Revolutionsprogrammer i agurketiden

I foråret 2012 kom nærværende blogskribent i bogstaveligste forstand på museum sammen med en halv snes af sine gamle bekendte. Tilmed uden bukser på. Det kan man så alt efter temperament tolke derhen, at man nu er blevet særdeles gammel, eller at man har vist sig særdeles bevaringsværdigt. I forhold til den første udlægning, så kan man da trøste sig med, at det var i en 15 år yngre og lidt mere sprød udgave.

Anledningen var Arbejdermuseets udstilling Et råb fra muren – 100 års politiske plakater. En særudstilling ikke bare med politiske plakater i sig selv, men også om det man kunne kalde den politiske plakats kulturhistorie, hvor udstillingen også rettede blikket mod plakatopsætterne og plakaternes betydning for mobilisering og agitation og samspillet mellem plakater, kampagner og aktioner.

[Læs mere om udstillingen Et råb fra muren]

En af plakaterne var en af klassikkerne fra 1990’ernes aktivistiske venstrefløj nemlig REBELs Vi skjuler intet – hvad skjuler PET? Lavet efter en aktion i foråret 1998, hvor en halv snes rebeller havde optrådt som naturen nu ellers havde skabt dem foran PETs hovedkontor.

TV-Stops indslag fra aktionen kørte som båndsløjfe til Arbejdermuseets udstilling, og man kunne bl.a. følge en af aktivisterne med et par kampklædte politifolk i hælene og uden en trævl på kroppen traskende ind på Bellahøj Politistation og op på 1. sal, hvor han afleverede rebellernes protestskrivelse til en lettere desorienteret medarbejder fra PET.

Årsagen var afsløringen af, hvordan efterretningstjenesten i årtier havde registreret venstreorienterede danske borgere alene for lovlig politisk virksomhed i strid med gentagne erklæringer i folketinget og hvordan PET fortsatte ufortrødent med den praksis også efter den at den kolde krig for længst var afsluttet. Med skjult kamera og mikrofon dokumenterede journalister fra TV2 således et rekrutteringsforsøg, hvor en ung mand skulle infiltrere REBEL på vegne af PET. Udsendelsen dokumenterede også, at unge medlemmer af organisationen i øvrigt viste sig at være overvåget og registreret af efterretningstjenesten, når man eksempelvis samlede nødhjælp ind til Konvoj til Bosnien.

[Læs mere REBELs PET-aktion og baggrunden for den]

REBEL var en lille revolutionær socialistisk ungdomsorganisation, der eksisterede fra 1992-2001. Organisationen omfattede lokalgrupper i omkring 20 byer landet over, knyttet sammen af fælles landstræf og en landskoordination af hvor gruppernes repræsentanter skiftede fra gang til gang.

Forholdet til Enhedslisten og vurderingen af parlamentarisme som redskab var en kilde til konstante diskussioner og uenigheder mellem pragmatikerne og så eksempelvis de mere stålsatte (ortodokse) anarkister. Det samme var spørgsmålet om graden af landsdækkende ledelse og forholdet mellem lokalgruppernes autonomi og landsdækkende prioriteringer. Det administrative var ofte et mareridt, og det organisatoriske arbejde med eksempelvis fundraising, økonomi og medlemsadministration var i perioder noget værre rod, der reelt hang på alt for få personers enorme arbejdsindsats. Det var da også det, der i sidste ende tog livet af organisationen.

Men selv om man aldrig nåede over 300-400 medlemmer, så havde REBEL i perioder et endog meget højt aktivitetsniveau og satte dermed sit præg på 1990’ernes venstrefløjsaktivisme med ét - den dag i dag - forbavsende sikkert greb om medierne for en ungdomsorganisation.  

REBEL gjorde sig bemærket som deltagere i 1990’ernes store faglige konflikter – RIBUS, skraldemandskonflikten, Nyhavn og byggede sågar i en periode sin egen faglige celle op indenfor det Københavnske postvæsen. Man var engageret i både miljøaktioner, internationalt solidaritetsarbejde, gennemførte anti-racistiske kampagner, elevprotester, kampagner mod EU og meget mere. Ikke mindst var REBEL kendt for sine humoristiske teateraktioner og happenings og et par af dem fandt altså sted foran rigets allerselvhøjtideligste hemmelige politi i foråret 1998.  

