Annonce
Satanisk magi mod Moses Hansens søn
Forleden fandt jeg nogle gamle dagbøger fra dengang, jeg gik på Herning Gymnasium. Der er et par sjove sider, jeg gerne vil dele her. Men det kræver en lille forhistorie...
Indre Missions menighedshus i Herning er lige så stort som rådhuset, og de to bygninger ligger lige ved siden af hinanden. Det siger en del om byen. En dag da jeg var rigtig sur på de kristne fundamentalister, gik jeg op og skrev på deres hus med en blå spraymaling:
”Gud er død. Og vi har slået ham ihjel.”
Jeg ved ikke, hvordan Herning er i dag. Og jeg kender heller ikke nogen fra dengang mere. De har sikkert ændret sig meget. Og Herning, det gamle lort, er sikkert heller ikke det samme. Men dengang var det meget kristent.
Det var ikke altid noget, folk snakkede om, men det gennemtrængte alting som blæst. Min familie og vennekreds var heldigvis ikke specielt kristen. Men det var der andre, der var. Og det var de ikke flove over.
Fredag og lørdag nat havde nogle af de kristne stillet et telt op midt på gågaden. De havde malet flammer på teltet og skrevet ordene: ”turn or burn.” Inde i teltet kunne man få en snak om Gud, mens man var fuld og liderlig. Man kunne også få gratis kaffe. Det var meget kristent. Lidt længere nede af gaden, foran Crazy Daisy, kunne man få nogen på hovedet.
En af de unge, der stod på gågaden, med guitar i hånd og Guds ord i mund, var Moses Hansens søn. Han gik en klasse under mig på Herning Gymnasium, hvor han ledte en lille hær af kristne fundamentalister, som kaldte sig Jesus Freaks.
Hver dag i skolen slæbte de store trækors med rundt fra lokale til lokale. I frikvartererne havde de bønnemøder i et kælderlokale, som gymnasiet stillede til rådighed. De holdt store vækkelsesprædikener med høj musik og dans på gymnasiets scene og i Grønnegården, og de trykkede små sedler med bibelcitater ned i vores syndige hænder, når vi gik hjem om eftermiddagen.
Hvis lyset tager mig…
Da jeg var teenager, mødte jeg fundamentalister hver dag, men jeg havde aldrig nogensinde set et homopar. Jeg hørte først et andet menneske sige, ”jeg er bøsse,” da jeg var 17 år, selvom jeg havde hørt spørgsmålet ”er du bøsse eller hvad?” hele mit liv. Jeg var over 20 år, da jeg hørte ord som ”feminist” og ”punker” for første gang. Jeg tror ikke, man ville kunne finde en eneste person i hele kommunen, der vidste, hvad Gay/Straight Alliancer var, men alle vidste, hvad Kristen Studiekreds var.
At være omgivet af kristne er aldrig sjovt, og selvom det kan være svært at gøre modstand, når man er alene og isoleret, fandt jeg alligevel en måde at holde stand mod de kristne. Jeg blev satanist.
Mens de kristnes børneknepperreligion ikke gav mig andet end skyld, skam og had, fandt jeg styrke og stolthed hos Anton LaVey, Alleister Crowley, Marilyn Manson og Leæther Strip.
- En dag, da jeg var på vej hjem fra gymnasiet, kørte der en sort varevogn med tonede ruder op på siden af mig. Den kørte op på fortovet foran mig, slog bremserne i, og sidedøren gik op. Ud af varevognen steg omkring 10 unge mennesker med store trækors. De stillede sig i en cirkel omkring mig, holdt korsene op mod mig og begyndte at råbe: ”Forsag satan! Kom ind i lyset!”
Som ensom satanist i en kristen verden brugte jeg en del tid hjemme foran skrivemaskinen på digte, dagbøger og hemmelige planer om at ødelægge de kristne, før de ødelagde mig. Det var en af de planer, jeg fik griner over forleden, da jeg sad og bladrede i min gamle dagbog.
