Retorikken om besparelser

Jeg har bemærket en tendens, som jeg på en måde undrer mig over, og egentlig også synes er noget ærgerligt. Det gælder for V og K’s sparreplan, såvel som S og SF’s plan, at der argumenteres ud fra, om hvorvidt EU vil godkende det. V og K angriber således S og SF’s plan ved at sige, at den ikke vil leve op til EU’s krav, og i disse dage kan man læse i aviserne om, hvordan EU-kommissionen angiveligt har ændret udsagn om Danmarks økonomiske situation.

Alt sammen ud fra en retorik om, at vi bliver nødt til at arbejde mere (S, SF) eller få færre penge (V, K) for at leve op til EU’s krav. I store træk bakker pressens journalister og kommentatorer op om denne retorik, når de stiller spørgsmålstegn ved, om dette eller hint vil være nok i følge EU.

Men, det som jeg savner er naturligvis det grundlæggende spørgsmål: skal vi kun spare/arbejde mere for EU’s skyld? Man kan godt få indtryk af, at svaret er ja…

Det synes jeg er besynderligt. Burde man ikke forvente, at partierne der kæmper om regeringsmagten i Danmark har flere visioner end at være duks i EU? Burde man ikke kunne forvente, at de som minimum vil sige: dette er det rigtige for Danmark (eller verden, afhængig af hvor man står), og vi er sådan set ligeglade med hvad EU siger – fordi det handler ikke om, hvad EU-kommissionen mener?

Måske er det logisk nok, at vi ikke hører det fra hverken S, V eller K. De er jo tilhængere af medlemskab af Euroen, og udtrykker også ting om, at de gerne ser at EU skal bestemme mere (Claus Hjort har f.eks. talt meget positivt om at lade EU-kommissionen godkende medlemslandenes finanslove, før de bliver vedtaget).

Jeg kan bare ikke lade være med at spekulere på, hvordan det mon påvirker ”den almindelige borger” – altså dem der ikke er forbandet interesseret i politik, men stadig gerne vil følge lidt med – at begrundelserne for alle disse forslag er, at EU-kommissionen siger vi skal. Nu kan man selvfølgelig sige, at jeg som EU-modstander bør være begejstret, det må lette arbejdet med at få folk overbevist om EU’s dårligdomme, men egentlig er jeg mest bare bekymret for, om det ikke skaber en enorm ligegyldighed (og afmagt) overfor politik som helhed – og det synes jeg faktisk er utrolig ærgerligt.

Det ville være rart, hvis man faktisk kunne komme igennem med at stille spørgsmålstegn ved de grundlæggende antagelser - men det kan være ganske vanskeligt, især når så mange af partierne åbenbart er enige om retorikken...