Det var før internet var allemandseje og før de sociale medier, dengang agitation og mobilisering stadig primært foregik med kost, klisterspand og plakater på byens mure, og REBEL var en af de sidste organisationer, der systematisk benyttede sig af politisk plakatagitation, som ikke blot knyttede sig til umiddelbar mobilisering til enkelte demonstrationer eller til folketingsvalg.

Det var da heller ikke den eneste REBEL plakat, der havde fundet vej til Arbejdermuseets udstilling, og op til udstillingen havde blogskribenten, da også snakket om plakater og politisk aktivisme i 1990’erne med den ansvarlige museumsinspektør for udstillingen og ikke mindst stået med hovedet i kasser hjemme på loftet for at grave materiale frem til Arbejdermuseet om bl.a. PET aktionen.

REBELs politiske platform

Målet for REBEL var intet mindre end ”menneskelig frigørelse fra alle former for undertrykkelse og udbytning”, som det hed i det første punkt i det 10 punkts minimumsprogram, som alle medlemmer tilsluttede sig. I 1997 besluttede man sig dog for, at man ville supplere organisationens minimumsprogram med en længere politisk platform, og den sad jeg så pludselig med i hånden efter ikke have skænket den en tanke i over 10 år.

Det var interessant at genlæse REBELs politiske platform her 15 år efter den blev vedtaget. Ligesom eksempelvis Enhedslistens principprogram, er den selvsagt præget af politiske kompromisser mellem forskellige politiske tendenser. Det stod såmænd også allerede i indledningen, at man indenfor rammerne af REBEL kunne finde enkeltpersoner eller tendenser, der var uenige med enkelte dele af platformen.

Indenfor REBEL fandt man både dogmatiske anarkister, øko-radikale, autonome, revolutionære socialister af ret forskellig aftapning – og en masse unge der egentlig bare ville lave verden bedre, men nok ikke var specielt indlejret i en af venstrefløjens historiske ’isme-afarter’.  Organisationen var erklæret anti-stalinistisk, hvilket man tog meget alvorligt, så Maoisme eller Sovjetnostalgi var ikke noget man fandt blandt medlemmer af REBEL, hvilket også prægede platformen.

Platformen var på mange måder en opsummering af de diskussioner, som foregik på dele af den unge venstrefløj i 1990’erne. Den blev skrevet og vedtaget af en ungdomsorganisation bestående af mennesker i 20’erne og i deres sene teenageår, og det præger den selvsagt også. En del afsnit er skrevet ligeså højtravende og selvhøjtideligt, som forholdsvis unge mennesker kan have en tilbøjelighed til at svinge sig op til (det kan selvfølgelig have ændret sig i vore dage), et par af analyserne holder næppe heller vand og der er efter min mening også rent sludder og tankespind hist og her, og afsnit der også bærer præg af kompromisser, og som i hvert fald undertegnede ikke nødvendigvis ville skrive under på i dag. Men der er også dele af programmet som er befriende klart og utvetydigt og som rummer overvejelser, som man kan ærgre sig over ikke kom til at præge 00’ernes politiske diskussioner.

Det gælder ikke mindst platformens afsnit ’Vejen frem’ om revolution i Danmark, og hvad der var opgaverne for erklæret revolutionære unge socialister i et samfund som det danske på tærsklen til et nyt årtusind. Ikke mindst set i lyset af sommerens agurketids-føljeton om revolution i Danmark, hvor HB-medlemmer fra Enhedslisten flittigt har fodret medierne med mere eller mindre gennemtænkte udmeldinger, og den vigtigste principielle og aktuelle mærkesag for revolutionære øjensynligt er den mulige fremtidige fyring af samtlige offentligt ansatte indenfor politiet og militæret til fordel for mere eller mindre selvbestaltede ’folkemagtsorganer’.

