver ikke være en central magt. Det kan ligeså vel foregå på decentralt plan, hvor (lokale) forbrugere er medspillere. F.eks. forbrugerejede landbrug, hvor forbrugerne har interesse i at udtrykke deres ønsker når næste års produktion skal planlægges, medvirke i dyrkningen og aftage alle produkterne.

Jeg mener i det hele taget at forbrugernes rolle er meget undervurderet på venstrefløjen.

For det første fordi den gamle planøkonomi, hvor det centralt bestemmes hvad vi skal spise, ha’ på af tøj, osv. er unødigt ensrettende i ydre fremtoning og mentalt fordummende.

For det andet fordi viden om forbrugernes ønsker kan minimere spild i anvendelse af produktionsfaktorer og minimere affald.

For det tredje fordi forbrugerne kan udfordre en uskøn alliance mellem arbejderne og ledelsen/ejerne mod forbrugernes interesser (phthalater i sutter osv.). Det er jo ikke givet, at arbejderne er mere interesseret i at producere noget sund og lødigt end at tjene flere penge.

For det fjerde fordi forbrugerne kan udgøre et revolutionært potentiale med sine aktionsformer - boykot af skurkenes varer (multinationale selskaber, østarbejdere under tariffen, osv.) og organisering af købekraften (så den kan stille krav og forhandle med virksomhederne).

Vil så tilføje i forlængelse af Margits indlæg, at hvis Andreas vil indføre en statsejet finanssektor, hvordan vil han så forholde sig til borgere og virksomheder som måske så vælger at bruge finansielle virksomheder i udlandet? Andreas har vel ikke tænkt sig at forbyde danskere og danske firmaer at bruge banker i udlandet?

Din "skitse" virker tiltrækkende, Andreas. Hvis man vel og mærke ikke har det mindste forstand på økonomi og praxeologi.

1: Ja det kunne være godt med statseje for mange ting, men desværre drømme tænkning. 2: Er ikke enig med din vision omkring demokratisk virksomhedsform. Medarbejderne skal have lov til at udfolde sig, de skal dog ikke have den bestemmende indflydelse på nogen måder.

Adam@

Jeg svarer lige på Andreas’ vegne, indtil han evt. får tid.

En statsejet bank - f.eks. Nationalbanken - bør forestå alle transaktioner for borgere og virksomheder. Dvs. det er kun dér, vi skal have vores lønkonto og virksomhedskonto. Statsbanken - eller folkebanken eller samfundsbanken - udbetaler ikke renter, men en garanti for at pengene er der og udlåner til demokratiske og bæredygtige virksomheder.

Ved siden af denne statsbank, som naturligvis har lokale filialer, kan kommercielle banker boltre sig og betale renter for indlån til dem (som tør placere penge der) og låne penge ud til mere tvivlsomme projekter/virksomheder. Vi kan også kalde dem spekulationsbanker. De skal ikke have indskydergaranti og bankpakker. Disse banker vil få meget mindre at lave end de har i dag, og de vil miste en meget stor del af deres pengeskabende evner. Derved får statsmagten/nationalbanken igen nærmest monopol på pengemængden, hvilket vil være en kolosal fordel for stabiliteten i banksektoren. Desuden vil de kommercielle banker ikke kunne tjene penge på pengeudstedelsen, som den foregår i dag, hvor de næsten helt frit skaber elektroniske penge, der er rentebærende. De vil ikke være "too big to fall", som Den Danske Bank er idag.

Det må stå enhver borger og virksomhed frit for at bruge banker i andre lande. Det afgørende er, at vi sikrer os en samfundsbank til almindelige mennesker og kapitaltilførsel til fornuftige virksomheder uden at skulle nationalisere hele finanssektoren (hvilket iøvrigt ville være meget vanskeligt). Det er vigtigt at de socialistiske tiltag opfattes som tilbud og ikke som tvang.

@Margit: Dit forsvar for Andreas’ tanker synes at mangle en international dimension. Hvordan din ”samfundsbank” skal kunne klare sig her i lille Danmark helt uforstyrret af omverden står hen i det uvisse.

Derudover:

1) Hvem skal have æren af at definere ”demokratiske og bæredygtige” virksomheder? Hvilke personer skal besidde sådan en magt?

2) Hvis dine såkaldte ”demokratiske og bæredygtige” virksomheder hellere vil låne penge i udlandet eller hos såkaldte spekulative banker herhjemme, risikerer vi så ikke at have en overflødig samfundsbank? Hvordan vil du sikre, at den kan konkurrere med andre banker om kundernes gunst?

3) Vil du tvinge almindelige mennesker til at have en lønkonto i samfundsbanken?

4) Hvad med de virksomheder i Danmark som er på udenlandske hænder? Skal de også tvinges til at have deres virksomhedskonto i samfundsbanken?

@Adam. (OK jeg kender ikke Andreas og ved ikke hvad han ville svare hvis han havde tid. Bortset fra at SF (og S) en kort periode efter finanskrisen indtraf talte for en statsbank.)

Ja, samfundsbanken indføres ved dansk lov uanset udlandet. Det består faktisk kun i en udvidelse af Nationalbanken til at lave transaktionskonti for samtlige danskere og de virksomheder, som ønsker det. Der vil ikke være renteindtægter, men det får de færreste alligevel idag. Så jeg kan ikke se at der vil være problemer med at skaffe kunder. Dem, der ikke vil være med, kan fortsætte i de kommercielle banker og i udlandet, hvis de ønsker det.

Samfundsbanken udlåner penge til demokratiske og bæredygtige virksomheder, som er godkendt af Erhvervsstyrelsen (eller en anden statslig instans). Virksomhederne bedømmes efter kriterier om demokratisk indflydelse blandt medarbejdere og forbrugere og kriterier om mest bæredygtig i sin branche (lige som Svanemærket). Der er altså klart tale om politisk prioritering af projekter/virksomheder, som foretages i samfundsbanken af repræsentanter for Folketing og kloge bankfolk. Ligeså på filialplan. Renten vil være lav og behagelig.

Enhver borger og virksomhed kan søge lån i de kommercielle banker, men det er klart at renten her vil være høj pga. usikkerheden. Derfor er samfundsbanken konkurrencedygtig.

