SFR's fornemmelse for neoliberalisme

Den allestedsnærværende sag om de mange mennesker der til nytår falder ud af dagpengesystemet, handler om to ting: om mennesker hvis uvisse skæbne er ren postmoderne tragedie, og om en regering der har overtaget en neoliberal tingsliggørelse af omtalte mennesker.

I neoliberalismen er arbejdsstyrken en vare, der kan prisfastsættes og forhandles lige som alle andre. Det menneskelige aspekt glider i baggrunden til fordel for markedet, der, qua sin teknokratiske karakter, ser arbejdsstyrken som en vare, hvis værdi er variabel. Overenskomster og lignende er blot en forhindring, der besværliggør den konkurrence, der kan være med til at gøre arbejdstyrken så billig som mulig. Og det er den diskurs, som regeringen, med Margrethe Vestager i spidsen, har overtaget. Med hendes kolde og kyniske kommentar om at ”sådan er det jo” eksemplificerer hun, at hendes holdning til de mange dagpengemodtageres uvisse skæbner ligger hende mindre på sinde, end det faktum at virksomhederne kan få den billigst mulige arbejdskraft. Alt sammen for at styrke den alhellige vækst.

Flere eksperter snakker om at ledigheden ofte falder når dagpengeperiodens udløb nærmer sig, og det bruger tilhængere af den nuværende dagpengereform som bevis for, at dagpengemodtagerne er dovne og nyder at være parkeret på det, som de opfatter som passiv offentlig forsørgelse. Intet kunne dog være længere fra virkeligheden, og det er min erfaring, som en af dem der risikerer at stå helt uden indtægt fra februar 2013, at folk der har denne holdning, altid selv har haft arbejde og tryghed i ansættelsen.

Den neoliberale diskurs gennemsyrer også store dele af dagpengesystemet. Således hedder det sig også, at man såfremt man mister sin dagpengeret, ikke kan overgå til at få kontanthjælp hvis har friværdi i sin bolig eller hvis ens ægtefælle har arbejde. Her må logikken være at det faktum at man er arbejdsløs OG lever på sultegrænsen, på en eller anden måde vil udløse magiske kræfter hos en, der gør at man pludselig ender i job. I realiteten er den eneste kraft det udløser, den samme kraft der sender flere folk i arbejde når dagpengeperioden nærmer sig sin afslutning. Man ender med at tage sig til takke med et underbetalt job, det kunne for eksempelvis være på en café der rimer på Ejlegården, ganske enkelt for at undgå at måtte gå fra hus og hjem. Problemet er jo blot at private virksomheder og offentlige institutioner i de kommende måneder, vil drukne i uopfordrede ansøgninger fra desperate akademikere, der falbyder deres specialiserede arbejdskraft. De sandsynlige konsekvenser bliver, at folk er nødt til at underbyde deres egne overenskomster, og at det bliver endnu sværere at slippe igennem nåleøjet før fælden klapper til nytår.

Det står med andre ord ikke for godt til med solidariteten imellem de arbejdende og de arbejdsløse. Det blev for nyligt påpeget, at de arbejdsløse er de nye ”fremmede”, om hvem det er tilladt at sige hvad som helst, og som i stor stil bliver gjort til syndebuk for alle samfundets økonomiske problemer. Så bankdirektørerne, der blev reddet af skatteydernes penge, himler op om, at de arbejdsløse ikke har gjort sig attraktive nok for arbejdsmarkedet og derfor selv er uden om deres ulykkelige situation. De borgerlige melder sig straks i koret, og Vestager legitimerer denne stigmatisering ved at påpege, at ”sådan er det jo”.

