regeringsindgreb kræver regeringsangreb!

Så skete det: regeringen greb ind i den igangværende konflikt mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening. En konflikt, der i næsten 4 uger har vendt op og ned på mange børnefamiliers hverdag og som har frarøvet lærerne muligheden for at varetage deres arbejde.

De seneste uger har KL holdt lærere, børn og forældre som gidsler i et beskidt spil om fremtidens arbejdsmarked og fremtidens folkeskole. Det har ikke været nogen hemmelighed, at der har været tale om en kæmpe spareøvelse, hvor lærernes arbejstidsaftale skulle ”moderniseres” – altså forringes for lærerne. Det har heller ikke været nogen hemmelighed, at KLs dagsorden også har været at bane vejen for en heldagsskole, som ingen forældre, børn eller lærere har bedt om, og som kun få bakker op om.

Men hemmeligheder har der sådan set været nok af. Undervejs i forløbet er det kommet frem, at store dele af konfliktens forløb har været planlagt og aftalt mellem KL og finansministeriet. Derfor er finansminister Bjarne Corydon mindst ligeså ansvarlig for konfliktens forløb som KL.

Der er ingen tvivl om, at KL og regeringen har været pressede. Massive protester fra lærere, elever og forældre har fyldt gadebilledet i snart sagt enhver flække i Danmark. 100.000 mennesker på Christiansborg Slotsplads, der jublede, da Anders Bondo sagde, at hvis regeringen ikke vil lytte, må vi jage dem ud af ministerkontorerne.

Regeringens bud på en løsning af konflikten er stort set en kopi af KLs ønsker. Jovist, der er nogle småting til lærerne – lidt efter og videreuddannelse, bevaring af årsnormen osv. Men på de store linjer ligger lovforslaget helt i tråd med den ændring af arbejdstidsreglerne, som undergraver fagforeningens rolle som forhandlingspartner i forhold til lærernes arbejdsforhold, og som også er med til at undergrave hele den danske forhandlingsmodel, hvis den breder sig til andre områder.

Regeringen og KL har hele tiden italesat deres ønske om arbejdstidsregler som en ”modernisering”. Men det er jo ikke sandt. Der er alene tale om, at man fratager fagforeningen forhandlingsretten om de overordnede rammer for lærernes arbejdstid, og i stedet lader den enkelte skoleleder ”forhandle” med sin lærerstab.

Hvis det breder sig til andre områder, risikerer en lang række faggrupper at miste de rettigheder og arbejdsforhold, de har tilkæmpet sig gennem hundrede år. For eksempel vil lægerne ikke længere kunne vide sig sikre på, hvilken overarbejdsbetaling, de skal have, når de arbejder mange timer i træk. Socialpædagogerne vil ikke længere være sikre på, at de får de lange pauser imellem døgnvagterne. SOSU’erne kan ikke længere være sikre på, at de kan få lov til at afspadsere deres overarbejde.

Ziegler har nemlig fuldstændig ret, når han siger, at enten har vi kollektive arbejdstidsregler, ellers har vi ikke. Vi skal aldrig acceptere angreb på den kollektive aftaleret!

Socialdemokraterne har altid kæmpet for fagbevægelsens forhandlingsret. Socialdemokraterne har altid kæmpet for den danske model. Det var fuldstændig uhørt, da KL valgte at lockoute lærerne. Og det er fuldstændig uhørt, at regeringen nu griber ind i konflikten. Endnu mere uhørt og fuldstændig uforståeligt er det, at en socialdemokratisk ledet regering, med de radikale i lommen, vælger at forringe vilkårene for lærerne og undergrave fagbevægelsen.

Det eneste acceptable indgreb i denne konflikt havde været, at man havde valgt at forlænge den nuværende overenskomst (plus evt de små lønforbedringer, de øvrige offentlige grupper har fået). Det havde givet mulighed for reelle forhandlinger. Og det havde givet mulighed for, at man stadig kunne anse de socialdemokratiske ministre for værende på arbejdernes side.

Regeringsindgrebets karakter viser nemlig med al tydelighed, at regeringen ene og alene tænker på, hvordan de kan få finansieret deres skattelettelser, nedskæringer på velfærden og sænkede sodavandsafgifter. Regeringen og KL har hele tiden haft en plan om, at lærernes vilkår skulle forringes.

Statsministeren afslørede selv på hendes pressemøde, at der er tale om aftalt spil. Eller som hun formulerede det: det er helt naturligt, at arbejdsgiverne koordinerer deres krav. Samtidig har kommunerne sparet milliarder på udgifter til lærerlønninger. Penge, der sikkert vil blive brugt på valgløfter i den kommende kommunalvalgkamp, så KL-toppen kan bevare deres borgmesterposter.

Hvad gør vi nu? Det er klart, at frustrationerne blandt lærerne ikke bliver mindre. Det er også klart, at selv om man som forældre selvfølgelig er lettet over, at børnene igen kan komme i skole, så fjerner regeringsindgrebet ikke vores usikkerhed omkring folkeskolens fremtid. Og det fjerner bestemt slet ikke den mistillid, vi føler overfor KL og regeringen.

Den mistillid skal bruges – både parlamentarisk og udenomsparlamentarisk. Vi skal blive ved med at protestere over KLs og regeringens angreb på den danske forhandlingsmodel. Vi skal blive ved med at protestere over den folkeskolereform, som lærerne nu kommer til at betale for. Men vi skal også bruge vores mulighed for at stille mistillidsvotum til Bjarne Corydon, der har siddet bag kontrolpanelet i hele denne konflikt. Måske kan Enhedslisten ikke skaffe flertal for sådan et mistillidsvotum. Måske redder regeringens nye støtteparti, Venstre, deres skind. Men så har vi i hvert fald klart markeret, at der er en grænse for, hvad vi vil finde os i. Også selvom regeringstoppen siger, at de er socialdemokrater!