@Margit: Det lugter langt væk af smagsdommeri og bureaukrati. Du foreslår, at en statslig instans skal bruge tid på at bedømme om tusindvis af virksomheder er bæredygtige og demokratiske? I en omskiftelig verden og med et globalt marked så er det, der i dag er bæredygtigt og demokratisk, måske ikke bæredygtigt og demokratisk i morgen. Det går hurtigt på markedet, hvor konkurrenter og forbrugere sætter farten. Alt i mens ønsker du, at den danske stat skal have folk siddende til at bedømme, hvorvidt virksomhederne er bæredygtige og demokratiske. Efter hvilken (dansk) målestok? Du ender med, at meget få virksomheder lever op til kravene fastsat af din statslige instans og den dermed bliver overflødig, ligesom samfundsbanken så også vil være det.

I øvrigt er der noget helt grundlæggende absurd i at tale om "demokratiske virksomheder". Private virksomheder er netop som private i deres fulde ret til at drive og lede deres virksomhed som ønsket inden for lovens rammer. Der er lovgivning for arbejdsforhold osv., men det som du lidt flyvsk kalder "demokrati" i forhold til virksomheder, det lyder for mig som statslig indblanding i kernen af det at drive en privat virksomhed.

Det du skriver var nydt måske i det 18 århundred hvad askillder dine ideer fra Lassal eller Proudhon - sidte havde i det minste ingen illusioner om staten.

Jeg er ret overbevist om, at Danmark vil klare sig langt bedre, også internationalt, hvis tilfældige private banker ikke kan udstede danske kroner, men at det kun er Nationalbanken.

Efter at have læst de 2 seneste indlæg, har jeg lidt svært ved at følge med:

@stephan: Var der også i det 18. århundrede en socialistisk teoretiker ved navn Proudhon ?

@Jean Thierry: Hvad forstås ved "danske kroner" og hvilke banker udsteder dem ?

@Adam. Vi er alle smagsdommere. At forfølge politiske mål er smagsdommeri.

Bureaukrati? nej ikke mere end Skat, der er nede i virksomhedernes tal i dag. Økologimærket og Miljømærkesekretariatet kan dømme virksomheder inde eller ude blandt de bedste på miljø i deres branche og et nyt forum af f.eks. fagbevægelse og forbrugerråd kan certificere indflydelse og arbejdsmiljø for ansatte og indflydelse for forbrugere. I fuld åbenhed naturligvis og med ankemulighed. Der findes allerede konsulentbureauer, der certificerer for CSR (=socialt ansvar) og div. ISO-standarder, men de betales af virksomhederne, der ønsker certificeringen.

Ja, private virksomheder har i dag ifølge lovgivning og hovedaftalen ret til at lede og fordele arbejdet m.m., Det forhindrer ikke at vi er nogle, som ønsker (mere) demokrati på arbejdspladserne og demokratiske beslutninger om hvad der skal produceres, af hvem og hvordan. Vi har brug for uvildige instanser til at bedømme virksomhederne, så vi ved hvorfra vi kan købe vores varer og tjenesteydelser, og samtidigt støtte demokrati, anstændige forhold og miljø.

Det vil ikke forhindre dig i fortsat at købe miljøskadelige produkter produceret i almindelige profitvirksomheder af udpinte arbejdere uden indflydelse overhovedet - foreløbigt.

Når der bliver diskuteret demokratisk og socialistisk økonomi, bliver ’kreativ destruktion’ ignoreret.

Grunden til, at Danmark har en stor og moderne vindmølleindustri skyldes oliekrisen i 70’erne og blæsten fra Atlanterhavet. På det tidspunkt havde vi i sammenligning med resten af Europa store og moderne gårde med svin, og den slags kræver elektricitet. Indtil blev vindmøller anset for legetøj, men pludselig havde landmændene brug for dem, og så kom der en forskning og en industri, som i dag sælger vindmøller til den halve verden.

De har også vestenvind fra Atlanterhavet i Norge og Skotland, men der kan man ikke dyrke meget korn, så derfor har de aldrig avlet svin. Det har de så i Irland og det vestlige Frankrig, men der var landbruget gammeldags i 70’erne, så en landmand kunne ikke financiere en vindmølle eller bruge særligt meget af energien. Det moderne, danske landbrug opstod, fordi man i Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet udnyttede, at man kunne importere billigt korn fra Rusland og USA, hvilket kun lod sig gøre fordi dampkraften var udviklet, så dampskibe og tog gjorde transport meget billigere.

I Sovjet planlagde man samfundsøkonomien, og man havde ressourcer nok, så der undgik man massearbejdsløshed og faldende produktion, men her årtier efter, kan man jo ikke se en fremtid uden vindmøller og vedvarende energi. Så kunne man selvfølgelig sige, at vindmøllerne alligevel ville blive udviklet, bare lidt for sent. Men sagen er, at vi allerede er alt for sent på den, isen smelter og havene stiger.

Men pointen er bare, at man i enhver økonomi har brug for kreativ destruktion, hvis en økonomi skal udvikle sig. Og det skal den hele tiden, når nogle ressourcer bliver opbrugt og nye opdaget, og den proces er vi ikke færdige med og bliver det heller aldrig. Demokrati og planlægning i større eller mindre omfang giver overhovedet ikke noget svar på, hvordan man samtidig får fordelene af kaos og uorden ind i samfundsøkonomien, og det er udtryk for intellektuel dovenskab, når ingen fra venstrefløjen tager spørgsmålet op.

Dog fremhæver mange gerne den danske andelsbevægelses økonomiske succes, som et resultat af dens demokratiske styreform, men det var først og fremmest stordriftsfordelene, der gjorde det muligt for de mindre bønder at udkonkurrerer godsejerne. Andelsbevægelsens betydning for indførelsen af folkestyre skal dog på ingen måde undervurderes.

Kære Andreas

Jeg kan desværre ikke se at du er kommet meget længere i din udvikling af begrebet Socialistisk Markedsøkonomi. Faktisk er jeg meget enig med Margit at med den måde du beskriver det på, så er Velfærdsstaten med påtagelsen af en række vigtige samfundsmæssige funktioner faktisk langt hen ad vejen en art Socialistisk Markedsøkonomi. Hvor den norske model med statslig monopol på olieudvindinge selvfølgelig er mere socialistisk end den danske, hvor vi ikke har det samme statslige monopol dér. Så for mig beskriver du en art markedsøkonomi som man kender dels fra de europæiske velfærdsstater og dels Chavez Socialisme i det 21. århundrede. Altså det vi andre betragter som Socialdemokratisk velfærdsreformisme. Men det er måske lidt for groft så lad os kigge på de tre områder, hvor du adskiller den socialistiske markedsøkonomi fra den kapitalitiske markedsøkonomi.

