Så langt, så godt

Da jeg var formand for DGS, var vores naboer i Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO) altid en lille smule bitre over den uddannelsespolitiske debat. Den handlede altid om gymnasiet og gymnasieelevernes problemer. Jeg tror, de synes vi var lidt forkælede  og det havde de nok ret i. Ingen politikere gad nemlig diskutere erhvervsuddannelser dengang, og slet ikke den praktikpladskø som bare voksede og voksede.

I dag er vi dog nået så langt, at der i det sidste måneder har været en smule debat om erhvervsuddannelsernes fremtid – statsministeren nævnte endda i sin åbningstale, at det er et problem, at så mange i dag ikke kan få en praktikplads.

Vi er altså nået så langt at politikerne taler om erhvervsuddannelserne – nu skal der handles!

I 2006, da jeg var i elevbevægelsen, var der 4.800 unge der manglede en praktikplads – i dag er det 9.775 unge.

Politikerne og arbejdsgiverne skulle have taget det seriøst i 2006, og det skal de i den grad også nu.

Det er på mange måder langt ude at så mange mangler en praktikplads.

For det første er det helt ude i skoven, at man beder unge om at starte på en uddannelse de ikke kan gøre færdig.

For det andet så råber alle jo højt om at vi kommer til at mangle faglærte håndværkere (selvom det er svært at forestille sig i en tid med høj arbejdsløshed) – men hvis vi køber den præmis, så skal vi vel da for pokker sikre at de hænder vi har, er veluddannede?

For det tredje er ungdomsarbejdsløsheden enormt høj lige nu, og en af de ting der ville bremse ledigheden er, at give unge en mulighed for at gøre deres uddannelse færdig. Jeg kan sagtens finde flere argumenter for, hvorfor vi skal have en praktikpladsgaranti nu.

Regeringen har da også lovet, at der skal laves en reel praktikpladsgaranti, så man er sikret at få en praktikplads indenfor sit fag . Faktisk deltog jeg i valgkampen i et møde arrangeret af Elev- og studenterbevægelsen, hvor nuværende Børne- og undervisningsminister Christine Antorini skrev under på, at hvis hun kunne bestemme, ville der komme en garanti. Nu er det hende der sidder for bordenden, så jeg går stærkt ud fra at det bliver gennemført!

Det gyldne spørgsmål bliver nu, hvem der skal betale? Det er der ikke rigtigt nogen der vil sige, og derfor er praktikpladsgarantien nu blevet skudt til trepartsforhandlingerne og det kan bekymre mig. Jeg har stor respekt for at arbejdsmarkedets parter er med til at beslutte, hvordan vi sikrer praktikpladser til alle – det jeg er bekymret for er, hvem der skal betale gildet.

Jeg synes at LO’s medlemmer allerede har betalt en alt for stor del af regningen for krisen; løntilbageholdenhed, efterlønsforringelser, dagpengeforringelser og nedskæringer på uddannelse. Det er arbejdsgivernes der har pengene, og det er både deres tur og deres ansvar at betale!

Jeg håber sgu at Harald Børsting og co. får svinget sig op til, at holde regeringen fast på hvad de lovede. Selvom jeg må indrømme, at håbet er svagt efter at have set resultatet af de seneste overenskomstforhandlinger.

Derfor skal fagbevægelsens medlemmer være på vagt, når trepartsforhandlingerne går i gang, så vi kan sikre at vi får den praktikpladsgaranti vi er blevet lovet. Og ikke mindst at arbejdsgiverne løfter deres del af slæbet og betaler regningen.

Løses det hele i treparten?

Jeg tvivler desværre også på, at en praktikpladsgaranti vil løse alle de mange problemer på erhvervsuddannelserne.

Vi skal også have gjort noget ved den faglige undervisning vi tilbyder unge på de tekniske skoler.

Vi kunne jo passende starte med at sikre, at der er lærere  tilstede i undervisningen – altså det giver da sig selv at der skal være en lærer når der er undervisning. Og jeg har mange flere forslag til hvordan erhvervsuddannelserne kan forbedres – så slaget om gode erhvervsuddannelser starter med trepartsforhandlingerne, men det er langt fra der det slutter!