Annonce

Blog

Andreas Albertsen

9. juli 2012 - 17:06

SF og Ø: Et skæbnefællesskab

Af Andreas Albertsen

Sikke et chok. Skattereform med de borgerlige. Jeg læste om det på telefonen. Tjekkede facebook, der kogte tingene over af vrede og frustration. Venstre og Konservative havde pludseligt mast sig ind i skatteaftalen den fredag. Senere kom opkaldene. Journalister på jagt efter en god historie – og SF’ere der søgte en god forklaring på, hvad i alverden der foregik.

I dagene efter reformen fulgte virkeligt mange diskussioner. De der for mig var mest positive, foregik internt i SF. De klart mest skadelige foregik mellem regeringen og Enhedslisten. Johanne var ligeså kogende som min facebook newsfeed og folk fra Enhedslisten viftede om sig med det, de betegnede som en færdig aftale (samt noter fra møder). Senere tror jeg alle har erkendt at forhandlingerne mellem Enhedslisten og Regeringen var nået langt – men at aftalen ikke var fuldstændig færdig. Ikke blot fordi hovedbestyrelsen manglede at godkende, men også fordi der skulle forhandles videre om lørdagen om den skatteaftale Enhedslisten forventede færdigforhandlet ugen efter. Jeg har intet behov for at pege fingre eller give Enhedslisten skylden. Jeg forstår skuffelsen over, at det ikke lykkedes at indgå en aftale mellem Enhedslisten og Regeringen. For jeg føler selv den skuffelse.

Skuffelsen bliver større fordi vi var så tæt på. På trods af de hårde odds. Rigtigt hårde odds faktisk. Der sidder 26 socialister i Folketinget. Enhedslisten har 10, i SF har vi 16. I kampen for indflydelse og for at ændre samfundet, kræver det sit at få maksimalt ud af de 26 ud af 179 mandater. Og det kræver samarbejde. Vi var så tæt på for alvor at få dem til at tælle i noget så centralt som skatteaftalen. Den politiske matematik betyder mindre i en situation hvor Enhedslisten er eneste forhandlingspartner. Men dens betydning åbenbares for enhver, når VK møder op til forhandlingerne. Det er 55 mandater – mere end dobbelt så mange som SF og Ø til sammen. De sælger skattestoppet for en afbrændt tændstik. Den endelige aftale består af én forkølet side med ændringerne til regeringens omfattende udspil til skattereformen. Det udspil var som bekendt regeringens succeskriterium.

Den indgåede skatteaftale er bedre end sit rygte. Regering har fået flertal for en skattereform, som letter skatten på arbejde for mennesker med almindelige lønindkomster, sikrer flere penge til enlige forsørgere og fattige pensionister. Det er jeg glad for – men det kunne have været bedre med Enhedslisten og vi kunne have undgået mindre-reguleringen, som ikke er rar for en SF’er at måtte gennemføre. Regeringens udspil havde jeg gerne set drejet i en mere social retning og det var muligt med Enhedslisten.

Og vi var virkeligt tætte på, at de 26 socialister i Folketinget gennem hårdt arbejde og god vilje kunne få en mere social skatteaftale. Det skræmte VK i sådan en grad, at de kom løbende tilbage til forhandlingslokalet og spurgte, hvor de skulle skrive under. Fandens også. Men kan vi lære noget af det her?

I fald vi vil lære, er der (mindst) to afgørende lektioner i det her.

1 ) Der er ikke nogen udover SF og Ø,  har en interesse i, at vi hver for sig har indflydelse på den førte politik. Hvis SF ikke synes det er vigtigt at Ø er med, så vinder behovet for brede forlig. Hvis Ø ikke ønsker at deltage, så eksisterer flertallet ikke. Ø har brug for SF for at blive inviteret til forhandlingsbordet og blive taget seriøst. SF har brug for Ø, fordi de er en del af det progressive flertal og langt sjovere at lave politik med end V og K.

2 )VK frygter aftaler med Enhedslisten. Højrefløjen vil også gøre, hvad de kan for at forhindre vores politik. Også som opposition. De vil både i deres parlamentariske ageren og i deres mobilisering af borgmestre og vælgere gøre alt for, at regeringens ikke søger mod Enhedslisten.

Vi kan faktisk danne et socialt flertal med R, S, SF og Ø. Det var imod odds’ene, at vi kom så tæt på en progressiv skatteaftale. Uden Venstres panikreaktion var det lykkes. Næste gang skal vi være bedre – det skylder vi for vores 26 mandater. Men der bør bliver en næste gang. Hvis vi ikke finder ud af at samarbejde, så skuffer vi for alvor alle de mennesker, der har stemt på os. Jeg er indstillet på at gøre hvad jeg kan for at få enderne til at mødes. At vi på mange områder kan finde fælles fodslag og forståelse tror jeg er afgørende for centrum-venstre projektet i Danmark.

Kommentarer

Af Solvind den 10. juli 2012 - 10:57

Sikken et forfriskende indlæg. Der er en underlydende tone af et ønske om samarbejde med enhedslisten. Jeg er en af de mange vrede eller rasende medlemmer af enhedslisten, som synes at den politik regeringen inklusive SF har ført, er direkte i strid med det som regeringen blev valgt ind på. SF har med Thor Möger mistet retten til at kalde sig socialister. Det er tydeligt at dette lands skatteminister hellere vil arbejde med venstre og liberal alliance end med enhedslisten. Ministerens første udspil var skattelettelser til de allerrigeste. Jeg mangler at se SF’eren Thor Möger fører socialistisk politik ført du sætter ham i bås med enhedslisten.
Nu er det altså højst 25 socialistiske mandater. Jeg vil heller ikke i bås med Pia Dyhr. Manglen på respekt overfor befolkningens frihed (Jeg tænker særligt på hendes håndtering af ACTA), viser tydeligt at hun ikke arbejder for folket men for de store kooperativer, hvilket bestemt heller ikke er socialistisk.