Ejerskab: Her peger du på at der er områder af samfundsøkonomien der er så vigtige at de kræver statslig eller offentlig ejerskab og dermed begrænser både den fri konkurrence og medarbejderindflydelsen. I den økonomiske litteratur har det oftest fået betegnelsen naturlige monopoler og var en central del af opbygningen af velfærdstaternes infrastruktur. I dag er de naturlige monopoler hastigt ved at blive privatiseret - det gælder alt fra den kollektive transport, til kommunikation, vand og energi. Men det var sådan set en væsentlig del af opbygningen af velfærdsstaten. I og med planøkonomien bliver skældt ud med baggrund i at man har forsøgt én gang og det ikke virkede kan man jo skælder ud med samme ret hér: hvorfor skulle det virke bedre med statsmonopoler nu end det gjorde tidligere? Og når der ikke skal profiteres på disse områder er der så i virkeligheden ikke tale om en art planøkonomi i og med man bliver nød til at producerer på baggrund af folks behov når nu "markedet" er sat ud af kraft?

Jeg medgiver at din indkludering af finanssektoren heri er en betydelig udvidelse og det er måske heri den virkelige forskel fra tidligere ligger. Men jeg ved ikke om du har tænkt forslaget igennem. For det betyder jo lige pludselig at det er staten der har total kontrol over det private erhvervsliv. Og det vil helt naturligt føre til en indirekt planlægning, hvis staten ikke skal gå ud og spilde sine penge. Enhver kapitalistisk bank med respekt for sig selv ser på de forretningsplaner de får muligheden for at låne til og vurderer dem ud fra om de dækker et uopfyldt behov. Ligger der fem andre pizzabar indenfor en radius af 20 meter vil banken vurderer at det er en dårlig plan. Det samme vil en statsbank selvfølgelig gøre. Men med statsbankens større overblik over økonomien (må man formode) og større påpasselighed (forhåbentlig - det er jo borgernes penge) må man regne med at der vil foregå en "índirekte" planlægning via långivningen. Er det ikke en form for planøkonomi?

Medarbejderindflydelse: Jeg kan kun se det som en afart af den nu forlængst opgivede Socialdemokratisk parole om Økonomisk Demokrati. I praksis har jeg svært ved at se i hvor høj grad medarbejderindflydelsen kan strækkes i de områder af økonomien der er profitorienterede. Dér hvor markedsøkonomiens logik sætter ind har der sjældent været plads til reel demokratisk deltagelse fra medarbejderside i den strategiske udvikling af virksomheden. Så fremt man har stækket markedsøkonomien så meget at den er mere eller mindre sat ud af kraft kan man selvfølgelig godt byde ind fra medarbejderne om hvordan man udvikler arbejdspladsen og virksomheden. For at være konkret: Man kan forestille sig en virksomhed det grundet en generel markedsøkonomisk overudbudskrise i en branche (de ophøre vel ikke fordi vi kalder det socialistisk markedsøkonomi) f.eks. rejsebranchen bliver tvunget til at skære ned i antallet af udbudte rejser, personale mv. Hvordan gennemfører man demokratisk sådanne drastiske nedskæringer i en fart? Her er markedslogikken selvfølgelig at det er ejeren/ejerne det i sidste ende helt og holdent bestemmer og dermed rækker demokratiet kun så langt som ejeren tillader det, magtkampe mellem arbejdere og arbejdsgivere har gjort det muligt eller det er besluttet ved lov. Pointen er at medarbejderindflydelse altså i sidste ændring er en hindring for effektiviteten af netop det frie marked som Andreas igen og igen klynger sig til.

Det frie marked: Som jeg allerede har været inde på så underminerer dine to andre punkter fuldstændig tendensen til frit marked - efter din egen definition. Som jeg allerede var inde på ved dit sidste forsøg på at definere socialistisk markedøkonomi synes jeg det er problematisk at stille planøkonomi op som en modsætning til markedet. Jeg synes din tilgang viser, at så snart man dykker ind i tingene så kræver det planlægning at få tingene til at fungerer i en markedsøkonomi. Min pointe sidste gang var så ydermere at denne planlægning foregår sådan set også under den nuværende kapitalistiske markedsøkonomi. Planlægningen finder først og fremmest sted blandt de store selskaber i dag, men også bankerne foretager i dag en form for indirekte planlægning. Måske det næste punkt der skal diskuteres er, hvori Andreas’ socialistiske markedsøkonomi adskiller sig fra henholdsvis socialistisk planøkonomi (ud over ordet) og socialdemokratisk velfærdsstat.

@Troels

Jeg har en udfordring til dine spekulationer vedr. demokrati på arbejdspladsen. MCC - Mondragon Cooperative Corporation er en i dag snart 60 år gammel virksomhedsgruppe, der er styret af de 60.000 arbejder-ejere der alle ejer deres del af kapitalen. Samtidigt har kapitalandelen ikke indflydelse på stemmeafgivelsen: en person, en stemme. Her under krisen går det så godt for MCC at de har haft mulighed for at udvide ved køb af en af spaniens største supermarkedskæder. Denne har de siden 2008 været igang med at demokratisere. Hvordan det går er et spændende spørgsmål for muligheden for arbejder-demokratiseringen af industri (og marked i brede forstand). Yderligere har MCC indgået en aftale med the United Steelworkers i USA om støtte til oprettelsen af en række kooperativer derovre. Kooperativbevægelsen i USA har vind i sejlene for tiden ser det ud til.

Grunden til MCC’s konkurrenceevne er, sådan som jeg kan forstå det indtil videre, den følgende todelte: 1) Autonomi og indflydelse = innovation & 2) i og med at profitten deles imellem alle, og at fyringer betyder kapitalflugt, har ingen interesser i at opretholde timeantal og/eller lønninger som ikke er konkurrencedygtige. En yderligere metode MCC tager i brug er efteruddannelse til nedsæt løn og lovning om fremtid beskæftigelse (Evt. i andre firmaer, og ellers så rotere de til uddannelserne). De har desuden egne uddannelses- og forsknings-institutioner, hvor industriarbejderne har medindflydelse, dvs. ikke som i DK hvor private kapitalister udvælges til at kunne udøve indflydelse.

