Annonce

3. april 2012 - 12:24

Sejr i Århus – splittelse i bevægelsen?

Demonstrationen i Århus har allerede affødt enorme mængder debat her på Modkraft, men det ændrer ikke ved, at det væsentligste i mine øjne er forblevet usagt. Nemlig, hvad kan vi lære, og hvordan kommer vi videre?

I mine øjne, så nytter det simpelthen ikke noget at kalde folk småborgerlige individualister eller svare igen med sexistiske skældsord som medieluder og radikal (i den vestagerske betydning). Omvendt er det heller ikke nok bare at juble og så ellers skose arrangørerne for at svare på kritiske spørgsmål om ballade og tage den up front, som Ole Sandberg gør.

Allerførst, så lad mig sige, at det var en fantastisk dag, deri er Ole og jeg helt enige. EDL gjorde sig selv massivt til grin med lavt fremmøde og ganske uprofessionel optræden. Og Århus for Mangfoldighed strålede og fik en meget flot dækning i løbet af dagen, indtil det der… I ved nok.

Mit gæt er, at politiets og arrangørernes tal på 5.000 var lavt sat. Tidligere optællinger viser, at Rådhuspladsen i nogenlunde fyldt tilstand kan rumme 5.000, og da vi stod meget tæt og fyldte en anelse bagud på vejen, samt da der stødte en del til, så er tallet reelt snarere 6-7.000. Uanset hvad, så var det en flot demo og vores frygt for, at voldsfokusset i medierne op til demoen skulle holde folk hjemme, viste sig ubegrundet.

Men så var der jo lige det med balladen ved Mølleparken, som i hvert fald i de elektroniske medier fyldte alt på dagen og dagen efter (stort set, i hvert fald). Og folk blev sure, arrangørerne blev konfronteret med det, tog afstand og omvendt hidsede dele af den militante fløj sig lige så meget op, og var sure over at blive kritiseret og følte sig ekskluderet fra det officielle program, som ikke var radikalt nok.

Jeg vil ikke pege fingre eller moralisere. Folk må dømme selv. Men jeg vil insistere på en nærmest gudsgiven sandhed. Nemlig, at dette vil gentage sig igen og igen og igen, hvis ikke vi begynder at tale sammen. Og netop derfor er der brug for denne blog også.

Jeg vil her forsøge at analysere situationen og sige de ting, som der ikke er plads til, når man er gal som Elizabeth var det lørdag aften, eller hvis det hele handler om succeshistorie og lidt mediespinneri, som Ole forsøger sig med. Jeg vil kort sagt sætte mig solidt og pladask mellem to stole, så må I sgu vurdere den kunstneriske udførelse bagefter. Men nogen skal sige det og det her handler ikke om mig eller min personlige holdning.

Lad mig alligevel starte med at tone rent flag selv. Jeg er ikke pacifist. Jeg sætter grænsen ved direkte vold, hvor volden er virkemiddel. Det tager jeg skarpt afstand fra, ligesom jeg synes, at det dummeste man kan bruge sine politiske aktivistevner på, er, at slås mod politiet. Omvendt anerkender jeg brugen af militans forstået som blokader i faglige eller antifascistiske kampe (tænk på Ribus), civil ulydighed eller afbrydelsesforsøg, hvor det giver mening.

Jeg vil insistere på, at det udføres ikke-voldeligt, men er ikke så naiv, at jeg ikke godt ved, at det kan medføre vold, eller tumult alt efter repressionsniveauet og modparten. Men dette må og skal ske ud fra en konkret vurdering, hvad gavner mest? Er vi mange nok til at forhindre, at det bliver voldeligt? Hvordan er styrkeforholdene, mediedagsordenen, osv. osv.  Når det er sagt, så mener jeg så absolut, at det alt overskyggende og vigtigste i den antifascistiske kamp er, at få de brede alliancer på banen, som gør rekruttering til miljøet så svært. Det er det, som gør det illegitimt at være fascist og ikke bare en subkulturel ting.

