Annonce

8. marts 2012 - 16:57

Søstersolidaritet eller hattedameri?

Der er langt imellem de forkvaklede røvhuller der ædrueligt og i sammenhængende sætninger formulerer argumenter imod ligestilling imellem kønnene. Samtidig ved vi godt at vi ikke har nået målet endnu. Vi ved godt at vold imod kvinder, prostitution, markedsgjorte og mandefokuserede fremstillinger af seksualitet, ulige løn, ulige fordeling af arbejdet i hjemmet og voldsom overrepræsentation af mænd indenfor alle magtpositioner i samfundet, stadig er realiteter der dokumenterer uligheden.

Alligevel forekommer det mig at ingen vil stå ved at de mærker realiteterne bag disse fakta. Kun et lille udpluk af den ”rene og ranke” venstrefløj kan efterhånden hanke tilstrækkeligt meget op i sig selv, til overhovedet at gå på gaden 8. marts. Og selv de der gør det insisterer på at det egentlig ikke er dem selv det handler om; hvide, heteroseksuelle akademikerkvinder insisterer på at sætte fokus på prostituerede, på kvinder i andre lande, på minoritetskvinder, på homoseksuelle og transseksuelle, på alt andet end den undertrykkelse de selv rammes af. Kun FOA’s ligelønskampagne modgår denne tendens – respekt til dem! Og bevares, det er da sympatisk nok at engagere sig i andre kvinders vilkår, men til tider hænger hattedameriet og selvfornægtelsen mig langt ud af halsen.

Når man vil argumentere for kvindekamp i dag, forekommer det nærmest som en nødvendighed at man først kommer med den obligatoriske besværgelse; ”bare rolig; jeg er selv udmærket i stand til at kræve min ret, tale i forsamlinger og sige fra. Nej, jeg har naturligvis rent personligt ikke valgt erhverv ud fra hvordan jeg blev opdraget som kvinde. Min påklædning og mine bevægelser er mit rent personlige udtryk, som jeg frit har valgt. Jeg kræver selvfølgelig at min kæreste laver ligeså meget i hjemmet som mig. Og det er klart at jeg rent personligt altid ville gøre øjeblikkelig modstand imod vold, ydmygelser eller seksuelle krænkelser”. Først efter en sådan besværgelse kan man forvente at ens argumenter bliver anset som rationelle og fornuftige analyser af strukturelle forhold i samfundet. Kun når man taler om ”de andre kvinder” kan man garderer sig imod at ens argumenter bliver betragtet som psykologiske reaktioner på personlige oplevelser der ikke har nogen politisk relevans.

Men med den besværgelse gør vi os selv en bjørnetjeneste. Vi accepterer en præmis om at den kvinde der stiller sig frem og siger ”det er mig det handler om!” bliver mødt med medlidende umyndiggørelse – både fra mænd og kvinder, fra ikke-feminister og feminister. Kvindekampen er blevet en akademisk diskussionsklub om identitet og abstrakte analyser af upersonlige strukturer. Søstersolidariteten er forsvundet, fordi ingen vil stå ved at vi oplever den undertrykkelse, som vi burde være solidariske om at gøre oprør imod. Vi har overladt os selv og hinanden til et ensomt oprør, hvor vi hver især skal stå model til at få at vide at vi personligt er ”hysteriske, rapkæftede, PMS-forstyrede og har fået for lidt pik”, hvis vi råber op, bliver vrede og siger højt at kvindeundertrykkelse stadig er en meget konkret realitet, som vi faktisk oplever i vores liv og hverdag. Det er hårdt og man kan godt få lyst til at holde mund eller selv opremse den beskyttende besværgelse der gør det muligt at blive taget seriøst.

Derfor vil jeg i dag gerne sende et opråb til alle mine medsøstre; stå ved at I også oplever uligheden, råb jeres oplevelser ud over gader og stræder, lad os dele vores erfaringer med hinanden og stå sammen om aktivt at bekæmpe undertrykkelsen – gør oprør sammen!

Annonce