Et par links om Mondragon, generelt og under krisen:

http://video.google.com/videoplay?docid=7565584850785786404 (fra 1980, men stadig meget informativ)

http://www.yesmagazine.org/issues/the-new-economy/mondragon-worker-cooperatives-decide-how-to-ride-out-a-downturn

Nogle links om situationen i USA:

http://blogs.worldwatch.org/greeneconomy/an-american-mondragon/

http://www.cooperativeconsult.com/blog/

http://www.latimes.com/news/local/la-me-richmond-20111128,0,3468665.story

http://www.campaign.coop/

http://www.cooperationworks.coop/

http://www.shareable.net/blog/indy-hall-coworking-expands-to-offer-cohousing

Til sidst skal det huskes at Mondragon ikke er en utopi, og at de også, i hvert fald for nogle af virksomhederne i gruppens vedkommende, kan og har taget beslutninger som kan kritiseres; Denne efterfølgende blog behandler denne problemstilling i følgende indlæg (Den kan generelt anbefales, både ift. MCC, men også ift. USA):

http://www.cooperativeconsult.com/blog/?p=490

@Troels

MCC - Mondragon Cooperative Corporation er en snart 60 år gammel kooperativ virksomhedsgruppe, der ialt rummer lige over 60.000 arbejder-ejere som alle ejer en del af kapitalen og samtidigt er med til at bestyre gruppen repræsentativt demokratisk udfra en person, en stemme. Under krisen er MCC vokset eksplosivt i og med at de har kunne opkøbe en af spaniens største supermarkedskæder. Allerede i 2008 begyndte de at demokratisere denne (dvs. at få indlemmet arbejderne som arbejder-ejere). MCC er, tværtimod manges forventninger, åbenbart en utroligt konkurrencedygtig virksomhed. Det er der, som jeg forstå det, 2 primære årsager til: (1) Autonomi på arbejdspladsen = innovation. (2) I og med at arbejderne alle deler profitten, og at de kun kan trække denne med sig ud når de ikke længere arbejder for MCC, har ingen nogen interesse i at opretholde en løn eller en arbejdstid som ikke er konkurrencedygtig i tilstrækkelig grad. Yderligere findes der i MCC en høj grad af mobilitet og solidaritet. Samtidigt vælger enkelte virksomheder som har det hårdt, ofte at sende arbejdere på uddannelse med nedsat løn, tilgengæld for løfte om senere arbejde. Udvælgelsen sker oftest v. lodtrækning (vel nok når det er muligt da nogle arbejdere vel ikke altid kan undværes). I den følgende artikel kan du læse mere herom: http://www.yesmagazine.org/issues/t...

Du kan desuden se mere om MCC generelt i følgende dokumentar: http://video.google.com/videoplay?d...

Det er noget gammelt BBC Horizon (1980). Som sagt er virksomheden vokset meget siden og ikke kun i antal arbejder-ejere. I 90erne bl.a. fik de etableret en superstruktur, og de begyndte at oprette udenlandske filialer. Disse er lav-løns jobs og ikke bestående af arbejder-ejere, desværre, men det er kun nogle af de over 250 virksomheder i gruppen der gør det, og det er ikke perfekt (Men MCC er ingen utopi: Læs kritik af en sådan af deres beslutninger her: http://www.cooperativeconsult.com/b...). Det seneste de er begyndt på som jeg forstår det er at investere i kooperativer i USA sammen med fagforeningen the United Steelworkers (http://blogs.worldwatch.org/greenec... - Det er alt sammen spændende, også ift. om de kan holde deres virksomhedsmodel ved lige).

Lidt mere om den Amerikanske coop-situation: http://www.cooperativeconsult.com/blog/

http://www.latimes.com/news/local/l...

http://www.campaign.coop/

http://www.cooperationworks.coop/

http://www.shareable.net/blog/indy-...

Kære Andreas

Tak for en spændende blog, og for i det hele taget at bruge din blog til at lægge op til diskussioner af mere idelogisk karakter. Det er godt! Og vi har brug for d diskussioner.

Jeg er faktisk langt hen ad vejen enig med dig. Jeg er også gennem årene kommet mere og mere til den holdning, at det er udbytningsforholdet og ikke markedsøkonomien, der må være marxister primære anke mod det kapitalistiske system.

Indvendningerne mod dette synspunkt har traditonelt været flere forskellige.

Man har peget på, at den delvise accept af markedsudvekslingen ser bort for den marxistiske kritik af den fremmedgørelse som følger af markedsudveksling mv.. Men uden at være ekspert i den marxistiske teoritiseren om fremmedgørelse, er det min opfattelse at netop denne er lidt et levn fra en førindustriel kritik af det moderne industrisamfund, som det så ud o 1800-tallet.

En anden ofte gentaget kritik er henvisningen til Titos jugoslavien, hvor der blev eksperimenteret med en lignende form for blandingsøkonomi, hvor kooperative virksomheder konkurrerede på et delvist frit marked. Og det skulle ikke have faldet heldigt ud. Til det er der vel at sige, at eskperimenterne med den "rene" planøkonomi heller ikke just er faldet godt ud en eneste gang.

Så grundlæggende tror jeg sgu´ også at en socialistisk økonomi må operere med en form for blandingsøkonomi. Og så er jeg i øvrigt ligeglad med om vi kalder den venstresocialdemokratisk reformisme eller demokratisk socialisme. Det afgørende er at udvikle realistiske alternativer til den mere og mere åbelyst udemokratiske nyliberale kapitalisme.

Igen tak for et godt debatoplæg. Jeg håber at dine synspunkter vil vinde gehør i SFs programdiskussion, for jeg hører også til dem, der er lidt skeptiske overfor det vi har set indtil nu.

Kammeratlige Hilsner,

Pelle

Hej Pelle

Jeg vil lige kort kommentere på din kommentar: "Men uden at være ekspert i den marxistiske teoritiseren om fremmedgørelse, er det min opfattelse at netop denne er lidt et levn fra en førindustriel kritik af det moderne industrisamfund, som det så ud o 1800-tallet."