Elizabeth og alle jer andre arrangører og deltagere i Århus for Mangfoldighed, som er sure over optøjerne. Det nytter ikke noget at blive skingre og hidsige. Det er måske forståeligt, måske også moralsk forståelig, hvis man er pacifist. Men I bliver nødt til at se det fra den anden side også – ligesom de andre pinedød skal se det fra jeres. Og det uanset, at jeg er enig i dele af kritikken.

Hvis ikke der kommer en fælles forståelse og / eller dialog, så er der to muligheder – man isolerer sig i hvert sit hjørne og det her vil ske igen og igen indtil den dag, hvor vi som arrangører bukker under for presset udefra og lægger moddemoen en anden dag, hvilket vil være en enorm falliterklæring, eller at vi begynder at opstille demoværn og andet mod militansen, så vi kan slås indbyrdes, som det ofte ses i Sydeuropa. Ingen af tingene ønsker jeg sgu.

I bliver nødt til at se det på den måde, at aktionen for de militante var en succes ved Mølleparken. Og så bliver I også nødt til at sondre mellem grupperne.  Det jeg har lyttet mig til i diverse diskussioner på nettet, i talrige videoklip på youtube osv. viser, at den militante venstrefløjsrepræsentation ved Mølleparken var afdæmpet i sit udtryk.

Der var indtrængen, men det medførte nærmest mere slagsmål mellem EDL’erne og politiet, end det andet. Kodekset havde været ikke-voldelig indtrængen og formålet var at afbryde mødet og give EDL en fiasko-oplevelse. Og det lykkedes, uanset, hvor uenig man er i metoden. I/vi taler altså op imod en oplevet succeshistorie, hvilket blot graver grøfterne dybere.

Jeg ved godt, at der også var ansatser til mere – Museumsgade blev barrikaderet for en stund og der blev kastet sten og flasker, ligesom EDL’s bus blev angrebet, hvilket blot gav lejlighed til at de selv kunne lægge en machovideo ud på nettet til rekrutteringsbrug. Og begge dele var kraftedeme åndsvagt og tjente INTET formål, andet end subkulturel territoriel afpisning. Det bør de involverede også kunne se.

De mest voldelige optøjer og direkte angreb på politiet stod en gruppe indvandrerunge fra Gellerup i øvrigt for. Og paradoksalt nok, så har jeg oplevet, at nogle af jer havde travlt med på Facebook og andre steder at svine københavnere (hvilket jeg vist også gjorde i et ophidset øjeblik), men når det så kommer frem, at der var vaskeægte indvandrere imellem, så nedtones kritikken.

I mine øjne var det da disse unge, som var de største idioter, når man ser bort fra EDL. Det er ifølge politiet de samme idioter, som nogen gange kaster sten efter eksempelvis FOA-medlemmer, når de kører i Gellerup. Men det er IKKE dette, som jeg ønsker at diskutere. Det viser bare, at det ikke nytter at råbe så højt af de militante, hvis ikke man er konsekvent i kritikken.

Så er der nogen af ”autoerne” som besvarede et kritisk fuck dem indlæg på facebook – blandt andet Modkraft-blogger Erik Storrud med et lige så kritisk fuck arrangørerne indlæg, der gik på at arrangørerne med en håbløs retorik ekskluderede dele af bevægelsen, og at vi var advaret. Og ja gu var vi advaret, men det var I også på den anden side – den militante side – vi (jeg) har sgu godt nok brugt lang tid på at debattere med jer her på Modkraft.

Men det viser min sides vanskeligheder med at tage debatten. Når de andre får en oplevet succes ved at følge deres egne spilleregler i stedet for arrangørernes, så vil de gøre det igen, hvis ikke vi får dem (jer derude) inkluderet. Og så kan det gentage sig igen og igen.  Indtil ovenstående to muligheder bliver en realitet.