Så er vi på 24 socialistiske mandater.  

Jeg er sikker på at vi kan finde mange flere SF’er, som ligger langt fra den socialistiske vision. Dette efterlader den tilbageværende lidt apatiske holdning, fra dit indlæg, om at vi må tage hvad vi kan få, men at det bliver umådeligt svært. Jeg er uenig i at vi skal samarbejde om krummer fra de riges bord; specielt når vores venner agerer som fjender.

Enhedslisten ønsker en socialistisk omfordeling af ressourcerne i verden. Det er tydeligt at regeringen ikke vil hjælpe os med dette. Det er tydeligt at SF er mindre socialistisk end navnet antyder.
Ved at acceptere udbytningen og tyveriet som forgår hver dag i Danmark, EU og hele verden, er vi en del af problemet.
Enhedslisten har det seneste år været mere fleksibel og tilpasset end nogensinde før, og det har ikke hjulpet sagen.

Jeg synes og håber at Enhedslisten vælger en ny vej, hvor oplysning og demonstration af kapitalismens forfald og elendighed vil bane vejen for konstruktiv genopbygning af samfundet.

Det ville være vidunderligt hvis også SF havde lyst til at skabe et samfund selvom taburetterne er dejligt bløde at sidde i. 

Af Matias Jensen den 10. juli 2012 - 14:53

Grav dybere, Andreas. SF bliver ikke et socialistisk parti af at kalde sig det, og at bruge sin tid på at bekrige Ø (der, for alle deres fejl, dog tør sige fra overfor forringelsespolitik) gør kun det parlamentariske 'arbejde' tristere for alle involverede.

Af Jacques Duchamp den 11. juli 2012 - 16:58

Den er altså god nok, Andreas!

SF har noget nær nul og nix at gøre med socialisme, hvilket du sgu da også godt ved, når du tænker lidt efter...?

Partiet har gjort ihærdigt hovedrent med hensyn til enhver allusion til marxistiske ambitioner i programmet, i sin bestræbelse på at blive den stuerene (læs borgerlige) opportunistiske medløbermeute, som det er i dag. En hovedrengøring, som derfor langt klarere bør anses som tilsmudsning. SF tager nu aktivt del i det verdensomspændende nyliberale komplot og udenrigsministeren nikker, angiveligt uden synderlig fortrydelse, med på de store drenges dagsorden, uanset om denne indebærer afvisning af palæstinensernes ønske om statslig selvstændighed eller imperialistisk tvang med udskiftelse af andre folks politiske leder til følge.

Socialisme? Nej, kujonagtigt medløberi, hvorved SF mere eller mindre skyllede alt, hvad der var tilbage af sociale og solidariske ambitioner ud i den store postpolitiske forvaltning af det nyliberale status quo. SF tager fuldt og ganske frivilligt del i den grå garde af stiltiende accept af det amerikansk garanterede kapitalistiske imperium, på trods af dettes kryptofascistiske tendenser, der som bekendt kommer til udtryk på Guantanamo, CIA-tortur på fremmed territorium, samarbejde med dybt brutale og anti-socialistiske tyranner osv. osv.

Hvad skatteforliget angår, er det blot endu en skandale, hvormed SF utvetydigt  giver sig til kende som en sølle flok klasseforrædere. Sølle, netop fordi de stadig kalder sig socialister, hvilket det heldigvis er de færreste, der stadig tror på, idet det er tom snik snak, spin, newspeak. Hver gang SF tager socialismens navn som gidsel i deres regulering af stat og samfund på markedets præmisser, udvandes ordets betydning med retning mod fuldkommen gennemsigtig indiferrens. Hvad, der må siges at være en hån imod historiens vitterligt socialistiske hændelser og impulser. 

SF har forlængst udspillet sin rolle og er blevet socialdemokrater, blot med et forsigtigt lille spinkelt tvist af noget andet. Det har ganske enkelt, stille men stødt, undergravet sit eget eksistensgrundlag. 

Af Morten G den 12. juli 2012 - 0:58
SF udspillede sin rolle i 80-erne, da man slog til lyd for mere bredde-idræt i fjernsynet.
Af Jean Thierry den 12. juli 2012 - 18:14

Aftalen med VK var heller ikke forhandlet færdig, før flere dage efter at regeringen havde bundet sig til den og forkastet en aftale med Ø med den forklaring, at Ø-aftalen ikke var færdig.

Præcis så absurd som det lyder.

Senere har regeringen indrømmet at de helst ville indgå aftalen med VK.

Se det i øjnene: SF tilhører desværre ligesom S-R og V-K-I-O den blå blok.

Måske er der snart 26 socialister i Folketinget, men de vil alle være valgt på liste Ø.

 

Af Jean Thierry den 12. juli 2012 - 18:17

Der er i øvrigt allerede 12 (og ikke 10) fra Enhedslisten.

Inkl. Özlem bliver det i alt 13 venstreorienterede i Folketinget.

 

Annonce