Det er i hvert fald noget af en reducering af den ideologikritiske traditions enorme teoretiske landvindinger i det 20. århundrede. Tænkt på figurer som Korsch, Lukacs, Horkheimer, Adorno, Fromm, Marcuse, Althusser etc. og helt op til vore dage med Slavoj Zizek og Alain Badiou. I dag er kritikken af fremmedgørelsen mere relevant end nogensinde, netop fordi kapitalismen er så altgennemtrængende, og berører nærmest alle dele af vores liv. Det er simpelthen direkte forkert det du skriver.

Som sagt er jeg ikke stærk i alle de intellektuelle sen- og postmarxistiske teoretiseringer. Min pointe er bare, at jeg ikke tror at det er hverken muligt eller gavnligt at indrette et samfund helt uden markedsudveksling. I den udstrækning dette skaber fremmedgørelse, tror jeg det er en fremmedgørelse man er nødt til at leve med, som et resultat af et højt udviklet produktionssamfund.

Men jeg hører gerne kritik, af denne position.

Pelle Dragsted

En sådan kritik gav jeg i det sidste blogindlæg af Andreas om markedssocialisme.

@Pelle & Andreas

Jeg synes, at I slipper lidt for nemt ud af det og i hvert fald dig Pelle burde have en mere offensiv position ift. endemål contra strategi og taktik. En socialistisk økonomi vil jo i hvert fald teoretisk være en overgangsøkonomi mod det klasseløse samfund. I hvert fald i en klassisk revolutionær / marxistisk tradition. Nu gør du/I det til endemålet, eller hvad?

Fejlen består vel i, at I ikke analyserer på, hvilke magtstrukturer, som markedet indeholder, men alene reducerer det til vareudveksling. Og så er jeg vel ikke uenig, selvom "markedet" er meget mere end det. Nemlig ejerforhold, logistik, magt osv. Jeg var lidt inde på det under Andreas’ sidste blog om emnet. Og det skal vi altså også have med.

Derudover så reducerer du også fremmedgørelse til næsten alene at være den position, som du kritiserer, hvor du taler op imod den tradition på Marx’ tid, som kaldes de utopiske socialister, som noget karikeret blot ville vende tilbage til fællesskaber indenfor industrialiseringen, som det så ud i en romantiseret urkommunistisk tidsalder baseret på fælesskab og fornuft. Se evt. her for et ikke så karikeret billede :-)

Men Pelle, fremmedgørelsen er netop meget mere kompleks end den utopiske kritik om kapitalismens inhumanisme og udbytning. Jeg tror fx. at vi kan komme langt gennem magtanalyser og strukturelle analyser. Se bare på fremmedgørelsen inden for den offentlige sektor, som du slet ikke kan indfange med din specialiseringsanalogi. Fx. kan man her komme langt med velfærdsledelse fremfor new public management, men med lige så specialiserede funktioner. Det samme gør sig gældende på andre områder. Man kan læse mere om fremmedgørelsen i den offentlige sektor her.

Bevares, jeg kommer ikke her med de vise sten, men vi må dybere ned i materien, og vi kan ikke reducere markedet til simpel vareudveksling. Det er sgu forsimplet. Og hvad er så iøvrigt lige endemålet?

Hej Jakob

Fint indspark med påpegelsen af endemålet. Jeg er synes i hvert fald at Pelles indlæg i overvejende grad kan lyde som en erklæring om at endemålet er ligegyldigt for det vigtige er at vi kan få et realistisk alternativ til den nuværende kapitalisme - hvad der menes med et realistisk alternativ står hen i det uvisse... men man kunne godt tro at der er sket en opgivelse af det klasseløsesamfund som endemål?

At Andereas står på den position er jeg derimod ikke overrasket over. Derfor er det selvfølgelig helt og aldeles på sin plads at pege på alle de ulemper som markedsøkonomien medføre - fra fremmedgørelse til mulighed for at udnytte magtpositioner - ligesom man kan diskuterer markedsøkonomiens gode sider - den må jo ha’ nogle siden den skal fastholdes. I det omfang planøkonomien og markedsøkonomien skal kombineres (i så fald må de i hvert fald ikke antagonistiske modsætninger) hvad vil fordele og ulemper være og hvordan overkommer man i så fald ulemperne?

Hvis endemålet er socialistisk markedsøkonomi skal en diskussion selvfølgelig indeholde og rumme alle de problemer som markedsøkonomien medbringer - og give en forklaring på, hvorfor det stadig kan retfærdiggøres at kalde det socialistisk. Hvorfor vil fejlene i markedsøkonomien der slår igennem indenfor visse områder ikke også være prblematiske indenfor andre områder?

I forlængelse af Jacob vil jeg også mene at i slipper nemt ud af det. Specielt set i forhold til den kritik af markedssocialismen der blev formuleret i Andreas’ sidste blogindlæg. Den bliver lige så stille manøvreret udenom, f.eks. med påstande om at kritik af fremmedgørelsen skulle være noget der hørte 1800-tallets kapitalisme til (en påstand som jeg viste ikke har ret meget med hverken samfundsudviklingen eller teorihistorien at gøre).

For at opridse bare nogle af argumenterne fra sidste blogindlæg (og der var mange), så vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved relevansen af overhovedet at tale om "markedssocialisme" som en mulighed. Har kapitalismen ikke sådan en karakter i dag, at det frie marked forlængst er afskaffet og store dele af verdensøkonomien i dag planlægges af de globale koncerner fra central hold? De elementer af marked der i dag er tilbage fungerer som et rent nødvendigt instrument for kapitalens cirkulation, og har bestemt ikke karakter af at være frit. Deraf f.eks. forbrugerismen (her er også en forbindelse til ideologikritikken og fremmedgørelsen). I dette perspektiv giver det altså slet ikke mening at tale om socialistisk markedsøkonomi, fordi en sådan vil for det første være en tilbagegang til et marked der stort set allerede er afskaffet, og samtidig en fastholdelse af en central del af kapitalismen. Kapitalismen står altså i et modsætningsforhold, mellem central planlægning og kapitalakkumulation (markedet), hvor markedet er indskrænket til en rent og indirekte undertrykkende instrumentel mekanisme for kapitalen. Markedet er allerede historie, og det giver altså ingen mening at genoplive det under socialismen.

