Skal efterlønnen afskaffes?

Så kører efterlønsdiskussionen igen, og gud hvor den irriterer mig. For det første fordi den kan koste valgsejren med en borgerlig regering, der nu for alvor kan køre deres yndlingsdagsorden om den uansvarlige venstrefløj godt bakket op af borgerlige økonomer og vattede asociale alternativer om 12 minutter mere fra S-SF.

Men også fordi diskussionen ret beset er latterlig og bygger på blændværk og defensive positioner fra både højre og venstreside. Nogle vil måske finde dette indlæg kættersk, men lad mig uddybe.

I sig selv er debatten og analyserne fra borgerligt hold latterlige. Når radikale og konservative nu bakket op af en trængt Lars Løkke i årevis har skreget på en afskaffelse af efterlønnen, så bygger det ud ad til på analyser fra nogle liberalistiske økonomers modeller, som hævder, at vi om 20-30 år vil mangle arbejdskraft.

Men hvor pokker ved de det fra?

Hvis vi skruer tiden 20-30 år tilbage, så var arbejdsmarkedet fundamentalt anderledes og der var titusinder af jobs, som ikke er der i dag. Og nej jeg tænker ikke på udflytningen af produktionsarbejdspladser, syerskejobs o.l. til fjernøsten, men derimod på tusindvis af arkivarer, bogholdere osv. hvis jobs er overtaget af computere. Inden for byggeriet har minilæssere og elevatorer på stilladserne overtaget mange af de klassiske murerarbejdsmænds jobs og sådan kan man blive ved.

Hvem pokker ved, hvilke teknologiske landvindinger, som frigør arbejdskraft til anden side om 20-30 år fra nu? Når de borgerlige økonomers modeller ikke en gang kunne forudsige finanskrisen, hvorfor pokker skal vi så stole på dem nu?

For det andet, så har vi i samfundet i dag et overflødighedshorn af jobfunktioner, som dybest set kan undværes med et pennestrøg. Tænk blot på de mange ansatte i militæret, i latterlige aktiveringsfirmaer, alle de mange bureaukratiske kontrolfunktioner i det offentlige, hæren af kommunikationsmedarbejdere i offentlige og private stillinger osv. Alene i Århus Kommune kunne der spares en halv milliard på den konto, som jeg tidligere ar skrevet om her.

Med andre ord, hvis Mads Lundby fra Cepos og andre ligesindede mener, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden, så kunne de passende tage en SOSU-uddannelse og komme i gang med noget fornuftigt. De vil ikke blive savnet i debatten!

Det næste, som man kan sige om det latterlige i debatten er, at en fjernelse af efterlønnen præsenteres som et middel til at fjerne statsunderskuddet i den nuværende krise. Men for pokker, det holder jo ikke.

Alle over 45 år vil jo fortsat kunne gå på efterløn, så det hjælper ikke en dyt på underskuddet her og nu, men handler alene om at skabe forringelser for min generation, mens de store 68-generationer med de mange stemmer i røven fortsat skal fredes.

Og det er nok her, at jeg bliver en smule kættersk set fra min egen fløjs side. Jeg har altid hadet, når velfriserede Radikale Ungdom’er og VU’ere har lavet ting som Yngresagen, og har hylet op om generationstyveri.

For mig har det handlet om solidaritet mellem aldersgrupper, at man sammen har skullet stå vagt om velfærdssamfundet, men det ærgrer mig sgu alligevel, at solidariteten næsten ikke kan høres, når der skæres på børnefamilier, SU’en, de svageste ældre på plejehjemmene osv. Og jeg må alligevel give mig her og sige, at Løkkes forslag er asocialt og generationsskævt.

Mange jeg ellers kender som yngre, solidariske velfærdsdanskere har i de sidste dage på Facebook og andre steder peget på, at skal efterlønnen fjernes, så bør det være for alle under eksempelvis 58, så dem, der har planlagt det indenfor de næste par år fortsat kan gå på efterløn, mens de store grupper ikke skal friholdes.

Alt for mange unge er vokset op med velfærdssamfundet, men er trætte af, at det er dem, som får skåret i deres efterlønsmuligheder, dem som ikke kan gå på førtidspension, dem som oplever nedskæringerne i deres ungers institutioner, dem som oplever cafepengene skal fjernes osv. osv.

Tør vi ikke pege på denne skævhed og fremkomme med et solidarisk alternativ, så taber vi debatten, er jeg bange for.

Mener jeg så virkeligt, at efterlønnen skal fjernes? Nej, i hvert fald ikke uden at sætte noget andet i stedet. Men øv, hvor er jeg træt af debattens myter og dumhed.

Der er faktisk gode ting ved at beholde efterlønnen, selvom den med ændringerne i 2006 blev så forringet for min generation, at ikke en gang jeg har gidet indbetale til den.