(En i øvrigt ikke nærmere defineret og temmelig uklar størrelse, der reelt alt efter temperament kan fortolkes uvenligt lige fra udsigten til vilkårlig justits fra selvbestaltede militser og lokale revolutionstribunaler, der i IRA-stil skyder knæet af 16 årige småkriminelle 'joyriders' for at opretholde den lokale orden, til de institutioner og myndigheder man historisk fandt indenfor de såkaldte ’folkedemokratier’. Betegnelsen for de lande i Øst- og Centraleuropa, som efter anden verdenskrig blev en del af den sovjetiske blok.)

Nu er Enhedslistens principprogram så samtidig et kompromis mellem mange fløje i partiet og derfor til en vis grad et misk-mask strittende i flere retninger og omfattende tankegods fra meget forskellige venstrefløjstendenser med økoradikale, queer-feministiske, rådsocialistiske, eurokommunistiske, leninistiske, venstresocialistiske og socialdemokratiske elementer, hvilket selvsagt blot øger fortolkningsmulighederne.

Revolutioner igennem 350 år

Revolutioner i betydningen af folkelige oprør for at skabe hurtige og grundlæggende forandringer af den eksisterende sociale, økonomiske og politiske orden har været et tilbagevendende fænomen igennem de sidste 350 års historie. Fra Cromwells engelske revolution og borgerkrig i 1640-49 til den bølge af oprør i Nordafrika og Mellemøsten, der begyndte i 2011.

Det eneste man kan sige helt firkantet om revolutioner er, at stort set ingen af de revolutioner, der faktisk førte til grundlæggende forandringer, har haft samme forløb som de foregående, og at man aldrig blot har kunnet overføre opskriften fra en historisk sammenhæng til en anden, men at resultatet når man ukritisk har forsøgt dette i stedet har været dundrende fiaskoer.

Den erkendelse prægede også REBELs platform, hvor der var større åbenhed og mindre skråsikkerhed overfor hvordan en socialistisk revolution ville forme sig engang i fremtiden, end tilfældet øjensynligt er blandt de HB-medlemmer fra Enhedslisten, der denne sommer har haft så travlt med at komme i medierne med deres faste køreplaner for en revolutions forløb 20-30 år ude i fremtiden.

I REBELs platform hed det bl.a.:

”Verdens problemer kan forekomme uoverskuelige og umulige at finde en løsning på. Men problemerne er i sidste ende menneskeskabte og opstået som en konsekvens af ”vores” måde at producere, forbruge og fordele på. En løsning må derfor indebære et opgør med det system, der afføder de menneskelige katastrofer – nu og i fremtiden.”

(…)

”Hvordan en socialistisk omvæltning i Danmark konkret vil forme sig, er særdeles svært at forudsige. Ej heller hvad der i sidste ende vil udlæse den. Enhver revolution i verdenshistorien har været anderledes end den foregående. Erfaringer gjort i en historisk og kulturel sammenhæng kan ikke bare umiddelbart overføres på andre sammenhænge. Det er dog muligt at sige noget om de grundlæggende forudsætninger, der nødvendigvis må være til stede, såfremt en revolution skal kunne udløses og føre frem til et socialistisk samfund.

Større samfundsmæssige forandringer kræver en alliance mellem flere lag i befolkningen. At arbejderklassen, store dele af mellemlagene og grupper udenfor produktionen må finde sammen under fælles krav og fælles aktiviteter. Intet parti eller folketingsflertal kan erstatte en bred bevægelse ude i samfundet. I så fald har det ikke meget med socialisme at gøre. En revolution må gennemføres af et flertal i befolkningen og et meget stort flertal må bakke op om de resultater, der opnås, såfremt hele processen ikke skal kunne rulles tilbage igen.” [Min kursivering]

Så enkelt, utvetydigt og alligevel åbent for fremtiden kan det faktisk skrives, samtidig med at det klart fastslås at en socialistisk revolution kun kan gennemføres af et flertal af befolkningen, og at et endnu større flertal skal bakke op om revolutionen efterfølgende.