Hvad der giver mening at tale om er, derimod, overgangen fra kapitalismen til socialisme, hvor alle elementer af kapitalismen selvfølgelig ikke afskaffes på een gang. De dele af markedet der stadig eksisterer vil fortsat eksisterer efterhånden som kapitalismen afskaffes, men endemålet, det klasseløse samfund, må nødvendigvis indebære en afskaffelse af markedet og kapitalismen som sådan. Hvis vi vi have et klasseløst samfund, hvor alle yder efter evne og nyder efter behov, hvor arbejdsdelingen er ophævet og økonomien er kendetegnet ved personlig selvrealisering og umiddelbare forhold der ikke kan kvantificeres og byttes på et marked, organiseret i en association af frie producenter, så må kapitalismen og markedet afskaffet helt.

Derfor stiller jeg mig også undrende overfor opgivelsen af dette endemål og den samtidige ophævelse af en reguleret kapitalisme (som socialistisk markedsøkonomi reelt er, ligesom at udkastet til principprogrammet taler om "private arbejdspladser") til endemålet. Markedssocialisme kan diskuteres som en del af en strategisk diskussion, om hvad der kan gøres nu og her, men kan ikke ophæves til selve visionen i et principprogram.

Venstrefløjen har i så fald spillet fallit. Vi må ikke lade det gamle Bernstein citat stå som maksime: "”Ich gestehe es offen, ich habe für das, was man gemeinhin unter ’Endziel des Sozialismus’ versteht, ausserordentlich wenig Sinn og Interesse. Dieses Ziel, was immer es sei, ist mir gar nichts, die Bewegung alles.”"

@Troels & Pelle

MCC - Mondragon Cooperative Corporation er en snart 60 år gammel kooperativ virksomhedsgruppe, der i alt rummer omkring 60.000 arbejder-ejere som alle ejer en del af kapitalen og samtidigt er med til at bestyre gruppen repræsentativt demokratisk i overensstemmelse med en person, en stemme. Under krisen er MCC vokset eksplosivt bl.a. i kraft af deres køb af en af spaniens største supermarkedskæder. Allerede i 2008 begyndte de at demokratisere denne (dvs. at få indlemmet arbejderne som arbejder-ejere).

MCC er, tværtimod manges forventninger, en utroligt konkurrencedygtig virksomhed. Det er der, som jeg forstå det, 3 primære årsager til: (1) Autonomi på arbejdspladsen = innovation. (2) I og med at arbejderne alle deler profitten, og at de kun kan trække denne med sig ud når de ikke længere arbejder for MCC, har ingen nogen interesse i at opretholde en løn eller en arbejdstid som ikke er konkurrencedygtig i tilstrækkelig grad. (3) Det at alle arbejdere har en interesse i profitskabelsen gør at virksomheden kan undvære uproduktive mellemledere.

Samtidigt vælger enkelte virksomheder som har det hårdt, ofte at sende arbejdere på uddannelse med nedsat løn, tilgengæld for løfte om senere arbejde. Udvælgelsen sker oftest ved lodtrækning (vel nok når det er muligt da nogle arbejdere vel ikke altid kan undværes). I den følgende artikel kan du læse mere herom: http://www.yesmagazine.org/issues/t...

Du kan desuden se mere om MCC generelt i følgende dokumentar: http://video.google.com/videoplay?d...

Det er noget gammelt BBC Horizon (1980). Som sagt er virksomheden vokset meget siden og ikke kun i antal arbejder-ejere. I 90erne bl.a. fik de etableret en superstruktur, og de begyndte at oprette udenlandske filialer. Disse er lav-løns jobs og ikke bestående af arbejder-ejere, desværre, men det er kun nogle af de over 250 virksomheder i gruppen der gør det, og det er ikke perfekt (Men MCC er ingen utopi: Læs kritik af en sådan af deres beslutninger her: http://www.cooperativeconsult.com/b...). Det seneste de er begyndt på, som jeg forstår det er at investere i kooperativer i USA sammen med fagforeningen the United Steelworkers (http://blogs.worldwatch.org/greenec... - Det er alt sammen spændende, også ift. om de kan holde deres virksomhedsmodel ved lige).

@Troels & Pelle

MCC - Mondragon Cooperative Corporation er en snart 60 år gammel kooperativ virksomhedsgruppe, der i alt rummer omkring 60.000 arbejder-ejere som alle ejer en del af kapitalen og samtidigt er med til at bestyre gruppen repræsentativt demokratisk i overensstemmelse med en person, en stemme. Under krisen er MCC vokset eksplosivt bl.a. i kraft af deres køb af en af spaniens største supermarkedskæder. Allerede i 2008 begyndte de at demokratisere denne (dvs. at få indlemmet arbejderne som arbejder-ejere).

MCC er, tværtimod manges forventninger, en utroligt konkurrencedygtig virksomhed. Det er der, som jeg forstå det, 3 primære årsager til: (1) Autonomi på arbejdspladsen = innovation. (2) I og med at arbejderne alle deler profitten, og at de kun kan trække denne med sig ud når de ikke længere arbejder for MCC, har ingen nogen interesse i at opretholde en løn eller en arbejdstid som ikke er konkurrencedygtig i tilstrækkelig grad. (3) Det at alle arbejdere har en interesse i profitskabelsen gør at virksomheden kan undvære uproduktive mellemledere.

Samtidigt vælger enkelte virksomheder som har det hårdt, ofte at sende arbejdere på uddannelse med nedsat løn, tilgengæld for løfte om senere arbejde. Udvælgelsen sker oftest ved lodtrækning (vel nok når det er muligt da nogle arbejdere vel ikke altid kan undværes). I den følgende artikel kan du læse mere herom: http://www.yesmagazine.org/issues/t...

Du kan desuden se mere om MCC generelt i følgende dokumentar: http://video.google.com/videoplay?d...

Fortsat fra min tidligere kommentar pga. for mange links:

Det er noget gammelt BBC Horizon (1980). Som sagt er virksomheden vokset meget siden og ikke kun i antal arbejder-ejere. I 90erne bl.a. fik de etableret en superstruktur, og de begyndte at oprette udenlandske filialer. Disse er lav-løns jobs og ikke bestående af arbejder-ejere, desværre, men det er kun nogle af de over 250 virksomheder i gruppen der gør det, og det er ikke perfekt (Men MCC er ingen utopi: Læs kritik af en sådan af deres beslutninger her: http://www.cooperativeconsult.com/b...). Det seneste de er begyndt på, som jeg forstår det er at investere i kooperativer i USA sammen med fagforeningen the United Steelworkers (http://blogs.worldwatch.org/greenec... - Det er alt sammen spændende, også ift. om de kan holde deres virksomhedsmodel ved lige).