Hvordan det så skal ske ved jeg ikke, men det kræver i hvert fald en dialog, hvis ikke splittelsen skal være total. Et forslag kom en anden fyr med i samme tråd på Facebook, idet han påstod, at det var demoens forsøg på at tiltrække upolitiserede (læs almindelige mennesker) som gjorde den uinteressant og at man for pokker bare kunne have lavet en larmedemo nede ved åen og taget megafoner med.

I sig selv synes jeg, at forslaget er nollert. Hvornår fanden har en arrangør af noget skulle lave et modarrangement til sit eget med megafoner og hele pibetøjet som beskæftigelsesterapi for aktivister?  Autonom betyder selvstyrende, og ville I have en larmedemo, så havde jeg synes, det var OK, som jeg også skrev forud for dagen under Eriks blog, men I kunne sgu godt lave den selv. Jeg bad jer bare undlade at vælge den konfrontation, som I alligevel valgte.

Men hvis det er en generel holdning, at den brede alliance og deltagelse i demoen, som er vores succeskriterium, nu bliver jeres direkte undskyldning for at starte optøjer, så ser det sgu sort ud.

For nok kan jeg kritisere Elizabeths tone for ikke at føre en kæft med sig, andet end splittelse og en sikkerhed for, at det vil ske igen, hvis ikke dialogen tages. Noget andet er, at jeg dælme også vil kritisere aktivisterne bag militansen. Selvom jeg anerkender, at udtrykket var nuanceret jf. ovenfor, og at jeg også bilder mig ind, at det blandt andet var af respekt for de lokale udmeldinger om ikke-vold, så synes jeg, at problemet er større end bare et spørgsmål om borgerlige medier, som Ole gør det til.

Problemet illustreres bedst hos Projekt Antifas artikel kort efter demoen, hvor de beskrev dagen og sluttede af med at rose arrangørerne for demoen, som på det tidspunkt forlød til at have talt 4.000.  Men herved overser de totalt, at det måske i lørdags var både-og for både militans og bred folkelig mobilisering, men at det dælme ikke bliver ved med at være det.

I forvejen kender jeg en del, som holdte sig hjemme af frygt og det bliver ikke mindre fremover, når man af kollegaer og naboer konfronteres med, om man har været nede til balladen, eller hvis man kun så det i tv om aftenen. Så gider mange ikke, og de tør ikke.

I forvejen har vi i Århus i årevis haft svært ved at samle til modstand mod WP osv. Og hver gang det er sket alligevel, så har en eller anden dum sag eller udtalelse fra politiet marginaliseret det hele til at være bandekrig mellem højre og venstre. Derfor var det så enorm en optur for os alle sammen, at vi var så mange, og at det var så flot en demo uden ballade (hvilket der heldigvis også blev en lille plads til i medierne – trods alt).

Når I så alligevel er nogen, der i den situation vælger militant forsøg på afbrydelse af EDL’s møde med alle de risisci, der er for, at det går helt galt, så pisser I på den opturs følelse. Så får vi alle en klump i halsen og siger. Åh Nej! Nu kører det. Og jeg er overbevidst om, at det er derfor Elizabeth i sin blog skriver så harsk, som hun gør.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at I har skadet mobiliseringen fremover. Det bygger jeg på de samtaler, som jeg har haft med mange forud for demoen, men så sandelig også bagefter, hvilket gælder såkaldte upolitiske almindelige mennesker, hvad enten det er kollegaer eller forældre til knægtens legekammerater. Så det I roser, gør I selv sværere fremover – uanset opturen i lørdags.

Flere af kommentarerne under Elizabeths blog lyder så, at vi skal respektere metodefrihed og er på samme hold. Men er vi det, hvis vi oplever, at jeres aktionsformer skader vores? Så er det jo ikke et både-og! Jeg brugte på Facebook overfor hr. Storrud det billede, at det svarer til et vegansk folkekøkken i ungeren. Her er kødspisere ekskluderet qua det veganske, lige såvel som militante var ekskluderet fra demoen qua det ikke-konfrontative grundlag, som han påstod.