Det står dog selvsagt i modsætning til den detaljerede køreplan for en fremtidig revolution, som øjensynligt fortsat stortrives blandt ortodokse leninistiske smågrupper med fokus på dannelsen af DÆRP (Det Ægte Revolutionære Parti), der skal tage ledelsen af den fremtidige revolution, og hvor transparente demokratiske institutioner, der trods alt også sikrer en grad af mindretalsbeskyttelse, reelt skal afløses af mere eller mindre selvbestaltede komiteer, som i øvrigt kun repræsenterer en del af befolkningen, og hvor de overordnede beslutninger i bund og grund bliver baseret på et kinesisk æskesystem af indirekte valg.

En revolutionsmodel baseret på et romantiseret skønmaleri af oktoberrevolutionen uden smålig skelen til det faktiske forløb af denne – endsige slutresultatet i form af diktatur, pressecensur, vilkårlige fængslinger og massemord og ikke mindst en massiv undertrykkelse og udbytning af den arbejderklasse, hvis stat man ellers hævdede at have skabt.

Vejen frem

Medlemmer af REBEL var sjældent blege for at komme med endog meget bombastiske udmeldinger i medierne, og organiserede sågar demonstrationer direkte rettet mod socialdemokratiet, men nu var det nok ikke fordi, at mange i REBEL gik rundt bildte sig ind, at revolutionen lå lige rundt om hjørnet blot fordi man (også) dengang havde en socialdemokratisk ledet regering, der gennemførte forringelser og i vid udtrækning trampede på deres egne vælgergrupper. Man var unge, men man var ikke dumme.

REBEL pegede i platformen som stort set alle andre socialistiske grupper i det 20. århundrede ganske vist på organisering som afgørende for, at der kunne ske væsentlige fremskridt, men man gjorde sig ingen illusioner om, at proletariatet bare gik og sukkede efter et lederskab for at forvandle verden til sin egen modsætning – endsige på at masserne ville flokes om organisationens banner blot man stillede sig op med et papskilt og sagde revolution i hver anden sætning. REBEL var domineret af praktiske aktivister mere end noget andet.

Den overgearede og firkantede skråsikkerhed, der på mange måder prægede 1970’ernes revolutionære venstrefløj, var dampet af i 1990’erne, hvor forne tiders revolutionære var godt på vej til at blive bedsteforældre, og den unge venstrefløj på ingen måde var en massebevægelse. Uanset at aktivitetsniveauet blandt datidens unge venstrefløjsaktivister på nogen områder måske var højere end i dag.

I platformen hed det da også:

”Selvom tingenes tilstand er rent af lave, og selv om det er indiskutabelt at det er nødvendigt med afgørende brud med kapitalismen, kan man ikke sige, at vi står i en før-revolutionær situation, eller at vi rider på ryggen af en stærk anti-kapitalistisk venstrefløjsbevægelse. Venstrefløjen blev igennem 80’erne svækket afgørende svækket af nederlag på nederlag. Først nu er vi så småt ved at komme i omdrejninger igen. Således oplever man i disse år voldsomme protester i en række europæiske lande mod konsekvenserne af neo-liberalismen og opbygningen af den økonomisk-monetære union. Men protesterne har endnu ikke manifesteret sig i en stærk international bevægelse for en anden udvikling.

Det er et paradoks. På den ene side er folk i den vestlige verden informeret som aldrig før i verdenshistorien. Hvert år i december får familien Danmark således den 3. verdens elendighed ind med aftenkaffen og børnenes u-landskalender. Dagligt byder aviserne og fjernsynet på nye katastrofer. På den anden side virker det som om flertallet bliver endnu mere apatiske og handlingslammede. Mange mennesker er godt klar over, at den er helt gal og er stærkt utilfredse med udviklingen, men ikke desto mindre har dette endnu ikke affødt en voksende bevægelse mod kapitalismen herhjemme. Frustrationen giver sig ofte udslag – ikke i politisk handling eller bevidsthed – men i form af virkelighedsflugt og lottospil eller til dels i det spirende fremmedhad.