Lidt mere om den Amerikanske coop-situation: http://www.latimes.com/news/local/l... http://www.campaign.coop/ http://www.cooperationworks.coop/ http://www.shareable.net/blog/indy-...

Fortsat fra min tidligere kommentar pga. for mange links:

Det er noget gammelt BBC Horizon (1980). Som sagt er virksomheden vokset meget siden og ikke kun i antal arbejder-ejere. I 90erne bl.a. fik de etableret en superstruktur, og de begyndte at oprette udenlandske filialer. Disse er lav-løns jobs og ikke bestående af arbejder-ejere, desværre, men det er kun nogle af de over 250 virksomheder i gruppen der gør det, og det er ikke perfekt (Men MCC er ingen utopi: Læs kritik af en sådan af deres beslutninger her: http://www.cooperativeconsult.com/b...). Det seneste de er begyndt på, som jeg forstår det er at investere i kooperativer i USA sammen med fagforeningen the United Steelworkers (http://blogs.worldwatch.org/greenec... - Det er alt sammen spændende, også ift. om de kan holde deres virksomhedsmodel ved lige).

Lidt mere om den Amerikanske coop-situation: http://www.campaign.coop/ http://www.cooperationworks.coop/

Fortsat fra min tidligere kommentar pga. for mange links:

Det er noget gammelt BBC Horizon (1980). Som sagt er virksomheden vokset meget siden og ikke kun i antal arbejder-ejere. I 90erne bl.a. fik de etableret en superstruktur, og de begyndte at oprette udenlandske filialer. Disse er lav-løns jobs og ikke bestående af arbejder-ejere, desværre, men det er kun nogle af de over 250 virksomheder i gruppen der gør det, og det er ikke perfekt (Men MCC er ingen utopi: Læs kritik af en sådan af deres beslutninger her: http://www.cooperativeconsult.com/b...). Det seneste de er begyndt på, som jeg forstår det er at investere i kooperativer i USA sammen med fagforeningen the United Steelworkers (http://blogs.worldwatch.org/greenec... - Det er alt sammen spændende, også ift. om de kan holde deres virksomhedsmodel ved lige).

Lidt mere om den Amerikanske coop-situation: http://www.campaign.coop/

En sidste, vigtig nyhed er at FN har udråbt 2012 til at være internationalt år for kooperativer som virksomhedsform. Demokrati på arbejdspladsen, ikke som et skindemokrati, men som arbejder-eje og arbejder-styre, bakket op af FN:

http://social.un.org/coopsyear/glob...

Tak, Ulrik. Du har igen leveret henvisning til succesrige eksisterende kooperativer. Det er også den vej jeg mener socialister skal arbejde. Mange er i fuld gang. se også http://www.ica.coop/al-ica/

Jeg havde håbet at disse blogs om socialistisk markedsøkonomi kunne blive konkrete mht. mål og midler, men det er nok ikke stedet.

For mange år siden var jeg medlem af Socialistiske Økonomer, hvor der var både centrale og decentrale modeller på bordet og konkrete eksempler: Sovjet og Yoguslavien. Der blev diskuteret incitamentstrukturer (og midler), men ikke hvordan man kom derhen, bl.a. fordi vi kom fra forskellige partier, som var vældigt uenige dengang (i 80’erne og start 90’erne).

For snart 4 år siden startede jeg og 2-3 andre et udvalg i Enhedslisten kaldet demokratisk og bæredygtig produktion. Vi har haft gode diskussioner og lavet papirer om eksisterende (i Danmark) foreningsdrevne virksomheder samt et beslutningsforslag, der skulle lette oprettelsen af sådanne demokratiske virksomheder. (Desværre er det endnu ikke lykkedes at få folketingsgruppen til at stille beslutningsforslaget og desværre er linket til vores udvalgs hjemmeside under Enhedslisten gået død). Vi havde iøvrigt en øje-åbner diskussion om marked kontra central planlægning med Rune Lund pba. en artikel, han havde i begyndelsen af 2009 i Kritisk debat. (Desværre er artiklen borte fra nettet).

Jeg må nok erkende at det er svært at finde økonomer idag, som beskæftiger sig med disse spørgsmål. Jeg ser nogle gange de gamle drenge (og ganske få piger) i debatforummet Politisk Økonomi, men dér drejer det sig om dagsaktuelle spørgsmål (f.eks. i går aftes Gældskrise).

Hej Margit. Det lyder spændende at du har været med til at arbejde med emnet, og jeg er meget ærgelig over at materialet du henviser til ikke kan findes online. For mit eget vedkommende er jeg selv så småt gået i gang med at snakke med hvem der vil, og jeg må sige at det letter det hele at der er nogle markante og konkrete eksempler på fungerende kooperativer.

Min erfaring indtil videre er overvejende positiv ift. at få folk interesseret i kooperativet som mulig fremtidig vækstmotor. Tilgengæld kender næsten ingen til hverken ideen, eller de konkrete eksempler (i hvert fald ikke hvor jeg har været indtil videre). Min instruktor i makroøkonomi blev nærmest ophidset over at han aldrig var blevet præsenteret for disse i undervisningen på sdu.

Mit håb er, ligesom dit, at flere finder det interessant nok til at begynde at overveje hvordan det kunne konkretiseres i DK: Som i den ene af artiklerne om bevægelsens succes i USA bevidner, er det meget muligt at der kan findes bred opbakning til en demokratisering af økonomien. Jeg tænker at hvis først tilstrækkeligt mange netværkede mennesker, med varierede nok kompetencer og kvalifikationer ser kooperativet som et troværdigt alternativ, så er vi nået et stykke af vejen. Herefter er det muligvis kun et spørgsmål om at vores politiske og økonomiske institutioner ikke skal diskriminere virksomhedsmodellen, men tværtimod i det mindste bakke op om den med undervisning, rådgivning og tillidstilkendegivelser (samt banklån). I så fald kan jeg ikke forestille mig at kooperativer, ikke skulle kunne blomstre i Danmark.