Som tidligere nævnt er undertegnede en af dem der risikerer at stå uden skyggen af indkomst fra februar. I skrivende stund har jeg et vikariat ved et folkebibliotek, og selv om de sidste to år ikke er gået med at pille tålakrids og downloade film på nettet, ser det sort ud. Der er blevet søgt højt og bredt, også uden for hovedstadsområdet. Det er også blevet til en del samtaler, men faktum er, at der hersker ”byuers market” tilstande på jobfronten for tiden. Der er ganske enkelt så mange om hvert job, at virksomhederne kan få stort set lige hvad de vil have, og her bliver nyuddannede, der af åbenlyse årsager ikke har så meget erfaring, som oftest taberne. At vi samtidig skal høre ministre og asociale borgerlige fortælle os, at det handler om, at vi ikke har været ihærdige nok, bidrager blot til den knugende følelse af desperation og uvished, som mange af os lever med.

Det faktum at Socialdemokraterne mente et, da reformen blev indført og noget andet nu, og at det der virkede som tiltag til rent faktisk at gøre noget ved problemet. er blevet knust under luftige fraseringer om at, ”man hellere vil have folk i arbejde”, gør det bestemt ikke sjovere at være arbejdssøgende. Mette Frederiksen påpeger igen og igen, at det ikke kan være formålet at holde folk på dagpenge, og dette er igen en indikator på, at den neoliberale tanke trives i det forhenværende arbejderparti. Her og i dagpengesystemet generelt mødes man nemlig igen og igen af en højkonjunkturlogik, der foreskriver, at hvis man ikke har arbejde, er det fordi, man ikke gider.

Så kære Mette Frederiksen og kære Margrethe Vestager. Tilgiv mig min måske lige vel udpenslende tone, men tillad mig at skære fakta ud i store bølgepapbogstaver for jer:

• Der er ikke noget dagpengemodtagerne hellere vil, end at have et job. Dagpengesatsen er ikke højere end at det for langt de fleste, især akademikere som undertegnede, langt bedre kan betale sig at have arbejde.

• Grunden til at der alligevel er så mange danskere på dagpenge, er, at der ganske enkelt ikke er jobs nok. Derfor er jeres fraser om, at I hellere vil skabe jobs end forlænge dagpengeperioden eller halvere optjeningskravet, tom luft. I ved lige så vel som jeg, at I ikke bare kan svinge tryllestaven og skabe jobs nok til de mennesker, der går et usikkert 2013 i møde.

• I er folkevalgte. Det er skatteyderne der betaler jeres klækkelige løn. Hav derfor respekt for skatteyderne og deres problemer, og dy jer for at komme med udtalelser som ”sådan er det jo”. Det er menneskers liv og fremtid, vi snakker om.

• I har ikke skabt de mange jobs I lovede os, så der er intet der tyder på at I kan skabe dem nu for at redde os fra økonomisk ruin. Det er trods alt ikke jer selv det går ud over, og det plejer ikke ligefrem at motivere jer til at arbejde hurtigere.

Og tag så og få fingeren ud! Uanset om jeres udmeldinger bunder i ideologi eller i et taktisk ønske om at kunne bruge dagpengereformen til at holde Enhedslisten på plads i finanslovsforhandlingerne, så har jeres valg og handlinger uoverskueligt store konsekvenser for mange mennesker. Hverken mennesker eller deres arbejdskraft er en vare, der kan eller skal handles.

Selv ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre fra februar, hvor mit vikariat er løbet ud, og jeg ikke har flere dagpenge tilbage. Jeg søger nu med større intensitet end nogensinde tidligere, men såfremt det ikke lykkedes er jeg reelt set uden indtægt fra februar. Det er bare ikke en valid undskyldning for, hvorfor man ikke betaler til daginstitution, husleje og så videre, så hvis ikke der sker noget, enten på jobfronten eller fra politisk hold, så må jeg jo overveje at tjene til dagen og vejen ved at prostituere mig eller ved at sælge hash i den nærmeste park efter mørkets frembrud. Det er nok ikke den slags job eller den slags vækst, som der drømmes om bag Borgens alt for tykke mure, men, som Isdronningen siger, ”sådan er det jo”.