Så kan man enten vælge at sige, at kødspisere også kan spise vegansk, lige såvel som militante kan protestere fredeligt en dag. Mere ekskluderet er de altså ikke. Man kan også vælge at sige, at når man nu er ekskluderet, så laver man sit eget show. Så laver vi sgu noget militans. Det kan sagtens eksistere side om side med den brede alliance. Eller i ungeren sige, nu tager jeg sgu et kilo grisefars og høvler i gryden, der var jo vegansk i gryden i forvejen, og der skal være plads til alle udtryk.

Det er det billede, som jeg gerne vil have frem. Lige såvel som det veganske ødelægges og ikke længere er vegansk pga. kødet, lige såvel tager den brede folkelige mobilisering skade fremover og ender med at være ikke så bred eller folkelig.

Kunne man bede en eller anden i ”miljøet” reflektere på dette. Har kødspiseren – den ekskluderede – altid ret til at bryde sin eksklusion, uanset konsekvenserne for resten. Eller må man indordne sig og fremme det fællesskab, man er en del af? Især når man selv netop fremhæver dette i sine nyhedsbreve efter demoen!?

Og så til slut et wrap up på de pointer, der ikke blev plads til undervejs.

Hvorfor er den brede mobilisering og alliance så vigtig? Det er den fordi, at det er den, som skal gøre det illegitimt at være fascist. Det er den, som skal skabe visheden om, at vi er de mange, den som skal give rygstødet til, at omgangskredsen tør konfrontere en fascistspire med, at han er på afveje. Det som skal gøre, at andre almindelige bygængere griber ind, når punkeren får tæsk i byen. Den stigmatisering, som giver forældrene påskud til at tage fat på problemet, skolelæreren osv. Den der gør, at politiet ikke uimodsagt kan fyre deres lort af om bandekrig.

Det er den, som er forudsætningen for, at fascismen ikke kan sejre igen, som den gjorde i tyverne. Dengang krigedes sosser og kommunister indbyrdes, mens nazi-propagandaen fremstillede dem selv som forsvarer imod bolsjevismen, hvilket var en af hovedårsagerne til, at alliancen mellem junkertyskerne og storkapitalen på den ene side og DNSAP på den anden kunne formes.

Det er derfor, at det skriger på en dialog og lidt selverkendelse også hos de militante. Forudsætningen for succes på sigt ER den brede mobilisering. Der er ikke og vil aldrig være militante miljøer, som er store nok til at køre en voldelig angrebsstrategi / selvforsvarsstrategi i provinsen. Og det er heller ikke ønskeligt.

Ligesom vi skal vide og forstå jeres bevæggrunde og succesoplevelse i Mølleparken for at kunne tage dialogen med jer, så skal I også vide, at I ikke har vundet over fascismen i Århus. White Pride var ikke til stede. De led ikke et nederlag. Det gjorde Defence League og især internationalt set, og det var så fedt på alle parametre. Og I skal vide, at EDL’s fiasko ikke bare kan tilskrives jeres succesoplevelse, men så sandelig også deres egen amatøroptræden og lave antal og vi andres store brede manifestation.

Men I skal også vide, at vi i mine øjne ikke er kommet nærmere en løsning i Århus, hvis den historisk brede mobilisering og forståelse, som oven i købet har presset politiet til at udtale sig sobert og rose venstrefløjen, nu ryger fløjten på grund af militans, som måske nok var disciplineret udført – bevares, men på det forkerte sted og tidspunkt.  Hvor stor skaden er, ved ingen, men indsatsen er for høj til at spille hasard med den.

Spørgsmålet er så, hvordan vi får nogle kanaler og dialoger, så noget lignende fremover kan undgås. Måske tidpunktet nu er godt, hvor der ikke lurer et konkret arrangement forude, og hvor vi alle har succesen i kroppen stadigvæk.

Hvad siger I?

Annonce