Jeg er heldigvis blevet mindre ensom, mere allieret, klogere og mindre autoritetstro, end jeg var dengang, men jeg blev alligevel lidt forundret over, at jeg allerede dengang havde samme diversity of tactics tilgang til tingene. At jeg også dengang gerne startede med imødekommenhed, dialog og forståelse, men ikke var bange for at blive vred og konfrontativ, hvis verbale argumenter ikke slog til. I dag har jeg nok en lidt anden ide om, hvad jeg ville bruge som hvis-alt-andet-slår-fejl-taktik, end jeg havde dengang, jeg var satanist…
God fornøjelse med at læse i min dagbog:
Anti-kristen journal, 14.9.1999
Problem: Ung-kristne forsøger at finde nye tilhængere på Herning Gymnasium ved hjælp af tvangskristning og bedrag. De bruger overdrevet mange plakater, manipulerende (og kvalitativt dårlige) underholdningsarrangementer i Grønnegården, selviscenesættelse med store trækors. De provokerer folk ind i samtaler om kristendom og gud. Nævner konstant den kristne revolution, som de siger er på vej. Kristen propaganda (mundtligt og skriftligt).
Plan A: Kontakt rektor og kræv følgende: religionsfrihed betyder også frihed til at være fri for religion. Kristne møder skal være frivillige og foregå i lukkede lokaler, så man kan blive fri for at deltage. Plakater må ikke være indoktrinerende, men udelukkende informative. Stop de ung-kristnes invasion af gymnasiet.
Plan B (hvis ikke skolens leder stopper det): Kontakt de ung-kristnes leder. Stil de samme krav som til rektor, men med et andet tonefald: Gå ikke i dialog, gå ikke på kompromis, indgå ikke i diskussion (husk de er fjenden). Vær rolig, konkret, velovervejet og ædru. Brug ikke vold. Sig kun det nødvendige (de vil bruge alt imod dig). Husk målet: vi vil ikke have tvunget den kristne revolution ned over hovedet. Erklær ikke mig selv som satanist – endnu.
Plan C (hvis ingen forhandlinger virker): Gå i krig med de ung-kristne. Uniformer, flyveblade, anti-kristne statements så tit som muligt. Skræm de kristne.
Plan D (hvis intet andet virker): satanisk magi.
Så hvad blev det til?
Jeg kan ikke huske, hvad der skete med de ung-kristne, og min dagbog siger ikke noget om det. Jeg kan huske, at jeg prøvede at starte slåskampe med dem på skolens gange i frikvartererne, skubbede til dem og svinede dem til, men du ved, de kristne vender den anden kind til.
Da jeg blev 18, meldte jeg mig ud af folkekirken og lavede et Crowley-ritual for at drive Jesus ud af mit liv. Det var noget med at korsfæste en frø og sætte ild til guld, mens jeg sagde trylleformularer. Jeg var også nede og banke på hos rektor og fik en snak med ham, og så vidt jeg husker, lykkes det mig at få ham til at smide Moses Hansens søn ud. Han forsvandt i hvert fald lige pludselig.
Men altså. Hvis nogen skulle være i tvivl, så synes jeg også selv, det er lidt sjovt, alt det med de ung-kristne, satanismen og min selvhøjtidelige aktionsplan. Men det er også lidt alvorligt. Religiøse mennesker ødelægger (queer) liv med deres hokuspokus. Også i Danmark. Også nu.
Så sent som i dag kom en af dem, jeg bor med, og fortalte, at hun var blevet manipuleret ind i en samtale om spiritualitet, hvor hun rigtigt havde åbnet op for sig selv, fordi hun troede, de folk, hun talte med, var i gang med en undersøgelse, sådan som de sagde.
Efter 20 minutter spurgte de, om de måtte fortælle om deres tro, og pludselig forstod hun, at det hele havde været et trick for at vinde hendes tillid. Hun affejede dem og gik. Hun fortalte, hun følte trang til at gå i bad bagefter, at hun følte, hun var blevet misbrugt. At de havde taget noget fra hende.
Det er heller ikke længe siden, jeg tilfældigvis kom forbi et kristent arrangement på Københavns Rådhusplads, hvor de stod på scenen, mikrofon i hånd, og bad ”for vores grænser, vores politi og vores politikere, så de kan beskytte Danmark mod den fremmede trussel.”
Da jeg prøvede at ødelægge arrangementet ved at råbe ”ad,” hver gang de sagde noget, kom der to store brød over for at lukke munden på mig. Jeg prøvede at starte et slagsmål med dem, men du ved, de vender den anden kind til. Det er pisseirriterende.
Tre gode film om satanisme:
Annonce