Og det bedste ved det hele er at vi har alle tiders mulighed for at få kooperativet på banen i den offentlige debat her til næste år. Alt andet lige så er det sjældent at venstreradikale ideer (arbejder-eje og -kontrol) får opbakning af FN, samt forskellige amerikanske borgmestre på samme tid. Forhåbentligt kommer der en del mere fokus på det i USA i den nærmeste fremtid. Det er i hvert fald noget jeg kan forstå der arbejdes på op til de kommende valg i USA. Samtidigt er occupy-bevægelsen jo oppe og køre, og forhåbentligt vil der kunne skabes nogle forbindelser imellem denne og kooperativ-bevægelsen. Specielt når man medtager at MCC jo f.eks. begynder at investere i amerikanske kooperativer.

Der skrives meget om fremmedgørelse, og i den sammenhæng kunne jeg egentlig godt tænke mig en klar definition på, hvornår et arbejde eller et samfund ikke er fremmedgørende? Marx peger tilbage på tiden før industrialiseringen som mindre fremmedgørende, fordi håndværkerne og andre var uddannede og specialiserede og dermed havde en identitet. Det havde arbejderne i industri og kulminer ikke. I vore dage har vi jo en enorm specialisering, men er man mindre fremmedgjort af den grund?

Udover problemet med, hvordan man indfører kreativ destruktion, så er der et andet problem, som heller ikke behandles i diskussionen om en socialistisk økonomi. Det er, hvordan man kender forskel på en god/nyttig vare og en unyttig. I en markedsøkonomi er en nyttig vare den, der kan sælges med profit. Derfor forskes der meget i kræft i den rige verden, fordi vi her kan helbrede de mere grundlæggende sygdomme. Kræft er den sygdom, som tager livet af mennesker i den rige verden, mens ingen ofre midler på at forske i f.eks. malaria, fordi den kun kendes i troperne, hvor de fleste er fattige og ikke vil kunne betale. I en socialistisk økonomi ville man straks søge efter medicin imod malaria, fordi så mange mennesker lider og dør af sygdommen, mens tobak ville blive forbudt, hvis den blev opfundet i morgen. Det svære er alle varerne i gråzonen, alkohol, legetøj, der giver mærkelige kropsidealer eller smykker af guld og diamanter, som er meget kostbare materialer at udvinde og forarbejde. På den måde mangler der en model for, hvornår man anser en vare for værdifuld og afgør i hvilket omfang, den skal produceres.

Hilsen Niels

Rigtigt godt spørgsmål om fremmedgørelsen, Niels. Mange ovenfor gør det nærmest til hovedproblemet med kapitalismen. I øvrigt tror jeg at mange i Danmark egentligt er meget godt tilfreds med det arbejde, de udfører, selvom de ikke kan overskue og medvirker i hele processen. Industriarbejderen ved det fordummende samlebånd er en minoritet og nok derfor så få føler sig og agerer som arbejderklasse.

Jeg mener der er flere problemer ved kapitalismen: Ineffektivitet i form af udbytning af arbejdskraften (kald det bare merværdi), ineffektivitet pga. udbytning af forbrugerne (en del af profitten) og ineffektivitet pga. manglende prissætning på forurening og andre sociale omkostninger (bl.a. nedslidning og skader/ulykker, der behandles på det offentliges regning). Effektiviteten måles på systemets evne til at allokere ressourcer og fordele varer og tjenester derhen, hvor de frembringer de største værdier og tilfredsstiller flest behov/ønsker.

Men Niels, jeg deler ikke din definition af nyttige varer: I en markedsøkonomi er nyttige varer dem, den enkelte forbrugerne ønsker. Nyttebegrebet er alene knyttet til forbruget. I den klassiske forstand manifesterer det sig på markedet som efterspørgsel. Dvs. at man skal have penge for at kunne manifestere en efterspørgsel og derfor er behov (og ønsker) noget meget forskelligt fra den efterspørgsel, som udbyderne på markedet registrerer og søger at tilfredsstille for at maksimere deres profit. De mere nuancerede neoklassikere anerkender dog, at man kan få nytte af at andre forbruger noget, at m.a.o. forbrugerne kan agere socialt ved at købe noget til en højere pris end nødvendigt, fordi det minimerer forurening, glæder andre, el.lign.

Du omtaler socialistisk økonomi som en størrelse, der pr. natur vil udvikle malari-medicin og forbyde forskellige skadelige produkter og produkter, der er dyre at producere, hvis ikke de tjener et materielt formål (smykkerne). Tja, hvem og hvordan skal det afgøres ? - og hvad er der nu galt med smykker (hvis de primære behov er dækket) og hvorfor må vi ikke ryge og drikke os ihjel (hvis vi ikke generer andre og betaler for evt. behandling via løbende afgifter)?

Hvad er det for en fremmedgørelse i snakker om? Der bliver nævnt at det er noget med specialiseringen, altså at det er arbejdsformen hvorunder produkterne bliver produceret. Det kan ikke være rigtigt at man mener produkter skal blive produceret på anderledes måde uden at man med et ord nævner hvordan sådan skulle foregå. Er det så fremmedgørelsen i forhold til hvordan og af hvem produkterne er blevet produceret? altså at forbrugeren når han køber vareren ikke kan se udbytningsforholdet mellem arbejder og virksomhedsejer fordi han jo blot køber det i en butik langt fra fabrikken. Venligst forklar.

Nu handler indlægget om socialistisk markedsøkonomi og tager dermed fat i det i mener er problemet: markedet. Jeg mener derimod at problemet ligger i udbytningsforholdet. At en person tjener på en anden mands arbejde. Det handler om ejerforhold og her bliver så nævnt en løsning. koorperationen. Det er ganske spændende, der er for nyligt blevet sat fokus på www.koorporationen.dk og det er specielt værd at undersøge videre. Tænk hvis sådanne virksomheder viser sig at være mere effektive, hvor hurtigt mon så ikke andre vil tage den til sig: eksemplets magt. Kig også på håndværker virksomheden Logik & Co.

Markedet er jo fint (og nok bedre end en stat) til at komme med de forskellige påfund, som forbrugerne ønsker. Udelader vi subsidier, er det også godt til finde den rigtige pris - udbud/efterspørgsel.

I forbinder alligevel markedet med kapitalisme. Vi er vel enige om at kapitalisme ikke har 2000 år bag sig. Men det har markedet jo. Jens der gik hen til Peter og byttede en ko for to grise. Det er markedet.

Annonce