Annonce

9. april 2013 - 22:10

Skibet der søsættes

Hvad rør sig?

 

Mit hoved er ofte fyldt af tanker i syd og nord af diverse spektrer. At være anarkist er ofte en daglig udfordring. En helt almindelig tur på et offentligt transportmiddel, kan udvikle sig til store fundamentale eksistentielle paradokser i mit hoved. Mine seje men stakkels venner og bekendte står derefter for skud; paradokset må overvindes! Alt skal debatteres. Det har før i tiden været mig en stor udfordring at gå til social sammenrend, uden at starte og ende aftenen i en varm stol, omgivet af mennesker der var villige til at diskuterer mine synspunkter.

Jeg har mange af dem – synspunkter, og flere kommer til. Det sker også at jeg må tage afsked med nogen. Andre kan bortadoteres eller lånes ud men kommer som regel tilbage. Det er nok ikke helt usandt at der er en sandhed i alt. Det sker faktisk ikke så sjældent igen, at ideer jeg havde sat mig hårdt fast på for år tilbage men så gradvist givet slip på, vender hårdt tilbage på tapetet og jeg ærges over min for tidligt afsked. Det styrker – på godt og ondt – tanken om at man skal stå fast på sine meninger.

Det minder mig om et udtryk, som på mange måder indkredser de daglige udfordringer: ”At have sine meningers mod.” At turde stå ved sine rationelle tanker og stole på sin mavefornemmelse på et standpunkt. Det stiller indirekte krav om at skulle være agerende i visse sammenhænge. Hvad er snak uden handling?

 

Jeg vil skrive om de daglige ting der rammer mig. De ofte dybe og opløftende politiske samtaler jeg deler med mine medmennesker. Dem vil jeg dele her.

For mig er det at være et politisk menneske en lige så vital del af mit væsen som et biologisk organ. Det ville være banalt at sige at politikken sidder i mit hjerte – men jeg er ikke længere bange for at være banal. Jeg tilstræber en anden tilgang - drømmene om at vores verden kan være på en anden måde. Er jeg utopisk? Selvfølgelig! Hvem, ved sine fulde fem, ville hver dag står op til status quo og ikke lade sig selv tro på noget bedre? Hvor havde verden været i dag, hvis ingen i den mørke middelalder, eller før og efter denne, havde turdet forstille sig noget andet? Parallelt med utopien løber virkeliggørelsen. Jeg tror faktisk på mine egen ord - gør det mig troende? Vi lever alle sammen i en paradoksal verden.

 

Jeg tager standpunkter for hvert skridt jeg tager ud i verden: Hvorfor spiser jeg det mad jeg gør, hvilke ting køber jeg for de penge jeg tjener og på en hvilken måde gør jeg det? Hvilke bøger læser jeg og hvorfor? Hvilke ord benytter jeg og til at udtrykke hvad?

Jeg tror ikke det er mig muligt at lade være. Jeg har prøvet, idet spørgsmålet om religion, ideologi og individet skaber paradokser i min tilgang til hverdagen, men jeg starter bare igen. Jeg vil ikke være en anonym anarkist. Dem er der nok af ude i de danske stuer.

 

Man kan sige at min politisk-teorætiske tilgang bygger på George Brandes modellen. (Tilgangen til et emne, hvorved det gradvist åbner sig op og bliver omfangsrigt via et enkelt spørgsmål eller ét fokusområde.) Det er ikke bevidst men det er som om det bare startede sådan for mig – ligesom det sikkert gør det for mange. Det er som en vild og ustyrlig brainstorm, som forgrener sig i det uendelige. I kender nok alle sammen det med at at ende der, hvor man tungt og opgivende stiller tomrummet i sit hoved det endegyldige og uforløselige spørgsmål: hvor ender rummet? - Der er jeg ikke endnu men det opsummerer meget godt min tilgang til hverdagens problematikker. Ydermere er jeg politisk funderet og ikke astrofysiker.

 

Tilbage på sporet: Derfor vil jeg, altså fordi min hjerne kører i Brandes-model-mode, løbende komme med observations indlæg fra min hverdag. De vil højest sandsynligt og næsten stensikkert omfatte halv tunge politiske problemstillinger, som jeg så bander lidt over, vinkler og analysere.

 

Det er altid spændende at være anarkist på den radikale venstrefløj.

Annonce