Right to movement

Når jeg er rigtig god, løber jeg i Nørrebroparken eller rundt om søerne ca. hver anden dag.

Jeg tænker ikke altid over ruten, men løber den vej benene tager mig. Det er for mig det mest naturlige.

For det er svært - nærmest urealistisk at forestille sig, at man ikke har friheden til at løbe, hvor man vil, andre steder i verden. Jeg havde i hvert fald svært ved at forstille mig det. Lige indtil jeg brugte fire dage i Palæstina. Her skal man ikke bevæge sig ret langt, før man bliver mødt af en mur og checkpoint.

Når man løber bevæger man sig frit og man bestemmer selv farten og ruten. Man sætter sine egne grænser.

Men ikke alle har retten til at bevæge sig frit. Den basale ret til at bevæge sig er på forhånd begrænset af andre.

Derfor er navnet på Palæstinas første maraton ’’Right to movement’. En maraton jeg, som mange andre, verden rundt, deltog i, for allerførste gang.

For Right to movement er lige præcis det palæstinenserne ikke har.

Blandt de mange udfordringer arrangørerne bag ’Right to movement’ stødte på, var at finde en rute på 42 km, uden at løberne skulle igennem et checkpoint. Og inden løbet, blev hele 26 løbere fra Gaza nægtet adgang til løbet.

Retten til at bevæge sig, er slået fast som en menneskerettighed i FN konventionen. Når Israel derfor holder løbere tilbage, er det et konsekvent brud med menneskerettigheden.

I Danmark, tager vi det at løbe en tur rundt om søerne, som en selvfølge. For mig, er det helt naturligt at jeg kan løbe fra Nørrebro til Bispebjerg, hvis jeg vil.

Men det er bestemt ikke en selvfølge i Palæstina. Selvom jeg gennem min politiske opvækst har beskæftiget mig meget med Palæstina og palæstinensernes rettigheder, var det alligevel et chok at se og opleve det i virkeligheden.  

Muren, som bogstavelig talt er midt i det hele, kaster en ubehagelig skygge over det palæstinensiske folk. Det er ikke bare noget man siger, for at forstærke historien. Tværtimod. Den tunge og dystre stemning omkring den, kunne hurtig mærkes på egen krop.

Også selvom muren er blevet malet med flot graffiti og i rød, sort som grønne farver fra den palæstinensiske side, kunne jeg ikke undgå at få en ubehagelig følelse i kroppen.

Hver dag møder flere tusinde af palæstinensere op ved de forskellige checkpoints for at komme på arbejde, besøge familie eller venner. Ofte står de i kø i flere timer for at komme over på den anden side.

Ved checkpoint skal man vise noget ID som pas, arbejdstilladelse eller anden bekræftelse på, at man skal over på den anden side. Derudover bliver alle ens ting scannet og man skal igennem en metaldetektor også. En oplevelse vi kun kender her, når vi skal igennem sikkerhedskontrollen i lufthaven. Prøv at forstil dig at skulle igennem det hver eneste dag?

Det hører også med, at det ikke er fredeligt lufthavnspersonale der står der, men israelske soldater med våben.

Det er det bedste eksempel på, at palæstinenserne ikke har ret til at bevæge sig frit. Der findes desværre mange flere eksempler.

Derfor var løbet også vigtigt for palæstinenserne. Det kunne man tydeligt mærke. Alle talte om det, og alle vidste hvad det var. Både i Betlehem og i Ramallah.

Jeg talte med mange forskellige mennesker om løbet. Jeg snakkede bl.a med en købmand i Betlehem hvis 74-årig far skulle deltage løbet. Denne 74-årig mand havde boet i Tyskland, indtil han flyttede tilbage til Palæstina.

I Tyskland havde han dyrket meget atletik og løb, men havde ikke haft de store muligheder for det, da han kom til Palæstina. Selvom Betlehem er en hård by at løbe i, med alle bakkerne (av, mine lår!) var det vigtigt for ham at deltage. Ligesom, at det var vigtigt for de mange andre deltagere. 

Alene at få lov til at løbe med over 200 internationale løbere, fra hele verden, havde en meget stor betydning. Både for dem der var med, for palæstinenserne og ikke mindst for kampen for et frit Palæstina – det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Det at løbe i silende regnvejr op og ned af Betlehems bakker med 700 glade børn og voksne, står i skærende kontrast til den grå og kolde mur vi løb ved siden af. Jeg håber, at dem der var med, glemte for en stund, at muren var der.

At løbe hurtigt er en præcis modsætning til at stå i kø, i flere timer, for at komme fra det ene sted til det andet. Løbet gav på mange måder en følelse af frihed. Og lige præcis i Palæstina, d 21. april løb vi sammen, side om side, i frihedens tegn.

Der havde været mange lokale med til at arrangere løbet, og rigtig mange lokale deltog også.

Efter løbet, og en meget rørende præmieoverrækkelse til de hurtigste løbere, var der fest for alle der havde været med. Selvom festen foregik i en flygtningelejr, var det en ekstrem glad fest. Stemningen mindede om et bryllup, hvor alle er glade og fjollede.

Der var både mad og taler, og en Palæstinensisk kvinde, der havde boet i flygtningelejren siden 1948, sluttede arrangementet af med at sige: ”We thank you with all our hearts of all the palestinians” - meget smukt.

Fuldstændig opløftet og rørt af det håb, den stolthed og den vilje der var til festen, bevægede jeg mig søndag aften ud i en taxa for at komme til lufthavnen og hjem igen.

Taxaen bliver stoppet ved det første checkpoint, hvor vi møder to israelske soldater. Taxachaufføren kigger på mig og siger: ”This is just a standard passportcontrol. Just dont tell them about Ramallah, and everything will be fine.” 

I det sekund besluttede jeg mig for at tage til Betlehem og deltage i løbet igen, næste år.

Nu har jeg forladt Palæstina og sidder i Købehavn, men Palæstina forlader aldrig mig. Palæstinenserne er fantastiske mennesker der kæmper og håber hver eneste dag – det håb har right to movement styrket.

Jeg håber, at I også vil finde løbeskoen frem og tage med til Betlehem næste år.