For det første, så er dette indlæg fra Mattias Tesfaye spot on. Min egen mor gik på efterløn som 60-årig i sommers efter et langt liv som pædagog. Hun er åndsfrisk og stabil og havde sikkert ifølge Cepos, økonomerne og Løkke kunnet holde nogle år endnu.

Alligevel kan de mange år på arbejdsmarkedet tydeligt ses. Ryggen driller efter for mange snørebånd, der skulle bindes på de små, unger der skulle have tørret næse i lav højde, slid og slæb, der har slidt på ankler og håndled og ører, der knap kan høre efter institutionsstøjen fra legende unger. Sådan kender vi sikkert alle nogle, der har det.

Om ikke andet, så kender vi på venstrefløjen statistikken. Nemlig, at det langt overvejende er ufaglærte eller faglærte i det private og offentlige, som går på efterløn. Det er dem, som er nedslidte, og gu skal de have muligheden for at trække sig tilbage. Som Tesfaye siger i linket ovenfor, så handler det også om, at mine unger, skal have en farmor med nogle gode år endnu, som kan være der for dem - også når de vokser op.

Og min mor eller de andre for den sags skyld skal ikke efter fyrre år på arbejdsmarkedet igennem en ydmygende revalideringsperiode, jobtræning og leve på nåde af skrankepaver, der skal bedømme deres eventuelle nedslidthed. De skal kunne trække sig før, det er for sent, før de er for nedslidte, før mine unger ikke har en velfungerende farmor – og det skal være deres og mine ungers ret!

Men hvad pokker er det så, jeg vil? Hvorfor er jeg så ikke tilfreds med S-SF og Ø’s modstand mod Løkkes forslag?

Jo, det er jeg ikke fordi den er så pokkers defensiv. Fordi vores modstand i offentligheden fremstår som, at bare vi beholder efterlønnen, så er alt godt, og vi kan være solidarisk med de grupper, som bliver nedslidte og sikre dem en ordentlig tilbagetrækning.

Men hvorfor dælen acceptere et samfund og et system, som overhovedet laver nedslidning? Er det ikke her, vi burde være mere offensive?

Hvorfor skal vi acceptere et liv, hvor de ansatte nedslides og knokler løs. Hvor håndværkere og bygningsarbejdere løber stærkere og stærkere for at klare presset fra underbetalte østeuropæere, hvor akademikere går ned med stress efter at være ansat uden øvre arbejdstid, og hvor pleje- og omsorgspersonalet skal løbe hurtigere og hurtigere?

Jeg er helt og aldeles med S og SF, når de siger, at regningen for den nuværende krise ikke skal smides i børneværelset og gælden bare skal fortsætte med at vokse. Ellers taber vi ”generationsdebatten” ovenfor – foruden at det i sig selv er dumt.

Men vi er et rigt samfund, så hvorfor ikke starte en debat om at finde pengene hos multinasserne, som ikke betaler skat, hos militæret, i vores fælles Nordsøolie, hos alle de bureaukratiske kontrolfunktioner i det offentlige osv. osv. osv.

Hvorfor pokker lave et forslag som S-SF’s, der øger arbejdstiden og dermed nedslidningen med jeres 12 minutter mere om dagen?

Jeg vil dælme ikke arbejde mere. Jeg ville tværtimod gerne arbejde mindre og have mere tid til mine børn, og det er her efterlønsdebatten halter alvorligt på venstrefløjen. I stedet for at forsvare en ordning for nedslidte, så burde vi da komme i offensiven og starte en debat om det gode arbejdsliv, ja det gode liv i det hele taget.

De fleste af os vil ikke undvære at arbejde. Hvad enten det er kammeratskabet i sjakket for jord- og betonarbejderen, glæden ved at have opført et flot byggeri for mureren, pædagogens glæde over børnene eller akademikerens interesse for sit felt, så vil vi de fleste af os gerne arbejde og det gælder uden tvivl også for de mange, som er udenfor arbejdsmarkedet i disse år.

Men de fleste af os vil sikkert gerne mere end det. Vi vil også se ungerne vokse op, vi vil have fritidsinteresser, og vi vil blive gamle uden nedslidning – uanset om en efterlønsordning så kan reparere noget af det.

Hvorfor ikke blæse de borgerlige økonomers modeller et stykke og sige, at vi vil have mindre arbejdstid, at vi vil have hele mennesker og så arbejde for 32 timers arbejdsuge, så der kan blive plads til flere på arbejdsmarkedet og færre der nedslides?

Der er råd til det, og skulle vi alligevel mangle hænder i fremtiden, så er der 21.500 ansatte i forsvaret, et hav af jobkonsulenter, aktiveringsmedarbejdere, konsulenter, bureaukrater og andet godtfolk at tage af. Ja hvem ved, måske Mads Lundby Hansen fra Cepos kunne lære at tømme et bækken?