Så reformér dog den kontanthjælp!

Der er noget fuldstændig galt med vores kontanthjælpssystem. Titusinder af mennesker går rundt på passiv forsørgelse. I en tid, hvor jobbene ikke hænger på træerne risikerer rigtig mange, at sidde fast i kontanthjælpshelvedet. Børn vokser op i fattigdom. Voksne tvinges til at leve under økonomiske vilkår, der ikke er dagens Danmark værdige. De tvinges i det ene meningsløse aktiveringsprojekt efter det andet. De kommer stadig længere fra det arbejdsmarked, de i forvejen har svært ved at komme ind på.

Der er virkelig brug for reformer af kontanthjælpsområdet. Men ikke den slags reformer, som regeringen taler om. For regeringen betyder reformer jo alene besparelser, nedskæringer og forringelser. Der lægges op til, at det både skal være sværere at få ret til kontanthjælp, at beløbets størrelse skal nedsættes betydeligt og at der kan stilles endnu flere krav til modtagere af kontanthjælp.

Og der er ingen tvivl: Det er et stort problem, at så mange mennesker er på kontanthjælp. Men regeringen har selv været med til at forværre problemerne. Med varighedsbegrænsning på sygedagpenge, der betyder, at kommunen kan stoppe udbetaling af sygedagpenge efter 12 måneder, uanset hvor syge folk er. Det betyder, at tusindvis af syge mennesker, mange med arbejdsskader eller stress, ryger direkte ned i kontanthjælpshullet. Og mange af dem kommer aldrig op igen. Halveringen af dagpengeperioden og forlængelse af optjeningsperioden har bestemt heller ikke gjort det lettere at være arbejdsløs. Den betyder, at mere end 35.000 mennesker i år 2013 ryger direkte på kontanthjælp, hvis de vel at mærke overhovedet er berettiget til det.

De reformer, som Socialdemokraterne, SF og de Radikale lægger op til, ligger i direkte forlængelse af forringelserne på dagpengene. Der er blot tale om forringelser og nedskæringer og ikke egentlige reformer i ordets bedste betydning. Når noget bliver reformeret, skulle der jo gerne komme noget bedre ud i den anden ende! Derfor kommer jeg her med mine egne fire forslag til ”reformer” af kontanthjæpsområdet:

1. Afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt: Den gensidige forsørgerpligt er den regel, der gør, at rigtig mange af de arbejdsløse, der mister retten til dagpenge, og de syge, der mister retten til sygedagpenge, mister hele deres forsørgelsesgrundlag, da de ikke er berettiget til kontanthjælp. Tjener din ægtefælle mere end to gange kontanthjælpen (for voksne forsørgere ca. 2 gange 13.500 kr. før skat) er du ikke berettiget til noget som helst. Så må du, din ægtefælle og jeres børn leve for de 27.000 kr. før skat som ægtefællen tjener. Det kan de fleste jo sige sig selv, ikke er muligt. Derfor hører man også tit om at folk bliver skilt for at sikre, at begge parter har e indtægt. Det stemples som ”socialt bedrageri” og det er naturligvis heller ikke nok blot at blive skilt pro forma – man skal også have hver sin adresse, man må ikke sove sammen, faderen skal betale børnebidrag osv. Folk tvinges altså ikke alene ud i kriminalitet, de tvinges også reelt til at opløse ægteskaber, der ellers fungerede fint.

2. Oprettelse af offentlige servicejobs: Der er tidligere lavet beregninger, der viser, at det er næsten udgiftsneutralt at ansætte en kontanthjælpsmodtager (eller dagpengemodtager for den sags skyld) i en offentlig lavtlønsstilling som serviceassistent, pædagogmedhjælper eller lignende. Kommunen sparer udgiften til kontanthjælpen, administration og aktivering. Borgeren får flere penge udbetalt og får en meningsfuld beskæftigelse. Og samfundet nyder gavn af de ekstra hænder på skolen, i hjemmeplejen eller hvor man nu ansætter de tidligere kontanthjælpsmodtagere.

3. Social værnepligt: Danskerne har i rigtig mange år accepteret, at unge indkaldes til militær værnepligt ”for fædrelandets skyld” og for at give de unge et udviklende indblik i virkeligheden. På samme måde kan man lave en social værnepligt, for fællesskabet skyld og for at give de unge nogle erfaringer, der både kan bruges i deres personlige udvikling og deres fremtidige karriere. Alle unge over 18 år og under 30 år, der ikke er i uddannelse kan indkaldes til at aftjene et halvt års social værnepligt. Værnepligten skal bestå af et ”job” som pædagogmedhjælper, handicaphjælper, kontaktperson for psykisk sårbare eller lignende meningsfuld og vigtig funktion. Lønnen skal være det samme som man ellers ville få for sådan et arbejde. Til gengæld sparer kommunen kontanthjælpen, administration, udgift til aktivering mm.

4. Frivillig aktivering i stedet for tvang: Uanset at man laver social værnepligt, servicejobs osv. vil der formodentlig altid være en gruppe tilbage på ”passiv” kontanthjælp. I dag bliver de fleste af dem pisket rundt i alle mulige aktiveringsforløb, hvoraf nogle er direkte tåbelige, nogle er tålelige og nogle giver rent faktisk mening. Hovedproblemet ved aktiveringen er, at folk ikke selv kan bestemme, om de vil deltage. Det er en pligt, ellers ryger kontanthjælpen. Kommunerne får flere penge refunderet for de kontanthjælpsmodtagere, der er i aktivering, end de, der ikke er. Derfor gælder det for kommunerne om at have så mange som muligt i aktivering så meget som muligt. Gennem mange år, har aktiveringscirkusset båret præg af økonomisk kassetænkning. Man har lavet billige projekter for at spare penge. Man har udliciteret og lavet virksomhedsaftaler. Man har lavet en velsmurt maskine, der fungerer, men som tromler fuldstændig hen over de arbejdsløses reelle behov og ønsker. Hvis aktivering var et tilbud og ikke tvang, er jeg sikker på, at kommunerne ville oppe sig. Så skulle vi nok få nogle projekter med kvalitet og indhold at se. Rigtige jobsøgningskurser. Kurser i kost, motion og trivsel. Håndholdt indsats. Opkvalificering og uddannelse. Det kunne ligefrem blive attraktivt at komme i aktivering.

Og hvad så med den restgruppe af notorisk arbejdsløse, som er absolut umulige at få i nogen former for beskæftigelse og som i øvrigt heller ikke er interesserede i at lave noget? Dem vil der nok altid være nogle stykker af. I 80'erne havde man noget, man kaldt ”social pension”. Det var en førtidspension, man kunne få tildelt, hvis særlige sociale kriterier gjorde sig gældende. Den synes jeg bare, man skulle genindføre til de personer, der absolut ikke er interesserede i at deltage i fællesskabet. Og hvis vi ellers gør aktivering frivillig, opretter jobs og social værnepligt og ellers bestræber os på at gøre tilværelsen bedre for de arbejdsløse og ikke værre, ja så tror jeg faktisk ikke, at der vil være ret mange, der vil være interesserede i at få social pension!