Hvis udviklingen skal vendes, skal der genopbygges en bevægelse for socialismen i befolkningen, med alle de former, farver og facetter en sådan indeholder. Der er imidlertid to afgørende forudsætninger for genopbygningen af en sådan: Bevidsthed og handlemuligheder.” [Min kursivering]

 Og hvad mente de unge venstreradikale så med bevidsthed og handlemuligheder dengang i sidste halvdel af 1990’erne?

”Bevidsthed

Her og nu handler det først og fremmest om at genskabe bevidstheden om, at der eksisterer et socialistisk alternativ til den nuværende udvikling – uden bevidsthed om muligheden for forandring – ingen revolution. Dette er en strategisk hovedopgave her og nu for REBEL.

(…)

Venstrefløjen har alt for længe været i defensiven i den ideologiske og politiske del af klassekampen. Vi skal igen i offensiven og præsentere det radikale alternativ. Magthavernes sløring af de faktiske sammenhænge skal rives fra hinanden, og i stedet for at problemerne atomiseres i en endeløs strøm af enkeltsager, skal sammenhængen mellem klodens problemer hives frem. Det er venstrefløjens opgave at påvise for den enkelte de udviklingsmuligheder, der reelt er til stede i den konkrete virkelighed. [Min kursivering]

Handlemuligheder

Det er imidlertid ikke nok at begrænse sig til på ny at skabe bevidstheden om, at der eksisterer et radikalt alternativ. Hvis ikke vi også får folk til at handle i forhold til denne bevidsthed, kommer hverdagen til at fremtræde dobbelt så håbløs.

REBEL skal bryde den handlingslammelse som præger befolkningen i øjeblikket. Ikke ud fra en forestilling om, at vi er en ledende fortrop, men snarere ud fra nogle overvejelser om at vise almindelige mennesker, at det rent faktisk er muligt selv at reagere – og ikke mindst at reagere kollektivt. Spektakulære aktioner har i sidste ende kun relevans, hvis de er i stand til at sætte ”masserne” i gang med selv at handle.

REBEL skal opstille nogle handlemuligheder, folk selv kan tage til sig. Forudsætningen er naturligvis, at folk rent faktisk forstår det man laver. Ofte har venstrefløjen – især den intellektuelle del af den – haft en evne til at grave sig selv ind i uforståelige interne venstrefløjsfloskler. Dette tjener sjældent til andet end at dække over, at man rent faktisk ikke har noget at sige. Udgangspunktet for REBEL er at tale et sprog folk forstår udfra troen på, at folk er klogere end man går og bilder dem ind
På samme måde er det udgangspunktet for REBEL, at der er en umiddelbar og synlig sammenhæng mellem det vi gør, og det vi kræver. Udfordringer må også være, at de positive aktionserfaringer, som folk trods alt har i de daglige små kampe på deres arbejdsplads eller skole, bliver sat ind i den store sammenhæng.

Det er det, der i øjeblikket er vores udfordring: At vise en handlingslammet befolkning at en anden verden er mulig, og vise at det er muligt at handle derefter – og give folk muligheden for det.” [Min kursivering]

Uanset at man også kunne finde rebeller med hang til Lenin eller Trotskij, så var det aldrig bolsjevikisk avantgarde-tænkning, men forholdsvis anti-autoritære tilbøjeligheder der prægede REBEL. På godt og ondt.

Således var ambitionerne, men dermed selvfølgelig ikke sagt, at man altid havde succes med indsatsen. Langt fra. Og uanset hvad så trak REBEL stikket i 2001 og gik sammen med Enhedslistens beskedne ungdomsudvalg om dannelsen af SUF, som på godt og ondt blev en ganske anden, måske en lidt mere velorganiseret og større, men nok også mere traditionel ungdomsorganisation. Dermed forsvandt 1990’ernes diskussioner og praksisformer også stort set fra dagordenen på venstrefløjen, men måske er det på tide at tage tråden op igen set i lyset af de erfaringer og den udvikling, venstrefløjen kollektivt og individuelt har gennemlevet de sidste 15 år og skabe et reelt socialistisk program for menneskelig frigørelse i det 21. århundrede?

Færre floskler – flere fremadrettede løsninger

Danmark står nu engang ikke i en før-revolutionær situation lige for indeværende, og masserne venter ikke bare på et eller andet mere eller mindre selvbestaltet lederskab. Tværtimod har man nu i mere end et årti på mange måder stået i en ekstremt defensiv situation, hvor det har handlet om at forsvare retsstaten og de sociale og demokratiske rettigheder for borgerne, der alt andet lige også er blevet skabt indenfor rammerne af det liberale demokrati og den socialdemokratiske velfærdsstat, som begge i foruroligende hast virker under afvikling.

Det er næppe flere abstrakte revolutionære floskler eller mere marxisme-stencilisme tiden kalder på. Der er derimod brug for at venstrefløjen begynder at møde folk i øjenhøjde, der hvor de nu engang er. At påvise for den bredere befolkning de udviklingsmuligheder, der reelt er til stede i den konkrete virkelighed er efter min mening lige så essentielt i dag som for 15 år siden. Det nytter ikke noget, hvis venstrefløjens eneste svar på de konkrete udfordringer samfundet står med bliver revolutionære floskler om, at alting bliver bedre engang efter revolutionen, hvor solen altid stråler smukt. For nu at sige det på en lidt firkantet og karikeret måde. Nej det er nødvendigt helt konkret at kunne påvise andre veje indenfor rammerne af den eksisterende samfundsmæssige virkelighed, og – vil jeg sige i dag – give løsningsforslag på de problemer samfundet står med og opstille handlemuligheder, som mennesker udenfor det revolutionære akvarium opfatter som meningsfulde, konkrete og realiserbare her og nu! Og vel at mærke forsøge på at føre disse forbedringer ud i livet indenfor de samfundsmæssige og politiske rammer vi nu engang eksisterer indenfor.

Det var måske på tide at den kriseerkendelse også nåede helt til medlemmerne af Enhedslistens hovedbestyrelse og de revolutionære teoretikere i partiets periferi, som denne sommer eftertrykkeligt har formået at afspore kritikken af Helle Thornings kommunitaristiske ’Centrum-Venstre’-regering med dens socialkonservative træk under en tynd fernis af socialdemokratiske floskler om ret og pligt (hvor hovedvægten tydeligvis er på det sidste).

Det har i hvert fald indtil nu ikke været kritikken af den socialdemokratisk ledede ’C-V’-regerings økonomiske politik med den strejf af neo-liberalistisk voodoo-economics, der har stået i centrum for sommerens agurketid. Ej heller den systematiske afvikling af centrale dele af den danske flexicuritymodel og sociale sikringsordninger kendetegnet ved regeringens decideret asociale fordelingspolitik med konstant leflen for bil- og boligejerne i den midaldrende og købedygtige middelklasse finansieret igennem en lind strøm af forringelser for (og angreb på) eksempelvis de kronisk syge, de handicappede, førtidspensionisterne, de arbejdsløse, børnene med særlige behov i skolerne og de unge.

Både den siddende regering og de borgerlige partier udenfor regeringen kan dårligt være andet end jublende tilfredse over Enhedslistens HB-medlemmers ageren i pressen, hvor det øjensynligt er vigtigere at markere sig med uklare revolutionære floskler, der mest lyder som om Danmark fortsat befinder sig engang i 1920’erne, end at komme med bare nogenlunde sammenhængende og realisérbare forslag til, hvordan man allerede her og nu kan skabe et bedre, mere socialt retfærdigt og mere demokratisk samfund, og så forsøge på at mobilisere bredere befolkningsgrupper for dette.

På den baggrund er det jo desværre ikke overraskende, hvis de fleste af de vælgere, der for tiden vender ryggen til SF og Socialdemokratiet i lyset af deres svinestreger, i sidste ende i stedet blot vælger enten at gå til højre eller bare hjem til sofaen.